En fængslende oplevelse (Fetish)
Erotiske noveller skrevet af  Stine F

Udgivet: 05-11-2024 00:01:02 - Gennemsnit:  Udskriv
Kategori(er): Tvang - Frivillig | Almindelig sex | Oralsex | Dominans | Fetish | Tvang - Ufrivillig  Indeholder tabuemner
Antal tegn:19753
Del 





En fængslende oplevelse.

Kapitel 1.
Han kastede mig op ad cellevæggen. Jeg var nøgen, og han havde frit udsyn til min fisse. Han nød synet.

“Du har en dejlig fisse” sagde han og begyndte at køre en finger i fisserevnen. Det var dejligt og jeg stønnede.

En lussing ramte min kind.

”Her bestemmer jeg” “Er du med på den?” spurgte han i en hård tone.

Jeg blev forskrækket over den måde han var på og vidste ikke om jeg ville fortsætte legen. Det fortalte jeg ham.

Endnu en lussing ramte min kind.

“Du har selv valgt at komme.” ”Så må du tage konsekvenserne af dine handlinger” sagde han.
Han kastede mig ned på hans briks. Jeg kunne mærke, hvordan hans pik gled op i min fisse.

Først kneppede han mig stille og roligt, men så øgede han tempoet.

“Nej, stop.” “Jeg kan ikke følge med” sagde jeg.

Han hørte ikke efter og kneppede bare løs. Til sidst begyndte jeg at råbe og skrige i håb om, at fængselspersonalet kunne høre mig.

Han holdt hånden over min mund.

“Ti stille.” “Jeg knepper dig, selvom du skriger, så du kan lige så godt nyde det” sagde han.

Han var meget voldsom, og jeg spekulerede over, hvorfor han sad inde. Det havde han ikke nævnt overfor mig. Var det mon voldtægt?

Han kneppede mig længe, men pludselig trak han sig ud af mig.

“Sut min pik ren for dine fissesafter” kommanderede han.

Det nægtede jeg, da jeg fik opkastfornemmelser af at have en pik i munden.

Han begyndte at le.
“Det er jeg da fuldstændig ligeglad med.” “Du er her for min skyld, så du gør bare, hvad jeg beder dig om.” “Er det forstået?” spurgte han i en hård tone.

Jeg satte mig på hug foran ham og tog pikken i munden. Den var stor og svær at have i munden. Jeg var ved at kaste op.

Mit spyt løb ned ad hagen og videre ned på mine bryster. Det var ulækkert.

Han mundkneppede mig voldsomt. Til sidst sendte han sin spermladning langt ned i min hals.

Han lagde sig på briksen.
“Du skal gå nu” sagde han.
Jeg tog mit tøj på og bankede på døren, så fængselspersonalet kunne lukke mig ud.
Den fængselsbetjent, der lukkede mig ud, spurgte om jeg ville komme igen og være escortpige for den indsatte. Fængslet skulle nok betale min løn.
Jeg tænkte lidt over det.
“Hvad snakker vi om?” “Hvor tit skal jeg komme, og hvad er lønnen?” spurgte jeg.
Vi gik ind på et kontor for at tale videre.
“Du får 3000,- pr. gang. ”Han har et meget stort sexbehov.” “Han bliver udadreagerende, hvis han ikke får sex, så jeg vil anbefale, at du kommer to gange om måneden” sagde betjenten.
Jeg kiggede undrende på hende.
“Det er alt for meget.” “Jeg har et godt job og mangler ikke penge” sagde jeg.
Hun åbnede et pengeskab og tog 3000 kr. ud. Dem gav hun mig.
“Vi håber, at du vil hjælpe os med at forstå ham bedre” sagde hun.
Jeg spurgte, hvorfor han sad inde.

“Han er dømt for voldtægt mod en 20-årig kvinde i København.” fortalte hun.
Jeg nikkede og sagde, at det havde jeg godt på fornemmelsen. Han havde været ret voldsom ved mig. Betjenten sagde, at jeg skulle sige til, hvis han blev for voldsom.
Hun åbnede den digitale kalender for at finde en ny dag, hvor jeg skulle komme.

“Hvad siger du til at komme den 31. januar klokken 15.00?” spurgte hun.
Det kunne jeg ikke, da min far blev 80 år den dag. Jeg havde lovet mine søskende at komme op på plejehjemmet i Nykøbing Sjælland, hvor han boede.
“Hvad med den 4. februar klokken 16.00?” spurgte hun.
Det passede mig fint.
Hun lukkede mig ud.

Ude i bilen tjekkede jeg min telefon. Jeg kunne se, at min søster havde ringet.
Jeg ringede hende op.
”Hvor har du været?” ”Jeg har ringet hele dagen.” ”Far er indlagt igen med lungebetændelse, så jeg tror ikke, at hans fødselsdag bliver til noget” sagde hun.
Jeg sukkede dybt. Min far havde været meget syg i de sidste par år, fordi han både var alkoholiker og havde røget. Han havde aldrig passet på sig selv. Jeg var blevet fjernet fra hjemmet som 4-årige efter min mor begik selvmord. Jeg var kommet på kostskole nord for København.
”Han ligger på Holbæk sygehus.” ”Jeg synes, at du skal komme nu.”
Klokken var 15.30, og det ville snart blive mørkt. Jeg magtede ikke at køre til Holbæk nu. Det forklarede jeg Sanne, som min søster hed. Hun blev vred og sagde, at det kunne jeg ikke være bekendt.
”Kan jeg komme i morgen?” ”Jeg kan være i Holbæk klokken 12.00” sagde jeg.
Det sagde Sanne ok til.

Da jeg var hjemme på Nørrebro i København, kørte jeg forbi det lokale pizzeria for at købe noget mad. Ham bag disken kendte mig godt.
”Har det været en hård dag?” spurgte han, imens han lavede min mad.
Jeg sagde, at livet sommetider var hårdt.

Da jeg kom hjem i lejligheden, satte jeg mig i sofaen med min mad. Jeg var træt og kunne næsten ikke overskue at skulle til Holbæk næste dag. Min far havde ikke betydet noget for mig i nogle år, og efter ravagen til min 40-års fødselsdag, hvor han opførte sig dumt og skabte splid mellem mine søskende, havde jeg ikke haft lyst til at have noget med ham at gøre. Han havde aldrig været der for mig. Det var altid dem på kostskolen og ungdomsinstitutionen, hvor jeg kom hen, da jeg var 18 år, som hjalp mig, når jeg var ked af det.
Efter jeg havde spist, gik jeg i seng.

Da jeg kom op på Holbæk sygehus næste dag, stod Sanne og ventede på mig. Jeg kunne se, at hun var ked af det.
”Han har fået det værre siden i går” sagde hun.
Vi gik op på den afdeling, hvor han lå.
Han kiggede på mig, da vi kom ind.
”Mus, hvad laver du her?” spurgte han.
Han havde altid kaldt mig mus. At skulle kalde mig Stine lå ham fjern.
”Jeg er her, fordi du ikke har det så godt” sagde jeg.
Han begyndte at hoste voldsomt.
”Hvor er Jacob og Søren?” spurgte han i sin hoste.
Sanne sukkede dybt. Hun havde forklaret ham, at Jacob var udstationeret som sygeplejerske på Grønland, og Søren havde travlt på arbejdet.
Efter en time rejste jeg mig op.
”Jeg bliver nødt til at gå nu” sagde jeg.
Sanne gik med ud på gangen.
”Jeg tror, at Jacob skal komme hjem, hvis han skal nå at se far” sagde hun.
Hun begyndte at græde. Jeg tog om hende,
Jeg var ikke så påvirket af det, der var sket, fordi jeg aldrig havde haft et tæt forhold til far.
Da jeg kørte hjem mod København, vidste jeg godt, at det måske havde været sidste gang, at jeg havde set far. Det var underligt, men jeg følte ikke sorg og kunne ikke græde.

Nogle dage efter blev jeg ringet op af Vestre Fængsel, hvor ham jeg havde besøgt sad. De ville høre om jeg kunne komme før den 4. februar, da den indsatte var gået amok. Han havde råbt og truet med at begå selvmord, hvis jeg ikke snart besøgte ham.
Jeg lukkede øjnene.
”Min far er meget syg, så det passer dårligt lige nu” sagde jeg.
Der var en kort pause i samtalen.
”Det har jeg fuld forståelse for, men han har meget brug for dig” sagde kvinden i røret. Jeg ville prøve at finde en dag i nær fremtid, men jeg kunne ikke love noget, fordi jeg ikke vidste, hvad der skete med far.

Næste dag tog jeg på arbejde i det reklamebureau, hvor jeg havde været ansat i fem år.
Min chef, der hed Philip, kom gående direkte mod mig.
”Hvorfor fanden tager du aldrig din telefon?” ”Jeg har ringet fem gange i den sidste uge” sagde han.
Jeg kiggede på ham.
”Du har selv givet mig fri, og vi har en firmapolitik, som siger, at man ikke kontakter medarbejdere i deres fritid” sagde jeg.
Han blev mere og mere vred.
”Har du et andet job udover det her?” spurgte han.
Jeg fortalte ham om min far, selvom det ikke var hele sandheden. Jeg kunne bare ikke fortælle ham om fængslet.
Han blev stile.
”Det må du undskylde.” ”Sig til, hvis du har brug for at tale” sagde han.
Jeg begyndte at arbejde. Jeg skulle lave en reklame til en chokoladebar, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Tankerne om far kørte rundt. Til sidst gik jeg ind til Phillip.
”Jeg har det ikke godt, så jeg tager hjem” sagde jeg.
Han kiggede på sin skærm og kunne se, at jeg havde en del afspadsering til gode. Det svarede til tre ugers ferie, Dem kunne jeg tage nu, hvis jeg ville. Han syntes, at jeg skulle være omkring min far, når han var så syg.
”Tak. Vi ses om tre uger” sagde jeg og gik ud af kontoret.

Da jeg kom hjem i lejligheden, ringede jeg til Sanne for at fortælle hende om min ferie.
”Fedt. Så kan du komme nogle dage og aflaste mig:” ”Jeg er ved at være træt af ham og af sygehuset.” ”Det eneste han laver, er at hoste og tale om din mor, som han er overbevist om er i live” fortalte Sanne.
Jeg spurgte om hendes mor havde besøgt far.

Sanne sagde, at hendes mor gik med rollator og ikke kunne køre bil. Selvom Sanne boede tæt på moren, kunne hun pt ikke magte at hente og bringe moren.
”Jeg kan godt hente hende på vejen.” ”Det er en kæmpe omvej, men det betyder ikke noget for mig” sagde jeg.
Sanne blev meget glad, da moren gerne ville besøge far.

Nogle dage senere sad jeg i bilen på vej til Nykøbing Sjælland, hvor moren boede. Hun stod ude foran huset og ventede på mig.
Imens vi kørte til Holbæk, snakkede vi sammen.
”Hvordan har han det?” spurgte hun.
Jeg fortalte det Sanne havde sagt.
Margrethe, som moren hed, rystede på hovedet.
”Han har aldrig passet på sig selv.” ”Han drak også, da vi var gift, og det var hårdt, imens Sanne og Jacob var små, og det gentog sig desværre med Sørens og din mor.” ”Det var nok derfor, at hun gjorde som hun gjorde” sagde Margrethe.
Jeg tænkte på Søren. Vidste han noget om fars sygdom? Han var den af os fire børn, som havde haft det mest svært, fordi han havde boet hos far i en årrække. Som 15-årig var han blevet nødt til at hjælpe far med forskellige ting, fordi far ikke kunne selv. Jeg var 10 år og boede på kostskolen. Jeg var god i skolen og hyggede mig sammen med de andre elever. Jeg havde fået en bedste ven, der hed Isam og som kom fra Tyrkiet. Vi hang meget ud sammen, og jeg var med hjemme hos hans forældre, der tog mig til sig som var jeg deres datter. Det var virkeligt fedt, og jeg glemte alt om min egen familie.

Vi kørte op ad den vej, hvor sygehuset lå. Jeg kunne se på Margrethe, at hun ikke havde det godt.
Jeg lagde hånden på hendes ben.
”Tag det roligt.” ”Jeg ved godt, at det bliver hårdt at se ham, men du siger bare til, hvis det bliver for meget.” ”Så kører jeg dig hjem” sagde jeg.
Da vi kom op på afdelingen, mødte vi Sanne, Jacob og Søren. Jacob havde taget natflyet fra Grønland, fordi Sanne havde ringet til ham og fortalt, hvordan far havde det.
”Underlige forhold at mødes under” sagde han. Han havde altid haft en kludret måde at snakke på.
Jeg gik hen til Sanne, der stod ved fars seng. Han sov.
”Hvordan har han det?” spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet.
”Ikke så godt.” ”Jeg tror, at det sker om lidt” sagde hun.
Vi blev samlet omkring fars seng, og så skete det. Far holdt op med at trække vejret.

Sanne græd, og Margrethe tog om hende. Jacob og Søren fortrak ikke en mine, og jeg stod bare og så på fars lig. På en måde følte jeg intet.
Som lille pige forgudede jeg far. Jeg elskede, når han tog Søren og mig med på Bakken. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå nogle ting. At han var alkoholiker og tog piller. Efter min konfirmation blev det sværere for mig at være sammen med ham. Jeg ville ikke hjem til ham i de weekender, der var aftalt mellem ham og kostskolen. Jeg vidste, hvordan det ville blive. Far ville sidde i køkkenet og drikke, imens Søren sad og så Premier League fodbold. Jeg begyndte at gøre mere og mere modstand, når jeg skulle derhjem. Til sidst måtte de opgive at få mig derhjem.
Der kom en læge ind på stuen for at erklære far død.
”Han er død.” ”I kan kontakte bedemanden i morgen” sagde lægen.

Der opstod tumult mellem os søskende. Margrethe ville hjem, og jeg magtede ikke at køre til Nykøbing Sjælland og bagefter til København. Søren boede tæt på Margrethe, men han skulle hjem til sine børn.
Sanne kiggede på mig.
”Havde vi ikke en aftale om, at du fulgte min mor ud og hjem?” spurgte hun vredt.
Jacob skulle ud i sit sommerhus i Klint, så han kunne ligeså godt smide Margrethe af i Nykøbing.
Sanne fnøs.
”Der slap du billigt” sagde hun sarkastisk.
Søren blev vred. Vores far var lige afgået ved døden, og så stod vi og skændtes om, hvem der skulle køre Margrethe hjem. Hvad bildte vi os ind?
Jacob tog Margrethe under den ene arm og hendes rollator under den anden. Så kyssede han mig på kinden og gik ud af afdelingen.
Søren, Sanne og jeg stod lidt og kiggede på hinanden uden at sige noget. Det var en underlig situation at være i.
Jeg afbrød stilheden.
”Jeg må også hellere køre.” ”Der er jo et stykke vej til Nørrebro” sagde jeg.
Da jeg sad i bilen på vej hjem, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Jeg forstod det slet ikke. Far var død.

To dage efter ringede Sanne. Hun fortalte, at Søren og hende havde snakket med bedemanden i Nykøbing. Begravelsen skulle holdes i Nykøbing Sjælland kirke næste torsdag klokken 12.00. Der ville blive serveret kaffe, sodavand og smørrebrød på Højby Kro efter begravelsen. Det håbede hun var okay med mig.
De næste dage føltes som år. Jeg gik bare rundt i lejligheden og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.

To dage før begravelsen ringede Vestre fængsel. Jeg fik at vide, at den indsatte var begyndt at spørge efter mig, fordi han trængte til sex.
”Min far er død og skal begraves på torsdag, og jeg har aftalt med en af dine kolleger om, at jeg skal komme den 4. februar” sagde jeg,
Der var stille i nogle sekunder.
”Jeg kondolerer med din far, men vi har meget brug for, at du kommer.” ”Han er gået fuldstændig amok i de sidste uger.” ”Han har igen truet med at begå selvmord, og vi er ikke i stand til at få gjort ham rolig” sagde den kvindelige fængselsbetjent.
Jeg spurgte om de ikke kunne ringe efter en anden escortpige den ene gang. Jeg skulle nok komme efter min fars begravelse. Det kunne de ikke, fordi det var et fængsel. Hun blev ved med at fortælle, hvor dårligt den indsatte havde det. Til sidst sagde jeg, at jeg kunne komme den kommende lørdag.

Dagen, hvor min far skulle begraves, kom. Jeg var kørt fra Nørrebro i god tid.
Oppe ved kirken stod mine søskende, Margrethe og en mand, som jeg umildbart ikke kendte.
Han gav mig hånden.
”Hej, Stine.” ”Det er godt nok mange år siden jeg har set dig” sagde han.
Jeg kiggede undrende på ham for jeg kunne ikke genkende ham. Han fortalte, at han var min fætter Freddie. Min faster Tove var hans mor.
Mine tre søskende gav mig et knus.
Da vi kom ind i kirken, og jeg så fars kiste, var jeg ved at græde. Det hele føltes så uvirkeligt.
Kirkeklokkerne ringede, og da de standsede, begyndte begravelsen. Præsten holdt en tale omkring fars liv. Der kom nogle ting frem som jeg ikke vidste. Blandt andet havde far arbejdet i en tøjforretning i Aalborg, da han var ganske ung. Han kom oprindelig fra Aalborg, og det var også dér han mødte Margrethe. De blev hurtigt gift. Året efter fik de Sanne. Tre år senere fik de Jacob og flyttede til Nykøbing Sjælland. De arbejdede begge på amt sygehuset i Nykøbing. Det var der far mødte Sørens og min mor.

Søren var fem år ældre end mig, Han havde nogle erindringer om vores forældre, som ikke var så rare. Vores mor, der havde været psykisk syg, havde slået ham i hans tidlige barndom, imens far havde siddet og drukket rødvin. Så fik de mig, ønskebarnet. I mine første leveår var alt godt. Vi boede i Hillerød. Mor arbejdede som sygeplejerske på Hillerød sygehus; og far var sagsbehandler i kommunen. Alt så idyllisk ud, indtil jeg var 3-4 år. Både mor og far begyndte at drikke meget alkohol og tage nervemedicin. Pædagogerne i den børnehave, hvor jeg gik, kunne godt mærke på mine forældre, at de ikke havde det godt. Derfor foreslog de, at jeg kunne komme på kostskole. Min mor var først imod det, mens min far syntes, at jeg skulle derind. Jeg kunne ikke bo derhjemme, når de begge to havde store problemer.

Jeg faldt hurtig til på kostskolen. Jeg delte værelse med en pige, der hed Sarah. Vi havde det rigtig sjovt sammen.
Præsten fremhævede os fire børn. Far havde været stolte af os, og han havde elsket os. Jeg kiggede over på Søren, der bare stirrede på kisten. Jeg kunne ikke se om han var ked af det, eller om han i virkeligheden var lettet. I de sidste 30 år havde det næsten kun været ham, der havde hjulpet far. Sanne havde haft travlt med arbejde, mand og børn. Jacob var sygeplejerske og arbejdede rigtig meget. Jeg havde mit på bureauet og kunne ikke køre til Nykøbing hver eller hver anden dag.

Efter ceremonien i kirken kørte vi over til kirkegården, der lå et stykke væk fra kirken.
Vi sang en salme, inden kisten kom ned i jorden.
Mine søskende tog om mig. Vi stod sådan længe.
”Ses vi på kroen?” spurgte Jacob.
Jeg havde det psykisk dårligt og ville allerhelst hjem til Nørrebro, men jeg besluttede mig for at tage med ud på kroen.
Tjenerne kom ind med to store fade smørrebrød. Der var æg og rejer, roastbeef og leverpostej.
Jeg tog en mad med roastbeef.
Stemningen var selvfølgelig meget trykket. Der var stille ved bordene.
Efter maden satte jeg mig over til Søren.
”Hvordan har du det?” spurgte jeg.
Han sukkede dybt.
”Det er så underligt, at far er død.” ”Nu kan han ikke ringe klokken 04.00 om morgenen, før jeg tager på arbejde i Hedehusene.” ”Det kommer jeg til at savne, selvom det var pisseirriterende” sagde han.
Vi begyndte at le. Alle minderne om far, og de mange flytninger som Søren blev udsat for og kvinderne i fars liv. Der havde været nogle stykker, og ikke dem alle sammen havde behandlet Søren ordentligt. Jeg var blevet forskånet for meget, fordi jeg var på kostskolen.
Det var først, da far flyttede tilbage til Nykøbing Sjælland efter 30 år, at han faldt mere til ro. Han drak selvfølgelig stadigvæk, men der var mere styr på hans liv.
Sidst på eftermiddagen kunne jeg mærke, at jeg var træt og ville køre hjem. Sanne og Søren gik med ud til min bil.
”Det var en meget smuk begravelse.” ”Det har I gjort godt” sagde jeg og gav dem et stort knus.

På vej hjem ringede Vestre fængsel. Fængselsbetjenten, som jeg snakkede med, fortalte, at de havde været tæt på at indlægge den indsatte på psykiatrisk afdeling pga. et selvmordsforsøg. Hvis det ikke skulle gå galt, skulle jeg komme med det samme.

Klokken var snart 17.00, og jeg var udmattet efter begravelsen. Tankerne om at skulle smide tøjet og have pik tændte mig ikke. Jeg ville bare hjem i lejligheden og være mig selv. Jeg forklarede min situation til manden i røret.
”Vi har bare et problem.” ”Manden har dybe suicidale tanker, og vi kan ikke tage ansvaret for han, når han har det sådan” sagde manden i røret.
Hvorfor ringede de ikke til psykiatrisk skadestue, hvis den indsatte havde det så dårligt? Jeg mente, at sex ikke var løsningen. Manden sagde, at jeg blev nødt til at komme, inden det gik helt galt.

”Jeg kan være ude hos jer klokken 09.00 i morgen tidlig.” ”Jeg bliver nødt til at tage hjem og sove” sagde jeg. Det var ok for ham.

Fortsættes..

Erotiske noveller skrevet af  Stine F



Del 
12


Påskønnelse
Her kan du, også Anonyme læsere, give en lille ting til forfatteren af historien, for at vise din påskønnelse.

(2)
(0)
(1)

Læst af bruger

Stemme og kommentar

5 * = Virkelig god historie
4 * = God historie
3 * = Ok historie
2 * = Under middel historie
1 * = Dårlig historie



For at kunne stemme, skal du oprette dig som bruger.

Der er endnu ikke oprettet nogle indlæg


     

Her ses læsernes bedømmelse af historien
Antal stemmer0
Gennemsnits stemmer
Antal visninger3802
Udgivet den05-11-2024 00:01:02