FULD LÆNGDE
PROLOG
Der var noget ved ham, der var større end kroppen. Måden han fyldte rummet på, måden han bevægede sig, måden han så på mig. Jeg vidste straks, at det her ikke ville blive et almindeligt møde. Tanker og fantasier begyndte at væve sig sammen med virkeligheden, og jeg kunne mærke, at hver lille berøring, hvert blik og hvert smil ville få betydning. Noget vildt og pirrende ventede, og jeg kunne allerede mærke, hvordan min krop længtes efter det, vi endnu ikke havde udforsket.
NOVELLEN
Jeg så ham allerede, da han trådte ind i bussen.
Eller ‘trådte ind’ er egentlig det forkerte udtryk. Han foldede sig nærmest ind som et langt stykke menneske, der ikke var bygget til almindelige døråbninger. Alle vendte sig om, for han ragede op over de fleste – stropperne man holder i, hang midt ved hans bryst, og viste at bussen var lavet til nogen helt andre end ham.
Han stod et øjeblik i midtergangen og så sig omkring. Og da hans blik landede på den ledige plads ved siden af mig, kunne jeg mærke det helt ned i maven. Han begyndte at gå frem mod mig, og hans lange skridt fik hele kroppen til at leve – sådan et menneske fylder rummet uden at gøre noget for det.
Da han satte sig, måtte han vride sig lidt for overhovedet at komme ned i sædet. Benene var for lange til sædet, og hans venstre lår strakte sig på skrå – over mod mig – som om det slet ikke havde tænkt sig at holde en normal afstand. Han fyldte, ja. Men det var ikke en undskyldning, jeg ønskede at høre. Jeg ville nærmest ønske, han fyldte lidt mere.
“Undskyld… jeg fylder vist lidt rigeligt,” sagde han, med en stemme der var lav og blød, men alligevel dyb nok til at vibrere i mig.
“Det går… helt fint,” fik jeg fremstammet. Måske hilste jeg. Måske smilede jeg. Jeg var i hvert fald fuldstændig forblændet.
Hans knæ rørte mit. Bare en anelse. En blød, tilfældig, elektrisk berøring. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, mens jeg sad der og prøvede at trække vejret normalt:
Han må være over to meter høj. Og jeg har aldrig siddet så tæt på så meget mand før.
Han drejede hovedet mod mig, smilede igen, og jeg kunne mærke, at det her – det her kunne blive begyndelsen på noget, der ville forfølge mig resten af dagen. Måske længere tid.
Stilheden mellem os var ikke akavet. Den var ladet. Som om luften selv ventede på, hvad der ville ske næste gang hans krop gled en millimeter tættere på min.
Hans lår hvilede nu så tydeligt mod mit, at jeg ikke længere kunne bilde mig selv ind, at det var tilfældigt. Varmen fra ham trængte gennem stoffet og helt ind i mig, og jeg lod som om jeg kiggede ud ad vinduet – men jeg så kun hans spejlbillede. Hele hans enorme, majestætiske krop, som bussen slet ikke var bygget til.
Han sad let foroverbøjet. Nybarberet og glat i ansigtet, de høje kindben markeret af lyset, og hans øjne – de var som to klare farvestrøg, fyldt med selvtillid, ro og en slags naturlig dominans, han slet ikke anstrengte sig for at udstråle. Han var bare sådan.
Og så var det, jeg så hans hænder.
Store, kæmpe store. Lange fingre. Knoglede, men alligevel med en blødhed i bevægelserne, der fik mig til at forestille mig, hvordan de ville føles på min hud. De lå afslappet på hans lår, men hver gang bussen bumpede over et hul, bevægede de sig lidt – og jeg så dimensionerne helt tydeligt. Det var nogle af de største hænder, jeg nogensinde havde set.
Og hans fødder… Størrelsen var næsten komisk, hvis ikke det havde været så direkte pirrende. De fyldte hele gulvet foran ham. Jeg sank en klump.
Og det var dér tanken slog mig. Den kom helt af sig selv, som et lyn lige i skridtet:
Hvis hans hænder er så store… og hvis hans fødder er kæmpe store… hvad så med… den?
Jeg mærkede blodet pumpe hårdt i kroppen. En blanding af chok over mig selv og en boblende, rå nysgerrighed. Og før jeg kunne nå at stoppe min fantasi, tegnede min hjerne et billede – et billede af ham, høj og ranglet, og med en pik der passede perfekt til resten af kroppen.
Noget jeg kun havde drømt om. Noget jeg nok aldrig havde set i virkeligheden. Noget der måske slet ikke burde findes.
Jeg mærkede, hvordan jeg trak vejret lidt skarpere. Jeg prøvede at holde ansigtsudtrykket neutralt, men jeg kunne kun tænke:
Hvis alt på ham er overdimensioneret… hvad vil det så gøre ved mig, hvis vi to nogensinde når så langt?
Som om han kunne mærke, hvad der foregik inde i mig, drejede han stille hovedet og sendte mig et lille, langsomt smil. Helt sikkert ikke et tilfældigt smil. Et smil der sagde:
Jeg ved godt, du ser på mig.
Og min krop svarede igen med et sug, jeg ikke kunne skjule, selv hvis jeg havde prøvet.
Han lænede sig en anelse tilbage, drejede hovedet over mod mig med det dér drilske-selvsikre blik, og så kom ordene, helt ublu, helt roligt:
“Og ja… den er også stor. Og den kan blive endnu større, hvis det er det, du tænker på.”
Mit hjerte slog et hop, som om bussen kørte over et bump – selv om den kørte snorlige. Jeg blev varm helt op i ansigtet, en pludselig varme der ramte mig som et afslørende spotlight. Jeg var taget på fersk gerning. Han vidste det. Han havde set mig.
Og så, helt afslappet, som om han talte om vejret, rettede han lidt på bulen i bukserne. Ikke specielt diskret. Ikke fordi den generede ham. Men nærmest som en kommentar i sig selv. En understrøm af: Du må gerne kigge på mig. Jeg skjuler den ikke.
Jeg sank en klump. Mit ansigt brændte, men et grin boblede alligevel frem et sted inde i mig – sådan et lille, hjælpeløst indre grin over, hvor gennemskuet jeg var.
“Du er ikke den første, der kigger på min størrelse,” sagde han så, med et skuldertræk, der var lige så stort som resten af ham. “Og… jeg tror de fleste – i hvert fald mænd – tænker den tanke, du sidder med.”
Det var mærkeligt. Jeg burde have været pinligt berørt. Men i stedet følte jeg en slags… forløsning. Som om han åbnede en dør og sagde: Det er okay. Du må gerne være nysgerrig.
Jeg trak på skuldrene. Lidt for nonchalant, lidt for hurtigt. “Tja,” sagde jeg, “det er jo svært ikke at lægge mærke til dig.”
Det fik ham til at smile bredt – et ægte smil, der foldede både øjne og hele hans enorme krop ud i en varme, der ramte mig lige i solar plexus.
Og så begyndte vi at snakke.
Først om ingenting – hvor lang turen var, hvor træt han var fra træning, hvor ofte han tog bussen. Men der var en glød under hvert ord, en rytme der bandt os sammen. Som om alt vi sagde, uanset hvor uskyldigt, i virkeligheden handlede om det, vi ikke sagde.
Hans ben hvilede stadig mod mit. Den varme. Den vægt. Den konstante, stille påmindelse om hans størrelse og hans nærvær.
Og hver gang bussen drejede, gled han en lille smule tættere ind mod mig. Ikke meget. Bare lige nok til, at min krop mærkede ham, før min hjerne registrerede det.
Som om han sagde med kroppen:
Det her er kun begyndelsen, men så sagde han faktisk ordene.
“Hvis du vil, så …”
Hans stemme var lavere nu. Ikke tøvende, men undersøgende. Som om han rakte en hånd ud efter en hemmelighed, han var sikker på, jeg også bar rundt på.
Og uden at tænke – uden overhovedet at lade hjernen nå at indhente kroppen – svarede jeg:
“Ja. Hvornår?”
Det kom så hurtigt, så impulsivt, at jeg selv blev overrasket. Jeg anede jo ikke, hvad han ville sige. Men svaret fløj ud af mig, drevet af varme, liderlighed og den boblen i maven, han havde skabt siden det øjeblik, han satte sig.
Han så på mig.
Ikke bare et blik. Han så mig. Hele mig. Læste mig, målte mig, mærkede mig.
Der gik et par sekunder. Sekunder hvor jeg ikke trak vejret. Hvor jeg bare sad og modtog det dér blik, der var både frækt og trygt, dominerende og legende.
Så smilede han. Langsomt. Mundvigen løftede sig som en invitation.
“Du sagde ja,” sagde han. “Men du ved ikke til hvad.”
“Nej,” svarede jeg, og jeg kunne høre min egen stemme dirre en smule. “Men… det føltes bare rigtigt.”
Han lænede sig lidt tættere på mig. Så tæt, at jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit øre, og hans lår pressede sig endnu mere ind mod mit, som om han ville understrege hvert ord fysisk.
“Hvad vil du?” spurgte han stille. “Og hvad tænker du på?”
Hans tone var dyb og rolig, men der var en kant af noget andet – noget der fik det til at prikke langs rygraden. Han vidste det jo godt. Han havde jo set det i mine øjne, i måden jeg reagerede på hans krop, hans buler, hans bemærkninger.
Men han ville høre mig sige det. Han ville have mig til at afsløre mig selv.
Jeg sank en klump, og et øjeblik sad jeg bare og mærkede hans varme mod mig, mærkede bussen rumlen fremad som en baggrund, der ikke længere betød noget. Det var ham. Kun ham.
Og nu skulle jeg vælge, hvad jeg ville gøre med alt det, der havde bygget sig op mellem os.
Han lod sin arm glide over mine skuldre så naturligt, som om det var det mest logiske i verden. En stor, varm, tung arm, der lagde sig som en afslørende, beskyttende vægt. Jeg kunne mærke bredden af hans bryst helt tæt på min overarm nu, mærke hvordan han nærmest omsluttede mig, uden at presse – bare var der.
Han lænede sig ind. Så tæt, at hans læber næsten rørte min hud ved øret.
Og så hviskede han, lavt og ru, som en hemmelighed der kun var til mig:
“Jeg vil også gerne… Jeg kan godt lide mindre fyre som dig. Og jeg kan allerede mærke din krop. Så mon ikke…?”
Ordene smeltede ind i mig. Helt ned i maven, ned i skridtet, som en varm strøm, der kun kunne gå én vej. Han sagde det ikke direkte – men der var ingen tvivl om, hvad han mente. Tonen, tyngden, måden hans hånd gled en anelse ned ad min overarm, som om han ville mærke mere af mig.
Jeg kunne ikke få en lyd frem. Ikke én. For mine tanker var allerede et helt andet sted.
I et rum med lagner. I en seng, vi delte. Hvor hans enorme krop pressede sig mod mit mindre, og vores størrelsesforskel blev til en leg, en nydelse, noget vi mærkede med hænder, læber, hofter. Jeg så for mig, hvordan han langsomt ville lægge sig ned over mig, hvordan han ville holde mig, og hvor let det ville være for ham at flytte mig, løfte mig, trække mig ind til sig.
Han var sød. Charmerende. Ikke påtaget, ikke anmassende – bare varm og direkte. Og det slog mig med en pludselig, næsten overvældende klarhed:
Det er jo gengældt. Han vil mig. Han sidder og siger det lige nu.
Jeg drejede hovedet en anelse mod ham. Ikke helt, bare nok til at mærke hans ånde mod min kind. Mit hjerte hamrede, men jeg kunne ikke lade være med at smile. Et lille, blødt smil som han straks fangede.
Her sad vi tæt sammen - en fremmed fyr, som jeg ikke havde mødt før. Hans hånd strammede grebet en smule om min skulder. Ikke hårdt – bare inviterende.
“Vi kunne jo … fortsætte snakken et sted, hvor der er mere plads,” sagde han lavt, og hans øjne gled ned langs min krop og op igen, langsomt og utvetydigt.
Et sted med mere plads?
Til ham.
Til mig.
Til os.
Og jeg vidste allerede, at jeg ville sige ja.
Han lod sin hånd glide ned til min, og med en rolig, naturlig bevægelse flyttede han den over på sit eget lår. Hans varme under stoffet, den faste spænding i lårmusklen – det sendte en rystelse gennem mig. Og da jeg lod fingrene glide en anelse længere opad, trak han ikke væk. Tværtimod. Han lænede sig lidt ind, som om han ville mærke præcis hvordan jeg reagerede.
Jeg kunne mærke mig selv svare på det. Hele kroppen. Tankerne løb hurtigere, end jeg kunne følge med.
Os to. Sammen. Vores forskel i størrelse. Den måde han allerede fyldte mit rum, min krop, mit hoved.
Da min hånd nåede hans bule i bukserne, fangede hans blik mig. Det dér frække, selvsikre smil der sagde, at han vidste præcis, hvad jeg tænkte.
“Føles det rigtigt?” spurgte han stille.
Jeg skulle til at svare – men før jeg nåede det, mærkede jeg hans egen hånd. Den gled beslutsomt henover min bule og den måde han tog fat i mig på fik det til at gibbe gennem hele min krop. Ikke hårdt. Men tydeligt. Interessant. Nysgerrigt.
Jeg gispede let, og han lænede sig igen ind til mig. Hans stemme var lav og varm:
“Lad os stige af.”
Bussen nærmede sig et stoppested, og verden udenfor føltes pludselig ligegyldig. Det var os to, hans store hånd, min puls, og den beslutning der allerede lå i luften mellem os.
“Jeg giver en drink,” sagde han med et skævt smil. Hvad det så end betød.
Men jeg vidste allerede, at jeg ville finde ud af det. Drink eller ej.
Hans lejlighed passede til ham. Højt til loftet, som om væggene havde måttet give efter for ham. Roligt indrettet, men med detaljer, der viste en mand, der både havde styr på tingene og et strejf af noget… vildere.
Hoveddøren var knap lukket, før han trak mig ind til sig. Varme. Krop. Den dér enorme, rolige tyngde, der fik mig til at føle mig både tryg og elektrisk på samme tid.
“Du må gerne klæde mig af,” sagde han lavt, næsten som et spørgsmål, men alligevel ikke. Han stod foran mig, ventede, gav mig tiden til at mærke efter.
Men han tog selv det første skridt. Hans hænder gled op under min trøje, løftede den langsomt over mit hoved, som om han ville se hver centimeter af mig folde sig ud. Da stoffet slap min hud, mærkede jeg hans blik glide hen over mig med en varme, der fik mine knæ til at blødne.
Han studerede min krop, fra øverst og ned til min pik, der nu stod direkte ud fra kroppen. Og så, stille og uden drama, begyndte han at flå tøjet af sig selv.
Tøjet nærmest fløj af ham, og lag for lag blev han…. større. Ikke bare fysisk - selv om han i forvejen fyldte alt. Men også som tilstedeværelse. Som en kraft i rummet.
Da vi stod foran hinanden uden noget imellem os, måtte jeg næsten trække vejret dybere for at holde balancen. Hans størrelse var overvældende på en måde, der var både smuk og skræmmende. Ikke bare højden - selv om to meter og otte var mere end mine øjne kunne følge uden at læne hovedet tilbage. Men helheden. Proportionerne. Den måde han fyldte synsfeltet ud, som om hans krop var formet til at dominere alt omkring ham.
Tanker fór gennem mit hoved. Nysgerrighed. Begær. En lille smule usikkerhed, som jeg ikke kunne skjule, selv hvis jeg prøvede:
Hvad mon han tænker om mig? Om min størrelse? Om min krop? Om det jeg kan give ham?
Jeg så op på ham, og måske havde han fornemmet min tvivl - måske læste han mig lige så let, som han havde gjort i bussen - for et blødt, varmt smil bredte sig over hans ansigt.
Han tog et roligt, næsten koreograferet skridt hen mod mig. Lagde en stor hånd på min kind, tommelfingeren strøg langsomt hen over min hud.
“Slap af,” sagde han stille. “Jeg ved godt, hvad jeg vil have. Og jeg tror også godt du ved hvad jeg trænger til.”
Hans hånd gled ned langs min hals, videre over min skulder, og han så på mig med et blik, der ikke efterlod nogen tvivl om, at han havde valgt mig. Mig. Ikke på trods af forskellen mellem os - men fordi den fandtes.
“Og det er dig.”
Han førte mig målrettet ind i soveværelset. Sengen fyldte næsten hele rummet - en XL-model, der kunne rumme både hans højde og den enorme tilstedeværelse, han bar med sig. Den var bred nok til os begge, lag nok til ham, men alligevel virkede det som om han ville have mig endnu tættere på.
Han nærmest gik op i sengen med en naturlighed, som om han plejede at fylde den ud alene, men nu endelig havde en at dele den med. Han lænede sig tilbage, løftede en hånd og inviterede mig op til sig.
Jeg fulgte efter, og da vi lagde os ind til hinanden, mærkede jeg straks den varme, massive krop mod min. Han trak mig ind i et kram, et af de dér, hvor man næsten ikke kan mærke, hvor ens egen krop slutter, og hvor hans begynder.
Hans hånd fandt min ryg, gled langsomt ned over mig til mine baller, til revnen og ind mellem dem. Til hullet, og jeg mærkede hans fingre lege med mig og jeg mærkede langsomt, hvordan han blev… mere nærværende. Mere rettet mod mig. Hans blik fandt mit - langt, roligt, intenst.
“Du føles dejlig,” sagde han lavt. “Og lige præcis den størrelse jeg holder allermest af.”
Hans tommelfinger strøg langs min hofte, som om han mærkede mig an.
“Jeg kan ikke lide dem, der er store for at være store,” fortsatte han. “Jeg kan lide… lige præcis dig med din lækre krop.”
Der var noget i hans stemme, en dyb, rolig velvillighed blandet med utvetydig lyst. Den måde hans hånd greb lidt fastere om mig på, uden at skubbe, uden at presse - bare inviterende - gjorde det svært at holde mine tanker i ro.
Han lænede sig tættere ind, så tæt at hans ansigt var lige ved min hud. Jeg mærkede hans varme ånde. Hans bløde læber, der ikke rørte endnu, men lå lige der, truende, tillokkende og undersøgende.
Og så…
Gled han længere ned ad min krop.
Ikke hurtigt. Ikke ivrigt. Men med den målrettede, selvsikre ro, som en meget stor mand kun kan have, når han ved præcis, hvad han vil. Og han kender sine behov.
Hans fingre fortsatte med at kærtegne mig - lette cirkler, blide strøg, en vandring af varme der startede i huden og endte et sted dybere.
Han kælede for min krop, og jeg elskede hans varme hænder, der gled undersøgende rundt på mig. Jeg vidste hvad målet var, og jeg kunne næsten ikke vente.
Der var et øjeblik, hvor jeg blot lukkede øjnene og lod mig selv falde ind i den følelse af at blive udforsket, værdsat, valgt. At mærke hans store krop arbejde sig tættere, at føle hans fokus som noget der næsten føltes fysisk i sig selv.
Jeg mærkede et gys løbe gennem mig - ikke af kulde, men af forventning.
Hvad end der skulle ske nu, var det tydeligt, at han tog styringen. Og at jeg… allerede havde overgivet mig.
Alt i rummet føltes varmt nu. Hans hud, hans ånde, den måde hans hænder havde arbejdet sig ind under min, som om han vidste præcis, hvordan han skulle røre mig for at få mig til at slippe kontrollen. Og da jeg endelig gjorde det, mærkede jeg hans reaktion — ikke grafisk, ikke udstillet, men i måden hans krop spændte under mig, i den dybe, tilfredse lyd der gled fra hans bryst. Han holdt mig, som om det var lige præcis det, han havde ventet på.
Jeg lå et øjeblik og trak vejret mod hans skuldre, mens hans hænder fortsatte deres rolige, erfarne bevægelser. Ikke for at presse mig længere, men for at trække mig tilbage ind til ham. Ind i hans rytme.
“Kom her,” sagde han lavt. Der var ingen tvivl i hans stemme — kun lyst og sikkerhed.
Hans hænder førte mig, guidede mig opad, og han lænede sig frem, så vores pander næsten rørte.
“Jeg vil mærke dig,” hviskede han.
Det var ikke et krav. Det var en invitation. En delt hemmelighed.
Han hjalp mig, langsomt, tålmodigt, og jeg kunne mærke at han vidste præcis, hvordan han skulle tage mig med sig — ikke med hast, men med en rolig, dyb styring, der fik min krop til at åbne sig for ham i en blanding af spænding og overgivelse. Alt ved ham var stort, ja, men også kontrolleret. Han kendte sin egen kraft. Han vidste, hvordan man gjorde plads.
Hans pik stod og pegede lige mod målet, og mit hul var allerede klar til at tage imod. Han smurte os begge ind, masserede og lod fingrene varme mig op. Han var rolig, men spændt og hans pik stod hård og var mere end klar. De første dryp lå allerede på hans mave, og han lod nu pikken røre mit hul.
Og følelsen…
Følelsen var overvældende. Ikke bare fysisk, men i hele min krop, i hele rummet. Det var som om jeg blev fyldt på flere måder end én - som om han tog mig ind i sit tempo, sin varme, sin styrke.
Jeg satte mig ned over ham, mærkede hvordan han indtog mig krop, og hvordan hans pik gled langsomt op i mig, længere og længere, og netop længden var ubeskrivelig. Og så var han i bund og begyndte at kneppe mig.
Jeg holdt fast i ham med begge hænder, lukkede øjnene, og lod mig glide ind i hans rytme, hans hænder, hans tyngde.
Jeg greb bagud, fangede hans nosser og hørte straks hvordan han gispede, mens han igen stødte dybt og tungt. De bløde nosser lå godt i mine hænder og jeg mærkede hvordan han spændte i sin pik.
Så greb han om min pik, der stadig vippede anerkendende og frækt foran hans ansigt. Han gned på den, legede med forhuden og lod nu pege- og tommelfinger lukke sig om min pik og nosser som den lækreste cockring, men hans hånd lukkede sig om mit pikhoved, men den kørte fremover tilbage. Det blev hurtigt for meget, og jeg lod spermen sprøjte ud over ham, og sendt flere dejlige spermklatter helt op i hans ansigt.
Og han tog imod mig, støttede mig, holdt mig, så jeg aldrig var i tvivl om, at jeg var præcis dér, hvor han ønskede mig.
Hans greb blev fastere, næsten beskyttende, da han kom dybt oppe i mig. Jeg mærkede det i bølger – varme stød, hans tunge åndedrag mod min hals, hans store hænder der holdt mig som om han ikke ville lade mig forsvinde. Han blev ved med at trække mig ned over sig i små, kontrollerede bevægelser, som om han ville være sikker på at jeg mærkede alt, hele ham, til sidste dråbe. Det var tydeligt, at hele ladningen fyldte godt oppe i mig, og gled nu langsomt ned over hans pik og helt ud til åbningen.
Da hans orgasme ebbede ud, sank han bagover i puderne, men uden at slippe mig. Hans pik blev langsomt blødere, men den var der stadig, tung og fyldig, og hans hænder gled roligt op og ned ad min ryg.
“Det var… helt vildt,” fik han frem mellem vejrtrækningerne, stadig smilende, næsten genert i sin eget efterglød. Han strøg min kind med sin tommel- og pegefinger som om han ville mærke, at jeg virkelig var der. “Du er… bedre end jeg havde turdet håbe.”
Han trak mig ned og kyssede mig, dybt og varmt, mens han stadig lå inde i mig – ikke pumpende længere, bare deltagende, nærværende, opslugt af følelsen af os begge, stadig forbundet.
“Bliv her et øjeblik,” mumlede han mod min mund, “jeg vil gerne mærke dig lidt endnu.”
Vi lå tæt i hinandens arme, stadig varme og tunge af den forrige nærhed. Luften mellem os var fyldt med fnisen, åndedrag og små, legende berøringer, og allerede her begyndte tankerne at vandre fremad.
Smilene, blikkene, den stille gnist der havde fulgt os siden bussen, begyndte at lede fantasien. Vi tænkte på alt det, vi kunne gøre, steder vi kunne udforske sammen. Hver idé blev mødt med et kort grin eller et løftet øjenbryn – og det var aldrig langt fra lysten, fra en følelse af, at vi var på kanten af noget endnu mere intenst.
Da vi senere stod i køkkenet, og lyset faldt blødt ind gennem vinduet, var der et øjeblik, hvor vi bare så på hinanden. Et øjeblik hvor alt udenfor ophørte med at eksistere. Blikket fløj hen over hinanden, over bordet, over os selv – og pludselig var det tydeligt, hvad vi begge tænkte.
Det var ikke længere bare fantasi. Det var en fræk, spændende tanke, der summede mellem os som elektricitet: Her kunne vi lade lysten tage over. Her kunne vi lade kroppen tage føringen, lade forskellen mellem os blive til leg, til nydelse.
Vi grinede, let og varmt, over hvor åbenlyst det hele var, men smilet blev hurtigt erstattet af en mere alvorlig, sulten gnist i hans øjne. Og i det øjeblik vidste vi begge, at vi ikke bare tænkte tanken. Vi ville følge den.
EPILOG
Vi lå atter side om side, stadig omfavnet, mens lyset fra aftenen glimtede ind gennem vinduet. Luften var tung af varme, latter og den stille tilfredsstillelse, der følger efter et øjeblik, man aldrig vil glemme.
Jeg kunne mærke hans vejrtrækning mod min hud, hans hånd, der hvilede tungt over min, og den rolige tyngde af hans krop, der stadig omsluttede mig, som om han ikke ville slippe mig. Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage – et smil fyldt med både frækhed og ømhed, som om han havde set alt, og stadig ønskede mig.
Der var noget uventet ved det hele, noget magisk i, hvordan vi havde fundet hinanden. Det var ikke bare lysten, men tilliden, nærheden, legen og den stille forståelse: at vi kunne udforske, grine, udfordre og pirre hinanden uden skam eller hast.
Jeg vidste, at det her var begyndelsen på noget, der kunne blive meget mere end et øjeblik. Et sted, hvor lyst, fantasi og nærhed kunne vokse, hvor forskellen mellem os blev til noget, vi kunne nyde, lære af og udfordre.
Og mens vi lå der, indhyllet i efterglødens varme, var det klart for os begge: nogle øjeblikke er for store til at beskrives, for intense til at forklares – de skal mærkes. Og det her, det havde vi mærket sammen.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980