Selvom bestyrelsesmødet var i fuld gang oppe i de hellige haller, lå kontordomicilet stille hen. Der var helt sikkert stadig en del sent arbejdende folk rundt omkring i krogene, men de fyldte ikke meget på dette tidspunkt i de over 25.000 kvadratmeter, der altid blev meget stille efter klokken sytten.
I direktricens forkontor var lampen på skrivebordet tændt og Isabel sad og ventede for åben dør. Skumringen var sat ind udenfor og hun skulle lige til at finde telefonen frem for at høre hvor han blev af, da elevatordørene åbnede sig og trætte skridt kunne høres ude fra gangen.
”Hej Isabel!”, ”Hej Lasse!” svarede hun og lyste op i et smil, da den store trætte gartner kom ind, trak én af ventestolene hen foran skrivebordet og satte sig tungt i den.
”Du må undskylde at det tog så lang tid, men traktoren bøvlede lige her til sidst og jeg var jo nødt til at blive færdig så…”
”Det er helt ok… Det er så lang tid siden at vi har snakket sådan ordentligt sammen – er du ok?”, spurgte hun bekymret, med empatiens umiskendelige klang i stemmen.
”Ja ja, men det er sgu snart svært at få tingene til at hænge sammen og stadig have et liv!” sukkede han.
”Men I er ok derhjemme og ungerne har det godt?”
Han trak lidt på det inden han svarede: ”Altså leverpostejslivet er strålende og børnene er glade, men der er ikke så meget plads til at være voksne mennesker mere, altså når jeg efterhånden nærmest selv skal have penge med på job og arbejde 24-7… jeg måtte sige to mand mere op i sidste uge!”
Isabel sukkede dybt og medfølende.
”Men det er da godt at den gamle garde ikke er vidne til, hvad det her er blevet til!”, tilføjede han og så fjernt frem for sig. Hun nikkede bare og vidste udmærket hvad han mente.
”Det lød jo fandme som en drøm dengang amerikanerne købte os, men den kapital vi, eller Gartnerservice fik ud af det, har de jo faktisk fået tilbage… Vi skulle bare have lukket firmaet eller have solgt det og så have levet af pengene, men det gør man jo heller ikke bare sådan med en familievirksomhed gennem generationer, vel?”
Isabel rystede på hovedet. ”Nej det gør man sgu ikke… Jeg kan jo kun føle mig heldig, i forhold til jer andre, men jeg bliver også så mega flov, altså især når du sidder der helt opslidt og må fyre dine gode folk…”,
hun holdt en lille pause, sank og fortsatte så: ”Min søster og jeg er måske de eneste der rent faktisk ser nogle penge fra det her - altså når vi engang arver…”, skyndte hun sig at tilføje.
Lasse smilede. ”Det har jo ikke noget med jer at gøre og det skal du i hvert fald ikke have dårlig samvittighed over! Jeg er da kun glad på jeres vegne, altså, så er vi da i det mindste ikke alle sammen tabere i det her syge spil!”
Lasse gned sig i ansigtet for ikke at falde helt hen i træthedens magt og skiftede emne i et mere muntert toneleje: ”Nå, men det er jo snart hundrede år siden, at Marie og jeg har kunnet finde tid til at være med til logemøderne…”, han lavede citationstegn i luften, ”Kan du styre dem uden mig?”
Isabel slog en høj latter op inden hun svarede: ”Ja ja, det kører da så fint, men vi savner jer… De gør jo hvad jeg siger, men jeg kunne godt snart bruge noget hjælp, for det er altså ret krævende at styre samlingerne helt alene!”
Lasse så på Isabel med et drilsk smil. ”Jeg er sikker på at du gør det SÅ godt, men vi savner det altså også og det er jo ikke fordi vi ikke har lyst - overhovedet ikke!”
De var tavse nogle sekunder inden Lasse med et grin tilføjede: ”Ja ja, de skulle bare vide alle sammen her på gangene, hvad den pæne artige pige der med de runde briller gemmer på, når hun først klæder sig på og gør klar til narrestreger!”
”Nej og det skal de bestemt heller aldrig nogensinde finde ud af!”, klukkede Isabel og gemte ansigtet i hænderne, især ved tanken om, at for eksempel Sylvia skulle have den viden.
”Men du holder stadig fast i, at en fast livsledsager og den romantiske kærlighed ikke er dig – du savner stadig ikke at vågne op med den samme hver morgen og have et par unger, der hopper dig på maven klokken seks søndag morgen?”, spurgte Lasse og blinkede.
Isabel slog øjnene ned og fniste. ”Nej ikke sådan ’leverpostejslivet’ som du kalder det… Jeg ved det ikke, man skal jo aldrig sige aldrig og man opdager jo altid nye sider af sig selv hele livet - man har jo et standpunkt til man tager et nyt, er det ikke det man siger?”
Lasse studsede over hendes væven og glimt i øjet og så spørgende på hende, imens hun sluttede sit svar ”Men altså en fast partner, leverpostej og småfolk, nej der er jeg ikke kommet til endnu…”
De to kendte hinanden gennem arbejdspladsen her, helt tilbage fra de sene teenageår. Det var i det gamle firma, hvor idealisme, samarbejde og ordentlighed var den funderede DNA.
Det var Isabels bedstefar der var ophavsmanden, der ud fra en form for FDB- og Brugsforeningstanke, havde skabt virksomheden. Leverandørerne havde alle været medejere og havde åbnet dørene for hinanden og delt deres kundekredse på tværs af deres fagområder.
Hver gang en ny leverandør kom til, købte denne også en anpart og fik derigennem en større og større potentiel kundekreds.
Det hele var båret af en selvjustits der betød, at man som en del af organisationen også gjorde sit ypperste for kunderne og det fælles renommé. At være en del af organisationen blev dermed også et kvalitetsstempel for en kunde, og omvendt garanteret vækst for firmaerne der kom med ind under paraplyen, som stort set alle voksede sig anseeligt store på grund af samarbejdet.
Dengang havde man ikke brug for en sælgerstab på speed, aggressiv markedsføring eller noget af alt det, som SkyTower Inc. var i dag. Det hele voksede stødt og stabilt af sig selv som en organisk størrelse, hvilket også skabte en markant voksende markedsværdi igennem årene.
Der var for eksempel heller ikke behov for en bestyrelse, for alt kunne ordnes og besluttes på de årlige generalforsamlinger, da alle var enige og dedikerede til et fælles mål. Kort sagt: det hele var båret af en næsten familiær virksomheds- og samarbejdskultur.
Årene gik og en dag kom der så et svimlende tilbud om opkøb fra den Amerikanske kapitalfond. Den brede ejerkreds havde set hinanden i øjnene og vedtaget at tage imod. Salget ville nemlig give et klækkeligt afkast til samtlige medejere og alle fik samtidig lov til fortsat at være leverandører ifølge købsaftalen.
Det hele syntes som en mulighed for, at alle fik en kontant gevinst ud af mange års hårdt arbejde og ingen havde gennemskuet, hvad der reelt fulgte i kølvandet med det nye navn!
På under femten år var hovedorganisationen blevet til det her, der i sin tid kun krævede godt tyve ansatte i beskedne fysiske rammer at drifte, men nu husede mere end tusinde ansatte på landsplan. Ligesom i Gartnerservice, opdagede de fleste for sent, at koncernen både fik deres investering tilbage ved at presse dem på prisen indtil de reelt satte penge til som leverandører og samtidig tjente styrtende med penge på konceptet. ’Corporate America’ havde ganske simpelt narret dem og viste sig i sin mest perverse form.
Isabel var som sin bedstefars øjesten, allerede som nittenårig blevet hans personlige sekretær og havde ikke haft behov for videre uddannelse siden. Officielt havde hendes jobtitel derfor heller ikke ændret sig siden dengang og hun var i dag den eneste tilbageværende af den originale stab.
Det ingen vidste i den danske del af organisationen var, at ved overtagelsen havde den gamle lavet en klausul om, at Isabel ikke kunne opsiges.
Det var ikke det eneste, for ved siden af sin beskedne sekretærløn fra det danske firma, fik både hun og søsteren også en klækkelig månedlig hyre direkte fra det amerikanske moderselskab, og det var på livstid. Til gengæld måtte de ikke fortælle nogen om denne ordning, for så ville den frafalde ifølge kontrakten. Søstrene var derigennem sikret økonomisk men klausulen gjorde, at Isabel helt bevidst fløj langt under radaren i dagligdagen og ingen kolleger kendte til hendes privatliv. For dem var hun bare den grå kontormus i SkyTower Inc., en stakkel, undertrykt af vampyren Sylvia.
Da Lasse var færdig med at kradse en mudderklat af sine bukser, brød han som den første refleksionernes stille moment. ”Nå, men du skrev til mig, at du er ved at have noget samlet sammen til mig som jeg kan bruge?”
Med et hemmelighedsfuldt smil greb Isabel ivrigt ned og åbnede en skuffe i skrivebordet. ”Ja…”, hun trak lidt på det og lagde så den brune arkivmappe frem foran sig og følte næsten sensuelt på overfladen med fingerspidserne.
”Ja det har jeg og du kan godt glæde dig!”. Lasse greb ivrigt ud efter mappen for at se med det samme, men hun trak den hurtigt væk fra hans rækkevidde og holdt den op i luften. ”Hov hov… tror du den er gratis?”, drillede hun. ”Øh, åbenbart ikke?”, svarede han med et spørgende grin.
”Altså vi er jo i det her kontor hvor ydelser også er en fast del af pakken…”, begyndte hun med et frækt smil. Han kunne ikke lade være med at bryde ud i en høj latter. ”Ok, hvad vil du have, lige meget hvad, kan det kun være meget sjovere end hvad Vampyren derinde vil have af mig!”, konstaterede han tørt og kastede med hovedet hen mod døren til direktricens mondæne kontor.
Isabels mine skiftede og hun så ham dybt i øjnene. ”Kan du huske, da jeg fortalte, at jeg ligesom manglede noget i min udvikling… eller at jeg skulle finde ud af hvad den sidste brik er for at jeg føler mig komplet i mit hoved og krop?”
Lasse nikkede opmærksomt og ventede på videre forklaring.
”Selvom det er lang tid siden I var med, kan du huske hvad du gjorde ved Marie sidste gang I var med til logemøde… helt til sidst… efter hun havde måtte vente og bare se på?”
Han nikkede, men var stadig helt uforstående. Isabel lagde arkivmappen tilbage foran sig på bordet, hev en 40 centimeters stiv plastiklineal op ad skuffen og smed den ovenpå.
”Den her må gøre det ud for padlen du brugte og du skal gøre det samme ved mig inde på Sylvias kontor, altså som du gjorde ved Marie… ok?”
Lasse var helt paf. ”Men du er jo ikke… hvorfor dog det?”
”Jeg ved godt hvad du tænker og ikke lige havde set den komme fra mig, men altså… jeg er kvinde og har et naturligt behov tror jeg, som jeg ikke kan løbe fra og det har altså taget mig noget tid at erkende, men nu vil jeg have det…”
Som en lille skolepige, blev Isabel pludseligt helt forlegen over hans mistroiske blik og forsøgte sig med videre forklaring: ”Altså, da jeg så dig sidste gang, hvor du holdt Marie udenfor og hun kun fik lov til at se på, indtil helt til sidst… Ja og den måde du ordnede hende på… Jamen der faldt tiøren og jeg har ikke tænkt på andet siden!”
Lasse var først helt rundt på gulvet og kunne næsten ikke tro sine egne ører.
”Jamen du har da altid svoret, at du ikke… det var jo derfor vi to ikke kunne finde ud af det dengang…”, Isabel afbrød inden han nåede for langt: ”Ja jeg ved det godt og det er jo nok derfor jeg heller ikke rigtigt kunne finde ud af hvad jeg savnede i så lang tid men…”, hun kom til at grine. ”Altså jeg kan jo ikke bede om det nede i logen, for så ville en del verdener jo bryde helt sammen!”. Lasse kom også til at grine og bifaldt spontant: ”Ja det ville være en katastrofe!”
Alt forlegenhed forsvandt, da hun fortsatte i et toneleje, der ikke efterlod nogen tvivl om, at hun var stålsat på at få opfyldt sit ønske: ”Men altså nu sidder vi her, jeg har et behov… Og Ligesom Marie skulle se på og vente tålmodigt til det blev hendes tur, har jeg jo også skullet se på en del inde på Sylvias kontor, især i den senere tid – det ved du jo alt om…”, Lasse udbrød et flovt og opgivende suk over hans rolle i det hun refererede til, imens Isabel stirrede ham direkte i øjnene og udfordrede: ”Så: Vil du have mappen eller ej?”
Lasse tøvede lidt og tænkte sig om, men brød så ud i et frækt skælmsk smil og svarede tændt: ”Jamen hvis det virkeligt bare er det, som den mappe der koster, jamen så betaler jeg da med fornøjelse!”
Han greb ud, fangede lenialen hun rakte frem og klappede sig et par gange i håndfladen så det smældede ildevarslende. Isabel rejste sig stakåndet, gik omkring bordet, lagde sig på knæ foran ham og stirrede på gulvet med sænket hoved.
Med fornyet energi og mørke øjne, greb Lasse fat i Isabels opsatte hår og hev hende halvt op at stå med en kraft, der straks fik hende til at skære en grimasse og undslippe et forpint liderligt suk.
Ved sit faste greb, trak han hende igennem forkontoret i et tempo, hvor hun vaklende og kun knapt kunne følge med på snublende fødder.
Inde foran Sylvias bord smed han hende ned, så hun lå med overkroppen på bordpladen og støttede med eksede ben på gulvet. Med nederdelen flået op om hofterne og strømpebukserne hevet ned om knæene sammen med trusserne, tvang han sig tavst og målrettet adgang til det han skulle bruge. Hun stønnede forventningsfuldt og de vidste begge nøjagtigt hvad der nu skulle ske, og i hvilken rækkefølge.
Med linealen i den ene hånd og enden sat i nakken af Isabel med et hårdt prik, sørgede han for, at hun ikke kunne løfte ansigtet mere, end at det lige var hævet et par centimeter over bordpladen. Stående lidt til siden, begyndt han med den anden flade hånd at smække de nøgne baller. Skiftevis fik de tur og dansede lystigt i takt med de høje klask, der fyldte kontoret sammen med hendes dybe suk. Den store gartnerhånd tog ingen hensyn, som den forplantede sig med hurtigt voksende styrke, slag for slag.
”Åh hvor er det fantastisk!”, jamrede Isabel. ”Nu kan jeg mærke det, nu kan jeg mærke det… jeg var bare ikke klar i mit hoved… ikke før nu… Bliv ved Lasse, hårdere, bare bliv ved, mere, meget hårdere!”
Han var stadig dybt overrasket over hendes lyst og havde aldrig drømt om, at han ville stå i denne situation med netop hende. Det fik hans tænding til at vokse til uanede højder og med anstrengelsens små udbrud, gjorde han sig ekstra umage og gav alt hvad han havde, for at efterkomme hendes brændende ønske.
Deres samarbejde som giver og modtager ville for en udenforstående se ud som om, at de aldrig havde lavet andet sammen. Spændingsboblen omkring dem opstod på rekordtid, hvor de i symbiose gled ind i trancerummet sammen. De sugede den polariserende fælles nydelse til sig i fulde drag og verden udenom stod stille for dem.
Så snart Lasse hørte skiftet i hendes udbrud og så den mikroskopiske ændring i hendes kropsreaktion, som kun den øvede ville opfange, trådte han et skridt tilbage.
Det drejede sig kun om et par sekunder, men for Isabel var det som en evighed, imens hun lå hen over bordet og hev efter vejret. Hun mærkede allerede suset i det fjerne og ventede utålmodigt på det næste.
De skarpe smæld var markant anderledes end før, da linealen begyndte at bearbejde hendes ildrøde røv. Med taktfaste dybe bid, landede den hårdt hen over begge ballers underside på én gang.
Hun fordybede sig i oplevelsen og havde kun fokus på, at få det hele med. Det føltes så rigtigt og naturligt at være i det og lige nu syntes det helt uforståeligt for hende, at det skulle tage så mange år at finde frem til behovet og ikke mindst at udleve det.
Den susende lyd, det lille vindpust et splitsekund inden det høje smæld kunne høres og mærkes - hun registrerede alle detaljer, som om det foregik i slowmotion.
Nervespidserne i ballerne aktiveredes først og sendte derfra en reaktion rundt i hele kroppen, der føltes fortryllende og overgik alle hendes forventninger. Det summede i benene, kuldegys løb op ad ryggen og trak i hovedbunden, kønslæberne pulserede om kap med hjertets hamren, imens klitoris begyndte at stikke og brænde som aldrig før.
Med den ene kind hvilende på bordpladen og savlet flydende fra munden, kunne Isabel pludseligt høre sine egne klynkende udbrud og små uhæmmede skrig i det fjerne. Hun kunne ikke gøre andet, end at overgive sig til bølgebruset, som linealens monotone arbejde nu trak ud af hele hendes system i en dyb og langtrukken orgasme. Vægtløsheden satte ind i nogle lange sekunder, inden hun landede tungt i en forløst og taknemmelig krop. Hun kunne først slet ikke finde ud af hvad der var op og ned og slet ikke, at hun var kommet så intenst uden nogen form for stimulation af sit køn.
Virkeligheden overgik alt hvad hun havde forestillet sig og turde forvente.
Lasse smed linealen fra sig på gulvet og lod sine hænder kærtegne Isabels ryg og lænd, imens hun fik lov til at sunde sig. ”Du er dygtig!”, hviskede han imponeret, og tog sig i at sige mere, da hans blik fangede Sylvias stol på den anden side af bordet.
Det var som om hun næsten sad i den, måbende over hvad hun lige have været vidne til. Et indestængt frydefuldt grin greb Lasse, da tanken udviklede sig til, at Vampyren nu ville have haft en forventning om at det var hendes tur, men at de bare gik og lod hende sidde tilbage med sin uforløste liderlighed, som om hun var den mest ligegyldige person i verden. Mappen inde i forkontoret kom med ind i billedet og hævntørstens sødme krydrede pludseligt hans tænding i en grad, der krævede omgående handling!
Med sin hårde pik trukket resolut frem af bukserne, trådte Lasse frem med let bøjede knæ og pløjede den op i Isabel. Skeden var sejlende våd og han kunne uhindret trænge helt op til roden.
Hun udbrød et frydefuldt hvin og begyndte at stønne i takt sammen med ham, til de dybe hurtige stød han lagde ud med.
Med begge hænder i et fast greb om hendes hofter, bankede han afsted. Det var som om, at samme billede af Sylvia i stolen foran dem indtog Isabel, for hun løftede hovedet og stirrede på den ligesom ham.
Det galt nu kun om den rå forløsning for dem begge og Isabel havde ikke svært ved at holde trit med ham. Lasse blev ved med at øge tempoet, indtil han kort stoppede helt og holdt vejret i et par sekunder.
”Jeg fylder dig op nu Isabel!”, næsten snerrede han forpustet, inden han gik i gang med at give sine sidste dybtfølte og noget langsommere stød. Ordene gav hende det sidste skub og imens orgasmerusen også overtog hende, stønnede hun tilbage: ”Ja Lasse, kom i mig, sprøjt fuld, ligesom i gamle dage!”
Koncentreret og sitrende nød de deres kroppes euforiske reaktioner i forening, indtil han spændte helt op og skød sine sidste dråber langt op i hende med at langtrukkent dyrisk brøl. Med et suk sank han til sidst sammen ned over hende, hvor de begge hev efter vejret.
Da de begge havde fundet tilbage i en nogenlunde normal vejrtrækning, kom de til at grine. Lasse trak Isabel op at stå og tog hende med rundt om bordet ved hånden, hvor han satte sig i direktørstolen med hende på skødet.
Hun hvilede hovedet mod hans skulder og han duftede til hendes hår. Deres hænder fandt hinanden og de flettede fingre. Sådan sad de et par minutter, inden Lasse kom til at grine igen og konstaterede: ”Ja, ok: Nej den havde jeg ikke lige set komme… men hvad er forskellen fra dengang til nu?”
Der blev helt stille i flere minutter.
”Jeg har lært mig selv bedre at kende tror jeg…”, svarede Isabel efter lange overvejelser og fortsatte: ”Da vi var unge og kærester tror jeg bare, at jeg var mere fokuseret på min rolle end min sanselighed… så ja, en domina kan åbenbart også have behov for at underkaste sig og nyde den hårde stimulans…”
Lasse flettede fingrene ud og omfavnede hende i stedet med begge arme i en solid bjørnekrammer.
”Jeg kan lide det, men du skal altså ikke forvente den samme udvikling herfra!”
Isabel kom straks til at grine og forsikrede: ”Det har jeg bestemt heller ingen forhåbninger om, tvært imod, det ville virkeligt være akavet!”, hun tænkte lidt og fortsatte: ”Uanset hvad, så er den maskuline seksualitet dominant og den feminine submissiv, det tror jeg bare ikke vi kan løbe fra uanset hvad?”
Lasse nikkede og lod hende fortsætte: ”Så for mig kan jeg jo nok bare ikke undertrykke min natur, uanset hvad mine præferencer og intellektuelle lyst ellers byder mig, og det har jeg lige skullet lære som moderne seksuelt dominerende kvinde tror jeg…”
Efter en stund i tavshed, rejste de sig, rettede på tøj, hår og hvad der ellers kunne afsløre hvad de havde lavet, og gik tilbage i forkontoret.
”Du fortæller da Marie om det her, gør du ikke?”. ”Jo, er du sindssyg, hun er jo fuldstændig forgabt i dig og det vil tænde hende helt absurd!”, grinede Lasse.
”Men logen må altså ikke vide noget, det ville være synd for de andre!”, understregede Isabel igen og så alvorligt på ham. ”Nej nej, selvfølgelig!”, forsikrede han og fortsatte: ”Men måske tante Isabel skulle komme på besøg lidt oftere hjemme hos os, ungerne sover jo tungt når de først er væk og gæster giver jo altid lidt ekstra energi til de trætte forældrene så…”
”Jamen jeg er da helt enig, tante Isabel besøger jer alt for sjældent og som gudmor til lille-pjævs har jeg jo faktisk en forpligtigelse til at tjekke, om I forældre nu gør det godt nok!”, svarede hun med et frækt grin, idet hun rakte ham mappen fra sit bord. Lasse ville straks åbne den, men med et greb om hans håndled standsede hun ham. ”Vent til du er kommet hjem og kan hygge dig ordentligt med den, det er gode sager det der!”
I det samme hørte de fodtrin ude på gangen og de så panikslagne på hinanden, da det gik op for dem, at dørene havde stået på vid gab hele tiden.
Lasse var den første til at tænke rationelt og konstaterede beroligende: ”Hvis der havde været nogen derude imens, så havde vi da også hørt dem er jeg sikker på, så bare rolig…”
Henne ved elevatorerne, hilste de på Charlotte, den nye chef for Controllerne.
Selvom Isabel prøvede at overbevise sig selv om, at Lasse havde ret, syntes hun alligevel at Charlottes skæve smil og gennemborende blik fortalte noget andet …
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones