Regnen hamrede mod ruderne i Claras lejlighed som et insisterende ekko af hendes indre uro. Dråberne løb i striber ned ad glasset, og byen udenfor var opløst i lys og skygger, som smeltede sammen i et tåget skær. Hun sad ved skrivebordet, men ordene på skærmen flimrede og forsvandt for hendes blik. Alt hun kunne mærke, var kroppen – sin egen og den forestilling, der tog form i hende.
Den dybe bordeauxkjole klæbede til hendes hud som en andens hånd, silken gled som flydende vin over hendes lår, hver bevægelse en kærtegnende invitation. Hun krydsede benene langsomt, lod stoffet trække sig op og afsløre bar hud, varm og dragende. Fingrene hvilede distræt mod hendes hals, som om hun allerede forestillede sig, at det var ham – Elias – der rørte ved hende.
Døren åbnedes.
Han stod dér, regnen dryppende fra skuldrene, hans mørke hår glinsende og vildt, som om han var trådt direkte ud af stormen og ind i hendes fantasi. Øjnene – mørke, søgende – låste sig på hendes krop, ikke som et spørgsmål, men som et krav.
“Jeg kunne ikke lade være,” sagde han. Hans stemme var ru af længsel, næsten dyrisk. Han kastede frakken fra sig og gik mod hende, regnens kølighed dampende af ham i takt med den varme, han udstrålede.
Clara rejste sig langsomt. Bevidst om sin silhuet. Om de stramme stropper, der gled lidt ned, om stoffet, der kærtegnede hendes bryst, om det svaj hendes hofter gjorde, da hun trådte frem. Hun mærkede hans blik som fingre mod sin hud.
“Hvad vil du, Elias?” spurgte hun, stemmen hæs, som om ønsket allerede lå i munden på hende.
“Dig. Hele dig.” Han rørte hendes kind, og hun hældte hovedet let mod hans håndflade, som et instinkt. Hans fingre gled langsomt ned over halsen, videre til kravebenet, hvor de dvælede – og da hans tommelfinger strejfede hendes bløde hud dér, gik hendes vejrtrækning i stå.
Så kyssede han hende.
Ikke forsigtigt. Ikke tøvende. Men dybt, vildt, med en sult, der fik hendes knæ til at give efter. Hans tunge trængte ind i hendes mund, og hendes egne læber åbnede sig villigt, begærligt, hun smagte regn, kaffe, ham. Hun greb hans skjorte og trak ham tættere, ind mod sin krop, der allerede begyndte at gløde.
Elias’ hænder fandt hendes hofter, og med en uanstrengt kraft løftede han hende op på bordet bag hende. Papirer og bøger gled mod gulvet i en lav raslen, men hun hørte det ikke – kun hans vejrtrækning og sin egen, hurtig, jagende. Kjolen skubbede op, og hendes bare lår mødte det kølige træ.
Han betragtede hende. Langsomt, sultent. Som en mand, der ville lære hendes krop udenad.
“Du er smuk. Uanstændigt smuk.”
Hans hænder gled op ad hendes inderlår. Hans tommelfingre tegnede cirkler, tættere på hendes midtpunkt, til varmen dernede næsten blev uudholdelig. Hun bøjede sig bagud, støttede sig på armene og gispede, da hans mund fandt hendes hals. Han kyssede, bed, slikkede – efterlod små, dampende aftryk, som hendes hud sitrede under.
En strop gled ned. Og så den anden.
Brystet blev blotlagt, og hans blik mørknede. Med et suk af begær bøjede han sig ned, og hans læber sluttede sig om hendes brystvorte – først blidt, så med en sult, der fik hendes ryg til at bukke i en spændingsbue. Hans tunge kredsede, sugede, drillede, og hun stønnede hans navn, lavt og hæst.
Hans hånd fandt hendes trusser. Fingrene gled under kanten, og hun løftede hofterne for ham, gav sig frivilligt hen, mens han langsomt trak dem af hende. En berøring – så en til – og hendes krop spændte under hans hånd. Han lod en finger glide ind i hende, langsomt og udforskende, mens hans tommelfinger fandt den følsomme perle og begyndte at cirkle med en præcision, der fik hende til at glemme, hvordan man trak vejret.
“Elias…” Hun hviskede det, som om det alene kunne holde hende forankret.
Han sank på knæ. Spredte hendes lår. Og så – hans tunge. Varm. Våd. Vedholdende.
Hun skreg sit støn mod loftet. Fingrene krummede sig om bordkanten, kroppen bølgede under hans tunge, der drev hende højere, dybere, ud over kanten. Han holdt hende åben, hengiven, sulten, som om han drak hende ind.
Orgasmen ramte hende som et stormvejr – en eksplosion af varme, der pulserede gennem hendes kerne og ud til fingerspidserne. Hun rystede, stønnede hans navn, mens hendes krop lukkede sig omkring intet andet end fornemmelsen af ham.
Han rejste sig, læberne glinsende af hendes lyst. Han kyssede hende – dybt, med smagen af hende stadig på sin tunge – og hun greb hans bælte, ivrig, utålmodig. Fingrene fumlede, indtil hun havde åbnet ham, trukket ham fri. Han var hård, varm, tung i hendes hånd.
Der var ikke flere ord.
Han trængte ind i hende med en langsomhed, der fik hende til at jamre af længsel. Hans bevægelser var kontrollerede, men intensiteten bag dem ulmede som lava. Hun kunne mærke hvert centimeter, hver strækning, hver rytme, som han bevægede sig i hende, og hun svarede med sin egen krop – løftede hofterne, strammede sig om ham, hviskede hans navn.
Deres kroppe fandt en puls, der voksede, spændte, dirrede. Hendes negle satte spor i hans ryg. Hans læber mod hendes hals. Hendes bryst mod hans bryst. Svedige, sultne, uadskillelige.
Da de kom, gjorde de det sammen – i én bevægelse, ét stød, ét råb – som om alting eksploderede og samlede sig igen i deres favntag.
Verden forsvandt.
Der var kun dem
Erotiske noveller skrevet af Eidothea