Jeg havde altid vidst, at mit forhold til min søster Naja var noget helt særligt. Det var ikke bare det almindelige søskendeforhold, hvor man ser hinanden til jul og fødselsdage og ellers lever hver sit liv. Nej, vi var tættere end det. Vi var hinandens fortrolige, hinandens støttepæle, hinandens bedste venner. Jeg var tre år ældre end hende – 29 mod hendes 26 – og fra den dag hun blev født, havde jeg følt et dybt, instinktivt ansvar for hende. Hun var den lille pige med de store, nysgerrige grønne øjne, der løb efter mig i haven, grinede af mine dårlige vitser og gemte sig bag mine ben, når hun var bange. Som voksen var hun blevet en kvinde, der udstrålede en varm, ubesværet selvsikkerhed, og alligevel var hun stadig min Naja. Jeg elskede hende overalt på jorden – det var ikke bare ord; det var en sandhed, der sad dybt i mit bryst, som en puls, der aldrig stoppede. Jeg ville gøre næsten alt for hende, og hun vidste det. Det var den slags kærlighed, der ikke krævede forklaring, men som viste sig i de små ting: et opkald midt om natten, når hun havde brug for at tale, en hjælpende hånd, når livet blev for tungt, eller bare en stilhed, hvor vi ikke behøvede at sige noget for at forstå hinanden.
Det var en solrig eftermiddag i marts, da Naja ringede og bad mig komme over til deres lejlighed i København. Hun lød spændt, som om hun havde en hemmelighed, der boblede op til overfladen og truede med at sprænge ud. Jeg kørte derhen uden at tænke nærmere over det – det var jo bare Naja. Jeg parkerede bilen i den smalle gade i Vesterbro, hvor de boede i en lys, moderne lejlighed med højt til loftet og store vinduer, der lod solen strømme ind. Da jeg trådte ind i stuen, sad hun der på den grå sofa ved siden af Linda, hendes kæreste gennem tre år. Naja havde sit lange, mørke hår løst, det faldt i bløde bølger ned over skuldrene, og hendes grønne øjne glimtede af forventning. Hun var iført en simpel hvid bluse og jeans, der klamrede sig til hendes slanke figur uden at være påtrængende – hun var smuk på den naturlige måde, hvor man ikke lagde mærke til det med det samme, men så blev fanget af det, jo længere man kiggede. Hendes hud var lys og blød, med en svag duft af lavendel, der altid hang ved hende som en personlig signatur.
Linda sad ved siden af hende, og kontrasten mellem dem var slående. Hun var 25, med gyldent hår, der ramte hendes skuldre i perfekte bølger, og en krop, der fik folk til at vende sig på gaden. Hun havde de kurver, der var præcis rigtige – ikke overdrevne, men magnetiske, med hofter, der svajede let, når hun gik, og bryster, der fyldte hendes top ud på en måde, der var både uskyldig og forførende. Hendes øjne var blå som Øresund på en klar dag, og hendes smil kunne lyse et helt rum op. Jeg havde altid tænkt, at Naja havde vundet i lotteriet, da hun mødte Linda på en kunstudstilling for fire år siden. De havde klikket øjeblikkeligt: Naja med sin jordnære charme, sin evne til at lytte og forstå, og Linda med sin glamourøse udstråling, sin kreativitet som kurator. Sammen var de et par, der udfordrede alle fordomme om lesbiske forhold. Ingen af dem var "mandige" eller "dyke" – de var begge utroligt feminine, med lange negle, makeup, der fremhævede deres naturlige skønhed, og en sensualitet, der føltes autentisk og dyb. De var et bevis på, at kærlighed ikke passer ind i kasser.
"Kom ind, bro," sagde Naja og rejste sig for at give mig et varmt, velkendt knus. Hendes krop føltes tryg mod min, en blanding af søsterlig kærlighed og den voksne kvindes varme, der havde udviklet sig over årene. Linda smilede bredt og vinkede mig hen til sofaen. De sad tæt sammen, deres hænder flettet ind i hinanden, fingrene viklet sammen som en fysisk manifestation af deres bånd. Der var en spænding i luften, en elektrisk ladning, som om de havde øvet sig på dette øjeblik i timevis.
"Så, hvad er nyhederne?" spurgte jeg, mens jeg satte mig over for dem i den bløde lænestol. Jeg havde en fornemmelse af, at det var stort – måske et nyt job, en rejse til udlandet, eller noget endnu mere personligt. Jeg lænede mig tilbage, tog en slurk af den iste, de havde stillet frem til mig, og ventede.
Naja udvekslede et hurtigt, nervøst blik med Linda, og så brast de ud i latter, en lyd, der fyldte rummet med glæde og lettelse. "Vi skal giftes!" udbrød Naja, hendes øjne strålende som stjerner på en klar nat.
Jeg sprang op fra stolen og trak dem begge ind i et stort, hjerteligt knus. "Tillykke! Det var sgu på tide!" Jeg grinede, mens jeg klappede dem på ryggen, følelsen af deres kroppe mod min en kort, uskyldig kontakt, der alligevel sendte en varm bølge gennem mig. "Hvem gik på knæ? Fortæl!"
"Det var mig," sagde Linda med et skælmsk smil, hendes stemme blød og legende, mens hun gav Naja et kærligt skub i siden. "Du ved jo, hvor sløv din søster kan være. Hun ville have ventet i evigheder, hvis det var op til hende." De lo begge, en harmoni af latter, der fik mit hjerte til at svulme af glæde for dem.
Brylluppet skulle være om seks måneder, i august, når sommeren var på sit højeste, og Københavns gader duftede af lindetræer og hav. Jeg forestillede mig dem ved alteret i en have ved vandet: to kvinder i hvide kjoler, der flød som skyer, udstrålende kærlighed. Jeg var beæret over at være forlover – eller hvad man nu kalder det i et lesbisk bryllup. Det føltes rigtigt, som om universet havde placeret os alle tre i denne cirkel af tillid og kærlighed.
I månederne der fulgte, tænkte jeg ofte på dem. Mit eget liv var mere ensomt: Jeg arbejdede som grafisk designer i et lille studie i Indre By, havde haft et par flygtige forhold, men intet, der holdt længere end et par måneder. Arbejdet holdt mig optaget med deadlines, kreative udfordringer og sene nætter foran skærmen, men der var altid plads til Naja i mine tanker. Hun ringede ofte for at opdatere mig om bryllupsplanerne: kjolerne, der skulle være hvide og flydende som vand, ceremonien i en have ved Amager Strandpark, receptionen i en gammel villa med udsigt over Øresund, hvor der ville være levende musik og dans til sent ud på natten. Jeg hjalp, hvor jeg kunne – valgte invitationernes skrifttype, smagte på kager hos konditoren, øvede min tale igen og igen, indtil den føltes perfekt. "Til min søster og hendes smukke kone," begyndte den. "Må jeres kærlighed vokse, og jeres familie blive fuldendt." Jeg smilede, når jeg læste den højt for mig selv, uden at vide, hvor profetiske ordene ville vise sig at være.
Men en måned før brylluppet ændrede alt sig fundamentalt. Det var en onsdag aften i juli, luften tung af sommerens varme, da de kom på besøg hos mig i min lejlighed på Nørrebro. Jeg havde lavet mad – pasta med hjemmelavet pesto, friske basilikumblade fra altankassen, og en flaske chianti, vi kunne dele. Vi sad ved mit lille køkkenbord, vinduet åbent mod gadens lyde: cykler, der susede forbi, børn, der lo nede på gaden, en fjern sirene. Allerede fra starten mærkede jeg, at noget var anderledes. Deres smil var anspændte, deres blikke flakkede let, som om de holdt noget tilbage, noget stort og skræmmende. Naja trommede fingrene mod vinglasset, en gammel vane fra vores barndom, når hun var nervøs for en eksamen eller et skænderi med mor. Linda sad stille, men hendes hånd hvilede på Najas knæ under bordet, en stille støtte, en fysisk forankring.
"Hvad sker der?" spurgte jeg til sidst, efter at smalltalken om vejret og arbejdet havde ebbet ud i en akavet stilhed. "I ser ud, som om I har noget på hjerte. Noget, I har tænkt over længe."
Naja sukkede dybt, et suk, der lød som om det kom fra dybet af hendes sjæl. Hun kiggede på Linda, der nikkede opmuntrende, hendes blå øjne fulde af tillid og kærlighed. "Okay, bro," sagde Naja langsomt, hendes stemme lav og eftertænksom. "Jeg ved, det her er mærkeligt. Virkelig mærkeligt. Og jeg ved, at du vil gøre alt for mig, ligesom jeg vil for dig. Men det her... det strækker måske elastikket lidt for langt. Måske bryder det det helt."
Jeg lænede mig frem, min nysgerrighed blandet med en snert af bekymring, der begyndte at vokse i maven. "Skyd løs," sagde jeg roligt. "Du ved, jeg er her. Altid. Uanset hvad."
"Vi drømmer om at blive forældre," begyndte Naja, hendes ord målt, som om hun vejede hver eneste en. "Vi vil have et barn sammen. En datter, måske. Eller en søn. Men vi vil gerne have en far, vi kender og stoler på. En, der er en del af familien. En, der elsker os ubetinget. En, der vil være der, ikke bare biologisk, men følelsesmæssigt."
Jeg blinkede, mens ordene langsomt sank ind som sten i en sø. Far? Mig? Til deres barn? Tankerne væltede ind over mig som en bølge: glæde over deres ønske om en familie, forvirring over implikationerne, en varm følelse af at være inkluderet i noget så dybt. "Okay..." sagde jeg langsomt, min stemme usikker. "Og...?"
"Vi tænkte på dig," sagde Linda blidt, hendes stemme som en blød berøring i stilheden. "Vil du være far til vores barn? Vil du give os det, vi drømmer om?"
Jeg sad der, mundlam, mens mit sind racede som en storm. Far? Mig? Til deres barn? Det var en ære, en gave, men hvordan? En spermabank? En klinik med kolde vægge og fremmede læger? Jeg følte en blanding af ærefrygt og frygt, mit hjerte hamrende i brystet. "Inden du svarer," fortsatte Naja hurtigt, som om hun læste mine tanker og ville forhindre tvivlen i at tage over, "så er det Linda, der skal bære barnet først. Og vi forestiller os... au naturel. Den naturlige måde. Ikke reagensglas og klinikker. Noget personligt. Noget intimt. Noget, der er os."
Jeg stirrede på dem, mit ansigt blev varmt, min mund tør som sandpapir. "Vent... mener I... sex? Med Linda? Rigtig sex?"
De nikkede begge, deres ansigter alvorlige, men med et glimt af håb i øjnene, der lyste som lys i mørket. "Ja," sagde Naja. "Og ikke bare når som helst, ikke i en klinik eller en tilfældig nat. Vi tænker på bryllupsnatten. Som en del af vores nye begyndelse. Som en symbolsk handling af kærlighed, tillid og familie."
Jeg følte mit hjerte hamre så hårdt, at jeg var sikker på, de kunne høre det. Bryllupsnatten? Med Linda? Mens Naja... hvad? Ventede udenfor i et andet værelse? Tankerne hvirvlede i mit hoved: billeder af Lindas krop, hendes gyldne hår spredt ud over en pude, hendes blå øjne låst fast i mine, hendes læber adskilt i et støn. Og Naja, min søster, der ville være en del af det – på en eller anden måde. Det var tabu, det vidste jeg med hver fiber i min krop. Samfundet ville kalde det forkert, måske endda sygt. Men i dette øjeblik, med deres øjne på mig, deres hænder nåede ud mod min over bordet, føltes det som en udvidelse af vores kærlighed, en ny gren på det træ, vi havde vokset sammen i årevis.
"Er I sikre på, det er en god idé?" spurgte jeg, min stemme knap hørlig, hæs af følelser. "Hvordan skulle det foregå? Skal jeg være sammen med Linda, mens du er et andet sted, Naja? Alene med hende?"
"Nej," sagde hun bestemt, hendes hånd strakte sig ud og greb min over bordet. Hendes berøring var varm, velkendt, tryg – som da vi var børn, og hun greb min hånd, når hun var bange for torden. "Vi ville være der alle tre. Jeg vil være sammen med Linda, mens vores barn bliver undfanget. Holde hende. Støtte hende. Røre hende. Måske... mere, hvis det føles rigtigt. Det handler om os som familie. Om tillid. Om kærlighed, der går ud over det konventionelle."
Jeg sad der i stilhed, mens tankerne stormede igennem mig som en orkan. Det var surrealistisk. Min søster, som jeg havde set vokse op fra en lille pige med pigtails til denne smukke, selvsikre kvinde, bad mig om at krydse en grænse, der var forbudt i de fleste kulturer. Sex med Linda – det var en ting; hun var ikke blod, hun var en smuk, sensuel kvinde, der tiltrak mig på et primitivt, fysisk niveau, selvom jeg aldrig havde tilladt mig selv at tænke på hende på den måde før. Men Naja ville være der, måske røre ved Linda, måske røre ved mig, måske... mere. Jeg følte en blanding af skyld og ophidselse vælte op i mig som en tidevande. Skyld over at tænke på min søster i en seksuel kontekst, selv om det ikke var direkte med hende. Ophidselse over det forbudte, det intime, den tanke om at være så tæt på dem begge, at dele noget så dybt, så råt, så ægte.
"Tænk over det," sagde Naja blidt, hendes øjne fulde af forståelse og kærlighed. "Vi forstår, hvis det er for meget. Vi elsker dig uanset hvad. Intet kan ændre det."
Men efter dage med indre kamp – nætter, hvor jeg lå vågen i min seng og stirrede op i loftet, mens billeder af dem flimrede for mit indre blik som en film på repeat – sagde jeg ja. Jeg kunne ikke sige nej. Fordi det var Naja. Fordi jeg elskede hende. Fordi idéen, så vanvittig den end var, tændte en gnist i mig, der brændte dybere end jeg ville indrømme. Jeg ringede til dem en sen aften, min stemme fast trods rysten i hænderne. "Ja," sagde jeg. "Jeg er med. For jer. For os. For barnet."
De udstødte et lettelsens suk, jeg kunne høre gennem telefonen, og vi aftalte at mødes igen for at tale detaljer igennem. Måneden op til brylluppet blev en lang, langsom opbygning af spænding, en slow burn, der antændte hver nerve i min krop. Vi mødtes oftere, ikke kun for bryllupsplaner, men for at tale om det. Om grænser, ønsker, frygt, fantasier. En aften sad vi i deres stue med rødvin, stearinlys flimrende på sofabordet, jazzmusik spillede lavt i baggrunden – noget blødt, sensuelt, med saxofon, der snoede sig som røg. Naja sad med benene trukket op under sig i sofaen, Linda lå med hovedet i hendes skød, hendes gyldne hår spredt ud som en halo, og jeg sad over for dem i lænestolen, mit glas vin halvtomt.
"Jeg vil have, at det føles rigtigt," sagde Naja stille, hendes fingre legede med Lindas hår. "Ikke mekanisk. Ikke som en klinisk procedure. Jeg vil være med Linda, mens du er i hende. Røre hende. Kysse hende. Smage hende. Og når du kommer... vil jeg smage det. Smage os. Blandingen af dig og hende. Vi tager det, som det kommer – ingen faste planer ud over det, der skal ske med Linda. Alt andet... hvis det opstår naturligt, i øjeblikket, så lad det ske. Fordi vi er familie. Fordi det føles rigtigt."
Tankerne eksploderede i mit hoved som fyrværkeri. Naja? Muligheden hang i luften som en dør på klem, men det var ikke aftalt, ikke planlagt – kun en åbenhed for, hvad natten måtte bringe. Jeg følte en bølge af forbudt lyst skylle over mig, blandet med chok og en dyb, næsten spirituel ærefrygt. Hendes krop, som jeg havde set i bikini på stranden i somrene, som jeg havde knust uskyldigt i årevis – nu lurede tanken i baghovedet, men jeg skubbede den væk. Det var Linda, det handlede om. Ikke hende. Ikke endnu. Vi talte også om det praktiske – kondomer? Nej, det var jo pointen at gøre det naturligt, men Naja nævnte, at hun havde tjekket sin cyklus, at det ikke var hendes fertile periode, men alligevel... der var altid en risiko. Vi lo nervøst af det, men det satte en knude i maven på mig.
"Okay," sagde jeg hæst, min stemme knap genkendelig. "Vi tager det langsomt. Vi øver os. Vi taler. Vi stopper, hvis nogen siger stop. Ingen pres."
De nikkede begge, og pludselig rejste Linda sig, gik hen til mig og satte sig overskrævs på mit skød. Hendes varme krop pressede mod min, hendes hænder i mit hår, hendes læber fandt mine. Hun kyssede mig – dybt, langsomt, uden hast, hendes tunge legede med min, hendes hofter bevægede sig let mod mig. Jeg følte min pik hærde øjeblikkeligt, presset mod hendes varme. Naja så på, hendes læber let adskilt, hendes bryst rejste og sænkede sig hurtigere, hendes øjne mørke af lyst.
"Det her er starten," hviskede Linda mod mine læber, hendes ånde varm mod min hud. "Bryllupsnatten bliver kulminationen. Men vi starter nu. Langsomt."
Og det gjorde vi. De næste uger blev ladede med en elektrisk spænding, der hang i luften, hver gang vi var sammen. Linda sendte flirteagtige beskeder sent om aftenen: billeder af hende i lingeri, hendes bryster presset sammen, hendes smil frækt – "Til inspiration," skrev hun. Naja lo, når vi talte i telefonen: "Hun er vild med idéen. Det gør os tættere. Dig også." Jeg drømte om dem nætterne igennem – våde drømme, hvor grænserne udviskedes, hvor Najas krop blandede sig med Lindas, hvor jeg vågnede hård og forpustet, med skyldfølelse og lyst i en evig dans. Men også med en gnaven bekymring: Hvad hvis det gik galt? Hvad hvis Naja blev involveret, og det ikke var sikkert? Jeg nævnte det en gang over kaffe, og Naja viftede det væk med et smil: "Jeg har styr på min cyklus, bro. Det er jo ikke meningen, at jeg skal blive gravid – kun Linda. Men hvis det sker... så er det vel skæbnen." Hendes ord beroligede ikke helt, men spændingen voksede.
En aften, to uger før brylluppet, var Linda og jeg alene i deres lejlighed, mens Naja var til møde med bryllupsfotografen. "Vil du øve?" spurgte Linda med et smil, hendes stemme lav og forførende. Vi kyssede – dybt, lidenskabeligt. Hendes hænder gled under min trøje, mine ned over hendes ryg, ned til hendes røv, pressede hende mod mig. Vi rørte, udforskede, men stoppede før det gik for vidt. "Gem det til natten," hviskede hun. Men tanken om Naja lurede altid i baghovedet, som en skygge, der blev større for hver dag – ikke planlagt, men uundgåelig i sin tiltrækning.
Bryllupsdagen kom endelig, en perfekt augustdag med blå himmel og let brise fra havet. Ceremonien i haven ved Amager Strandpark var magisk: Naja i en hvid kjole, der klamrede sig til hendes kurver som en anden hud, hendes hår opsat med blomster, hendes smil strålende. Linda i en kjole med blonder, der fremhævede hendes bryster og hofter, hendes øjne låst fast i Najas. Deres løfter rørte mig til tårer: "Jeg lover at elske dig for evigt," sagde Naja, hendes stemme dirrende af følelser. "Og at bygge en familie med dig – med os." Jeg vidste, hvad det betød. Receptionen var en fest af latter, dans, vin og taler. Jeg holdt min tale, stemmen hæs af følelser: "Til min søster og hendes smukke kone. Må jeres kærlighed vokse, og jeres familie blive fuldendt." De smilede til mig, vidende, hemmeligheden mellem os som en varm glød.
Da natten faldt på, og gæsterne var gået, trak vi os tilbage til suiten på et luksushotel ved havnen. Værelset var et paradis: kæmpestor seng med silkebetræk i elfenben, stearinlys flimrende overalt, roser i hvide og cremede nuancer, der duftede sødt, balkon med udsigt over Øresund, hvor månen spejlede sig i vandet. Musikken var lav, en langsom, pulserende rytme – noget R&B-agtigt, med en dyb bas, der føltes som et hjerte, der slog. Vi havde drukket champagne nede til receptionen, men nu var vi ædru nok til at vide, hvad vi gjorde – og fulde nok af vin, forventning og kærlighed til at gøre det alligevel. Stemningen var nervøs, men ladet – vi lo akavet, mens vi skænkede mere vin, talte om dagen, undgik at nævne det, der ventede, indtil det ikke kunne undgås længere.
Bryllupsnatten
Naja og Linda stod foran det store spejl i suiten og hjalp hinanden af med kjolerne. Jeg stod i døren og så på, mit hjerte hamrende som en tromme. Kjolerne gled ned som vand, afslørede deres kroppe i hvidt og sort blondeundertøj. Naja havde en corsage, der løftede hendes bryster, hendes mave flad og blød, hendes hofter rundere end Lindas, hendes ben lange og slanke. Linda havde en bh med dyb udskæring og en g-streng, der næsten intet skjulte – hendes bryster fyldige, hendes røv perfekt rund, hendes fiss svagt synlig gennem det tynde stof, glatbarberet, rosa folder, der glinsede let allerede.
De vendte sig mod mig, deres øjne mørke af lyst, men også med et strejf af usikkerhed. Naja smilede blødt, hendes læber let adskilt. "Kom her," sagde hun, hendes stemme en hvisken, der sendte kuldegysninger ned ad min rygrad. "Lad os bare... tage det som det kommer."
Jeg gik hen til dem, mine hænder rystede let, da jeg begyndte at knappe min skjorte op. Linda hjalp mig, hendes fingre kolde mod min varme hud, hendes negle ridser let over min brystkasse, mens hun lo lavt: "Du ser ud, som om du er ved at gå til en jobsamtale." Naja trak mine bukser ned, langsomt, hendes hænder strøg over mine lår, hendes ånde varm mod min hud, og hun mumlede: "Det er okay, bro. Vi er alle nervøse." Da jeg stod nøgen, min pik allerede halvhård, pulserende af forventning, trak de mig med ind i sengen. Vi lagde os ned, Linda mellem os først, hendes krop varm og blød mod min. Jeg kyssede hende – langsomt, dybt, min tunge legede med hendes, mine hænder i hendes hår. Det føltes naturligt nu, spændingen smeltede væk i berøringen. Naja kyssede hendes hals, hendes skuldre, hendes øreflip, hendes hænder gled ned over Lindas bryster, knipsede bh´en op, lod den falde.
Lindas bryster var perfekte – fyldige, faste, med rosa brystvorter, der stivnede under mine fingre, da jeg kneb dem let. Hun stønnede ind i min mund, hendes krop buede mod mig, og hun hviskede: "Ja... fortsæt." Naja trak sig tilbage et øjeblik, fjernede sit eget undertøj langsomt, sensuelt, som om det var en del af dansen, ikke en planlagt striptease. Hun var smuk. Altid smuk. Hendes krop var blødere end Lindas, hendes bryster mindre, men perfekte, hendes hofter bredere, hendes fiss lyserød, let åben, allerede glinsende af ophidselse. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende – min søster, nøgen, villig, smuk – men det var ikke planlagt, kun en naturlig del af øjeblikket, hvor vi alle var blottede. Hun lo nervøst: "Jeg føler mig som en teenager igen."
Linda lagde sig på ryggen, hendes ben spredt let, hendes øjne låst fast i mine. Jeg lagde mig over hende, støttede mig på albuerne, min pik presset mod hendes mave. Naja lagde sig ved siden af, hendes hånd på Lindas bryst, hendes mund på hendes brystvorte, hendes tunge cirklede, sugede. Jeg kyssede Linda igen, dybt, lidenskabeligt, mens jeg langsomt gled ned mellem hendes ben. Hun var våd. Så våd, at mine fingre gled ind i hende uden modstand – to af dem, langsomt, dybt, krøllede op mod hendes G-punkt. Hun stønnede højt, hendes hofter løftede sig mod min hånd, og hun greb fat i mit hår: "Åh, det er godt..."
Naja flyttede sig ned ad sengen, hendes ansigt mellem Lindas ben. Hendes tunge fandt Lindas klit, slikkede langsomt, cirklede, mens mine fingre fortsatte inde i hende, stødte rytmisk. Linda buede ryggen, hendes hænder greb fat i sengetøjet, hendes stønnen blev højere, mere desperat. "Åh gud... ja... lige der..." Jeg trak fingrene ud, erstattede dem med min pik – langsomt, centimeter for centimeter, følte hendes varme, hendes stramhed, hendes pulserende vægge omslutte mig. Hun var perfekt. Jeg stødte ind i hende, dybt, og hun gispede: "Langsommere først... ja, sådan." Mens Naja slikkede hende, hendes tunge cirklede rundt om min pik, når jeg trak mig ud, slikkede mine nosser, min skaft, Lindas folder. Det var ikke koreograferet; det bare skete, vores kroppe fandt rytmen naturligt.
Jeg kneppede hende langsomt først, byggede rytmen op, mine hofter rullede mod hendes, mine stød dybe, målrettede. Naja slikkede os begge, hendes tunge en konstant stimulation, hendes hænder på mine nosser, masserede let. Spændingen byggede i mig – den varme, den stramhed, den kærlighed, den forbudte intensitet. Jeg stødte hårdere, fastere, mine støn blandede sig med Lindas skrig. "Kom i mig," hviskede hun, hendes stemme brudt. "Fyld mig." Jeg kom med et dybt, animalsk støn, dybt inde i hende, fyldte hende med varme, pulserende stråler af sæd, min krop rystede over hende. Hun kom med mig, hendes vægge trak sig sammen om mig, hendes krop krampede, hendes skrig fyldte rummet.
Jeg trak mig langsomt ud, min pik glinsende af os, og jeg sank ned ved siden af hende, forpustet. Naja ventede ikke; hendes øjne vilde, hendes ansigt allerede glinsende af Linda. Hun lagde sig mellem Lindas ben, hendes tunge gled ind i hende, slikkede min sæd op, blandede det med Lindas safter, hendes støn dæmpede, men intense. Linda greb fat i Najas hår, hendes hofter bevægede sig mod hendes mund, hendes anden orgasme byggede allerede, og hun mumlede: "Ja, elskede... smag det."
Men så skete det – ikke planlagt, ikke aftalt, kun en naturlig udvikling af varmen, lysten, tilliden, der fyldte rummet. Naja løftede hovedet, hendes ansigt glinsende, hendes læber hævede, hendes øjne brændende. Hun krøb op ad sengen, hendes krop pressede mod min, hendes hånd greb om min pik, der stadig var halvhård, glinsende af Linda. "Jeg vil have dig," hviskede hun, hendes stemme hæs, næsten bedende, som om øjeblikket havde overtaget hende fuldstændigt. "Nu. Det føles rigtigt. Vores barn... det skal være os alle." Hun tøvede et sekund, hendes øjne flakkede: "Eller... måske ikke. Jeg ved ikke, om det er sikkert. Min cyklus..."
Jeg frøs et øjeblik, min hånd på hendes kind. "Naja... er du sikker? Hvad hvis..." Men lysten overmandede os begge. Jeg kyssede hende – forsigtigt først, hendes læber søde, salte af Linda, af mig, af os. Så dybere, vores tunger flettede sammen, hendes hænder i mit hår, mine på hendes bryster, kneb hendes vorter, hørte hende stønne ind i min mund. Det føltes forkert, men så rigtigt – som om grænsen mellem os havde været der for at blive krydset i dette øjeblik. Tankerne racede gennem mit hoved: Dette er min søster, blod af mit blod, den pige jeg havde beskyttet hele livet. Er det incest? Ja, det er det – forbudt, tabubelagt, men her, i dette rum, føltes det som en udvidelse af vores kærlighed, ikke en forvrængning. Skylden prikkede i mig, en lille stemme der hviskede "stop", men lysten druknede den, blandet med en dyb ømhed, en følelse af, at dette var os, rå og ægte, uden filtre.
Linda lagde sig ved siden af, hendes hånd på Najas bryst, hendes mund på hendes hals, hendes fingre gled ned til Najas klit, cirklede langsomt. "Det er okay," hviskede Linda beroligende. "Vi er her sammen." Jeg positionerede mig mellem Najas ben, min pik hård igen, pulserende. Jeg gled ind i hende – langsomt, forsigtigt, følte hendes stramhed, hendes varme, hendes vægge, der omsluttede mig som en handske. Hun var strammere end Linda, varmere på en anden måde, hendes støn dybere, mere personlige. "Åh gud... ja..." hviskede hun, hendes øjne låst fast i mine. Ikke "bro". Bare mit navn. Som en bøn. Hun greb fat i mine skuldre: "Langsommere... det er... intens." Mens jeg stødte ind i hende, kom tankerne igen: Dette er forkert, men hvorfor føles det så rigtigt? Hendes krop, så velkendt fra barndommen, nu intim på en måde, der burde være umulig – men det var kærlighed, ikke kun lyst. Skylden var der, som en sød smerte, der forstærkede alt, gjorde hvert stød mere intenst, hvert støn mere betydningsfuldt. Er vi ved at ødelægge noget? Eller skabe noget nyt?
Jeg stødte ind i hende, dybt, mens Linda kyssede hende, mens hendes fingre stimulerede hendes klit, mens hendes anden hånd nåede ned og masserede mine nosser. Vi var ét. Tre kroppe, ét hjerte, én sjæl. Jeg stødte fastere, hårdere, mine hofter smækkede mod hendes, lyden af hud mod hud fyldte rummet sammen med vores støn. Najas negle gravede sig ind i min ryg, hendes ben låste sig om min talje, hendes hofter mødte mine stød. "Kom i mig," hviskede hun, men så tilføjede hun med en snert af panik: "Eller... måske ikke? Vent..." Men det var for sent; lysten havde taget over. Jeg kom igen – denne gang inde i Naja, dybt, varmt, fuldstændigt, min sæd pulserede ind i hende, fyldte hende, mens hun kom med et højt, lidenskabeligt skrig, hendes krop rystede under mig, hendes vægge melkede mig.
Vi lå der efter, sammenflettede, svedige, udmattede, vores åndedrag synkroniserede. Ingen sagde noget først. Der var ikke brug for ord. Men så kom overvejelserne krybende. Jeg strøg Najas hår væk fra hendes ansigt: "Naja... hvad hvis du... du ved." Hun åbnede øjnene, hendes grønne blik fyldt med en blanding af tilfredshed og en lille skygge af skyld. "Jeg tænkte det samme. Det var ikke planlagt. Min cyklus... det burde være okay, men hvad hvis ikke? Hvad gør vi så?" Linda holdt om os begge: "Vi finder ud af det. Sammen." Vi talte om det i timer efter, liggende der i sengen, den post-coitale ro blandet med realitetens vægt. Naja indrømmede en lille skyldfølelse over at have ladet øjeblikket tage over, og jeg følte det samme – en gnaven tanke om, at vi havde krydset en grænse, men også en varm følelse af, at det havde bragt os tættere. Vi blev enige om at vente og se, tage en test om et par uger, og i mellemtiden nyde den nye nærhed, uden at lade skylden overtage.
Ni måneder senere, en kold forårsdag i maj, kom den lille pige til verden på Rigshospitalet. Hun havde Najas grønne øjne og Lindas gyldne hår – Lindas barn, som vi havde planlagt. Najas test havde været negativ; hun var ikke blevet gravid, trods vores bekymring. Det havde været en lettelse for os alle, men også en påmindelse om, hvor tæt vi havde været på at ændre alt. Vi stod alle tre ved siden af sengen, græd af glæde, lo, holdt om hinanden. Vores datter. Vores familie. Vores kærlighed. I det øjeblik følte vi det alle: Det var det rigtige, vi havde gjort. Den nat havde ikke kun skabt et barn, men styrket os som familie. Skylden var der stadig, en lille prikken i baghovedet for Naja og mig, når vi mødtes – en overvejelse om grænser, en let skyld over det forbudte – men det var overskygget af kærligheden, tilliden, håbet. Vi vidste, at vi kunne navigere det sammen, vokse fra det, og måske en dag se tilbage på det som et unikt kapitel i vores historie, der havde gjort os stærkere. Livet gik videre, fyldt med latter, kærlighed og den lille piges smil, der mindede os om, at kærlighed finder veje, selv de uventede.
Erotiske noveller skrevet af _anonymous_