På den aftalte dag ringede jeg på døren til familien van Hauens Strandvejsvilla, der var lige så blæret som familien von Bieritz’. De to fine damer tog imod mig, lidt afmålte og anspændte.
Vi satte os i den flotte stue og fru van Hauen serverede nogle lækre tapas og et køligt glas Chardonnay.
Det var allerede sunket en del i flasken, da jeg kom, så mon ikke de to damer havde siddet og drukket sig mod til?
Vi sad længe og småsnakkede, Chardonnayen blev tom og Cornelia van Hauen fandt en flaske boblevand af et halvdyrt mærke. Jeg tilbød ridderligt at åbne den, men benyttede dog lejligheden til at stikke champagneproppen i lommen. Den kunne være nyttig at have ved hånden hvis sagerne udviklede sig sådan som jeg håbede på.
Fru van Hauen tilbød at vise mig huset. Jeg tog imod tilbuddet, det var som ventet et smukt og velindrettet hjem.
På vej tilbage mod stuen kom vi forbi en væg med præmier og billeder fra forskellige ridestævner. Helene von Bieritz havde haft en tilsvarende væg, de to kendte hinanden fra rideklubben.
– De og Deres veninde har nok det til fælles, at De kan lide at sprede ben over et ordentligt behåret bæst, sagde jeg.
Fruen fnøs forarget og gav igen: - Og De kan lide bjergklatring. De udfordres vel af bestandigt at skulle bestige noget nyt?
Jeg lo. Der var bid i damen, det kunne jeg lide.
- Præcis. Jeg skal hele tiden bestige noget nyt og fremmed. ”Fordi det er der”, som man siger. Det er sådan set det, jeg er kommet for i aften.
Fruen så på mig med væmmelse, som om jeg var en havnerotte, der havde invaderet hendes fine hjem.
En gammel ridepisk af spanskrør tiltalte mig og jeg tog den ned fra væggen.
– Den har tilhørt min farfar, oplyste fru van Hauen. Han var berider på Ubberød gods.
- Ja, berider af alle stuepigerne, har jeg hørt, sagde jeg. - Og af naboens kone.
Fru van Hauen snerpede munden yderligere. Jeg svirpede lidt med ridepisken. Den havde en oval knop af elfenben på toppen og en snert af læder forneden. Jeg strakte den ud og løftede op i fru van Hauens nederdel, så jeg fik udkig på den øverste del af hendes lår og de fine, røde trusser indenunder.
– Lad være, sagde hun snerpet, og glattede nederdelen ud. Jeg greb hende i hånden og lod ridepisken falde ned over fruens baller. Hun gispede.
- Så, sagde jeg, ikke sippet!
Jeg gav hende et rap til i måsen: – Husk, hvad jeg er her for. Jeg hjælper mors lille Susse, så får jeg noget af mors lille kusse til gengæld!
Fruen ømmede sig og sendte et blik om hjælp til veninden, men der var ikke noget at hente.
Helene van Bieritz var udmærket klar over, hvad der ville ske. Anede jeg et lille sadistisk grin omkring hendes mund?
Da vi nu havde åbnet ballet trådte jeg hen til fru van Hauen og lagde hænderne på hendes baller. Vi skulle jo lære hinanden bedre at kende.
- Gode sager, sagde jeg og lod hænderne glide indenfor og ned over de runde halvkugler. Elsker fornemmelsen af en stram elastik om håndleddet når hånden er på opdagelse på nøgen hud i hidtil forbudte områder.
- Fruen har en fiks lille strutrøv, sådan som jeg kan lide den. Tag trusserne af, befalede jeg.
Hun tøvede. Jeg smækkede hende igen med ridepisken. Ikke hårdt, men nok til at fruen kunne mærke, hvem der bestemte.
- Tag trusserne af. Jeg må da se på, hvad fruen har til mig under nederdelen, sagde jeg forretningsmæssigt.
Tøvende trak hun de røde Triumph trusser af.
- Fru von Bieritz, sagde jeg bydende til den anden, vil De trække op i fru van Hauens nederdel, så jeg kan bese fruens fisse. Jeg mener, De ved jo fra ridestalden, hvordan man skal bese om hopperne er tjenlige til at blive bedækket. ”Hingstegal”, er det ikke sådan man kalder det, når en hoppe er brunstig?
Helene von Bieritz adlød, stillede sig bag veninden og trak op i nederdelen, så jeg fik udsigt til herlighederne.
Jeg sendte et vurderende blik og sang en gammel børnesang:
- Og damerne, de løfted’ op i skørterne, så man ku’ se – ku’ se ku’ se, ku’se…
Cornelia van Hauen så skræmt ud, som hun pludselig befandt sig i sit hjem med blottet underliv foran mit undersøgende blik. Jeg lod det ovale elfenbenshoved på ridepisken glide over fruens venusbjerg.
- Sikke fine kussehår, fruen har, tætte og sorte, konstaterede jeg med kendermine. – Det bliver spændende med både en lys og en mørk måtte i aften. Fru van Bieritz er jo ægte blondine også forneden, ved jeg jo.
Jeg lod elfenbenshovedet presse let mod sprækken og kørte den lidt op og ned.
Fru van Hauen blev kobberrød i hovedet. – Helene, sig til ham at han skal stoppe, sagde hun bedende til veninden.
Men Helene von Bieritz sukkede og sagde, - Jeg fortalte dig det jo. Han er skrækkelig. Et sex-uhyre! Håbløs!
Men, tænkte jeg, beskrivelsen har åbenbart ikke skræmt Dem, frue. De er blevet stående med underlivet mod ridepiskens glatte runde elfensbenshovede uden at flytte Dem. Og fru von Bieritz har jo heller ikke ladet sig skræmme, men er vendt tilbage efter mere.
Jeg lod ridepiskens runde top køre lidt frem og tilbage. Trods protesterne virkede det ikke, som om Cornelia van Hauen havde noget imod det, sprækken begyndte at åbne sig, så det hvide elfenben begyndte at gnubbe sig mod kønslæbernes inderside. Der virkede som om det gik glat. Den fine frue var åbenbart allerede våd. Jeg gik helt ind til hende, lagde hænderne på den nøgne bagdel og pressede hende lidt tættere op imod ridepiskens hoved.
– Det mærkes godt, ikke sandt? sagde jeg og cirkulerede kæppen en smule.
Fru van Hauen snappede efter vejret.
– De behøver ikke at skamme dem over for mig, sagde jeg venligt, sikken en indbydende kusse, De har. Det er da kun naturligt, at det kilder lidt i dåsen på en voksen pige som Dem, når De mærker noget hårdt og glat mod underlivet. Jeg flyttede ridepisken og lod den anden ende, den spidse med snerten, kærtegne fruens flotte bryster.
- Lad os se, hvad De har til mig, sagde jeg. - Fru von Bieritz, vil De være så venlig at trække Deres venindes bluse af. Ja, sådan. Og den fine brystholder. C-skål, ikke sandt? Ja tak, rigtig fint.
Efter et øjebliks tøven gjorde Helene von Bieritz, hvad jeg bad hende om. Hænderne rystede, da hun trak bh’en af veninden. Det var tydeligt, at fru von Bieritz var lige så tændt på at se veninden med bar røv, blottet skød og nøgne bryster som jeg var. Nærmest mere. Under den plisserede nederdel var fru von Bieritz antagelig allerede godt våd i skrævet og det brændte i hendes tunge og fingre efter at slikke og kærtegne skibsrederfruens nøgne krop.
Jeg lod spanskrørsstokken glide op under fru van Hauens fyldige bryster og fik dem til at dirre lidt, hvorefter jeg lod spidsen af pisken kærtegne de fine brystvorter.
Niplerne rejste sig og strittede udfordrende ud i luften.
Cornelia van Hauen bed sig i læben.
- Nu må vi jo ikke forsømme Dem, fru von Bieritz, sagde jeg og trak champagneproppen frem af jakkelommen og stoppede den i munden på hende. Hun så forbløffet ud, men jeg sagde: - Sut på den, gør den godt våd.
Helene von Bieritz suttede det bedste hun havde lært, og efter et minuts tid trak jeg den ud, greb fru van Hauen i skridtet, skilte kønslæberne og stak champagneproppen ind. Den gled op uden modstand og sad nu frækt midt i herlighederne og spilede skeden lidt ud, samtidig med at den tykke del af den rørte ved skibsrederfruens klitoris. Jeg legede lidt med den, så fruens kærlighedsknop blev stimuleret.
Hun protesterede, men ikke særligt overbevisende, mens hendes kønslæber svulmede op og skedeåbningen glinsede af fugt. Så slap jeg igen.
- Lad den endelig sidde, kære frue, så bliver De holdt varm og åben til senere brug, så trækker vi champagneproppen ud med et knald lidt senere!
Jeg nynnede den første linje af Champagnegaloppen: Badabam-badabam-badabam PLOP! Jeg lo af min egen vittighed.
– Ved de hvad, fru van Hauen, de er sgu så rød som en hummer i ansigtet. Men hvad, hummer og kold champagne går jo også godt sammen når der er fest i de finere kredse. Vil De ikke være så venlig at springe efter en flaske til af samme slags, sagde jeg, - jeg er bange for, at den sidste flaske er blevet lunken. Og vi skal jo også have en prop til fru von Bieritz, sagde jeg omsorgsfuldt.
Cornelia van Hauen svansede fornærmet ned mod køkkenet, men det virker ikke så afskrækkende at man er pigesur, når man går med bar røv og har en champagneprop strittende ud af kussen.
For at få tiden til at gå, mens skibsrederfruen fandt vinkælderen, gav jeg mig til at tage fru von Bieritz på brysterne. Vorterne var allerede stive og hårde, så jeg trak blusen af hende og befriede yndighederne fra deres fangenskab i den sexede sorte brystholder. Jeg glippede med øjnene, da det gik op for mig, at fru von Bieritz var iført en åben bh, så vorterne var blottede, og da jeg trak nederdelen af hende kunne jeg konstatere, at fruen havde et par matchende bundløse trusser på og havde barberet sin fisse.
– Nå da, sagde jeg imponeret, De har nok lagt op til gilde, skal jeg love for.
Hun prøvede at se surt på mig, men det lykkedes ikke rigtigt, da jeg stak hånden ned og kærtegnede det glatte venusbjerg.
– Det er det, jeg siger, fru von Bieritz, indrøm det bare, De er sgu som en løsgående tæve i løbetid, altid parat til at blive bedækket af enhver hanhund!
Hun ville protestere, men da jeg samtidig lod en finger glide op i hende, blev det kun til et gisp.
– De er et svin, sagde hun, men De ved lige, hvad jeg tænder på. De aner ikke, hvor kedeligt der er hjemme i det store hus, hvor manden altid er på forretningsrejse og jeg må ligge alene.
Og når Frantz kommer hjem er han kun optaget af at sove, drikke rødvin og se på pc. Jeg havde købt det her sæt specielt til ham for en måned siden og barberet mig, for at vi skulle have noget sjov, når han kom hjem. Og ved De hvad? Han sad bare foran computeren og så på aktiekurser, selv da jeg stod ved siden af ham i denne her og med sorte netstrømper og nærmest stak fissen op i ansigtet på ham, gad han ikke engang kigge på mig.
Hun sukkede: - De er et bæst, Carl Wilhelm, men De vil i det mindste noget med mig som kvinde.
Fruen sukkede endnu dybere, da min finger nåede klitoris og hun lænede sig ind til mig og klyngede sig til mig. – Tag mig, hviskede hun. - Brug mig. Lad mig mærke, at jeg er kvinde.
- Bare rolig, sagde jeg, det skal De nok komme til. Men hvad med Deres veninde? Tror De ikke jeg så, hvordan De stirrede på hendes bryster og kusse? Er sandheden ikke, at De længes efter at komme i trusserne på hende?
– Det… det... er løgn… De er et forbandet svin, sagde hun rasende, mens jeg satte en ekstra finger op i det våde og varme. Hun stønnede.
- Bare rolig, sagde jeg, jeg sladrer ikke, men måske er i aften Deres store chance. Vi er her jo for at have en hyggelig aften.
Nu har vi fået Deres lille veninde til at smide trusserne, og med lidt mere boblevand smider hun måske lidt flere af hæmningerne. Måske keder hun sig også og har lyst til et lille eventyr i lukket selskab?
Vil De deltage aktivt, når jeg knepper Deres veninde, eller vil De nøjes med at se på og holde hende i hånden imens?
Fortsættes i 3. afsnit...
Erotiske noveller skrevet af Carl Wilhelm