Jeg ved ikke, hvad klokken er, hvor mange timer vi har sovet, eller hvor mange gange jeg er kommet. Men min krop summer og værker, efterveer af mit og Max’ begær.
Vi ligger nu på gulvet i en rede af varme skind, dyner og puder. Det føles helt naturligt, at ligge her sammen under stjernerne.
Max havde lovet mig at passe ilden for mig, og det har han så sandelig gjort.
Jeg er en meget glad og tilfreds pige.
Jeg ligger og kigger ud på det sneklædte landskab, der strækker sig hvidt ude bag glasset, der danner hele den ene side af rummet vi sover i.
Med Max’s arm om min talje ligger jeg lidt og kigger vores indledende korrespondance igennem.
Han skrev til mig første gang for få måneder siden Der var en lidt større forsigtighed i hans ordvalg i de første beskeder, men alligevel en inderlighed der havde indfanget min opmærksomhed.
Jeg rødmer, når jeg genlæser vores korrespondance fra de første dage.
Jeg var meget hurtig til at åbne helt op over for ham.
Men ved at læse det hele igen, kan jeg se at det var ham.
Han skar ind til benet. Jeg havde fortalt at jeg gerne ville være mere krop og mindre hoved. Så det holdt han mig fast på.
Han lod mig fabulere og fantasere og holdt mig ellers på sporet, berørte mig med sine ord som var de olie der smurte mig ind alle steder, selv de mest intime.
Og jeg, jeg lod mig hypnotisere, mens han lærte min krop at kende overalt, uden at jeg egentlig opdagede hvad der skete.
Få uger senere kunne jeg ikke mærke andre berøringer end hans. Og han var der, også når jeg blev overvældet af intensiteten. Både hans, men især min egen.
Han var der, da jeg eksploderede i ekstravagante ordstrømme, der flød ud af mig som lava under et vulkanudbrud.
Han tog det hele mens han tog noter til senere brug, og lod til at nyde alle mine krumspring.
Vi var hurtigt som forbundet af en streng der vibrerede mellem os.
Som om, en intens urkraft blomstrede op og skubbede sig ud gennem revner og sprækker uden at lade sig formørke af verden omkring os.
Et pulserende fælles hjerte skabt af ren lyst og legesyge.
Og nu ligger vi her midt i et landskab af sne og is.
En bevægelse fanger min opmærksomhed, jeg ser op og ser himlen blive oplyst i forunderlige mønstre og farver.
Jeg kravler ud af Max’s og dynernes favntag, og sætter mig tæt hen til vinduet hvor jeg bedre kan se.
Jeg lader mit sind flyve op og flyve med på lysets bølger, indtil en ny bevægelse fanger min opmærksomhed.
Jeg kigger ud i det hvide foran mig, Aurora borealis skaber sære skygger i sneen og pludselig ser jeg hende.
En smuk, lys, næsten hvid ulv kommer helt hen til vinduet hvor jeg sidder.
Jeg rejser mig op på alle fire, helt upåvirket af min egen nøgenhed, jeg lader mit hoved nærme sig glasset endnu mere.
Ulven gør det samme og så fanger vi hinandens blik.
Og så er vi der, kvinde og ulv, og alt bliver udvekslet mellem os, mit liv og mine kampe og glæder, og hun viser mig sine første tumlende skridt, lege i ly af træer og bakker, frygt for de høje brag der hørtes i skoven. Mødet med hendes mage og deres liv i flokken. Deres makkerskab.
Jeg kan lugte, smage, høre og føle ulvens liv. Så enkelt og så alligevel ikke. At være et vildt væsen er enkelt, men ikke når det enkle krydser det komplekses spor. Det er meget svært at få lov til bare at være ulv, så tæt på mennesker.
"Lytter du til ham?” spørger ulven hende.
"Lytter?", tænker hun.
“Jeg ved at han fortæller dig at du er nok.”
“Kan du ikke selv mærke det?”
“Når du bare er der sammen med ham.”
“Lyt, ikke blot med dine ører, lyt med livet, jorden og himlen.”
“Du har selv sagt det.”
“Det er helt enkelt, du er nok og han er nok, her på kanten af verden er I nok sammen."
"Lad ham vise dig det!”
Bag sig, fornemmer hun ham vågne, hun kan mærke ham glide ud af dynerne. I vinduets genskær kan hun se ham bevæge sig smidigt hen mod hende.
Han er helt stille og ødelægger ikke hendes møde med ulven. Han sætter sig bag hende, kærtegner hendes balder, ryg og lår, som hun blotter for ham.
Med flad hånd fører han sine hænder rundt.
Tegner hende, ser hende, er bare med hende.
Han kommer op på alle fire og skubber legesygt sin pande mod hendes ene balde.
Så lader han sit hoved kærtegne hendes flanke, mens han igen og igen blidt skubber legesygt til hende.
Ulven følger opmærksomt hans bevægelser.
Nu bevæger han sig op over hendes ryg, hans ben hviler lige bag hendes, hans arme holder om hendes liv, og hans hovede hviler mellem hendes skulderblade.
Og som det mest naturlige fører han sig selv op i hende bagfra. Hans krop bevæger sig sammen med hendes i blide bølger, der spejler nordlysets bevægelser.
Lidt længere borte ses en anden ulveskikkelse.
Hunnen vender sig og kigger, som om den anden ulv kalder på hende.
Så kigger ulven tilbage på dem, og med et lille vip med hovedet tager den afsked med dem.
Max sætter sig ned på knæ og trækker hende med ned på sit skød.
Sammen stadig i bevægelse, ser de, de to ulve løbe væk.
Hun rækker sine arme bagud og griber fat om hans hoved mens hun hviler sit hoved på hans skulder.
Han holder hende fast, tæt ind mod ham, den ene arm tæt om hendes brystkasse, den anden slynget om hendes underliv med et fast greb om hendes hofte.
De ændrer ikke hastigheden, de bølger bare sammen i flydende synkroniserede bevægelser. Dog får de vredet sig nok rundt mod hinanden til også at forenes i et kys.
Hvor længe deres kroppe danser i takt med hinanden og nordlyset ved de ikke engang selv, for det er ligegyldigt.
Om de er sammen der i kød og blod eller som Nordlys mellem træerne og sneen eller som sne i ulvens pels i høj hast, det er ligegyldigt. De er bare.
Erotiske noveller skrevet af Aria