HØSTFESTEN
PROLOG
Nogle mennesker kommer ind i ens liv.
Andre har været der hele tiden.
Mads og Jonas havde kendt hinanden, så længe de kunne huske. De var vokset op på hver sin side af den samme markvej, gået i skole sammen, arbejdet side om side og fulgt hinandens liv på nært hold.
Alligevel havde de aldrig rigtig kendt hinanden. Ikke på den måde, der virkelig betød noget.
For under alle årene med venskab, drillerier og fælles arbejde havde der ligget noget usagt. Noget, de begge havde mærket, men ingen af dem havde turdet give et navn.
Måske var det derfor, deres blikke så ofte fandt hinanden.
Måske var det derfor, stilheden mellem dem nogle gange føltes stærkere end alle deres samtaler.
Og måske var det derfor, at én ganske almindelig høstfest skulle blive begyndelsen på det liv, de aldrig havde turdet forestille sig.
De havde troet, at de kendte hinanden. De skulle til at opdage, at de kun kendte halvdelen.
Lidt om Mads & Jonas
De to mænd var med fordel forskellige nok til at skabe kontrast, men samtidig ligne hinanden på den måde, der forklarer deres stærke forbindelse.
Mads, 38 år – høj og bredskuldret med kraftige arme efter et liv på gården. Han har mørkebrunt, lidt rodet hår, et kort skæg og varme brune øjne. Mads er den mere eftertænksomme af de to. Han tænker meget over tingene og har altid været lidt forsigtig med at vise sine følelser. Ud ad til er han rolig og selvsikker, men indeni har han ofte været usikker på, hvad han egentlig ønskede.
Jonas, 40 år – lidt lavere end Mads, men kompakt og stærk, med lyst hår, blå øjne og et åbent smil. Han er mere udadvendt, humoristisk og spontan og har lettere ved at få andre til at føle sig godt tilpas. Til gengæld har han gennem årene været dygtig til at gemme de mere sårbare sider af sig selv bag jokes og travlhed.
De har begge det robuste udseende, man kunne forvente af mænd, der har arbejdet fysisk hele deres liv. Det er måske netop kontrasten mellem deres ydre sikkerhed og den usikkerhed, de begge har båret rundt på, der gør deres historie interessant.
NOVELLEN
Høstfesten havde altid været årets aften på egnen.
Når markerne var høstet, halmen presset i baller og maskinerne igen stod stille i maskinhusene, var der endelig tid til at lægge arbejdet til side. Folk fra gårdene omkring byen samledes i forsamlingshuset, hvor langbordene var dækket, musikken spillede, og øllet blev skænket lidt hurtigere, som aftenen skred frem.
Mads kendte de fleste.
Han havde kendt dem hele sit liv, ligesom han havde kendt Jonas.
De to gårde lå side om side. Som drenge havde de cyklet mellem markerne, klatret i halmballer og hjulpet hinanden, når en traktor drillede. De var vokset op med få hundrede meters afstand mellem sig, men alligevel havde der altid været en mærkelig usynlig grænse mellem dem.
En grænse, ingen af dem nogensinde havde sat ord på.
Mads havde gennem årene haft kærester. Jonas havde også haft kvinder omkring sig. Det var det, man gjorde. Det var sådan, man talte om fremtiden: kone, børn, gård, marker.
Men nogle gange, når Mads havde stået ved siden af Jonas i et varmt maskinhus og set sveden glinse på hans overkrop, havde han mærket noget, han ikke helt kunne forklare.
Og Jonas havde uden tvivl haft sine egne øjeblikke.
Den aften sad de tilfældigvis ved samme bord.
En pige fra nabosognet, Sofie, havde slået sig ned over for dem. Hun kendte dem begge og havde tydeligvis drukket nok til at være blevet mere direkte, end hun normalt var.
Hun så fra den ene til den anden.
“Det er egentlig lidt sjovt med jer to.”
“Hvad er?” spurgte Jonas.
“At I altid har været så tætte.”
Mads lo kort. “Vi er naboer.”
“Ja, men…” Hun lænede sig tilbage og betragtede dem med et skævt smil. “I har jo nærmest altid kunnet finde hinanden.”
De kiggede begge ned i bordet.
Sofie tog en slurk af sin øl.
“Har I aldrig tænkt over, hvorfor?”
Mads mærkede en varme brede sig op i ansigtet.
“Nu bliver du vist lidt for filosofisk.”
“Nej,” sagde hun og smilede. “Jeg spørger bare.”
Jonas mødte hans blik.
Det varede kun et sekund.
Men det var et sekund for længe.
For første gang i alle de år følte Mads, at Jonas så på ham på præcis samme måde, som han selv havde forsøgt ikke at se på Jonas.
Sofie opfangede det.
Hun satte glasset fra sig.
“Åh, det er da indlysende.”
Ingen af dem sagde noget.
Så kom spørgsmålet, næsten drillende:
“Er I to egentlig ikke bare bøsser?”
Der blev stille mellem dem.
Musikken spillede stadig. Folk omkring dem grinede og snakkede. Men for Mads føltes det pludselig, som om hele forsamlingshuset var blevet tavst.
Han så på Jonas.
Jonas så tilbage.
Og noget, der havde været gemt væk i årevis, begyndte langsomt at få et navn.
Hvis Mads tænkte tilbage, var der egentlig utallige øjeblikke i deres ungdom, hvor de havde været tættere på hinanden, end de dengang selv forstod.
Som den sommer de var femten, hvor de tilbragte næsten hver eftermiddag ved den gamle lade mellem gårdene. De konkurrerede om, hvem der kunne klatre hurtigst op på halmloftet, og når de havde vundet over hinanden, lå de udmattede i halmen og grinede.
De sloges for sjov, bare for at få lov til at ligge ovenpå den anden. De havde ligget tæt, og enkelte gange havde der været noget imellem dem - noget de gerne ville have mere af.
Jonas havde ofte skubbet til ham med skulderen, og Mads huskede stadig den særlige fornemmelse, når Jonas blev liggende tæt ved siden af ham.
Ingen af dem sagde noget.
De begyndte bare at tale om traktorer, piger og alt muligt andet.
Et andet minde var fra en varm sommerdag ved søen. De havde cyklet derned efter arbejdet og smidt tøjet for at bade. De løb nøgne ud i vandet, blot for at have tørt tøj på når de kom op. Eller måske var det for at beundre den andens krop, og inderst inde mærke en trang til at røre.
De havde svømmet om kap og bagefter ligget på bredden med solen brændende på huden. Mads huskede, hvordan han flere gange havde taget sig selv i at kigge over på Jonas — og straks vendt hovedet, når Jonas opdagede det.
“Der er vist noget spændende derovre,” havde Jonas drillet.
“Hold kæft,” havde Mads svaret.
Begge havde grinet. Men bagefter havde der været en underlig tavshed. Der var jo noget at kigge efter, noget der tiltrak øjnene og følelserne. Hvorfor skulle det hele være så svært?
Og så var der alle de aftener, hvor de havde siddet på hver sin side af køkkenbordet efter en lang dag. De var blevet ældre, men egentlig ikke klogere på hinanden. De kunne tale om næsten alt: gårdene, deres fædre, fremtiden, pigerne i byen.
Bare ikke om det, der lå lige under overfladen.
De havde begge haft en fornemmelse af, at der var noget anderledes ved den måde, de søgte hinandens selskab på. Men hvis den ene kom for tæt på, trak den anden sig instinktivt tilbage.
Det var måske det mest mærkelige.
De havde haft alle mulighederne.
Men de havde været så bange for spørgsmålet, at ingen af dem turde stille det.
Først mange år senere, til høstfesten, skulle en tredje person gøre det for dem.
De dansede den aften. Ikke med hinanden. I hvert fald ikke endnu.
Mads stod sammen med nogle af de andre ved dansegulvet, mens Jonas havde fundet en plads længere henne i lokalet. Der var mennesker overalt, musikken var høj, og latteren blandede sig med lyden af glas, der blev sat på bordene.
Men Mads registrerede næsten kun én person.
Jonas.
Hver gang deres øjne mødtes, blev blikket hængende en lille smule længere. Før havde Mads altid været den første til at kigge væk. Nu gjorde han det ikke.
Og Jonas gjorde heller ikke.
Det var som en dans, de to havde kendt hele deres liv uden nogensinde at have lært trinene.
Et blik. Et smil. Et blik igen.
Pludselig var muligheden blevet tændt.
Mads mærkede det helt fysisk som en sitren i kroppen.
Har han også tænkt på mig?
Har han også haft de samme tanker alle de år?
Han kom til at tænke på alle de gange, de havde været alene sammen som unge. Alle de gange, hvor noget havde været lige ved at blive sagt. Lysten havde været der - ingen tvivl om det, men hvor en joke eller et emneskift havde reddet dem fra det pinlige.
Nu var de voksne mænd. De havde deres egne gårde, deres eget liv og ingen grund til længere at gemme sig bag undskyldninger.
Men modet var ikke nødvendigvis kommet med alderen. Det var stadig svært, og hvorfor egentlig.
Mads så igen over på Jonas. Denne gang smilede Jonas.
Ikke det sædvanlige brede grin, han brugte over for alle andre. Et lille, næsten genert smil.
Mads kunne mærke sit hjerte slå hårdere.
Han tænkte på nærhed. På at sidde helt tæt. På en hånd, der blev liggende lidt længere end nødvendigt. På at finde ud af, om den følelse, han havde båret rundt på så længe, faktisk var gengældt.
Og han vidste pludselig, at spørgsmålet ikke længere var, om han turde. Spørgsmålet var, hvem af dem der turde først.
For det kunne blive et øjeblik, de aldrig glemte. Knald eller fald.
Mads tog en dyb indånding.
Så begyndte Jonas at gå gennem menneskemængden.
De fulgtes ad hjem gennem den mørke landsby. Høstfestens musik blev langsomt svagere bag dem, og den kølige natteluft føltes som en lettelse efter varmen indenfor.
Da de nåede markvejen ned mod Jonas’ gård, standsede Jonas.
“Skal vi tage en godnatbajer?”
Mads nikkede.
Han sagde ikke noget, men indeni håbede han, at det skulle blive til mere end en øl ved køkkenbordet.
De gik det sidste stykke i tavshed.
I køkkenet fandt Jonas to øl frem og satte dem på bordet. De satte sig over for hinanden. Normalt ville de have haft masser at tale om. Men nu virkede selv de mest almindelige ord pludselig forkerte.
“Skål,” sagde Jonas.
“Skål.”
De tog en slurk.
Stilheden vendte tilbage.
Mads satte glasset fra sig og så på Jonas. Han kunne mærke, at hvis han ikke sagde noget nu, ville han måske aldrig få sagt det.
“Du er aldrig blevet gift.”
Jonas så ned på flasken.
“Nej.” En kort pause. “Jeg tror ikke pigerne passer til mig.”
Mads mærkede noget give efter indeni.
Han vidste ikke, om Jonas havde sagt det, fordi han endelig turde sige sandheden, eller fordi han forsigtigt prøvede at finde ud af, om Mads ville forstå den.
Han behøvede ikke tænke længe.
Mads lagde sin hånd på bordet og lod den langsomt glide hen mod Jonas. De nærmede sig hinanden.
“Jeg tror…” Han tøvede. “Jeg tror, vi har det på samme måde.”
Jonas løftede blikket.
Mads lod hånden blive liggende mellem dem.
“Vi mangler hinanden.”
Ordene hang i luften.
Jonas så på hans hånd. Så på ham.
Langsomt lagde han sin egen hånd oven på Mads’.
Ingen af dem sagde noget. Men pludselig behøvede de heller ikke.
For første gang i deres liv var der ikke længere noget, de skulle skjule for hinanden.
Jonas rejste sig.
Et øjeblik stod Mads bare og så på ham, men så rakte Jonas hånden frem og trak ham med op fra stolen.
De stod nu helt tæt.
Ingen af dem skyndte sig. Som om de begge forstod, at dette øjeblik havde været undervejs i årevis, og at det fortjente at få lov til at vare.
Mads mærkede Jonas’ arme omkring sig. Det føltes både fremmed og mærkeligt velkendt på samme tid. Den nærhed, de så længe havde savnet uden at turde indrømme det, var pludselig virkelig.
De så hinanden i øjnene.
“Så det var altså dig,” hviskede Jonas.
Mads smilede.
“Det var dig.”
Jonas strammede forsigtigt grebet om ham. Mads lagde armene omkring ham, og i et langt øjeblik stod de bare sådan.
Så lænede Jonas sig en anelse frem.
Mads gjorde det samme.
Deres læber mødtes.
Kysset var forsigtigt, næsten spørgende. Men da ingen af dem trak sig væk, blev det langsomt mere sikkert.
Deres tunger begyndte at lege den leg, som de hver især havde drømt om i umindelige tider. At mærke de varme læber, og fornemme den andens krop - og ikke mindst bulen i bukserne der tydeligt begyndte at tage form.
At mærke hvordan lysten voksede inde i kroppen og fornemme at det her ikke blot er noget, som er glemt i morgen.
Da læberne endelig skiltes, blev de stående med panden mod hinanden.
Ingen af dem lo. Ingen forsøgte at forklare det.
For første gang havde de ikke længere brug for ord.
Hvorfor havde de brugt så lang tid på at finde hinanden?
Mads tænkte på det, mens de lå side om side i Jonas’ seng. Måske havde svaret været enkelt. De havde begge været så optagede af at passe ind, at de aldrig havde turdet undersøge, hvad de egentlig selv ønskede.
Nu var der ikke længere noget at gemme sig bag.
Jonas lå tæt ved siden af ham. Deres hænder fandt hinanden igen, næsten helt af sig selv. De kælede, kyssede og lod langsomt den sidste usikkerhed forsvinde mellem sig.
Mads smilede mod Jonas’ læber.
“Vi kunne have gjort det her for mange år siden.”
“Ja,” hviskede Jonas. “Men så havde vi måske ikke været klar.”
Mads lod hånden hvile på hans kind og så på ham. Der var noget næsten rørende over at opdage, at den person, han havde kendt siden barndommen, pludselig kunne føles så ny.
De kyssede igen.
Deres behov for den maskuline krop voksede, de to pikke var hårde som stål, og de var begge liderlige efter mere.
Jonas kyssede sig ned ad Mads’ krop, ned over brystet og de hårde brystvorter og det behårede bryst. Han nød følelsen af denne mandighed, og fornemmede tydeligt at det præcis var det han havde manglet.
Han kyssede sig ned igennem den flotte behåring, og fornemmede hurtigt at den pik der mødte hans mund, var mindst lige så hård som hans egen.
Han havde lyst til at smage den, at lade den glide ind i munden. Han kigge op, og mødte et nik og ordene: “du må godt”.
Pikken gled langsomt ind, og den bløde pikhud, gled over læberne og forhuden trak sig villigt tilbage.
Han mærkede prespermen pible ud. Og han fornemmede liderligheden brede sig i hele kroppen. Han ville have mere mand. Mere pik og endnu mere kærlighed fra sin gamle flamme.
Jonas lå nu dejligt mellem Mads’ ben, og havde fyldt munden med den pik han kun ganske få gange havde set i slap tilstand. Den var nu dybt begravet i hans mund, og tungen legede ivrigt med både forhuden og pikhovedet.
Og hans hænder holdt om de spændte nosser. Han lukkede øjnene og tænkte bare på, at det hele nu bare var en fantasi - men det var virkeligheden.
Han kravlede igen op til Mads, og deres læber mødte igen, i endnu et liderligt og varmt kys - alt imens de to kampklare pikke kæmpede med hinanden i kærlighedens kamp.
Nu vælte Jonas bagover og Mads begyndte at tage for sig at kærlighedens søde sager. Han gled ned ned og tog for sig af lækkerierne mellem Jonas’ ben, løftede dem og så det smukke mørke hul. Det hul der snart skulle åbne sig, og give plads til at blive elsket fra den pik der havde været stiv adskillige gange, men som aldrig havde været i nærheden af denne indgang.
Han slikkede og brugte sine fingre. Noget han kun han tænkt på, eller set på pornosider, noget han aldrig havde forestille sig blev virkelighed. Men nu lå han her, og lod først en finger glide ind, så nok en, alt imens han hørte en stille stønnen og gispen.
De var begge helt i trance, de ville have det skulle fortsætte i det uendelige.
Så løftede Mads benene på Jonas, lagde den hen over sine skuldre og nærmede sig nu det opvarmede hul.
Jonas mærkede spidsen af Mads’ pik, pressede lidt imod og nu gled spidsen ind. For pokker, det gjorde ondt, men samtidig var det en smerte han glædede sig over.
Han lå og elskede med ham som han havde ventet på i alle de år. Så smerten var kun beviset for at det skete nu, og ganske kort efter mærkede han Mads’ pik glide længere op.
En vidunderlig følelse, som om det hele næsten skete i slowmotion. Og nu blev han kneppet. Han blev kneppet som i drømmene, i fantasierne fra alle de onaniseancer han havde tilbragt alle mulige steder.
Hvordan kunne noget så smukt føles så virkeligt, og mærkes så helt specielt. Hvordan kunne det gå så mange år før dette blev til virkelighed.
Jonas mærkede hvordan Mads’ pik nu gled ind og ud, hvordan han blev kneppet helt i bund, og hvordan de begge levede sig ind i hele denne elskov.
Efter de begge var kommet i de vildeste orgasmer, så lå de blot og smilede til hinanden. Og kort efter startede det hele igen.
Resten af natten lod de sig føre af den nærhed, de begge havde længtes efter. De holdt om hinanden, kyssede, udforskede forsigtigt hinandens kroppe og gav sig hen til den kærlighed, de havde holdt tilbage i så mange år.
Da de senere lå stille sammen, med Jonas’ arm omkring Mads, føltes stilheden anderledes.
Ikke længere akavet.
Bare tryg.
Mads lukkede øjnene.
Endelig havde de fundet hinanden.
De havde kendt hinanden udvendigt næsten hele livet.
De kendte hinandens gårde, marker og maskiner. De kendte hinandens familier, vaner og historier. De vidste, hvordan den anden drak sin kaffe, hvilken traktor han foretrak, og hvordan han så ud, når en lang høstdag endelig var forbi.
Men den nat havde de for første gang fået lov til at lære hinanden at kende på en helt anden måde.
Ikke bare kroppen, men mennesket bag den.
Alt det, de havde gemt væk. Alt det, de havde været bange for at sætte ord på. Den længsel efter nærhed, som de begge havde båret rundt på, uden at vide om den anden følte det samme.
Da morgenlyset langsomt fandt vej ind gennem gardinerne, vågnede Mads.
Et øjeblik vidste han ikke, hvor han var. Så mærkede han Jonas ved siden af sig.
Han vendte hovedet og så på ham. Jonas sov stadig, afslappet og fredelig, med et lille smil om læberne.
Mads smilede for sig selv.
Det var ikke bare morgenen efter en særlig nat. Det var morgenen efter den sidste aften, hvor de havde skjult noget for hinanden.
Jonas åbnede øjnene.
“Godmorgen.”
“Godmorgen.”
De så på hinanden, og begge begyndte at smile.
“Hvad nu?” spurgte Jonas.
Mads trak vejret dybt.
“Nu begynder vi vel.”
Jonas nikkede.
“Ja. Sammen.”
Udenfor lå markerne stille i det tidlige morgenlys. Arbejdet ventede som altid.
Men noget var forandret.
De var stadig naboerne, der havde kendt hinanden siden barndommen.
De var stadig landmænd.
Men fra den morgen var de også blevet noget andet for hinanden.
De havde fundet hjem.
De gik i bad sammen. Denne gang var der ingen akavethed og ingen forsøg på at skjule sig. Efter så mange år med tilbageholdte blikke og usagte tanker føltes det næsten befriende bare at stå der sammen.
Den store bruseniche fyldtes med varm damp, og de nød den rolige morgen i hinandens selskab. Et kys, en hånd på skulderen, et smil — små berøringer, som nu føltes helt naturlige.
Senere satte de sig ved køkkenbordet.
Nøgne, som Gud havde skabt dem, med kaffe i kopperne og morgenmad foran sig.
Mads så på Jonas.
Jonas så på Mads.
Et smil bredte sig på deres ansigter.
Sådan fortsatte det. Det ene gensidige smil efter det andet, som om de stadig havde svært ved helt at forstå, at det faktisk var virkeligt.
Udenfor ventede gårdene og dagens arbejde.
Men lige nu havde de ikke travlt.
For første gang skulle de ikke hver til sit.
De skulle videre sammen.
EPILOG
Der gik ikke mange uger, før det nye liv begyndte at føles mærkeligt naturligt.
De to gårde lå stadig side om side. Maskinerne skulle passes, markerne skulle tilses, og arbejdet stoppede ikke, bare fordi to gamle naboer endelig havde fundet ud af, hvad de betød for hinanden.
Men nu gik Mads ikke længere hjem til sin egen gård om aftenen.
I hvert fald ikke altid.
Der var efterhånden tøj i begge skabe, tandbørster på samme badeværelse og to kaffekopper på køkkenbordet hver morgen. De havde fundet en rytme, der passede dem. Nogle dage arbejdede de hver for sig, andre dage sammen. Om aftenen kunne de sidde i køkkenet og tale om dagen, mens en hånd fandt den andens under bordet.
De havde også deres øjeblikke, hvor de stadig kom til at tænke på, hvor længe de havde gået rundt om hinanden.
“Vi var godt nok langsomme,” sagde Jonas en aften.
Mads lo.
“Vi var idioter.”
“Det er måske det pæne ord for det.”
Så kyssede de.
Der var ingen grund til at skynde sig længere.
De havde mistet mange år til usikkerhed og frygt, men de havde til gengæld opdaget noget, der føltes større end alt det, de havde været bange for.
De var ikke længere to mænd, der tilfældigvis boede ved siden af hinanden.
De var blevet hinandens hjem.
Og hver gang Mads om morgenen så Jonas stå ved kaffemaskinen med søvn i øjnene og et smil på læben, tænkte han det samme:
Det var dig hele tiden.
Og Jonas så ud til at tænke præcis det samme.
Så begyndte endnu en dag på gårdene.
Denne gang sammen.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980