Klokken nærmede sig 11:00, og jeg vidste, at det var på tide at komme ud af fjerene. Også selvom jeg virkelig hadede morgener. Jeg var altid langsom til at komme op, men det var en del af min rutine. Efter et hurtigt bad og lidt tid foran spejlet, hvor jeg redte mit lange, brune hår, trak jeg en blød badekåbe om mig og gik ned i køkkenet for at tage min obligatoriske kop morgenkaffe.
Jeg boede hos min moster og onkel lidt uden for København. Oprindeligt var planen, at jeg skulle studere, men efter nogle måneder på universitetet måtte jeg erkende, at det slet ikke var noget for mig. Jeg droppede ud og besluttede at tage en pause, som nu havde strakt sig ud til flere måneder. Det var meningen, at jeg skulle finde et job, men sandheden var, at jeg endnu ikke havde gjort noget seriøst for at opnå det.
Mine forældre boede i Horsens, og selvom de havde spurgt, om jeg ville flytte hjem igen, var det ikke noget, jeg havde planer om. Jeg havde slået rod på Sjælland, og nu var mit liv her. Det var her, mine veninder boede, og det var her, jeg følte, jeg havde frihed til at være mig selv. Livet i Horsens føltes så klaustrofobisk i forhold til København og det pulserende liv, jeg havde adgang til her. Og måske var det ikke kun byen, jeg havde brug for afstand til.
Jeg måtte nok også indrømme, at jeg var blevet vant til den luksus, som min moster og onkels hjem tilbød. De havde penge nok, og huset var stort og velholdt, med pool og flere etager – langt fra det lille, småborgerlige parcelhuskvarter, jeg var vokset op i. Her kunne jeg sove til kl. 11 om formiddagen uden at blive vækket af krav eller forventninger. De opkrævede ikke husleje, og de var venlige nok til at lade mig blive boende, selvom jeg ikke bidrog økonomisk. Til gengæld hjalp jeg til, hvor jeg kunne. Jeg ordnede indkøb, gjorde rent og, vigtigst af alt, underviste deres søn Emil, som havde det svært i skolen.
Emil var 15 år, en stille og indadvendt dreng, der sjældent sagde ret meget. Han virkede altid lidt mut og tilbagetrukket, både derhjemme og i skolen, og han havde kun få venner. Det meste af tiden så man ham alene, enten på sit værelse eller stirrende ned i sin telefon. Han gik på en dyr privatskole inde i byen, som mine onkel og tante betalte en formue for, men hans karakterer var pinligt lave. De havde høje forventninger til ham, men han havde hverken motivationen eller troen på sig selv. Det frustrerede både lærerne og min onkel og tante, og de håbede, at jeg på en eller anden måde kunne hjælpe ham med lektierne og måske finde en måde at vække hans interesse på. Det føltes dog som en kamp, der aldrig rigtig førte nogen vegne.
Denne formiddag sad jeg ved køkkenbordet med en kop kaffe, mens jeg scrollede gennem mine beskeder og tilfældige memes på sociale medier. Mit hår var stadig fugtigt og lå som tunge lokker ned over mine skuldre. Tankerne om at finde et job pressede sig på, men hver gang jeg åbnede en jobportal, greb angsten mig, og jeg lukkede den hurtigt igen. Her i huset kunne jeg i det mindste finde en vis ro, selvom voksenheds tunge, mørke sky altid hang lige over mit hoved.
Klokken nærmede sig 14:00, da døren gik op med et bump. Emil kom hjem fra skole, smed sin taske og sko i gangen og gik ud i køkkenet. Han nikkede kort til mig som altid, og jeg hilste tilbage, mens jeg drak resten af kaffen og forsøgte at skubbe dagens bekymringer lidt længere væk.
"Hvad så, Emil? Hvordan har din dag været?" spurgte jeg og lænede mig tilbage i stolen.
"Den var fin," mumlede han, mens han undgik min blik og hældte et glas vand op, som han hurtigt tømte i én slurk.
"Så hvad har du lavet?" spurgte jeg og kunne mærke, at der var noget, han ikke ville dele.
"Ikke noget," sagde han hurtigt og trak på skuldrene. "Bare noget med drengene." Jeg kunne høre, at han prøvede at trække sig fra emnet, men der var en nervøs undertone i hans stemme. "Noget med drengene" kunne betyde et af hans mange slagsmål eller problemer i skolen, som han ofte ikke ville tale om.
Jeg kiggede på ham, da han satte sig ved bordet og kørte hånden gennem sit mørke, rodede hår. På trods af hans uinteresserede og lidt afvisende attitude kunne jeg ikke lade være med at tænke, at han var mere sårbar, end han gav udtryk for. Der var noget under hans hårde facade, noget, han selv måske ikke helt forstod endnu.
"Har du lektier, vi skal kigge på?" spurgte jeg med et lille smil, mens jeg prøvede at være let og opmuntrende.
Emil sukkede tungt og rullede med øjnene. "Jeg gider ikke lige nu, Rikke."
"Kom nu," sagde jeg og prøvede at lyde entusiastisk, uden at presse ham for meget. "Jo hurtigere vi får dem overstået, jo hurtigere kan du gøre noget sjovere."
Han sendte mig et opgivende blik, men til min overraskelse nikkede han langsomt og mumlede: "Okay, okay. Senere." Det var en lille sejr…
Vi sad i stilhed. Jeg scrollede gennem Instagram og tænkte på, hvad jeg skulle lave i weekenden. Da jeg på et tidspunkt kiggede op fra min telefon, bemærkede jeg, at Emil hurtigt slog blikket væk, da vores øjne mødtes. Først undrede det mig, men så gik det op for mig, at åbningen i min badekåbe måske havde afsløret mere, end jeg havde tænkt over. Jeg rettede hurtigt på kåben og trak den tættere sammen, mens en varme steg op i kinderne. Det var ikke noget stort, men jeg følte mig alligevel en smule forlegen. Emil så også lidt rød ud i ansigtet og kiggede stift ned på bordet, som om han prøvede at lade som ingenting. Ingen af os sagde noget, og vi lod øjeblikket passere i tavshed.
Det var ikke første gang, jeg havde bemærket, at Emil kunne være lidt for opmærksom. Når jeg havde haft tætsiddende tøj på, eller hvis jeg kom ud fra badet med kun et håndklæde viklet om mig, havde jeg nogle gange lagt mærke til, at hans blik blev hængende lidt længere, end det måske burde. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det var normalt for en dreng i hans alder. For ham var jeg jo en fremmed kvinde, der pludselig var blevet en del af hans hverdag. En kvinde, der - uanset om jeg var hans kusine - i hans øjne nok virkede voksen og lidt spændende.
Jeg havde altid været vant til opmærksomhed fra mænd – det var ikke noget, der overraskede mig længere. Jeg var høj og atletisk med en figur, der havde tendens til at tiltrække en del blikke. Mange års svømning havde givet mig brede hofter, en slank talje og stærke skuldre. Selvfølgelig kiggede mænd nogle gang, og jeg gjorde da også gerne lidt ud af mit udseende, når jeg kunne. Det generede mig ikke, hvis Emil var nysgerrig fra tid til anden – det var jo uskyldigt nok. Drenge på hans alder var vel bare sådan, lidt kluntede og forvirrede omkring den slags.
Emil mumlede noget om, at han ville gå op på sit værelse, og jeg nikkede bare kort til ham, mens han rejste sig og forsvandt ovenpå. Jeg tog en sidste slurk af kaffen og rejste mig fra køkkenbordet. Det var på tide at få noget ud af dagen, så jeg fandt noget tøj frem og klædte mig hurtigt på – et par jeans og en t-shirt – og gjorde mig klar til at gå ned og handle.
****
Efter et par timer kom jeg hjem fra købmanden og begyndte at pakke varerne ud i køkkenet. Jeg kunne godt lide den monotone opgave, selvom den var simpel; det føltes som om jeg i det mindste kunne gøre noget for familien, som lod mig bo her kvit og frit. Jeg var i gang med at stille dåserne op i skabet, da døren gik op, og min moster trådte ind i køkkenet.
"Åh hej Rikke," sagde hun med et varmt smil, mens hun hang sin jakke op på knagen. Hendes mørkebrune, lidt strittende hår gjorde det tydeligt, at hun havde haft en del at se til i dagens løb, men hendes blik var stadig roligt og venligt. "Har du haft en god dag?"
"Ja, tak, det har været fint," svarede jeg og vinkede mod en pose, der stadig stod på køkkenbordet. "Jeg har bare været herhjemme og hjulpet lidt. Har været nede og handle ind."
"Og det sætter vi pris på," sagde hun og satte sin taske på bordet, inden hun begyndte at tage grøntsager frem fra køleskabet og skylle dem. "Det gør altså en kæmpe forskel."
Jeg trak på skuldrene og smilede lidt genert. "Det er det mindste, jeg kan gøre."
Hun kiggede hurtigt på mig, mens hun skar peberfrugten i strimler. Jeg kunne mærke på hende, at der var noget på hendes sind, som hun ikke helt kunne skjule.
"Så, hvordan går det?" spurgte hun afslappet og mødte mit blik med et mildt smil. Hendes øjne var venlige, men jeg kunne også se en vis træthed der, som om tankerne kredsede om noget andet.
"Det går fint," sagde jeg og trak på skuldrene. "Ikke noget nyt. Jeg hjalp Emil lidt i går med lektierne, men ellers har det været stille."
Hun nikkede langsomt, mens hun kiggede ned på grøntsagerne, hun skar. "Det er godt, at du hjælper ham," sagde hun, og hendes stemme fik en anelse alvor. "Han har brug for det. Jeg ved ikke helt, hvad vi skal gøre med ham for tiden."
Jeg kiggede på hende og mærkede en lille uro i maven. Hun lagde kniven fra sig og kiggede ud i luften med et eftertænksomt blik.
"Skolen ringede i dag," sagde hun til sidst og vendte sig langsomt mod mig. "De foreslår, at vi måske bør overveje noget mere struktureret hjælp til Emil. En privatunderviser, måske."
"En privatunderviser?" spurgte jeg, mens jeg satte gryden på komfuret.
Min moster sukkede dybt og vendte sig mod mig. Hendes øjne var fyldt med bekymring. "Ja... altså, det er ikke, fordi du ikke gør en forskel, Rikke. Det gør du virkelig. Men Emil har brug for at få styr på det her hurtigt, og det er bare ikke sikkert, at vi kan vente længere."
Jeg stod stille et øjeblik og lod hendes ord synke ind. Jeg indså langsomt, hvad hun mente, selvom hun ikke sagde det direkte. Hvis Emil ikke snart fik styr på sine karakterer, især efter den dumpede engelskprøve, ville de tage drastiske skridt – og det betød måske, at de ikke længere ville se en grund til at lade mig blive boende her gratis.
"Jeg… forstår," sagde jeg til sidst og forsøgte at holde stemmen neutral, selvom jeg kunne mærke en knude i maven.
Min moster sendte mig et lille, undskyldende smil, men hendes øjne afslørede en vis træthed. "Vi er så taknemmelige for alt, hvad du gør, Rikke. Det er vi virkelig. Det er bare... Emil har så meget på spil lige nu. Jeg håber virkelig, hans karakterer bliver bedre snart."
Jeg nikkede kort og begyndte at skrælle kartoflerne, mens tankerne kørte rundt i mit hoved. Det var ikke en direkte trussel, men jeg kunne heller ikke undgå at føle, at det var et slags ultimatum.
Middagen begyndte som sædvanligt – stilfærdig smalltalk om dagen og hverdagens trivialiteter. Emil sad med sænket blik og skovlede mekanisk mad op på sin gaffel, mens jeg forsøgte at bidrage til den afslappede stemning. Det varede dog ikke længe, før samtalen tog en mere anspændt drejning.
"Så, Emil," sagde hans far, mens han skar sin bøf midt over. "Hvordan gik det i skolen i dag?"
Emil trak på skuldrene uden at se op fra sin tallerken. "Det var fint," mumlede han.
"Fint?" Hans mor afbrød ham med en stram mine. Hendes blik flakkede mellem ham og min onkel. "Din lærer ringede i dag. Hun sagde, at du stadig halter bagefter i matematik. Du kan ikke blive ved med at tage det så useriøst."
Emil trak vejret langsomt og kiggede ned i tallerken, som om han kunne gemme sig i kartoffelmosen. Hans skuldre hævede sig og sænkede sig langsomt, som om han prøvede at trække sig helt ind i sig selv.
Jeg kunne mærke en knude i maven, og jeg vidste, at jeg burde sige noget. "Jeg synes, det er blevet bedre," sagde jeg forsigtigt, mens jeg lagde min gaffel fra mig. "Hans karakterer er faktisk steget. Fra 02 til 4 i sidste prøve. Det er da en forbedring."
Der blev stille. Emils far kiggede på mig, som om han overvejede, hvad jeg havde sagt, og så vendte han sig mod Emil med et skuffet blik. "Fra 02 til 4? Er det en joke? Vi havde håbet, at du kunne få hans karakterer højere op, Rikke. Vi har jo bedt dig om at hjælpe, så han kan komme op på mindst 7. Det er ikke bare noget, vi siger for sjov.”
Jeg kunne mærke, hvordan klumpen i min hals blev større, men jeg forsøgte at holde mig rolig. Jeg måtte ikke vise dem, at jeg var nervøs. "Selvfølgelig. Jeg gør mit bedste. Men det tager tid at bygge det op, især når der er så meget, han skal indhente," sagde jeg, mens jeg forsøgte at holde min stemme neutral.
Emil kiggede op fra sin tallerken for et kort øjeblik, hans øjne mødte mit, og jeg kunne se den lille gnist af taknemmelighed, der hurtigt blev skjult bag hans usikkerhed. Han trak vejret dybt og så igen ned i sin mad. Det var tydeligt, at han ikke nød at være centrum i samtalen, mens os voksne snakkede over hovedet på ham.
Hans mor sukkede tungt og lagde bestikket fra sig. "Nej, det er ikke godt nok," sagde hun til sidst, mens hendes blik hvilede på ham. "Han skal op i gear snart, ellers bliver det svært for ham, når han skal videre."
Middagen fortsatte i en dyster stilhed. Stemningen var tæt, som om alle var blevet fanget i en fælles bekymring, som ingen rigtigt turde tale om. Jeg rejste mig hurtigt for at hjælpe med oprydningen, mens jeg forsøgte at slippe af med den tunge fornemmelse i maven.
Emil sagde ikke noget. Han sad bare der, med blikket på sin tallerken, som om han forsøgte at blive usynlig. Det gjorde ondt at se ham sådan, men jeg vidste, at jeg ikke rigtig kunne gøre så meget lige nu. Jeg måtte finde en anden måde at hjælpe på, en måde, der ikke ville få ham til at give endnu mere op.
****
Senere sad Emil og jeg på hans værelse. Jeg havde trukket en stol hen til hans skrivebord, hvor han sad og trommede med blyanten mod bordpladen, mens matematikbogen lå slået op foran ham.
"Jeg gider ikke det her," mumlede han trodsigt og hvilede opgivende sin pande imod bordpladen.
"Det ved jeg," svarede jeg roligt, "men hvis vi bare får lavet de her tre opgaver, som du har for, og så kan du holde fri bagefter."
Han sukkede højlydt men greb blyanten igen. "Det er jo ligegyldigt, Rikke. Jeg fatter ikke noget af det her pis alligevel."
"Jo, du gør," sagde jeg opmuntrende og skubbede bogen lidt tættere på ham. "Prøv nu bare at kigge på den første opgave. Hvis vi tager den skridt for skridt, og så kan du se, at det faktisk er ret nemt."
Han så skeptisk på mig, som om det, jeg sagde, var dybt godnat. Jeg lænede mig frem og pegede ned på den første pågave. "Okay, først skal vi finde ud af, hvad X er. Så hvad er det første, vi gør?"
"Øh..." Han tøvede og kiggede ned på papiret. "Trække... det her fra?"
"Præcis," sagde jeg og smilede. "Se, du kan jo sagtens."
Han rullede med øjnene, men jeg kunne også se en lille gnist af tilfredshed i hans blik. Vi arbejdede os langsomt igennem opgaverne, selvom han konstant brokkede sig undervejs. Han var distræt og utålmodig, men jeg holdt tålmodigt fast og prøvede at gøre det hele så simpelt for ham som muligt.
Jeg bemærkede, at Emil var faldet i staver. Det gjorde han ofte, men denne gang var det anderledes. Han sad med blikket sænket – ikke mod bogen, men mod mit bryst. Uden at tænke over det, havde jeg lænet mig lidt for langt frem over bordet for at pege på en ligning, og min t-shirts halsudskæring havde tilsyneladende fanget hans opmærksomhed.
"Har du nogle spørgsmål?" spurgte jeg neutralt og rykkede mig lidt tilbage, som om jeg ikke havde lagt mærke til noget.
"Øh... nej," mumlede han og kiggede hurtigt væk. Hans kinder blev røde. "Jeg... jeg tænkte bare..."
"På hvad?" spurgte jeg med et lille smil og en hævet øjenbryn.
"Ikke på noget..." mumlede han hurtigt og kiggede ned på bogen igen, som om den kunne redde ham.
Jeg trak på skuldrene og lænede mig lidt tilbage. “Hvis du har nogle spørgsmål, så bare kom med dem.”
Han rynkede panden og kiggede hurtigt på mig, som om han vurderede, om han skulle spørge om noget, der måske var for personligt. Så sagde han pludselig, "Hvad fik dig til at droppe ud af dit studie?"
Jeg kiggede på ham og mærkede et øjebliks tøven. "Jeg mente et spørgsmål til matematiklektierne," sagde jeg med et skævt smil, men hans nysgerrighed fik mig til at svare alligevel.
Jeg tøvede et øjeblik og kiggede på ham, før jeg sagde: "Jeg havde valgt et studie, jeg troede, jeg ville elske, men det viste sig ikke at være det rigtige for mig. Jeg blev stresset og følte mig bare... fanget." Jeg trak på skuldrene og gav ham et mildt smil. "Nogle gange, Emil, er det okay ikke at vide, hvad man skal. Det er det, jeg prøver at finde ud af lige nu. Jeg tror, det handler om at give sig selv lov til at tage en pause og finde ud af, hvad man virkelig vil."
Emil så på mig med et udtryk, der sagde, han forsøgte at forstå, men jeg kunne mærke, hvordan han var på vagt, måske han selv følte, at hans forældre pressede ham til noget, han ikke gad. Hans skuldre var stadig anspændte, og han stirrede ned i bogen uden rigtig at se på noget. Jeg vidste, at han nok kæmpede med sine egne tanker.
"Så du fortryder ikke?" spurgte han stille, som om han havde brug for at høre det fra mig.
Jeg rystede på hovedet. "Nej," svarede jeg ærligt, "jeg skal nok finde ud af det en dag. Jeg er ikke færdig med at finde min vej endnu. Det tager tid."
Emil nikkede langsomt, som om han forsøgte at tage mine ord til sig, men det virkede stadig som om hans tanker fløj et andet sted hen. Jeg mærkede et lille glimt af bekymring, men før jeg kunne sige noget mere, spurgte han pludselig: "Er du forlovet?"
Jeg kiggede hurtigt på ham, og hans blik var intenst og nysgerrigt, som om han virkelig ville vide det. Jeg blinkede lidt, uventet, og så ned på min ring. Jeg havde næsten glemt, at jeg stadig havde den på. En simpel sølvring, som jeg havde haft på i lang tid – for lang tid måske.
"Hvad?" spurgte jeg undrende, som om spørgsmålet kom ud af det blå.
Han pegede ned på min hånd. "Du har den der ring på den finger, hvor folk normalt har forlovelsesringe."
Jeg mærkede en lille usikkerhed krybe op i mig, og jeg kiggede hurtigt væk, før jeg svarede. "Jeg... plejede at være forlovet," sagde jeg langsomt, næsten hviskende. "Men... det er slut nu."
Hans øjne blev store, og han så forvirret på mig. "Hvordan kan man “pleje” at være det?" spurgte han undrende. "Slog I op?"
Jeg vidste, at han ikke mente noget ondt med spørgsmålet, men alligevel følte jeg mig en smule ukomfortabel. Jeg rystede på hovedet og trak på skuldrene. "Det er en længere historie, Emil. Og vi behøver ikke at gå ind i det nu. Du skal tilbage til dine lektier," sagde jeg hurtigt og pegede på opgaverne foran ham.
Han kiggede lidt på mig, men så tog han blyanten op igen og vendte tilbage til bogen. Jeg kunne mærke, at han stadig var fuld af spørgsmål, og at hans sind var et helt andet sted.
Jeg lænede mig tilbage i stolen og kiggede på ham, mens han koncentrerede sig om at finde løsninger på opgaverne. Jeg havde ikke bragt meget op om mig selv, men måske var det, han virkelig havde brug for, at vi fik ham til at føle sig mere okay med at være sig selv. Jeg vidste, at det ville tage tid.
"Vil du have hjælp?" spurgte jeg stille og betragtede Emil, der havde siddet med den samme opgave i evigheder uden at komme videre.
Han sukkede og strøg frustreret hånden gennem håret. "Jeg ved ikke... Jeg kan bare ikke finde ud af det. Og... jeg kan ikke se, hvorfor det er vigtigt!”
Jeg vidste godt, at det ikke kun var opgaverne, der drillede ham. Der var noget andet på spil, noget, der havde fået ham til at give op, før han overhovedet havde prøvet.
"Emil," begyndte jeg forsigtigt, "hvorfor tror du, det betyder noget, om du klarer dig i skolen?"
Han trak på skuldrene og undveg mit blik. "Det er ikke vigtigt. Det er jo ligegyldigt. Lærerne hader mig alligevel, og mine forældre tror ikke på, at jeg kan finde ud af noget."
Hans ord ramte mig hårdt. Jeg havde frygtet, at det var sådan, han havde det, men at høre ham sige det højt gjorde alligevel ondt. En knude samlede sig i min mave. Jeg kunne ikke bare lade ham blive ved med at tro, at han var usynlig, eller at han ikke duede til noget.
Jeg kom i tanke om, hvad min moster havde sagt tidligere om, at de måske var nødt til at hyre en ægte privatunderviser, og hvad det ville betyde for mig. Hvis Emil ikke fik sine karakterer op snart, måtte jeg finde et andet sted at bo. Panikken begyndte at trykke på. Hvis Emil ikke blev bedre, kunne jeg miste mit arbejde – og måske mit hjem. Jeg var nødt til at gøre et eller andet.
Jeg tøvede, og varmen steg op i kinderne. Jeg havde aldrig været god til at finde de rigtige ord, når jeg var presset, men måske var det nu, jeg skulle gøre noget drastisk. Jeg måtte finde en måde at ryste Emil ud af hans apati og få ham til at forstå, at han kunne mere, end han troede.
Langsomt trak jeg op i min sweater, og pludselig føltes alt meget mere intenst. Jeg følte mig usikker, som om jeg allerede var gået for langt. Hvad var jeg egentlig ude på? Jeg havde aldrig gjort noget så dristigt før, men alligevel var jeg fast besluttet på at få Emil til at prøve. Hvis det skulle være noget, der virkelig kunne vække ham, så var dette måske den eneste chance.
"Rikke, hvad... hvad laver du?" stammede Emil. Hans stemme var lav og undrende, som om han ikke kunne forstå, hvad der skete. Hans blik flakkede mellem mig og min pludseligt meget synlige bh.
Jeg sank en klump i halsen, og mine hænder rystede. Jeg vidste, at det, jeg havde gang i, var forkert, men noget i mig følte, at jeg var nødt til at gøre det. Jeg havde brug for at motivere Emil på en eller anden måde.
"Det... det ved jeg ikke..." mumlede jeg og kæmpede for at finde min balance. "Jeg tænkte bare... at det her måske kunne få dig til at prøve lidt hårdere." Mit ansigt brændte, og varmen steg helt op i mine ører. Jeg turde ikke se på ham lige nu og holdt i stedet blikket stift rettet mod gulvet, mens mit hjerte hamrede i brystet.
Han sad helt stille, som om han ikke kunne tro, hvad han så. Stilheden i rummet blev tungere. Jeg vidste, at jeg havde krydset en grænse - at dette ikke var noget, der kunne gøres om.
"Hør," sagde jeg endelig og trak vejret dybt. "Hvis du prøver, Emil... hvis du virkelig gør en indsats, og du får mindst 7 i din test på fredag... så... så viser jeg dig mere end det her. Det lover jeg." Jeg var ikke sikker på, om jeg selv troede på det, men jeg vidste, at jeg var nødt til at give ham en grund til at prøve. Jeg havde ikke andre muligheder.
Jeg trak hurtigt min sweater ned og kiggede væk, som om jeg kunne få det hele til at forsvinde. Mit hjerte hamrede i brystet, og jeg følte mig svimmel af nervøsitet.
Emil stirrede på mig i et minut, helt målløs. Hans blik fløj frem og tilbage, som om han forsøgte at fatte, hvad der lige var sket. Så, langsomt og uden at sige et ord, greb han sin blyant og vendte tilbage til sine lektier, som om han havde fået en ny chance og nu var fast besluttet på at udnytte den.
Jeg drejede mig hurtigt mod døren og greb fat om håndtaget. Jeg var helt overvældet af, hvad der lige var sket – det føltes næsten uvirkeligt. Jeg vidste, det var vanvittigt, men på en eller anden måde havde jeg givet ham noget, han kunne bruge. Jeg havde givet ham en chance, måske endda noget motivation.
Da jeg lukkede døren bag mig, lænede jeg mig mod den og pressede hænderne mod ansigtet, som om det kunne få min hjerne til at stoppe med at køre i ring. Jeg havde aldrig følt mig så forvirret og så skamfuld. Hele min krop brændte, og jeg kunne næsten ikke forstå, hvad der lige var sket. Jeg havde lige vist min bh til min fætter og lovet ham, at der måske ville komme mere. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?
****
Resten af ugen kunne jeg mærke, at Emil opførte sig anderledes. Når jeg gik forbi hans værelse, kunne jeg høre lyden af blyanter, der skrabede mod papiret, og lyden af tasterne, der klikkede på tastaturet til hans computer. Det var som om, at han over natten havde forvandlet sig til en mønsterelev. Han snakkede ikke meget om det, men de små bemærkninger, han kom med til måltiderne, viste, at han virkelig prøvede. Det burde have fået mig til at føle mig lettet, men jeg kunne ikke lade være med at mærke en knude i maven.
Om aftenen, når vi gik igennem hans lektier, kunne jeg mærke spændingen i rummet. Han var mere koncentreret, men hans blik, der ofte hvilede på mig, afslørede en usikkerhed, som han ikke helt kunne skjule. Jeg vidste, hvad der lå på spil, og det fik mig til at blive mere anspændt, end jeg havde regnet med. Jeg prøvede at holde alt praktisk og roligt, men jeg kunne mærke, hvordan alting kogte under overfladen, når han kiggede på mig med de der blå øjne, som om han ventede på, at jeg skulle sige noget.
Fredag morgen sad jeg ved køkkenbordet med en kop kaffe, som jeg endnu ikke havde rørt. Emil kom ned ad trappen, hans taske hængende løst over hans skuldre, og han så træt ud. Men der var også en form for beslutsomhed i hans blik - noget fokuseret og målrettet - som jeg ikke havde set før. Jeg skævede hurtigt væk, da han mødte mit blik.
"Er du klar til prøven i dag?" spurgte jeg forsigtigt, men jeg kunne mærke, hvordan min stemme lød mere nervøs, end jeg havde regnet med.
Han tøvede et øjeblik, som om han var ved at sige noget, men trak så på skuldrene. "Det tror jeg. Jeg fik læst en del i går aftes," sagde han og så på mig med et blik, der var intenst og forventningsfuldt—som om han både ville vise mig, at han havde gjort en indsats, og minde mig om, hvad jeg havde lovet.
Jeg nikkede og prøvede at holde mig rolig. "Det er godt. Husk at tage det roligt. Du har arbejdet hårdt, og det skal nok gå," sagde jeg, selvom jeg ikke helt var sikker på, om jeg mente det.
Han nikkede tilbage, og så var der et kort øjeblik, hvor han blev stående og så på mig. "Tak for hjælpen, Rikke. Jeg mener det." Hans stemme var lav og ærlig.
Jeg kunne mærke, hvordan hjertet slog lidt hårdere, men jeg sagde bare: "Det... Det skal nok gå," og prøvede at få ordene til at lyde som om, jeg selv troede på dem.
Da døren smækkede bag ham, blev jeg siddende et øjeblik med kaffekoppen, der nu var blevet kold. Jeg vidste, hvor meget der stod på spil for ham. Og for mig. Jeg ville gerne have, at han klarede sig godt. Ikke bare for hans egen skyld, men for vores allesammens skyld.
Jeg trak vejret dybt og kiggede ud af vinduet, mens tankerne kredsede omkring min fætter. Både hans og min egen fremtid afhang af, at han klarede sig godt, men det var ikke det eneste, der fyldte mit hoved. Jeg vidste, hvad jeg havde lovet ham, og uanset hvordan det endte, ville der ikke være nogen vej tilbage.
****
Senere på dagen, da Emil kom hjem, kunne jeg høre døren smække i gangen. Jeg sad i stuen og rejste mig hurtigt for at gå ham i møde. Han havde sin taske over skulderen og et papir i hånden. Hans blik var undvigende, og jeg kunne se, at han virkede usikker, som om han kæmpede med at skjule sin nervøsitet.
"Har du fået din karakter?" spurgte jeg med et forsigtigt smil, mens jeg pegede på papiret i hans hånd.
Han rakte det frem, langsomt og med en tøven, og jeg tog imod det. Jeg kunne mærke, hvordan min egen nervøsitet voksede, da jeg begyndte at læse.
"Et 7-tal!" udbrød jeg, og et lille smil dukkede op på mine læber. Jeg kiggede op på ham og kunne se lettelsen i hans øjne. "Det er rigtig godt, Emil!"
Han trak vejret dybt og kiggede på mig, men jeg kunne stadig mærke hans nervøsitet. "Det var kun lige akkurat..." sagde han, og hans stemme var lav, som om han ikke helt kunne tro på det selv.
"Nej, Emil. Det her er virkelig godt," sagde jeg hurtigt, måske lidt for hurtigt, som om jeg prøvede at overbevise både ham og mig selv. Jeg pegede på en af opgaverne. "Se her, du svarede rigtigt på det her. Og det her. Det var noget, vi havde svært ved, men du klarede det." Jeg pegede på en anden opgave. "Og den her... Du har virkelig forstået det."
Han nikkede langsomt, men hans blik var stadig hængende mod gulvet, og han virkede som om, han ikke helt vidste, hvad han skulle sige. Jeg rømmede mig og forsøgte at lette stemningen.
"Arbejdede du virkelig så hårdt hele ugen bare for chancen for at se mine bryster?"
Han tøvede, og hans kinder blev røde. Han undveg mit blik, og det var tydeligt, at han følte sig flov. "Jeg... Øh..." stammede han og kiggede væk.
Jeg rømmede mig og trådte lidt tættere på ham, men min mave var knyttet sammen af usikkerhed. Jeg var splittet; delvist stolt over, at han var lykkedes med noget, han fandt ekstremt svært, men samtidig også freake ud over, hvad der nu skulle ske. Jeg prøvede at skjule det, men jeg vidste, at han kunne mærke det. "Kom nu, Emil," sagde jeg med et forsigtigt smil, mens jeg lagde hovedet lidt på skrå. "Det gjorde du, gjorde du ikke?"
Han trak sig lidt væk, og hans blik flakkede mellem mig og gulvet. "Måske," mumlede han, som om han var lidt flov over, hvad han havde sagt. "E-Er det forkert?"
Jeg rystede på hovedet, og selvom det var svært at få ordene ud. "Nej, Emil. Det er ikke forkert. Alle drenge på din alder har det sådan. Du er bare... ung."
Jeg vidste, det her var følsomt, og jeg ville ikke presse ham for meget. "Emil," begyndte jeg forsigtigt, da vi havde sat os ned på sofaen. "Jeg vil bare gerne hjælpe dig. Hvis det her gør det nemmere for dig at fokusere og komme videre, så er det alt, hvad der betyder noget for mig."
Og med de ord trak jeg langsomt blusen op, så min lyseblå bh med hvide blonder langs kanten blev synlig. Den var enkel, med justerbare stropper. Vores blikke mødtes, og jeg så, hvordan hans øjne flakkede. Han havde svært ved ikke at stirre. Jeg kunne mærke længslen i hans blik, men samtidig følte jeg en nervøshed i min egen mave. Jeg smilede, men det var et lidt anspændt smil.
Jeg trak langsomt i kanten af min bh og begyndte forsigtigt at løsne den. Stoffet gled af mig, og jeg kunne mærke, hvordan hver bevægelse føltes akavet og nærmest alt for åbenlyst. Mine bryster kom til syne, store og fyldige som de var, og jeg kunne mærke, hvordan min usikkerhed steg med hvert sekund. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det her var nødvendigt - at det her ikke handlede om noget seksuelt, men blot var en måde at få Emil til at fokusere på sit skolearbejde. Alligevel kunne jeg ikke ignorere den frygt, der voksede i mig, som en stille men insisterende hvisken i maven. Jeg smilede, men smilet føltes ikke helt som mit eget, men nærmere som en maske, jeg tog på for at skjule den angst, jeg virkelig følte.
Emil stirrede på min bryster, og jeg kunne mærke, hvordan hans blik fæstnede sig på min krop, som han aldrig havde set noget lignende. Det var jeg ret sikker på, at han heller ikke havde. Jeg sad der, stadig med trøjen løftet op og bh´en trukket ned, og følte mig mere sårbar, end jeg havde forestillet mig det muligt. Hans nærvær var altomfattende, hans blik tungt og begærligt, og jeg følte en ubeskrivelig flovhed opsluge mig. Jeg forsøgte at smile, men masken var ved at krakelere. Alligevel følte jeg, at jeg var nødt til berolige både ham og mig selv. Det havde trods alt været min egen idé, og nu måtte jeg leve med konsekvenserne.
Emil stirrede på mig, og jeg kunne mærke, hvordan hans blik føltes tungt, næsten desperat. "Må jeg... må jeg røre?"
Jeg tog en dyb indånding og kiggede væk et øjeblik, før jeg vendte mig mod ham igen. "Nej, Emil," sagde jeg mere bestemt, end jeg følte mig. "Det her er ikke en del af vores aftale."
Han så væk og trak vejret dybt, som om han var på nippet til at opgive, men så spurgte han igen, mere insisterende. "Please, Rikke? Bare én gang? Jeg gjorde mig virkelig umage med den matematikopgave."
Jeg kiggede på ham og så, hvordan han tiggede mig med øjnene, og til sidst nikkede jeg. "Okay," sagde jeg blidt, "men kun en lille smule, og kun fordi du har arbejdet så hårdt."
Hans ansigt lyste op, og han rakte forsigtigt ud. Jeg kunne mærke hans hænder ryste, som om han ikke helt kunne fatte, at jeg havde sagt ja. Hans hænder var varme mod min hud, og selvom jeg forsøgte at forblive rolig, kunne jeg mærke, hvordan min krop reagerede på hans berøring. Jeg trak vejret langsomt, men min indre ro var en facade, og et sted dybt inde vidste jeg godt, at det var helt forkert.
"De er virkelig bløde," mumlede han lavt, mens han famlede akavet med mine bryster. Jeg kunne høre, hvordan han kæmpede for at holde sig selv tilbage, og jeg lod ham tage det i sit eget forsigtige tempo.
Mens Emil pillede og klemte om mine bryster, forsøgte jeg at finde ordene til at rose ham. "D-Du fortjener det her, Emil," sagde jeg med en skælvende stemme. Mit blik undveg hans. "Du har arbejdet hårdt for det her, og man kan se det på dine karakterer. Det her er din belønning."
Hans hænder blev lidt mere selvsikre i bevægelserne, og han nikkede, selvom hans kinder stadig var helt røde. "Tak, Rikke," mumlede han.
Jeg nikkede og prøvede at virke selvsikker, selvom jeg var ekstremt flov. "Det er kun, fordi du har arbejdet så hårdt," sagde jeg, som om det var en overbevisning mere end noget andet. Men i det øjeblik, mens han rørte ved mig, kunne jeg mærke en mærkelig blanding af følelser – både flovhed og en underlig følelse af tilfredsstillelse.
"Jeg ville bare sikre mig, at du fik de karakterer, du fortjente," fortsatte jeg, som for at forklare min adfærd, selvom jeg vidste, det lød tomt, selv i mine egne ører. "Det her... Det er bare en ekstra ting, jeg gør for at hjælpe dig."
Jeg sad stille ved siden af ham og lod hans hænder fortsætte deres udforskning. Hans bevægelser var stadig forsigtige, men de blev gradvist mere sikre, som om han begyndte at vænne sig til at røre ved en kvindes bryster. Jeg undgik at se direkte på ham, mens han rørte ved mig - hans berøringer var varme og næsten mekaniske, som om han ikke helt kunne fatte, hvad jeg egentligt havde givet ham lov til.
Jeg forstod det knapt nok selv. Det føltes forkert på så mange måder – han var jo kun et barn, en lille dreng på 15 år, og vi var familiemedlemmer. Hvordan ville min moster og onkel reagere, hvis de vidste, hvad der skete? Alligevel måtte jeg indrømme, at min “undervisningsmetode” havde haft sin effekt. Hvis det her kunne hjælpe hans motivation, var det så ikke det eneste, der talte?
Jeg prøvede at ignorere den følelse, der bredte sig i min krop – en varme, der langsomt strømmede fra hans hænder og op gennem mig. Jeg kunne mærke hans hænder ryste, og selvom jeg prøvede at ignorere det, kunne jeg mærke, hvordan mine brystvorter blev stive under hans fingre. Jeg kunne ikke holde den svage rødmen tilbage. Jeg var ikke blevet rørt sådan her i lang tid, og den enorme hudsult, jeg havde følt, fik næsten min mave til at knurre. Det føltes som, det havde vækket noget i mig, noget, jeg ikke kunne kontrollere. Jeg bed mig hårdt i kinden for at holde reaktionen tilbage, men jeg kunne mærke, hvordan min krop begyndte at reagere mere og mere.
“Emil,” hviskede jeg, og mit blik søgte hans. Jeg forsøgte at lyde afslappet, men min stemme skælvede og afslørede min usikkerhed. “P-Prøv at gøre det sådan her,” mumlede jeg og tog forsigtigt hans håndled, så jeg kunne guide hans fingre.
Mine hænder dirrede, men alligevel viste jeg ham, hvordan han skulle bevæge sine hænder. Jeg kunne mærke, hvordan han blev lidt mere selvsikker, og hans blik søgte mod mit, som om han søgte min anerkendelse. Jeg svarede ham med et lille, forsigtigt smil.
Jeg kunne mærke en varme brede sig i mig, og jeg bed mig selv i læben for at forsøge at holde det hele inde. Hans hænder blev mere rolige, og jeg forsøgte at lyde selvsikker, selvom det var det sidste, jeg følte. “Du skal ligesom... bruge mere cirkulære bevægelser,” fortsatte jeg med en skælvende stemme. “Sådan, Emil. Prøv at mærke efter.”
Jeg bed mig selv i underlæben for at tilbageholde et svagt støn. Jeg vidste, det her var forkert, og at jeg ikke burde bede ham om det, men jeg... jeg nød det – og det gjorde han tydeligvis også. Der var noget ved hans unge, nysgerrige hænder, der forstummede alle mine indre stemmer, og jeg vidste ikke, om det var fordi jeg var hjælpeløs, eller om det var fordi, jeg faktisk nød det.
Uden at tænke over det, lagde jeg mig langsomt mere ned og lænede min ryg mod sofaens armlæn, så jeg kunne støtte mig selv. Emil fulgte med, og pludselig lå han over mig, mellem mine spredte ben. Vi havde stadigvæk alt vores tøj på, men jeg kunne tydeligt mærke bulen i hans bukser mase sig imod mit skridtet i mine jeans.
“Det er godt, Emil,” hviskede jeg med en blød og opmuntrende stemme, mens jeg forsøgte at lade som om, jeg ikke kunne mærke hans stive pik. “Bare fortsæt sådan, ja, sådan der.” Jeg strøg en hånd gennem hans mørke, drengede hår og forsøgte at udstråle en vis grad af kontrol. Hans hænder føltes mere sikre nu, og jeg kunne mærke, hvordan han lyttede til hvert ord, jeg sagde. Det var som om, han var målrettet på at forstå, hvordan han skulle gøre det rigtigt.
“Det er perfekt,” fortsatte jeg med en lav stemme, som efterhånden var blevet lidt mere rolig. “Bare tag dig god tid og gør det langsomt.” Jeg kunne ikke lade være med at rose ham, selvom det føltes underligt. Jeg strøg blidt min hånd ned ad hans ryg, lod den stoppe ved hans lænd, og så op på ham. Det her var forkert, men det føltes også rart, og jeg vidste, at jeg ikke kunne stoppe nu.
Jeg kunne mærke, hvordan Emil ubevidst begyndte at gnide sit skridt mod mit, og selvom jeg prøvede at ignorere det, kunne jeg mærke, hvordan spændingen i hans krop blev mere og mere intens. “Åh, ja, Emil. Bare bliv ved…” Mine ord var blevet blødere, mere sensuelle, som om det kunne få ham til at koncentrere sig mere. Hans hænder bevægede sig præcist, og jeg kunne mærke, hvordan han nærmest ubevidst stødte sit skridt imod mit nu, som om han kneppede mig.
Pludselig stivnede han, og hans greb blev usikkert. Hans ansigt blev rødt, og Han trak hurtigt hænderne til sig, som om han havde brændt sig. “J-jeg, øh…,” stammede han, og jeg kunne høre forskrækkelsen i hans stemme, før han sprang op og løb ud af stuen. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad der skete, før jeg hørte døren til badeværelset smække i og blive låst.
Jeg sad tilbage, målløs, mens jeg rettede mit tøj og prøvede at forstå, hvad der lige var sket. Snart indså jeg, at han fået udløsning i sine underbukser, og at det var det, der havde gjort ham så flov. Der kørte for mange tanker rundt oppe i mit hoved lige nu til, at jeg helt kunne gennemskue, hvordan jeg burde reagere, men jeg følte mig alligevel en anelse skyldig.
Jeg tog en dyb indånding, strøg en hånd gennem mit hår og rejste mig op. Jeg gik gennem entreen og ud mod badeværelset, hvor jeg bankede forsigtigt på døren. “... Emil?” sagde jeg blidt. “... Er du okay? Den slags ting, øh... Den slags ting sker for alle. Det er ikke noget at være flov over...”
Der var stilhed i et øjeblik, og jeg kunne høre vand fra vandhanen inde bag døren, før han svarede med en lav, anstrengt stemme. “U-Undskyld, Rikke. Det var ikke meningen... Jeg ved ikke, hvad der skete.”
Jeg trak vejret langsomt, selvom mit eget hjerte hamrede med 500 kilometer i timen. “Det er okay,” sagde jeg forsigtigt. “D-Det, øh, det er okay. Det betyder ikke noget. Det er bare en uheldig reaktion. Bare tag det roligt, okay?”
“Jeg skal bare... jeg skal have lidt tid, okay?” svarede han skamfuldt fra den anden side af døren.
Jeg trak mig lidt væk fra døren og sank en klump i halsen. “Det er okay, Emil,” sagde jeg roligt. “Bare tag dig alt den tid, du har brug for. Vi kan snakke om det senere... Men vi kan også lade være, hvis du ikke har lyst, og så snakker vi aldrig om det igen.”
Der var stilhed i et øjeblik, og så kunne jeg høre et svagt “Okay” gennem døren. Jeg sukkede stille og rettede på mit tøj en sidste gang, før jeg gik og lod ham være i fred. Jeg vidste, at det her var noget, vi begge måtte finde ud af - både hvad det betød lige nu og her, og hvordan vi kom videre fremadrettet.
Jeg stod ude i køkkenet og vaskede op, mens jeg stirrede ud af vinduet og ud på bilerne, der trillede dovent forbi. Solen forsvandt langsomt ned bag træerne. Jeg kunne høre lyden af Emil, der bevægede sig rundt inde i stuen, og jeg kunne mærke hans blik på mig gennem køkkendøren, selvom jeg endnu ikke kunne tage mig sammen til at vende mig om og se på ham. Den akavede stilhed mellem os hang tungt i luften, og jeg vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt var nødt til at bryde den.
Emil trådte ind i køkkenet og stoppede lidt væk fra mig, som om han var nervøs for at nærme sig. "Er du okay?" spurgte han lavt.
Jeg vendte mig endelig om imod ham og forsøgte at smile, men det føltes lidt kunstigt. "Ja, jeg er bare lidt... du ved...," svarede jeg.
Der opstod en pause, hvor ingen af os sagde noget. Stilheden hang tungt i luften, indtil Emil til sidst brød den.
"Jeg... jeg fortryder det ikke, Rikke," sagde han lavt og kiggede ned i gulvet, som om han var bange for, hvordan jeg ville reagere.
Jeg prøvede at fange hans blik, men han undveg. "Emil..." begyndte jeg, men ordene satte sig fast i halsen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Han tog en dyb indånding og så endelig på mig. "Jeg nød det," indrømmede han musestille. "Jeg ved godt, det var forkert, men... det føltes ikke sådan."
Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Det her var forkert. Vi vidste vi godt begge to. Alligevel kunne jeg ikke helt skjule det lille smil, der sneg sig frem i mundvigen.
"Emil," sagde jeg roligt men bestemt. "Det her kan ikke ske igen. Det må ikke ske igen." Jeg tøvede, før jeg tilføjede: "Vi er familie… og jeg er ni år ældre end dig.”
Emil så skuffet ud, men han nikkede hurtigt. "Ja, okay," sagde han og prøvede at skjule sin skuffelse bag et bittert smil. "Okay. Jeg... Jeg forstår det godt."
Jeg trak vejret dybt og gik hen til ham, tog hans hænder i mine og kiggede ham i øjnene. "Jeg mener det, Emil. Det her... det var en fejl, og vi kan aldrig gøre det igen," sagde jeg blidt.
Emil trak sig lidt væk og smilede svagt, selvom det ikke nåede hans øjne. "Okay," sagde han og nikkede igen, denne gang mere bestemt. "Lad os bare glemme, at det skete, så."
Jeg gav ham et sidste smil og slap hans hænder. "Jeg skal ud og handle ind, så vi er klar til at lave mad, når din mor kommer hjem. Hvorfor går du ikke op og spiller noget Playstation?" foreslog jeg. "Du har fortjent et hvil efter den her... underlige eftermiddag."
Emil så lidt lettet ud over skiftet i samtalen og nikkede. "J-Ja, det tror jeg, jeg har," sagde han og smilede lidt bredere denne gang.
Jeg så ham gå sin vej og vidste, at der nu var en betydelig distance mellem os, selvom vi stadig delte et slags bånd. Det var ikke det samme som før, men det var måske det, vi begge havde brug for lige nu. Med en dyb indånding vendte jeg mig om og gik ud af døren, på vej mod supermarkedet. Jeg havde brug for at finde noget ro i alle disse mildest talt bizarre følelser, og måske ville lidt tid alene hjælpe mig med det.
****
Da jeg kom tilbage fra købmanden, var det første, jeg så, min mosters bil parkeret i indkørslen. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg standsede kort med indkøbsposerne i hænderne, før jeg gik op ad den lille trappe og åbnede døren. Jeg anede lyden af en samtale inde fra stuen, og jeg bemærkede hurtigt Emil og min moster, der sad sammen på sofaen. Emil så op, da han hørte mig komme hjem, men han kiggede hurtigt væk igen, da vores øjne mødtes. Jeg tog en dyb indånding og gik ind i stuen.
"Rikke!" Min moster rejste sig med et stort smil og åbnede armene for at give mig et kram. Jeg lod indkøbsposerne hvile på gulvet et øjeblik og krammede hende tilbage. Hun holdt mig tættere ind til sig, end hun plejede, og jeg kunne mærke taknemmeligheden sive ud af hende.
"Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dig," sagde hun, da hun trak sig væk og så mig i øjnene med et blik, der var en blanding af overraskelse og lettelse. "Jeg fik en mail fra Emils lærer i dag. Han har fået 7 i den sidste matematikopgave!"
Jeg forsøgte at smile, selvom det føltes som om, at en klump satte sig fast i min hals. "Det er jo fantastisk," sagde jeg og kastede et hurtigt blik på Emil, der sad og stirrede ned i sine hænder med en lidt mut mine.
"Det er det virkelig!" fortsatte hun uden at bemærke det urolige blik mellem Emil og jeg. "Du ved, hvor svært det har været for ham. Vi har prøvet alt. Og så kommer du og... ja, jeg ved ikke, hvad du har gjort, men det har tydeligvis hjulpet!"
Jeg tvang et smil frem og trak på skuldrene, som om det hele bare var noget, der var sket helt af sig selv. "Vi har bare arbejdet lidt mere fokuseret," sagde jeg ydmygt. "Nogle gange skal der bare en anden… tilgang til."
Min moster nikkede ivrigt og lagde en hånd på min arm. "Åh, så sandt. Du er en skat, Rikke."
Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder og nikkede hurtigt, før jeg bøjede mig ned for at samle indkøbsposerne op igen. "Jeg har købt det, du skrev på indkøbslisten," sagde jeg og forsøgte at skifte emne. "Så vi kan lave noget lækkert til aftensmad i dag."
"Det lyder som en god idé!" sagde hun med sin sædvanlige optimisme og gik ud i køkkenet med mig i hælene. Emil rejste sig fra sofaen uden et ord og fulgte efter os i et roligt tempo. Jeg mærkede hans blik på mig, men jeg undgik at se på ham og koncentrerede mig i stedet om at pakke varerne ud.
Min moster begyndte at fortælle om sin dag og små detaljer fra arbejdet, mens hun åbnede køleskabet og begyndte at finde frem til de ingredienser, hun havde skrevet på listen. Jeg nikkede og mumlede et "ja" eller "nå" i ny og næ, men havde svært ved at følge med i hendes fortælling, mens tankerne stadig kørte rundt i mit hoved.
Emil stod ved siden af mig og tog stille et par gulerødder frem fra posen. Vores hænder strejfede hinanden kort, og jeg mærkede en elektrisk fornemmelse løbe op ad armen. Jeg trak hurtigt min hånd tilbage og rømmede mig. "Vil du skære dem ud?" spurgte jeg lavt og forsøgte at få mit smil til at virke afslappet.
"Ja," mumlede han, og hans stemme lød usikker, som om han helst ville sige noget andet, men valgte at holde sig til det, vi havde gang i.
Emil og jeg arbejdede stille uden at sige så meget, og min moster snakkede ufortrødent videre om alt og ingenting. Hendes ord var som et dæmpet baggrundsstøj, som vi begge forsøgte at ignorere, mens vi fortsatte vores beskedne opgaver.
Jeg kunne mærke Emil kaste et blik på mig fra tid til anden, men jeg undgik hans øjne, bange for at afsløre, hvad vi begge prøvede at skjule. Det føltes som om hele køkkenet var fyldt med en udefinerbar spænding, noget ubesvaret, som hang i luften mellem os
Vi fortsatte arbejdet i stilhed, som om alt var normalt. Som om vi ikke havde ændret os. Som om alt kunne forblive, som det altid havde været. Senere sad vi samlet om spisebordet. Maden duftede skønt, som den altid gjorde, når min moster havde haft en finger med i spillet. Hun og jeg havde lavet det meste sammen, mens Emil hjalp til i baggrunden, stille og lidt mere eftertænksom end normalt. Jeg kunne mærke, at han prøvede at undgå øjenkontakt med mig, og jeg gjorde det samme med ham.
Min onkel kom hjem kort efter, at maden var færdig. Han satte sig ned med et tilfreds suk og begyndte hurtigt at tage for sig af maden.
"Det smager vel nok dejligt," sagde han og så på min moster med et anerkendende blik. "Tak, min skat."
Hun smilede kort og skænkede lidt vand i hans glas. "Rikke har været en stor hjælp i dag."
"Naturligvis har hun det," sagde han og sendte mig et hurtigt smil. Jeg nikkede bare og prøvede at virke afslappet, men mit bryst føltes tungt.
Der var et par øjeblikke med småsnak om hans arbejdsdag, og så bevægede emnet hen på Emils fine præstation i matematikprøven. Min moster nævnte det med et stolt smil.
"Ved du hvad? Emil har fået 7 i sin seneste matematikopgave!" sagde hun og kastede et stolt blik over på sin søn.
Min onkel stoppede kort med at tygge og kiggede direkte på Emil, som sad med blikket rettet ned i sin tallerken. "7?" gentog han og hævede et bryn. "Tja, det er da... bedre end normalt..."
Jeg mærkede, hvordan hele stemningen ændrede sig i rummet. Min mosters smil blegnede lidt. "Jamen, det er da den bedste karakter, han nogensinde har fået," sagde hun hurtigt. "Det er da fantastisk, at han er begyndt at forbedre sig."
"Fantastisk ligefrem?" Min onkel lagde gaflen fra sig med et tungt klik. "Nu synes jeg ikke, at vi nødvendigvis behøver at overdrive. Jeg mener, det er bare en… okay karakter. Emil kunne helt sikkert få højere karakterer, hvis han bare anstrengte sig noget mere." Han vendte blikket mod Emil igen. "Er det ikke rigtigt, min dreng?"
Emil nikkede svagt uden at sige noget. Jeg kunne se hans skuldre synke en smule sammen, som om han forsøgte at gøre sig så lille som muligt. Jeg sank en klump og kiggede hurtigt over på min moster, der havde fået et stramt udtryk i ansigtet.
"Kunne vi ikke bare være glade for det, han har opnået?" sagde min hun skarpt og skævede til sin mand. "Det her er en sejr for Emil. Han har virkelig kæmpet for det."
"Jo, selvfølgelig, men det er jo nu, han har bevist, at han har viljen for at gøre det endnu bedre," sagde min onkel og slog en hånd ud i luften, som om det var det mest indlysende i verden. "Hvis han først har fået 7, så betyder det, at han kan få 10. Eller måske endda 12!"
"Alting behøver ikke altid at være perfekt hele tiden!" Min mosters stemme steg en anelse, og jeg kunne se, hvordan hendes tålmodighed begyndte at svigte.
"Det handler ikke om at være perfekt! Det handler bare om at gøre sit bedste!" sagde han med en lidt højere stemme nu. "Og Emil kan præstere bedre! Det ved vi begge to godt!"
Jeg sad helt stille med min gaffel i hånden og kiggede ned på min mad, der pludselig smagte af ingenting. Emil gjorde det samme, og stilheden mellem os føltes øredøvende. Jeg havde lyst til at tage Emil under armen og føre ham med ud af rummet, men jeg vidste, at jeg skulle være stille.
Min moster og onkel blev ved med at tale højere og højere hen over bordet. Hendes stemme havde en frustreret kant, mens hans lød mere bestemt og insisterende. Jeg kunne næsten ikke holde ud at høre på det. Jeg kastede et blik på Emil, som sad med kinderne røde og hænderne knuget omkring sin kniv og gaffel. Han sagde stadig ingenting.
"Jeg tror stadig, det kunne være en idé at overveje en privatunderviser," sagde min onkel, og hans stemme var blevet mere fornuftig, som om han prøvede at finde en løsning. "Bare for at give Emil lidt ekstra hjælp. Jeg mener, vi har prøvet det med skolearbejdet, men måske er det tid til at tage skridtet videre."
Han kiggede hurtigt på mig, som om han ville sikre sig, at han ikke havde trådt mig over tæerne. "Ja, jeg ved, du gør dit bedste, Rikke, og jeg sætter en kæmpe pris på alt, hvad du har gjort indtil nu. Jeg mener det selvfølgelig ikke som noget ondt imod dig personligt," sagde han med et lille, undskyldende smil.
Jeg nikkede bare høfligt. Hvad kunne jeg ellers gøre? Mit smil føltes tomt, som om det ikke rigtig nåede op til mine øjne. Jeg havde troet, at Emils lidt bedre præstation ville have givet mig et pusterum, og at den frygt, jeg havde båret på – frygten for at miste mit job, og dermed mit hjem hos min moster og onkel – ville forsvinde. Jeg havde brugt metoder for at motivere ham, som jeg mildest talt ikke var stolt af, fordi jeg havde troet, at det ville hjælpe. Jeg havde håbet, det ville gøre en forskel, men nu begyndte jeg at tvivle. Var det virkelig det hele værd? Jeg kunne mærke, hvordan den skyld, jeg havde forsøgt at skubbe væk, langsomt begyndte at snige sig frem igen.
"Nu stopper du!" sagde min moster pludselig skarpt og rejste sig fra bordet. "Det her skulle have været en hyggelig aften." Hun samlede sin tallerken op og gik ud i køkkenet med tunge skridt.
Min onkel så efter hende, sukkede og rystede på hovedet, før han begyndte at spise videre, som om intet var sket. Emil skubbede sin tallerken fra sig.
"Jeg er også færdig med at spise," mumlede han og rejste sig, før han forsvandt op på sit værelse uden at sige et ord til nogen af os.
Jeg blev siddende, følte mig lidt fanget mellem dem. Min onkel kiggede kort på mig, som om han først nu huskede, at jeg også var der. "Han skal nok lære det, Rikke. Det tager bare lidt tid," sagde han, før han fortsatte med at tygge sin mad.
Jeg nikkede kort og samlede min og Emils egen tallerkener sammen. Min skyldfølelse hang over mig som en sort sky, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg havde ofret for stadig at stå i den samme, usikre situation som før.
****
Jeg bankede forsigtigt på døren til Emils værelse og ventede et øjeblik. Jeg hørte en dæmpet stemme inde fra rummet, og så lød der et "Kom ind" med en tone, der var næsten modvillig. Jeg skubbede døren op og stak hovedet ind.
Emil sad på sin seng med benene trukket op under sig og en Playstation-controller i skødet. Skærmen på væggen viste en pausemenu, men hans blik var rettet ned i skødet. Jeg trådte ind og lukkede døren bag mig. Rummet føltes lille og en smule kvælende.
"Er du okay?" spurgte jeg og gik over til skrivebordet, hvor hans matematikbøger lå spredt ud. Jeg kunne mærke, at han var lukket inde i sig selv, og en del af mig tvivlede på, om han overhovedet ville åbne sig for mig.
Han trak på skuldrene uden at se op. "Det ved jeg ikke," mumlede han, og jeg kunne mærke på ham, at han stadig bar rundt på skuffelsen fra aftensmaden.
"De mener det ikke sådan," sagde jeg forsigtigt, selvom jeg ikke rigtig troede på mine egne ord. "Din far... han har bare svært ved at vise, at han er stolt. Men han er stolt, Emil. Han sagde jo selv, at du kunne gøre det bedre, ikke?"
"Det er ikke fair," svarede han med et suk. "7 var godt for mig. Jeg prøvede virkelig, og... og det var første gang, jeg følte, at noget lykkedes. Men det er aldrig nok for ham."
Der var et øjebliks stilhed, og jeg kunne mærke, hvordan hans ord ramte mig. Jeg følte mig fanget i en svær balancegang. Jeg ville trøste ham, men jeg havde også været med til at presse ham. Jeg vidste, hvad han havde kæmpet med, og hvad han havde opnået.
"Du gjorde det godt, Emil," sagde jeg forsigtigt. "Og det ved du godt selv. Du ved, hvad det krævede for at få den karakter." Jeg stoppede op et øjeblik og kiggede på ham, mærkede en knude i maven. Jeg havde sagt, at vi aldrig skulle gøre det igen - at det var forkert. Men det havde virket… Det havde motiveret ham. Og nu stod jeg her, og jeg kunne ikke lade være med at overveje, om det var det, han havde brug for igen.
Jeg trak vejret dybt og lod tankerne flyde, mens jeg så på Emil, der stadig kiggede ned i sine hænder. Jeg kunne mærke, hvordan min egen usikkerhed begyndte at presse sig på. Hvad hvis det ikke var nok? Hvad hvis det kun havde været et kortvarigt plaster på såret?
"Jeg ved, du gerne vil fortsætte med at forbedre dig," sagde jeg langsomt. Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at veje mine ord nøje, som om de kunne tippe balancen mellem noget, der var uskyldigt, og noget, der var ret alvorligt. "Så...”
"Så hvad?" spurgte Emil og så på mig med et uforstående blik.
Jeg tog en dyb indånding og kiggede væk et øjeblik, før jeg fandt modet til at fortsætte. "Så kan jeg... hjælpe dig igen. Ligesom i dag," sagde jeg langsomt og mærkede, hvordan ordene næsten blev hængende i luften. "Men kun hvis du bliver ved med at gøre dig umage og får bedre karakterer."
Jeg kiggede hurtigt over på ham igen for at aflæse hans reaktion. Hans ansigt så først overrasket ud, og så ændrede hans udtryk sig til noget, der mindede om en spændt forventning. "Du mener... ligesom i dag?" spurgte han lavt, som om han var bange for at have hørt forkert.
Jeg nikkede hurtigt, selvom jeg følte mig flov over at sige det højt. "Ja. Men det er kun for at motivere dig, Emil," tilføjede jeg hurtigt og prøvede at lyde bestemt. "Det her handler udelukkende om at få dig til at tro på dig selv og gøre en indsats. Jeg vil bare gerne have, at du klarer dig bedre i skolen. Det er det eneste, der betyder noget."
Han kiggede op på mig et øjeblik, som om han prøvede at regne ud, om jeg virkelig mente det. Så nikkede han langsomt. "Okay, Rikke," sagde han med en lav stemme, mens et lille smil fandt frem til hans mundvige. "Hvis det er det, du vil."
"Det er ikke noget jeg vil," sagde jeg hurtigt og mærkede, hvordan mine kinder stadig var varme. "Det handler om dig. Om din fremtid. Jeg vil bare gerne hjælpe dig med at få det bedste ud af det."
"Men det betyder altså, at... hvis jeg får høje karakterer...?" Emil lod sætningen hænge, og jeg skar tænder indvendigt.
"Så... ja," svarede jeg modstræbende. "Men du skal tage det seriøst, Emil. Ingen sjusk. Det her er ikke en leg."
Han nikkede hurtigt, og jeg kunne se, hvordan han næsten lyste op ved tanken om at se og røre ved mine bryster igen. "Det lover jeg," sagde han med en ny energi i stemmen. "Jeg skal nok gøre mit bedste, Rikke. Det lover jeg!"
Jeg rejste mig fra sengen og gik over til skrivebordet, prøvede at genvinde en smule af min ro. "Fint," sagde jeg og bladrede kort gennem hans matematikbog. "Så lad os komme i gang med lektierne nu. Hvis du skal fortsætte den her gode stime, så skal du arbejde for det."
Jeg kunne mærke hans blik på mig, mens jeg stod der, og selvom jeg prøvede at ignorere det, kunne jeg ikke ryste følelsen af mig. Vi havde indgået en ny aftale, og det føltes forkert, men jeg overbeviste mig selv om, at det var nødvendigt. Jeg hjalp ham jo. Jeg motiverede ham jo bare. Det var for hans egen skyld. Men inderst inde vidste jeg godt, at jeg var ved at træde endnu længere ud, hvor jeg ikke kunne bunde.
****
En times tid senere sad vi stadig sammen ved skrivebordet. Selvom det var sent om aftenen, sad vi bøjet over hans tyskbøger. Emil sukkede tungt for tredje gang og lod blyanten falde mod bordpladen med et dæmpet klonk.
"Jeg hader det her," mumlede han og lænede sig tilbage i stolen. "Hvad er pointen med at lære det her, når jeg aldrig kommer til at bruge det alligevel?"
Jeg lod blikket glide fra de sammenkrøllede noter foran os og op til ham. "Du skal bruge det i din tysk diktat i morgen, Emil," svarede jeg tålmodigt. "Og fordi du faktisk kan finde ud af det, hvis du bare prøver."
Han så skeptisk på mig, som om han havde svært ved at tro på det. Jeg smilede svagt og pegede på sætningen, han havde skrevet. "Se. Du har næsten fået det rigtigt. Du skal bare huske, at ´der´ og ´das´ ikke altid er det samme."
"Det er jo helt tilfældigt," mumlede han irriteret. "Jeg hader tysk! Det giver ingen mening!"
"Det gør matematik heller ikke altid, vel?" svarede jeg og hævede et øjenbryn. "Men det lykkedes for dig alligevel af få 7, ikke?"
Han så hurtigt væk, men jeg kunne mærke, at han begyndte at reflektere over, hvad jeg havde sagt. Der var noget, der ændrede sig i hans holdning, som om han tog sig lidt mere sammen. Vi brugte de næste timer på at terpe artikler, bøjninger og sætningskonstruktioner, indtil han kunne gentage det hele uden fejl. Jeg kunne se, at han kæmpede med at holde fokus, men han blev ved, og jeg gjorde mit bedste for at anerkende hans indsats.
Da vi endelig lukkede bogen, sagde jeg roligt: "Det går nok, Emil. Du har gjort dit bedste. Nu skal du bare have noget søvn, og så klarer du det fint i morgen."
Jeg kunne mærke, hvordan stemningen ændrede sig, da vi var færdige med at gennemgå grammatikken. Emil sad lidt stille, og jeg kunne fornemme, at der var noget, at han havde noget på hjerte. Vi havde lige været gennem timer med koncentration og fokusering, og nu, da bøgerne var lukkede, føltes luften mellem os pludselig lidt tungere.
Han kiggede på mig, og jeg kunne se en form for usikkerhed i hans blik. "Rikke," sagde han langsomt. Jeg løftede et øjenbryn og kiggede på ham, og han tøvede et øjeblik, som om han overvejede sine ord. "Er du sur over... hvad der skete tidligere? Med... ja, du ved..." Han stoppede, som om han ikke helt vidste, hvordan han skulle formulere det.
Jeg blev kort overrasket over hans spørgsmål. Et øjeblik sad jeg bare og så på ham, mens tankerne kørte gennem mit hoved. Jeg havde ikke forventet, at han ville bringe det op igen lige med det samme. Men jeg vidste, at han havde brug for en ærlig og rolig respons, hvis vi skulle fortsætte vores samarbejde på en sund måde.
Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at lægge min egen usikkerhed til side. "Nej, Emil, jeg er ikke sur," svarede jeg, og mit smil var roligt, men ærligt. Jeg kunne se, at han fulgte med i hvert af mine ord. "Det var noget, jeg gjorde for at hjælpe dig med at holde fokus og være motiveret. Det var måske ikke perfekt, men...”
Jeg stoppede et øjeblik og tænkte på, hvordan jeg kunne afslutte samtalen på en måde, der ville give ham en følelse af forståelse og ikke skam. "Jeg er ikke sur," gentog jeg blidt. "Og hvis det er noget, der hjælper dig, så er jeg villig til at gøre det igen, men kun hvis vi begge er klar over, hvad det handler om, og at det er noget, vi gør, fordi vi begge ønsker, at du skal kunne præstere bedre."
Der var et øjebliks stilhed, og jeg kunne mærke, at han bearbejdede det, jeg havde sagt. Jeg havde givet ham plads til at reflektere, og jeg håbede, at han ville forstå, at mine handlinger havde været motiveret af et ønske om, at han skulle kunne klare sig bedre i skolen.
"Okay," sagde han endelig, og selvom hans stemme var lav, var der en vis ro i den. Han rejste sig langsomt fra bordet, men før han gik, kiggede han på mig med et blik, der var både undrende og en smule taknemmeligt. "Godnat, Rikke," sagde han, og jeg kunne høre, at hans ord var mere eftertænksomme end før.
"Godnat, Emil," svarede jeg med et lille smil og forsvandt ind på mit eget værelse.
Den nat lå jeg og stirrede op i mørket, mens mine tanker skar igennem stilheden som knive. Jeg kunne ikke ryste følelsen af mig – følelsen af Emils hænder, klodsede men ivrige, på min krop. Jeg havde ladet det ske. Jeg havde ikke bare tilladt det, jeg havde initieret det, lokket det frem som en desperat handling, en fejlagtig vej ud af noget, jeg ikke kunne se mig fri fra. Hvorfor?
Var det for at hjælpe ham? Det var det, jeg sagde til mig selv. Han havde brug for motivation, og jeg havde brug for, at han klarede sig bedre. For hans skyld. For min skyld. Men det var ikke hele sandheden, var det? Det var aldrig så enkelt. Sandheden var grimmere, sværere at stå ansigt til ansigt med. Jeg var ensom. Jeg havde savnet at blive rørt ved, selvom jeg nægtede at indrømme det. Jeg havde savnet følelsen af at være efterstræbt, uanset om det var af min lille, 15-årige fætter.
Mads havde forladt mig for Kristine. Jeg kunne stadig høre hans latter, stadig se brudens fine blondekjole for mig, da jeg forsøgte at være venlig og lykønske dem, mens det føltes som om mine ribben knækkede én for én. Siden da havde jeg fortalt mig selv, at jeg ikke behøvede nogen. Jeg kunne være alene. Men kunne jeg virkelig? Hvis det var sandt, hvorfor lå jeg så her nu, med hjertebanken og en hånd, der næsten uden jeg opdagede det, var gledet ned mellem mine lår?
Emil var kun 15 år. En lille dreng. Ikke en mand. Men hans øjne... de så på mig med en blanding af forvirring og noget andet, noget, der gjorde mig både nervøs og fascineret. Det var ikke kærlighed. Det vidste jeg. Det var nysgerrighed, lyst, en desperat søgen efter bekræftelse, der spejlede min egen.
Jeg burde have stoppet det. Jeg burde aldrig have ladet det begynde. Og alligevel... havde jeg gjort det. Og jeg havde lovet ham mere, hvis han fik gode karakterer. Min stemme var stadig klar i mit hoved, blid og opmuntrende: "Jeg kan hjælpe dig. Ligesom i dag. Men kun hvis du bliver ved med at gøre dig umage og får bedre karakterer." Jeg havde set, hvordan hans ansigt lyste op, en blanding af stolthed og noget mørkere, en voksende selvtillid, jeg ikke var sikker på, jeg ville kunne styre. Hvad havde jeg dog startet?
Jeg trak vejret dybt og vendte mig om i sengen. Jeg kunne mærke varmen brænde i mine kinder, i min krop. Jeg følte mig som en fremmed i min egen hud, delt mellem skammen, der truede med at overvælde mig, og en anden følelse, der skræmte mig endnu mere: et flig af spænding.
****
Næste morgen sad vi alle ved morgenbordet, mens den svage duft af kaffe og ristet brød fyldte køkkenet. Min moster sad for enden af bordet og bladrede i dagens avis, mens onkel tjekkede aktiekurser på sin telefon. Stemningen var rolig, men jeg kunne fornemme Emils nervøsitet i den måde, han skubbede yoghurten rundt i skålen uden rigtig at spise noget. Hans blik flakkede fra bordet til vinduet og tilbage igen, og jeg kunne se, hvordan han kæmpede med sine tanker.
"Du skal spise noget, Emil," sagde min moster og kiggede op fra sin avis. "Ellers kommer du ikke til at have energi nok til at tænke klart."
Han mumlede noget uforståeligt og tog en halvhjertet skefuld, mens jeg holdt øje med ham fra den anden side af bordet. Jeg kunne godt se, at de voksnes forsøg på opmuntring kun gjorde ham mere anspændt, så jeg lod være med at sige noget lige nu. Han havde nok om ørerne.
Efter morgenmaden tog Emil sin taske over skulderen og gik ud mod døren. Jeg rejste mig hurtigt og fulgte efter ham ud i entreen. Vi stod lidt i stilhed, mens han trak i sine sko. Jeg bemærkede, hvordan hans fingre dirrede svagt, mens han bandt snørebåndene.
"Emil," sagde jeg lavt, da jeg kunne mærke, at han trængte til noget andet end praktiske formaninger. Han rettede sig op og kiggede tøvende på mig.
"Jeg ved, du er nervøs," fortsatte jeg og lagde en hånd på hans skulder. "Men du har øvet dig. Du ved, hvad du skal gøre. Bare stol på dig selv."
Han kiggede på mig med et opgivende blik.
"Det vigtigste er, at du prøver,” sagde jeg roligt. “Og jeg ved, du kan klare det. Jeg tror på dig."
Han nikkede langsomt, men sagde ikke noget. Jeg rakte ud for at rette lidt på hans jakke, en næsten instinktiv gestus, der fik ham til at trække vejret lidt dybere. "Bare gør dit bedste, okay?" sagde jeg og lod min hånd falde ned langs siden.
"Okay," mumlede han til sidst, mens han åbnede døren. Han tøvede et øjeblik og kiggede tilbage på mig. "Vi ses senere."
"Ja, vi ses," sagde jeg med et opmuntrende smil. "Og Emil... jeg er stolt af dig, uanset hvad der sker."
Han sagde ikke noget, men der var noget i hans blik, der ændrede sig, inden han trådte ud ad døren. Jeg blev stående i gangen et øjeblik, mens døren lukkede bag ham, og lyttede til lyden af hans skridt, der forsvandt ned ad trappen. Mit hjerte bankede stadig hurtigt, men jeg håbede, at han kunne mærke, at han ikke var alene i det her.
Jeg følte mig splittet. Jeg ville have, at han skulle gøre det godt. Jeg vidste, han kunne. Men samtidig... Hvis han klarede det godt, hvad ville der så ske bagefter? Jeg kunne mærke, hvordan mine tanker begyndte at snurre rundt oppe i mit hoved. Jeg kunne ikke tage det i mig igen nu. Jeg havde skabt noget, jeg ikke helt kunne kontrollere længere.
****
Jeg hørte døren smække, og kort efter trådte Emil ind i entreen med et udtryk, jeg ikke havde set på ham før. Jeg kunne mærke, hvordan han næsten var ved at sprutte over af glæde, som om han ikke kunne tro det selv. Der var noget i hans blik, noget ivrigt, som tiggede efter bekræftelse.
“Rikke! Jeg fik 10!” sagde han, og hans stemme var fuld af stolthed. “10 i ekn tysk diktat! Hvem fanden skulle have troet det?.”
Jeg rejste mig langsomt fra sofaen og mødte ham i døren. Jeg skulle føle mig glad. Jeg skulle føle mig stolt, men der var noget, der holdt mig tilbage. Jeg kunne mærke, hvordan mit smil blev lidt stivnet på mine læber.
"Det er fantastisk, Emil," sagde jeg, og forsøgte at få det til at lyde oprigtigt. Jeg kunne mærke hans glæde, og i et øjeblik var det svært ikke at blive smittet af den gode stemning. Men så kom den anden tanke. Den ubehagelige tanke. Aftalen. Jeg var nødt til at opfylde min del, hvis jeg skulle fortsætte med at motivere ham.
"Den højeste karakter i klassen," fortsatte han og kastede tasken på gulvet. Jeg kunne se, hvordan hans hænder rystede let, som om de ikke helt vidste, hvad de skulle gøre med dem. "Selv Marianne sagde, at det var godt klaret!."
"Det er virkelig velfortjent," sagde jeg. Jeg ville lyde som den voksne, den forstående. Jeg ville støtte ham, men ordene smagte bittert.
Han kiggede op på mig, og hans blik ændrede sig. Det blev tungt med en forventning. Jeg kunne se, hvordan han ventede på, at jeg skulle sige noget mere.
Jeg tog en dyb indånding og prøvede at holde min stemme rolig. "Så... hvad siger du?" Jeg kunne mærke, hvordan min stemme blev lidt skarpere, som om jeg desperat forsøgte at trække mig tilbage. "Er du klar til... din b-belønning?" Jeg kunne ikke skjule nervøsiteten, der sneg sig ind i min tone.
Han blev tavs, og hans ansigt fortrød hurtigt den opløftende energi, han havde haft før. Hans øjne søgte mine, men de trak sig hurtigt tilbage, som om han ikke turde holde fast. "Du behøver ikke, Rikke, hvis du ikke vil-"
"Jo," afbrød jeg ham hurtigt, måske lidt for hurtigt. Jeg kunne ikke lade ham trække sig tilbage nu. Jeg havde lovet ham det. Han ville aldrig lægge det samme arbejde i sit skolearbejde igen, hvis jeg trak mig ud nu. Jeg havde ingen vej tilbage. "En aftale er aftale, Emil. Du har fortjent det."
Mine hænder var pludselig koldere end før. Jeg mærkede min krop blive anspændt, som om den vidste, hvad der ventede, men ikke kunne stoppe det. Jeg vendte mig hurtigt om og satte mig på sofaen. Jeg prøvede at sende ham et smil, et forsøg på at berolige både ham og mig selv. "Kom, sæt dig."
Han tøvede et øjeblik, og hans skridt var forsigtige, som om han var bange for at gøre noget forkert. Da han satte sig ved siden af mig, kunne jeg mærke hans nervøsitet – hans hænder rystede let, hans øjne undveg mine. Jeg kunne mærke, hvordan han ventede på, at jeg skulle sige eller gøre noget, men jeg kunne ikke finde ordene.
Jeg følte mig som en skuespiller, der langsomt trækker sin maske af, med den smertelige bevidsthed om, at jeg ikke kunne stoppe nu. Jeg åbnede den første knap i min skjorte med en langsom, bevidst bevægelse. Knappen fløj op, og så den næste. Jeg kunne mærke mit hjerte banke så hurtigt, at det næsten var som om, det ville eksplodere. Der var noget ved dette øjeblik - noget ved det, jeg var i gang i - som jeg ikke kunne finde ud af at ryste af mig. Hvad var det? Frygt? Begær? Begge dele, måske.
Han var stille. Helt stille. Jeg kunne mærke hans nervesystem vibrere, hans hænder, der klamrede sig til de mørkeblå velourkanter på Chesterfield-sofaen med de gyldne knapper, som min moster altid elskede at nævne, de havde hentet fra et antikvitetshus i Paris. Han kiggede ned, og så op igen - hurtigt, nervøst - som om han prøvede at finde noget i mit ansigt, som kunne give ham tilladelse til at trække vejret. Jeg vidste det godt. Han var nervøs. Jeg kunne se, hvordan hans krop spændte. Jeg kunne mærke spændingen i luften, som om vi begge ventede på noget, men intet ville ske, før jeg tog det første skridt.
Jeg åbnede den sidste knap og trak skjorten af. I en brøkdel af et sekund var det som om, verden stoppede op, og alt, hvad der var tilbage, var stilheden, der fyldte rummet. Jeg sad tilbage i min lyserøde bh. Jeg havde ikke regnet med, at det ville føles så intenst. Hvorfor føltes min krop både så fremmed og så bekendt på samme tid? Det her var noget, jeg kunne styre. Kunne jeg ikke?
Jeg løsnede min bh, og mine bryster væltede ud som modne appelsiner fra et iturevet net. Der var ikke meget tid til at tænke. Kun til at føle. Jeg kunne mærke, hvordan min krop blev nøje undersøgt. Den måde, hans øjne fulgte hver eneste lille bevægelse, som om han var bange for at gå for at overskride mine grænser, men alligevel længtes efter at komme tættere på. Der var en foruroligende nysgerrighed i hans ansigt, men samtidig noget frygtsomt - et overvældende behov for at undgå at gøre noget forkert, som om han ikke kunne tillade sig selv at komme for tæt på.
Han rødmede. Jeg kunne se, at hans hænder knugede sig sammen. Hans åndedræt var hurtigt, lavt. Han havde længtes efter det her. Jeg kunne mærke det. Men nu vidste han ikke, hvad han kunne tillade sig. Og jeg kunne mærke, at han også var bange for mig.
Han åbnede munden for at sige noget, men hans stemme knækkede næsten over med det samme. "Må jeg... må jeg røre dig igen?"
"Ja," hviskede jeg. Jeg hørte min egen stemme, men kunne knap genkende den. Jeg kunne høre, hvordan jeg forrådte mig selv i det øjeblik. “Ja, Emil. Det må du gerne.”
Emil trak vejret hurtigt, og hans hænder rystede en smule, da de landede på mine skuldre. Der var en intensitet i hans berøring, en uforløst spænding, som om han var ved at rive sig selv midt over, bare ved at være tæt på mig. Jeg kunne mærke, at han var splittet, som om han ikke vidste, om han skulle fortsætte eller stikke af.
Men så tog han en dyb indånding og lod forsigtigt sine hænder glide ned til mine bryster. De udfyldte hans hænder. Hans bevægelser var blide, næsten nysgerrige. Jeg kunne mærke, at han forsøgte at afkode, hvordan han skulle røre dem, hvordan han skulle bruge sine hænder. Der var intet hastværk i hans berøring, kun et langsomt tryk, en søgen efter noget - noget der skulle mærkes.
“Er du... er du okay?” spurgte han. Hans stemme var lav, tæt på at være en hvisken, og jeg kunne høre hans tvivl, som om han var bange for at overtræde en grænse, men jeg stoppede ham ikke. I stedet lukkede jeg blot øjnene i og mærkede, hvordan han kærtegnede min nøgne hud, forsigtigt og blidt. Det føltes både intenst og roligt på samme tid, som om han forsøgte at lære min krop at kende, som om han vidste, at han burde tage sig god tid.
“Det føles godt, Emil,” sagde jeg med en blid hvisken. Min stemme var stadig rolig, men med noget ubeskriveligt i den, som han måske kunne høre.
“Er du sikker?” spurgte han igen, næsten som om han var ude af stand til at lade være, men stadig var bange for at jeg ville stoppe ham.
Jeg kunne mærke hans usikkerhed, men jeg mærkede også noget andet. Noget stærkere, noget ubeskriveligt, der voksede mellem os. Jeg åbnede øjnene og så på ham. Hans blik var fyldt med den samme søgen. “Ja,” svarede jeg kort og direkte, og hans hænder gled langsomt men ubesværet videre.
Emil lænede sig forsigtigt ind over mig. Hans bevægelser var rolige og kontrollerede, som om han prøvede at finde den rigtige rytme. Jeg lænede mig tilbage, og han placerede sig ovenpå mig, ligesom han havde gjort den sidste gang. Jeg strøg blidt hånden op og ned ad hans ryg, mærkede hvordan hans muskler trak sig sammen under min berøring.
“Du er så god, Emil,” hviskede jeg blidt, mens jeg strøg ham gennem håret. “Det var flot, det du fik et 10-tal for din diktat. Jeg er så stolt af dig. Du gør det virkelig godt.”
Jeg kunne se, hvordan han rødmede. Hans øjne blev klarere, og hans nervøsitet syntes langsomt at smelte væk. Jeg mærkede, hvordan hans krop slappede af, som om mine ord, mine berøringer, gav ham en følelse af tryghed, noget han kunne hvile sig på. Jeg kunne mærke hans krop reagere på mig. Bulen i hans bukser, der snart pressede mod mig, overrumplede mig ikke denne gang. Det var ikke noget, der skræmte mig længere. Tværtimod føltes det... naturligt.
Jeg lod mine hænder glide over hans skuldre, langs hans ryg, ned til hans hofter. Jeg kærtegnede ham blidt, næsten beroligende, som om jeg forsøgte at overbevise ham om, at det var okay, at han ikke behøvede at holde sig tilbage længere. Jeg kunne mærke, hvordan han begyndte at gnide sit skridt imod mig, langsomt først, som om hans hofter ubevidst pressede sig tættere på mine. Hver lille bevægelse sendte en bølge af varme gennem mig, men jeg lod det passere uden at sige noget. Jeg lod hans handlinger tale for sig selv.
Pludselig trak han sig lidt væk, og jeg mærkede et sug i maven, da hans mund fandt vej ned til min ene brystvorte. Han bevægede sig med en blanding af forsigtighed og nysgerrighed, som om han var en vildfaren opdagelsesrejsende, der udforskede et nyt land. Hans varme ånde sendte en bølge af elektricitet gennem min krop, og jeg kunne ikke holde min tunge, skælvende vejrtrækning tilbage. Jeg lagde ikke skjul på, hvordan det påvirkede mig - lod ham høre mit bløde suk.
“Emil...” Min stemme var lav og sprød, næsten ukendt for mig selv. Det føltes så naturligt, næsten forbudt på den mest pirrende måde. “Fortsæt. Det føles virkelig rart.”
Jeg kunne mærke hans greb om mine bryster blive strammere, som om han tog mine ord til sig med en selvtillid, der voksede for hvert sekund. Hans læber sluttede sig tættere sammen omkring min brystvorte, og han begyndte at sutte med en beslutsomhed, der fik min hud til at brænde under hans hænder. Hans fingre gled langsomt ned ad min side, som om han kortvarigt frygtede, at han kunne ødelægge øjeblikket, men jeg greb fat i hans håndled og førte dem tilbage til mine bryster – lod ham mærke, at han ikke behøvede at holde sig tilbage.
“Du er god til det der,” hviskede jeg med en stemme, som nærmest dryppende med liderlighed. Jeg gled mine hænder ned over hans ryg, mine negle kærtegnede blidt hans hud i små cirkler. “Men Emil... Du må ikke være for ensformig. Det andet bryst... giv det samme opmærksomhed.”
Han nikkede, og jeg kunne se, hvordan han koncentrerede sig, hans blik fastlåst på mig. Hans læber fandt min anden brystvorte, og jeg følte hans varme, bløde læber omslutte den. Hans tunge begyndte at bevæge sig i blide cirkler omkring den.
Jeg lod min hånd finde hans nakke, guidede ham, men gav også slip – lod ham tage kontrollen. Hans hænder var overalt nu, hans greb mere krævende, hans åndedrag hurtigere, som om han var lige så fortabt i øjeblikket som jeg.
“Emil,” hviskede jeg igen, næsten bedende. “Bliv ved. Det føles... virkelig dejligt.”
Emil sendte mig et blik, der sitrede af stolthed – en ny grad af selvtillid, der strålede ud af hans øjne. Hans mund blev ved med at udforske, og hans læber og tunge dansede over min hud. Hans hænder bevægede sig uafbrudt, gled op og ned ad min krop som en konstant strøm af varme, der satte mig i flammer. Hans berøringer var ikke længere tøvende - de var krævende, selvsikre, men stadig fyldt med en ydmyg nysgerrighed, der fik mig til at brænde.
“Ja, sådan,” hviskede jeg hæst. Min stemme knækkede næsten over af begær. Hans rytme var hypnotisk, og jeg kunne mærke, hvordan han voksede med opgaven. Hvordan han lænede sig mere ind i det, tog ejerskab over øjeblikket.
Min krop føltes som om, der var ild i den – hver nerveende vågnede, rå og krævende. Han lod sine hofter finde en rytme mod mine, stødte sit skridt mod mit med en næsten dyrisk iver. Varmen fra hans stive pik mod min skede fik min krop til at skælve, selvom der var flere lag stof imellem os.
“Emil, jeg kan… jeg kan mærke dig,” stammede jeg.
Han så på mig med et blik, der var fyldt med forvirring, indtil han indså, hvad jeg mente. Han trak sig hurtigt væk, og en rødmen spredte sig hurtigt over hans ansigt. “Åh, undskyld”
“Nej,” afbrød jeg ham hurtigt, før jeg greb fat om hans skuldre og trak ham tættere på mig. “Nej, kom her.”
Jeg hjalp ham med at få bukserne af, og i næste øjeblik var hans varme, tunge pik i min hånd. Jeg kunne mærke dens puls, dens vægt, og det var som om, alt andet i verden forsvandt. Der var kun os – kun hans varme, kun min hånd omkring ham, kun de lyde vi lavede, og kun hans åndedrag, der blandede sig med mit. Jeg kunne ikke tænke klart længere. Jeg var for dybt opslugt af øjeblikket.
Min hånd begyndte at glide langsomt op og ned ad hans skaft, først langsomt, tøvende, som om jeg var ved at finde rytmen, men det tog kun et øjeblik, før det hele begyndte at smelte sammen. Jeg kunne mærke ham reagere, kunne høre hans gisp blive tydeligere, og mærke hans krop blive varm og spændt.
“Det føles virkelig rart,” gispede han blidt. Det føltes som en ære at høre det, som om han gav mig noget, kun jeg kunne få. Jeg mærkede, hvordan han blev mere ivrig, hans hofter begyndte at møde min hånd, næsten instinktivt.
Jeg kunne mærke, hvordan hans pik dunkede mellem mine fingre, og jeg vidste, han var meget tæt på. Jeg kunne mærke, hvordan han hengav sig til øjeblikket, og det sendte et bølgende sus gennem mig.
“Rikke, jeg”
Jeg kunne mærke, at han var lige på kanten, og jeg vidste, at han ikke kunne holde det tilbage længere. I det samme mærkede jeg det - varmen og spændingen, der eksploderede i min hånd, da hans sæd sprøjtede ud og landede på mine hænder og jeans.
Jeg tog en dyb indånding. Jeg rystede og kunne næsten ikke sige noget. Hans varme var slynget omkring mig, som om han aldrig ville give slip. Hans åndedrag var tungt, næsten desperat, og vi sad stille i sofaen i et øjeblik. Det var som om, at vi stadig var fanget i efterklangen af det voldsomme øjeblik.
“Er du... okay?” spurgte jeg forsigtigt, da hans åndedrag begyndte at blive mere stabilt. Han kiggede op på mig med et flakket blik, men snart fremblomstrede der sig et lille smil på hans læber.
“Ja, Rikke,” svarede han. “Bare rolig - jeg er okay.”
En underlig ro bredte sig omkring os, en mærkelig stilhed, men den blev hurtigt afbrudt af et pludseligt behov for at rense mig selv. Jeg trængte til et bad, til at få renset alting væk - som om vandet kunne rense mig for det, jeg lige havde gjort.
****
Jeg stod under den skoldende varme bruser, mærkede dråberne glide ned over min krop, mens tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg kunne ikke finde ro. Det var som om, hele mit system var i opbrud, og jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg var stadig tændt, min krop brændte, og ubevidst begyndte jeg at onanere under vandet. Det føltes mærkeligt, som om jeg var på kanten af noget, jeg ikke kunne kontrollere, men på en måde var det også tilfredsstillende. Alligevel var jeg for distraheret, for langt ude af mig selv til at nå mit klimaks.
Da jeg endelig slukkede for vandet, tørrede jeg mig langsomt og trak et rent sæt tøj på igen. Jeg kiggede på mit spejlbillede i lang tid, fastholdt mit eget blik, og jeg kunne mærke, hvordan en tom følelse bredte sig i mig. Jeg var 24 år og havde et nu et hemmeligt, seksuelt forhold til min 15-årige fætter. Jeg burde have følt mig helt forvirret, men mærkeligt nok var jeg det ikke... Jeg følte mig underligt nok okay. Og det var det, der skræmte mig mest. Verden var ikke brudt sammen, og måske var det bare sådan her, det var.
Jeg åbnede døren til Emils værelse og fik et lille smil på læben, da jeg så ham sidde der, afslappet og spille Playstation. “Hvordan har du det nu?” spurgte jeg, forsøgte at lyde mere afslappet, end jeg følte mig.
Han kiggede op, så på mig med et afslappet blik. “Jeg har det skønt,” svarede han med et tilfreds smil, som om han stadig var i den samme boble som mig. “Det var... rart, det vi gjorde før.”
“Godt. Jeg ville bare sikre mig, at du var okay... efter det hele...” Jeg satte mig ned ved siden af ham, og han rykkede sig lidt over, som om han ville være tættere på, men ikke helt vidste, hvordan han skulle udtrykke det.
Jeg kiggede på skærmen, mens han spillede. Det var et slags slåsspil med overdrevent muskuløse mænd i mærkelige kostumer, der slog på hinanden. Jeg så på, men jeg fulgte ikke med. Mine tanker var langt væk. Jeg forsøgte at finde ordene til det, jeg skulle sige.
“Hvis du fortsætter med at præstere så godt i skolen,” begyndte jeg langsomt, “så kan vi godt, øh... du ved, fortsætte med det her. Men du må ikke sige noget til nogen. Okay?”
Han var stadig fokuseret på sit spil, men kiggede op på mig. Hans øjne mødte mine, og han nikkede. “Selvfølgelig ikke, Rikke. Det lover jeg.”
Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, selvom et nervøst, anspændt sus løb gennem mig. “Godt.”
Jeg rejste mig fra sengen og rettede hurtigt på mit tøj. “Jeg går ned og handler ind til aftensmad,” sagde jeg og kørte en hånd igennem mit lange, brune hår. Jeg havde brug for lidt tid for mig selv, et pusterum til at få frisk luft og samle mine tanker.
“Jeg går med,” sagde Emil hurtigt, som om han allerede havde besluttet det.
Jeg kiggede på ham, lidt overrasket. “Gør du det?” spurgte jeg, og et lille smil krøb frem på mine læber. Det var ikke normalt for ham at ville tage med ud og handle – typisk ville han hellere blive siddende på sit værelse og spille på sin konsol. Men han havde allerede rejst sig op, og han begyndte at trække en hættetrøje over hovedet.
“Ja,” svarede han bare, og jeg lod det ligge. Jeg trak på skuldrene, greb min håndtaske og gik ud af hans soveværelse med ham i hælene.
****
Da vi kom ned til supermarkedet, greb jeg automatisk en kurv ved indgangen, men Emil rakte ud og tog den fra mig. “Jeg kan godt holde den,” sagde han.
Jeg hævede øjenbrynene og så kort på ham. Der var noget alvorligt i hans blik, som fik mig til at nikke og trække hænderne til mig. “Okay,” sagde jeg og kunne ikke skjule det lille smil, der krøb frem på mine læber. Jeg begyndte at gå ned ad de første gange, og han fulgte efter med kurven i hånden, som om det var verdens vigtigste opgave.
Mens vi gik rundt mellem hylderne, kunne jeg mærke hans øjne følge mig, tungt og målrettet. Jeg greb et par grøntsager og en pakke pasta og lagde dem i kurven. Han sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke. Stilheden mellem os var ikke ubehagelig. Det var en mærkelig komfort i at have ham med, selvom jeg ikke helt kunne forklare hvorfor.
Da vi nåede kassen, kastede jeg et hurtigt blik på ham. Han holdt stadig kurven, og jeg kunne se, hvordan han lige havde justeret sine skuldre, som om han forsøgte at opretholde en form for kontrol, en form for voksenhed.
Jeg sagde intet, men lod ham bære indkøbsposen hele vejen hjem. Da vi kom hjem, så jeg, hvordan han trak vejret en smule tungere, som om posen havde været tungere, end han ville indrømme. Men han klagede ikke, og jeg sagde heller ikke noget. Jeg lod ham holde fast i sin lille sejr.
Da vi satte varerne på køkkenbordet, kiggede jeg på ham, og med en stille stemme sagde jeg: “Tak for hjælpen, Emil. Det var virkelig pænt af dig at bære posen hele vejen hjem.”
Han nikkede kort, sendte mig et lille smil, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage. “Det var så lidt,” sagde han forsigtigt, men der var stolthed i hans blik, noget ubeskriveligt, der fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere.
****
Familien sad omkring spisebordet, og stemningen var i top. Emils ansigt lyste op, da hans far roste ham. "10, Emil! Det er virkelig flot, det her. Du har virkelig lagt arbejde i det."
Hans mor smilede stolt. "Vi er så glade for at se, hvordan du har udviklet dig. Du har gjort det virkelig godt."
Jeg sad lidt tilbagetrukket og spiste, men kunne mærke varmen i kinderne. Jeg var stolt af Emil, men var også lidt ukomfortabel med al opmærksomheden. Da Emils far vendte sig mod mig og sagde: "Og du, Rikke, du har været en rigtig god støtte for Emil," kunne jeg mærke en rødme stige op i mig. Jeg kiggede hurtigt ned i min tallerken og rømmede mig.
"Det er jo det, man gør," mumlede jeg og forsøgte at virke afslappet. "Vi hjælper hinanden."
Emils far nikkede og smilede. "Ja, men det gør virkelig en forskel. Du har været en god indflydelse på ham."
Jeg trak på skuldrene og smilede nervøst. "Vi er jo bare en familie," sagde jeg. Jeg følte, at jeg knapt kunne se dem i øjnene, efter hvad jeg havde lavet med deres 15-årige søn.
Så kom Emils far med et nyt forslag. "Måske kan vi sigte efter et 12-tal næste gang. Det ville være flot."
Jeg kunne mærke, hvordan Emil blev lidt anspændt, og jeg kunne ikke lade være med at sige noget. "Emil har gjort det rigtig godt, uanset hvad. Et 12-tal er ikke det eneste, der betyder noget," sagde jeg hurtigt.
Alle kiggede lidt overraskede på mig. Emils far, hans mor, Emil – de havde nok ikke regnet med, at jeg ville sige noget. Jeg kunne mærke, hvordan rummet blev lidt stille, men Emil kiggede op på mig og smilede.
"Tak, Rikke," sagde han stille, og hans smil gjorde mig næsten endnu mere nervøs. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt tilbage, men det føltes lidt for meget, lidt for tæt på.
Jeg rømmede mig hurtigt og rejste mig fra bordet. "Jeg tager lige af bordet," sagde jeg hurtigt, og gik hen til køkkenet, mens jeg mærkede, hvordan hjertet bankede hurtigt i brystet.
Den aften sad vi på Emils værelse og lavede lektier. Jeg var blevet vant til hans stille nærvær, og vi arbejdede egentlig begge i ro og mag. Der var kun lyden af blyanter mod papir og den dæmpede summen fra hans Playstation.
Efter et stykke tid kiggede Emil op fra sine bøger og smilede skævt til mig. "Rikke... har du lyst til at fortsætte, hvad vi lavede før?" Hans stemme var lav, og han så på mig med et blik, der var både forventningsfuldt og en smule nervøst.
Jeg tøvede et øjeblik, så rystede jeg på hovedet. Jeg vidste, hvad han mente, og jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at sætte en grænse, selvom jeg heller ikke havde lyst til at være alt for hård.
"Emil," sagde jeg langsomt og kiggede på ham. "Jeg har sagt det før, og jeg mener det. Jeg vil kun gøre det med dig, når du får høje karakterer." Jeg kiggede på ham, mens han trak vejret tungt, og hans blik faldt ned på sine bøger. Jeg kunne mærke, at han blev skuffet, og noget i mig klemte sig lidt sammen, men jeg vidste, at det var det rigtige at sige.
Han nikkede langsomt, som om han allerede havde accepteret det. "Okay," mumlede han, men hans blik var stadig lidt nedslået.
Jeg sukkede og rakte hånden ud til ham. "Det er for din egen skyld, Emil," sagde jeg. "Jeg vil bare ikke have, at du bliver doven. Du skal fokusere på skolen." Jeg havde lyst til at trække ham tættere på, som om det ville gøre det lettere, men i stedet satte jeg mig lidt tættere på ham og smilte svagt.
Emil kiggede på mig, og der var noget i hans blik, der gav mig et lille stik af varme. "Okay," sagde han igen, og jeg kunne mærke, at han forsøgte at acceptere det.
"Men," sagde jeg hurtigt, "Når du er færdig med lektierne, så kan vi spille Playstation sammen. Hvad siger du til det?".
Hans øjne lyste op, og han nikkede ivrigt. "Deal!" sagde han, og der var noget i hans stemme, der gjorde, at det hele føltes lettere.
Da vi endelig var færdige med lektierne, satte vi os foran Playstationen. Emil valgte et kampspil, og vi begyndte at spille. Jeg havde aldrig været særlig god til sådan noget, men jeg prøvede at få kontrol over spillet.
Jeg mistede hurtigt grebet. Emil var langt bedre end mig, og jeg kunne mærke min frustration vokse, da han vandt endnu en runde. Han grinede, men ikke på en hånlig måde. Det var bare hans måde at være på, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt selv, selvom jeg tabte konstant.
"Du er ikke lige så god til det her, hva´?" sagde Emil med et grin, mens han endnu en gang satte mig i skak.
Jeg rystede på hovedet og smilede. "Nå, jeg skal bare øve mig," sagde jeg, og vi fortsatte. Der var noget afslappet over at være sammen med ham, noget uanstrengt, som fik mig til at føle, at vi måske alligevel havde det godt.
****
Over de næste par måneder blev en rutine etableret. Emil lå stabilt mellem 7 og 10 i karakterer, og jeg belønnede ham hver gang, han kom hjem med en flot karakter. Jeg havde lovet mig selv, at vi kun ville fortsætte, når han virkelig havde opnået noget godt. Og når han gjorde det, føltes det som om, vi begge blev belønnet. Jeg kunne se på ham, hvordan han lyste op hver gang, jeg anerkendte hans indsats – og det føltes godt at give ham det, han længtes efter. Jeg kunne mærke, hvordan hans øjne altid fulgte mig, som om han altid længtes efter min krop.
Der var noget ved det, der begyndte at føles naturligt. Hver gang han fik en god karakter, føltes det som et bevis på, at han havde fortjent mig. Jeg vidste, at vi havde fundet en form for balance – én der holdt os tættere sammen, på en måde vi begge kunne forstå. Jeg begyndte at glæde mig til at kunne give ham det, han havde fortjent – det var næsten som en belønning, både for ham og mig.
Den dag Emil fik et 4-tal, kunne jeg straks se på ham, da han trådte ind i stuen, at han var nervøs. Jeg vidste præcis, hvad han ville spørge om, og jeg kunne mærke, hvordan hans håbefulde blik ramte mig. Jeg følte, at en lille del af mig gerne ville give ham det, han bad om, for jeg vidste, at han havde prøvet, men jeg var fast besluttet på at holde fast i de regler, vi havde sat. Det nyttede ikke, at han begyndte at slappe for meget af. Jeg rystede på hovedet og fortalte ham, at han skulle gøre det bedre næste gang. Jeg kunne mærke, hvordan han hang med skuldrene, og hans skuffelse var tydelig, selvom han ikke sagde noget. Jeg fortrød kort, men det var hurtigt overstået. Jeg kunne ikke give efter, uanset hvor meget jeg gerne ville.
****
Jeg vidste, at han havde haft en god dag. Han kom hjem med et stort smil, pavestolt. "10-tal i dansk!" havde han nærmest råbt, før han smed tasken og sparkede skoene af. Jeg nikkede roligt og ventede på, at han trådte ind i stuen, hvor jeg allerede havde lagt en plan. Han skulle belønnes i dag – men på en ny måde. Noget, jeg vidste, han havde drømt om, selvom han aldrig havde sagt det højt.
"Tag plads i sofaen," sagde jeg kort. Min stemme var rolig, men jeg kunne se, hvordan hans blik ændrede sig – fra stolthed til forundring og en spirende forventning. Han gjorde, som jeg sagde, uden et ord. Det gjorde han altid.
Jeg rejste mig fra stolen og gik langsomt hen mod ham. Jeg satte mig på knæ foran sofaen, og jeg kunne mærke hans øjne følge hver eneste bevægelse. Jeg var nøje med hvert trin, hver bevægelse – det hele skulle være, som jeg havde forestillet mig. Roligt løftede jeg blusen over hovedet. Ingen bh. Jeg nød, hvordan han stirrede, målløs og fascineret. Det var nyt for ham. Det var nyt for os begge, men jeg havde tænkt det hele igennem.
Jeg trak hans bukser af i en glidende bevægelse, mine fingre strejfede hans hud med vilje. Da han endelig sad der helt blottet, så jeg ned på hans skaft, der strittede stolt frem, hårdt og pulserende. Jeg kunne mærke, hvordan han holdt vejret, og hans blik borede sig ind i mig, fyldt med begær og forventning. Hans krop dirrede under min kontrol, og det tændte noget i mig, som jeg ikke kunne skjule.
Uden et ord lænede jeg mig frem og samlede mine bryster omkring hans stive pik. Følelsen af hans hårde stål mod min bløde hud var næsten overvældende. Jeg begyndte at bevæge mig, langsomt og rytmisk, op og ned, så hans skaft blev klemt og kærtegnet mellem mine bryster. Jeg så op på ham, og hans støn blev højere, næsten gispede, mens hans hoved faldt baglæns tilbage.
"Kan du lide det her?" spurgte jeg. Jeg kendte allerede svaret. Hans krop svarede for ham – hvert spænding i musklerne, hvert ukontrolleret stød mod mig, hvert hæse suk, der slap fra hans læber.
Jeg blev ved, lod mine bevægelser blive dybere og fastere. Jeg pressede mine bryster tættere omkring ham, så hans skaft forsvandt helt mellem dem, og jeg kunne se, hvordan hans hænder knugede sofaens armlæn, som om han var ved at miste grebet om sig selv. Det fik mig til at smile skævt.
Hans hænder knugede sofaens armlæn, og han stønnede mit navn, næsten som en bøn. “Rikke, åh, Rikke, jeg...” Jeg lænede mig tættere på, pressede mine bryster fastere sammen omkring ham og nød den glidende fornemmelse, der gjorde mine bevægelser endnu mere intense. Jeg kunne se på ham, at han var tæt på, hans ansigt fortrukket i koncentration, og hans åndedræt kom ud i korte, heftige stød.
"Kom for mig," hviskede jeg, og det var alt, hvad der skulle til. Hans krop spændte sig under mig, og et øjeblik var der kun lyden af hans hæse støn, mens han gav slip. Hans varme sæd ramte mig i små, desperate udbrud, malede min hud med hans udløsning. Jeg blev ved lidt endnu, pressede ham for alt, hvad han havde at give, mens hans krop rystede under mig.
Da jeg endelig stoppede, slap jeg ham langsomt, og jeg så ned på mine bryster, der nu glinsede af sperm. Jeg lo lavt og så op på ham. "Det klarede du godt," sagde jeg og strøg let min håndflade over hans kind.
Han åbnede øjnene og så på mig, udmattet, men med et smil, der strålede af ren lykke. "Tak," mumlede han, næsten som et lille barn, der lige havde modtaget den største belønning i verden.
Jeg rejste mig roligt og rakte ud efter en serviet, mens jeg lod hans blik hvile på mig lidt endnu. Der var noget tilfredsstillende ved at se ham sådan – lykkelig, afklædt for al modstand. Det her var mit mesterværk, og jeg nød hvert eneste øjeblik af det.
Han åbnede øjnene, stadig udmattet, men med et blik, der strålede af noget mere end bare tilfredshed. "Rikke," begyndte han. Hans stemme var blød og tøvende.
"Ja?" spurgte jeg og tørrede hans sædrester af min hud med rolige bevægelser.
"Jeg... må jeg gøre det rart for dig?"
"Hvad mener du?" spurgte jeg, stadig på knæ foran ham.
Han satte sig lidt mere op i sofaen og så direkte på mig med et blik, der var både usikkert og beslutsomt på samme tid. "Du gør altid alt for mig... du tilfredsstiller mig. Jeg vil... jeg vil gerne give noget tilbage. Jeg vil gerne gøre dig glad."
Hans ord ramte mig hårdere, end jeg havde forventet. Jeg betragtede ham i nogle sekunder uden at svare, mens jeg mærkede, hvordan tanken modstridende tog form i mig. På den ene side virkede det helt skævt – det her var min rolle, min kontrol. Han var ung, han skulle lære. Men netop derfor... måske skulle han lære mere end blot at tage imod. Jeg kunne ikke opdrage ham til at tro, at piger altid bare skulle give uden at få noget igen.
Og... sandheden var, at jeg rigtig gerne ville.
"Okay," sagde jeg efter et øjebliks pause. Min stemme var rolig, men jeg mærkede mit hjerte slå hurtigere. Hans øjne lyste op, og jeg rejste mig langsomt fra gulvet. Jeg stod foran ham og lod mine fingre finde kanten af mine bukser. Med en glidende bevægelse trak jeg dem ned og trådte ud af dem.
Under bukserne havde jeg et par sorte, blondetrusser på, en anelse gennemsigtige, så han kunne ane det, der lå gemt bag blonderne. Stoffet sad tæt mod min hud, og det diskrete mønster af blonderne tegnede sig mod mine hofter. En lille sløjfe prydede linningen foran, lige under min navle, og kanten af trusserne lå som en fin ramme mod mine lår.
Jeg kunne se, hvordan hans blik straks blev fanget af synet, næsten magnetisk.
Jeg lod mine fingre glide ned til linningen på mine trusser. Langsomt trak jeg dem ned over mine hofter, så de gled ned ad mine ben og landede på gulvet. Jeg trådte ud af dem og rettede mig op igen. Selvom jeg havde kontrol, kunne jeg mærke en svag sitren i min krop – ikke nervøsitet, men en form for spænding. For første gang i lang tid følte jeg mig fuldstændig blottet.
Instinktivt førte jeg mine hænder ned foran mig og lagde dem over min skede. Jeg vidste, det var en unødvendig bevægelse – han skulle jo se mig – men alligevel var der en lille barriere, jeg skulle overvinde. Jeg tog en dyb indånding og satte mig ned i sofaen ved siden af ham.
"Emil," sagde jeg stille, "luk øjnene."
Han så lidt overrasket ud, men adlød hurtigt. Hans øjne lukkede sig, og hans hænder lå roligt i hans skød. Jeg betragtede ham et øjeblik, og det gav mig en smule mere mod. Jeg samlede mig selv og trak vejret dybt ind igen.
Langsomt fjernede jeg mine hænder fra min skede, lod dem glide ned på sofaen. "Du må gerne åbne øjnene nu," sagde jeg.
Han åbnede øjnene og så direkte på mig. Jeg holdt blikket på ham, men hans øjne gled hurtigt nedad, og jeg kunne se, hvordan han stirrede på min fisse. Hans blik var intenst, men også undrende.
"Du har..." begyndte han og tøvede lidt. "Brunt hår... dernede."
Jeg grinede lidt og rystede på hovedet. "Ja, det har jeg." Jeg holdt pausen med vilje og kunne se, hvordan han rødmede en smule. "Det er helt normalt, Emil. Kvinder har hår dernede – nogle vælger at barbere det væk, og andre lader det gro. Det her," sagde jeg og gjorde en lille gestus mod min skede, "er, hvordan nogle kvinder ser ud i virkeligheden. Ikke som det, du ser i porno."
Han sank en klump og rødmede lidt mere, men tog ikke øjnene fra mig. Jeg kunne næsten høre, hvordan han tænkte over mine ord.
Jeg lænede mig lidt tilbage i sofaen, lod mine ben glide en smule længere fra hinanden, gav ham bedre plads til at se. Hans blik flakkede ikke, men blev der, undersøgende og fascineret. Der var en stilhed mellem os, fyldt med noget, der både var nyt og spændende for os begge.
Jeg kunne mærke, hvordan hans blik fulgte mine bevægelser, hvordan hans nysgerrighed næsten greb fat om mig. Jeg indså, at jeg nu var kommet så langt, at jeg bare måtte fortsætte.
"Kom tættere på," sagde jeg roligt. "Jeg skal vise dig noget."
Han tøvede et øjeblik, men så kravlede han frem, hans øjne var fokuserede, og han begyndte at nærme sig langsomt. Jeg kunne mærke hans varme ånde, da hans hoved næsten rørte min hud.
Jeg kiggede på ham og sagde: "Det her," og jeg førte hans hånd til min klitoris, "det er min klitoris." Jeg trak forsigtigt min klitorisforhud tilbage for at give ham et bedre udsyn, og jeg bemærkede, hvordan han trak vejret hurtigere. Jeg kunne mærke, at han var både nervøs og fascineret.
"Og her," fortsatte jeg og viste ham resten af min fisse, "det er min skedeåbning, og her er mine indre skamlæber." Jeg ledte hans opmærksomhed mod de intime steder, og hans øjne fulgte mine hænder, som om han var fastlåst i en trance.
"Du skal forstå, hvordan det hele hænger sammen," sagde jeg og kunne mærke, at han stadig var lidt usikker, men at hans nysgerrighed også drev ham fremad. Jeg vidste, han ville have mere.
Jeg flyttede mig en smule og kiggede på ham, mens jeg instruerede ham videre: "Stik tungen frem, Emil," sagde jeg. Jeg så på ham, mens han langsomt gjorde det, og det føltes næsten som om han ikke kunne vente længere, selvom han stadig var forsigtig.
"Sådan, det er helt rigtigt," sagde jeg, mens jeg rettede hans bevægelser. "Nu skal du følge min vejledning."
Jeg kunne mærke, at Emil var helt ivrig. Hans åndedrag hastigt og tungt, og hans hænder rystede næsten, da han bevægede sig tættere på mig. Hans blik var intenst, som om han ventede på, at jeg skulle vise ham præcis, hvad han skulle gøre. Jeg kunne se, hvordan han kæmpede med sig selv, som om han ville gøre alt rigtigt, som om han længtes efter at opfylde mine ønsker.
Jeg tog hans hoved i mine hænder, pressede ham lidt tættere på mig, og hviskede: "Brug din tunge. Du ved hvor." Jeg mærkede en spænding løbe gennem mig, da hans øjne kort flakkede, men derefter nikkede han hurtigt, næsten underdanigt.
Med et blidt tryk fik jeg ham til at følge mine instruktioner, og jeg kunne mærke hans tunge mod mig. Først langsomt, prøvende, men jeg kunne mærke hans beslutsomhed vokse, og hans bevægelser blev mere intense. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt, kunne mærke hans tunge glide langsomt og forsigtigt mod min fisse, og en bølge af varme skyllede gennem min krop.
Jeg drejede mig en smule, for at få ham til at følge mit tempo, og jeg mærkede hans ånde mod mig, tættere og tættere. "Sådan, Emil," hviskede jeg, "dybere." Jeg kunne mærke hans tunge forsvinde længere ned, og en lav stønnen undslap mig, da jeg begyndte at overgive mig selv til følelsen af hans bevægelser.
Han blev mere og mere ivrig, hans tunge trak sig tilbage og fandt hurtigt den rytme, jeg længtes efter. Jeg kunne mærke, hvordan hans bevægelser blev mere sikre, og hvordan han satte sig for at give mig alt, hvad jeg ønskede. Jeg kunne næsten ikke holde det tilbage, den spirende fornemmelse af ophidselse, der voksede indeni mig.
Jeg kunne ikke lade være med at lade mine hænder vandre over mig selv, mærke min egen hud, mærke hvordan jeg reagerede på hans berøring. Jeg trak vejret dybere, og et stønnen undslap mine læber, selvom jeg forsøgte at holde lydene tilbage. Det var umuligt at holde mig tilbage, da jeg mærkede ham fortsætte, hans tunge blev mere insisterende, og jeg kunne mærke det i hele min krop.
"Er det okay?" spurgte jeg, og jeg kunne høre, at min stemme var grødet af ophidselse.
"Ja," svarede han. Jeg kunne høre, hvordan han anstrengte sig for at give mig præcis det, jeg ønskede. Jeg mærkede hans tunge glide langsomt mod mig, hans bevægelser dybere og længere for hver gang, og det fik mig til at ryste.
Jeg pressede mig tættere på ham, mærkede hans ånde blive heftigere mod min hud, og det var som om hans egen begær blev stærkere for hver bevægelse. Jeg kunne mærke, hvordan han var ved at give sig hen til mig, til mine instruktioner, og jeg nød den kontrol, jeg havde over ham. Jeg kunne mærke en bølge af ophidselse, der voksede stærkere, tættere på den afslutning, jeg længtes efter.
Og så, til sidst, mærkede jeg det. En bølge af varme, et eksplosivt brud, som om al ophidselsen i mig blev frigivet på én gang. Jeg kom, og jeg mærkede det i hele min krop – en larmende, rystende følelse, der gjorde mig svimmel og svag. Jeg klynkede højt, mit greb om hans hoved blev strammere, og jeg kunne ikke holde mig tilbage. Jeg stønnede igen, denne gang højere, og rystede, mens jeg indså, at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt.
Hver bølge af nydelse skyllede gennem mig, og jeg kunne mærke, hvordan hans tunge blev ved med at arbejde, som om han ønskede at tage imod hver eneste rest af min ophidselse. Jeg trak vejret hurtigere, og jeg kunne ikke lade være med at klynke højere, mere desperat. Det var som om al min kontrol var væk, og jeg var fanget i strømmen af følelser.
Emil blev ved, hans tunge fløj hurtigt mod mig, og jeg kunne mærke det eksplodere i mig igen, endnu en bølge af varme og tilfredsstillelse, der efterlod mig skælvende og ude af stand til at holde lydene tilbage.
Emil lå stadig med munden mellem mine ben, tættere på mig end nogensinde før, og hans ånde føltes varm mod min hud. Jeg kunne mærke hans egen længsel, hans begær, men jeg vidste, at vi begge havde nået et punkt, hvor alt andet var ligegyldigt.
Jeg trak vejret langsomt og rystede stadig fra den intense nydelse. Jeg kiggede ned på Emil. Jeg kunne se på ham, hvordan han nød min opmærksomhed, hans åndedrag var hurtigt og tungt, men han så også lettet ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile svagt, og jeg klappede ham blidt på hovedet. "Du gjorde det virkelig flot, Emil," sagde jeg kærligt. "Virkelig godt."
Han løftede hurtigt blikket og mødte mit. Jeg kunne se, hvordan hans ansigt lyste op, når jeg roste ham, og hans øjne fyldtes med stolthed. "Virkelig?"
"Ja, virkelig," svarede jeg med et roligt smil. Jeg mærkede, hvordan hans glæde voksede, og jeg kunne næsten høre hans stolthed i hans åndedrag. Han kunne ikke skjule sin tilfredshed.
"Så, kan vi... kan vi have sex nu?" spurgte han pludselig, og der var en næsten ivrig undertone i hans stemme, som om han havde ventet på dette øjeblik.
Jeg mærkede et kort øjebliks tøven. Jeg vidste, hvad han håbede på, men jeg havde en grænse, en regel, som jeg ikke kunne overtræde. Jeg tog en dyb indånding, så hans blik kunne fange min beslutsomhed. "Nej, Emil," sagde jeg med rolig stemme, "det kan vi ikke. Jeg har brug for at sætte en grænse."
Han så på mig et øjeblik, og hans ansigt begyndte at falme en smule. Jeg kunne se, hvordan hans glæde langsomt forsvandt, og hans skuldre hængte en smule lavere. Jeg kunne mærke, hvordan han indså, at han stadig ikke kunne få, hvad han ønskede. Jeg kunne mærke hans skuffelse, og det rørte mig lidt.
Jeg lænede mig tættere på ham og tilføjede med et lille smil: "Men... hvis du får et 12-tal, så…”
Jeg kunne se, hvordan hans ansigt lyste op, og der var en ild i hans øjne, en brændende beslutsomhed, som om jeg lige havde tændt en gnist i ham. Han nikkede hurtigt, hans smil vendte tilbage, og jeg kunne mærke hans energi vende tilbage. "Det kan jeg sagtens," sagde han med en fasthed i stemmen, som om han allerede var begyndt at planlægge, hvordan han kunne opnå det.
Jeg nikkede med et glimt i øjet. "Det er jeg glad for at høre. Men vi skal nok tage det skridt for skridt. Vil du med ned og handle ind?"
Vi rejste os op og tog vores tøj på, før vi gik ud mod entréen. Emil lyste som et lille juletræ. Hans tidligere skuffelse var som bortblæst, og nu var han tilbage i sin ivrige og beslutsomme tilstand. Jeg kunne mærke hans spænding, mens han fulgtes med mig, og vi gik sammen ned ad trappen og ud af døren.
Da vi kom ud for at handle, kunne jeg mærke den nye dynamik mellem os. Der var en følelse af lethed i luften, og vi gik gennem butikken sammen, begge lidt mere opstemte, som om vi havde noget at stræbe efter. Hver gang han kiggede på mig, kunne jeg se den stålfasthed i hans blik – den samme beslutsomhed, der var kommet frem, da vi talte om 12-tallet. Jeg kunne mærke, hvordan han allerede havde besluttet sig for, at han ville kneppe mig.
****
I de efterfølgende dage og uger fortsatte vores rutine. Der var et ubeskriveligt ømt bånd, der langsomt voksede frem imellem os, hver gang vi var sammen. Han gjorde det, jeg bad ham om, og jeg satte pris på hans ivrighed og dedikation. Vi holdt os til vores lille aftale – hans hænder og min mund, og så var der hans tunge, som havde evnen til at sende bølger af nydelse gennem mig.
Men denne dag var anderledes. Emil var til en af skoleårets sidste eksamener, én han havde været meget nervøs for. Jeg vidste, hvor meget det betød for ham. Jeg vidste, hvordan han havde arbejdet hele skoleåret på at nå hertil, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt nervøs på hans vegne.
Jeg var hjemme og ventede på lyd fra ham, rastløs og anspændt. Jeg gik frem og tilbage i stuen, og jeg kunne bare ikke sidde stille. Telefonen lå stille på bordet, men jeg vidste, at den snart måtte ringe. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad han havde lovet, og hvad vi havde aftalt. Jeg følte en nervøs forventning i luften.
Og så, pludselig, lyste telefonen op. Jeg greb den hurtigt og så, at det var Emil. Jeg trykkede på beskeden og så et billede – det var et billede af hans eksamensbevis, og der stod det: 12. Jeg kunne ikke lade være med at hvine, et højlydt udbrud af glæde og stolthed. Jeg var så lykkelig for ham. Jeg kunne mærke et varmt smil brede sig over mit ansigt, og det var som om, at hele rummet lyste op. Det gjorde mig euforisk.
Jeg satte telefonen fra mig, fyldt med glæde, og et øjeblik efter begyndte tankerne at strømme. Jeg havde lovet ham, at vi ville have sex, hvis han fik 12. Og han gjorde det. En bølge af længsel skyllede over mig, men jeg trak hurtigt mig tilbage fra tankerne, da telefonen pludselig ringede. Det var min moster.
Jeg tog en dyb indånding og genvandt kontrollen. Jeg kunne ikke vise, hvad jeg virkelig følte – hvordan jeg bare havde lyst til at kaste mig over Emil og opfylde vores løfte med det samme. Jeg løftede telefonen til øret og spurgte med et roligt smil: "Hej moster, hvad sker der?”
"Rikke, det er så godt! Emil fik 12!" sagde min moster entusiastisk. "Det er så fantastisk, vi skal ud og fejre det. Jeg har allerede bestilt bord til os på den nye restaurant nede ad gaden."
Jeg mærkede et kort stik af skuffelse, men jeg skjulte det selvfølgelig. Jeg havde lyst til at være alene med Emil, gøre det til noget intimt, kun os to. Men det var ikke noget, jeg kunne sige. Jeg smilede og svarede: "Ja, det lyder rigtig godt, moster. Vi skal fejre Emil ordentligt.”
"Jeg er så glad for, at han klarede det så godt!" fortsatte hun, og vi talte videre om planerne for aftenen. Jeg kunne mærke, hvordan skuffelsen langsomt blev til accept. Det var for Emils skyld, og han havde trods alt fortjent at blive fejret.
Jeg gik op på mit værelse, stadig fyldt med glæde og en let kriblende længsel efter det, jeg havde lovet. Jeg havde lyst til at springe alt over og tage Emil med i seng med det samme, men jeg vidste, at det ikke var det, vi skulle – i hvert fald ikke endnu. Jeg samlede hurtigt mig selv og fokuserede på at gøre mig klar til middagen.
Jeg åbnede min garderobe og valgte den sorte kjole, som jeg vidste ville få mig til at føle mig både elegant og sexet. Jeg trak hurtigt mit tøj af og lod den tætsiddende kjole glide op over kroppen. Stoffet klistrede sig til min hud, og jeg kunne mærke, hvordan det fremhævede min figur og mine kurver på en måde, der føltes sexet – en følelse, jeg ikke havde haft i lang tid. Jeg tog nylonstrømperne på, og da jeg kiggede mig i spejlet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor godt jeg så ud.
Jeg kunne mærke, hvordan min selvtillid voksede, da jeg satte mit hår op i en løs, elegant frisure og begyndte at lægge makeup. Jeg havde ikke set så pæn ud, siden Mads slog op med mig. Det var som om, et lys var gået ud dengang. Jeg havde mistet mig selv i sorgen, i følelsen af at være forladt. Men i dag, i denne kjole, med mit hår og makeup sat perfekt, kunne jeg se, at jeg stadig havde noget at byde på. Det var som om, jeg endelig begyndte at finde mig selv igen, efter alt det, der var sket med Mads.
Jeg tog et sidste, langsomt kig i spejlet, fik justeret min makeup og trak vejret dybt. Jeg så godt ud. Jeg følte mig godt tilpas. Og Emil ville helt sikkert bemærke det. Jeg kunne forestille mig, hvordan hans øjne ville lyse op, når han så mig. Jeg følte mig lidt mere selvsikker, end jeg havde gjort i lang tid – måske siden før Mads forlod mig. Det føltes godt at være tilbage, at finde sig selv igen.
****
Aftenen var gledet forbi i en stille, næsten drømmende stemning. Restauranten havde summet af glæde og varme, og det havde været en af de sjældne aftener, hvor alt føltes let og ubesværet i den lille familie. Alle var i godt humør. Emil var selvfølgelig midtpunktet – hans 12-tal, hans hårde arbejde, hans succes. Men der var også noget andet i luften, noget jeg ikke helt kunne sætte ord på.
Jeg kunne mærke den taknemmelighed, både Emil og hans forældre følte over for mig, og den erkendelse fik mit hjerte til at slå en anelse hurtigere. Det var rart, men også ubehageligt. Jeg vidste, at det ikke kun var min støtte til Emil, de takkede mig for.
"Jeg vil så gerne takke dig, Rikke," sagde Emils far med et varmt smil. "Du har virkelig været en stor støtte for Emil. Han har haft så godt af din opbakning."
Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder. Jeg rødmede og lod blikket falde ned på mit vinglas, som om det kunne skærme mig fra hans ord. Jeg burde føle mig stolt, men i stedet bredte en uro sig i mig. Jeg havde brugt min krop som motivation for Emil, og det var noget, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til, når hans forældre uvidende takkede mig for det. Jeg havde haft mine egne grunde, men at dem udtrykke deres oprigtige taknemmelighed gjorde mig flov og usikker.
Min moster sendte mig et blik, der var både stolt og forstående. "Jeg er virkelig stolt af dig, Rikke," sagde hun med et varmt smil. "Jeg ved, at det ikke altid har været nemt for dig – med arbejdet, med fremtiden, med at finde din vej. Men du har udviklet dig så meget. Du tager mere ansvar nu, ikke bare for dig selv, men også for andre. Og du har virkelig været der for Emil. Næsten som en storesøster."
De skålede til min ære. Jeg grinede svagt, men det var et nervøst grin, og jeg skålede med. Hendes ord ramte mig på en måde, jeg ikke helt var forberedt på. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive betragtet sådan. Jeg var det længste fra en “storesøster”, man kunne forestille sig. Hvis hun bare vidste, hvad jeg havde lavet med hendes søn: ladet ham røre mine bryster, onaneret hans pik, ladet ham slikke min fisse - og i aften havde jeg lovet ham, at vi ville have sex. Jeg løftede mit glas og tog en tår rødvin for at dække over min nervøsitet. "Tak, moster," sagde jeg og forsøgte at skjule min ubehagelige følelse. "Jeg gjorde bare, hvad jeg følte var nødvendigt."
Nu var vi hjemme igen. Huset var stille, bortset fra den svage lyd af vores fodtrin på trægulvet. Vi gik op ad trappen sammen, og jeg fulgte tæt efter Emil, som allerede var på vej mod sit værelse. Jeg havde stadig min kjole på, den samme jeg havde haft på hele aftenen. Den havde føltes lidt for fin, lidt for tætsiddende, men Emil havde set på mig hele aftenen med et sultent blik, der gjorde det klart, at han ville have mig. Og det gjorde det hele værd. Han havde ikke sagt noget, selvfølgelig – hans forældre sad jo lige ved siden af – men rødmen i hans kinder havde sagt det hele.
Da vi trådte ind på hans værelse og jeg lukkede døren bag os, kastede han et hurtigt blik på mig, som om han stadig skulle vænne sig til at have mig her. Jeg smilede forsigtigt og gik hen mod hans skrivebord, hvor han havde efterladt en bog og et par blyanter. Værelset var præget af en rodet orden, der passede perfekt til ham.
Jeg kunne høre, hvordan lydene fra stuen langsomt stilnede af, og vidste, at moster og onkel var gået i seng. Her, på hans værelse, var det bare os.
Jeg tændte musikken, og lyden fra hans højtalere fyldte rummet. Det var en afdæmpet melodi, rolig og enkel. Jeg strakte en hånd frem mod Emil og fangede hans blik. "Kom her," sagde jeg stille.
Han tøvede først, selvfølgelig gjorde han det, men til sidst tog han min hånd. Hans fingre var lidt kolde, men hans greb var stærkere, end jeg havde regnet med. Jeg trak ham tættere på mig og førte hans hænder ned om mine hofter, inden jeg lagde mine arme omkring hans nakke.
"Dans med mig," sagde jeg roligt, som om det var den mest naturlige ting i verden.
Han så forelsket op på mig. Jeg var stadig lidt højere end ham. Han fulgte mine bevægelser, først en smule klodset og akavet, men hurtigt med mere selvsikkerhed, som om han indså, at jeg ikke havde tænkt mig at give slip.
Musikken var langsom, og jeg lænede mig lidt tættere ind mod ham. Jeg kunne mærke hans nervøsitet, hans usikkerhed, men også noget andet – en ro, som kun kom frem, når han vidste, han var et sted, hvor han ikke skulle præstere noget. Jeg vidste, at han følte sig tryg sammen med mig.
"Du er bedre til det her, end du tror," sagde jeg og kiggede ned på ham.
"Det er jo dig, der fører an," mumlede han, og hans stemme var lav, næsten en hvisken, men der var en lille antydning af et smil i den.
Jeg lo blidt og strøg en hånd over hans skulder. "Det er okay. Bare følg med."
Vi bevægede os langsomt rundt i rummet. Hans hænder hvilede stadig på mine hofter, og jeg kunne mærke, hvordan han begyndte at slappe mere af. Musikken spillede videre, og jeg lukkede øjnene et øjeblik.
Da sangen langsomt tonede ud, stoppede vi med at bevæge os, men jeg blev stående tæt på ham. Jeg kunne mærke hans åndedrag mod min hals. Jeg tog et skridt tilbage og vendte mig om med ryggen mod ham.
"Vil du lyne min kjole ned?" spurgte jeg stille og kiggede over skulderen på ham.
Han stivnede lidt, og jeg kunne mærke, hvordan hans hænder tøvede, før de forsigtigt fandt lynlåsen på min ryg. Hans fingre var varme mod min hud, og han trak langsomt lynlåsen ned, som om han var bange for at gøre noget forkert.
Jeg trak roligt min kjole ned. Jeg mærkede stoffet glide mod min hud, indtil det hang omkring mine ankler og faldt til jorden. Jeg stod stille i et øjeblik, følte luften mod min bare hud, inden jeg vendte mig om imod Emil igen.
Undertøjet var enkelt og sofistikeret. Satinen var glat og kølig mod min hud. Hofteholderens blonder omsluttede mine hofter, fine og delikate. Nylonstrømperne strakte sig stramt langs mine ben. De små clips holdt dem på plads. Hver bevægelse fik stoffet til at glide mod min hud, mens blonderne strammede let omkring mine hofter og lår.
Jeg lagde mig langsomt tilbage på sengen, følte den bløde madras støtte min ryg, mens jeg sendte Emil et sødt, lidt udfordrende smil. Jeg kunne mærke, hvordan spændingen i rummet steg, blevet tættere, mere intens. Jeg kiggede på ham, mens jeg hviskede med en let, næsten legende tone: "Kom her og nyd din præmie."
Emil tøvede et øjeblik. Hans øjne flakkede, og hans holdning ændrede sig. Langsomt bevægede han sig hen mod sengen og lod knæene synke ned i madrassen. Da han satte sig foran mig, var den ubesværede selvtillid, han havde udstrålet hele aftenen, forsvundet. Nu stod han foran løvens hule
Jeg tog langsomt trusserne af og mærkede stoffet glide mod min hud. Da de var helt af, spredte jeg benene og kiggede på Emil. Hans kinder var knaldrøde.
Jeg lå der, kroppen tung mod madrassen, og troede, jeg vidste, hvad der ville ske. Jeg forventede, at han bare ville tage mig, trække bukserne ned og glide pikken ind i mig. Jeg havde forberedt mig på det. Men han gjorde noget helt andet.
Han lænede sig i stedet ned, og snart mærkede jeg hans varme ånde mod min skede. Hans bevægelser var rolige og tålmodige. Jeg mærkede hans hænder hvile blidt på mine hofter, uden at være påtrængende. Med lukkede øjne og et lille gisp af nydelse mærkede jeg, hvordan han langsomt førte sin tunge frem og begyndte at slikke min fisse.
Jeg strøg mine fingre gennem hans hår, mens hans tunge målrettet bevægede sig frem og tilbage mellem mine fedtede skamlæber. Hver bevægelse var omhyggelig og velovervejet, og jeg kunne mærke, at han brugte den teknik, jeg havde vist ham sidst. Han smagte omhyggeligt på min skede, som om han ville nyde hvert eneste øjeblik. Jeg mærkede, hvordan hans rytme tilpassede sig mine støn, mens fissesaften dryppede ned ad hans hage.
Hans varme hænder gled over min hud, og hans bløde læber fulgte efter. De lukkede sig omkring min klitoris, og jeg kunne mærke, hvordan blidt klemte den mellem læberne, før han begyndte af slikke på den med sin tunge. Mine hofter løftede sig instinktivt, og min vejrtrækning blev hurtigere. Mine fingre greb fast i lagnet, og mine lår skælvede. Jeg gispede og hev efter vejret. Da orgasmen endelig ramte mig, var det som om, at et voldsomt lyn slog ned i min krop. Min krop spændte, min ryggen krummede, før jeg til sidst sank tilbage i sengen, tung og udmattet.
Jeg kiggede op på Emil, og jeg kunne se, hvordan Jeg kiggede op på Emil. Hans øjne var fulde af spænding. Han havde lige fået mig til at komme med sin tunge, og han vidste, at der var noget stort på vej. Med en lav stemme sagde jeg: "Er du klar til at miste din mødom?”
Han så på mig og spurgte forsigtigt: "Skal vi ikke bruge kondom?"
Jeg nikkede langsomt og svarede: "Normalt gør man, jo, men det er en af mine sikre dage i dag, og det er jo din første gang." Jeg kunne mærke, hvordan ordene "første gang" hang i luften mellem os.
Han kravlede op på mig og lagde sig mellem mine ben. Hans bevægelser var tøvende, og hans muskler spændte under huden. Han undgik mit blik og fokuserede i stedet på vores sammenflettede kroppe.
Jeg greb blidt om hans stive pik og guidede ham langsomt ind, indtil han penetrerede mig helt. Et øjeblik spændte min krop sig om ham, før jeg gav efter, og en bølge af varme bredte sig gennem mig. Jeg trak vejret skælvende ind, samlede mine ben omkring hans hofter og pressede ham dybere ind. Hans bryst pressede sig tæt mod mit, hans varme ånde kildede mod min skulder, og jeg kunne mærke, hvordan hans krop skælvede i spænding og nervøsitet.
“Hvordan føles det?” hviskede jeg med en lys stemme og strøg ham blidt ned ad ryggen for at berolige ham.
"Det føles dejligt," mumlede han. "E-Er du okay?"
Jeg trak ham tættere ind til mig, mærkede hans krop fuldstændig forsvinde ind i min. "Jeg elsker det, Emil," hviskede jeg.
Sådan lå jeg med Emil inde i mig, og jeg kunne mærke, at han ikke vidste, hvad han nu skulle gøre. Vi lå stille i et stykke tid. Jeg gav ham tid til at vænne sig til følelsen af at have sin pik inde i min fisse, mens jeg lå og nød endelig at være tæt på et andet menneske igen. Jeg havde ikke haft sex med nogen, siden Mads slog op med mig. Efter at have ligget lidt og holdt om hinanden, smilte jeg forsigtigt, og med en rolig stemme sagde jeg: "Prøv at bevæge dig lidt frem og tilbage, Emil. Forsigtigt.”
Han nikkede fokuseret. Jeg kunne næsten se, hvordan tandhjulene drejede oppei hans hoved, hvordan han forsøgte at finde den rigtige måde at gøre det på. Jeg kunne mærke, at han ikke ville gøre noget forkert. Han trak hofterne forsigtigt tilbage, inden han stødte dem blidt fremad igen. Jeg mærkede, hvordan hans pik blidt kørte ind og ud af min fisse i takt med hans små, forsigtige stød. Jeg lagde mig stille tilbage, ønskede ikke at presse ham. Jeg vidste, at han havde brug for tid til selv at finde ud af, hvad han skulle gøre, og hvad der føltes rigtigt for ham. Med et kærligt smil i øjnene lå jeg blot og iagttog hans bevægelser, mens han fandt sin egen rytme. Det føltes fantastisk at være vidne til.
"Kom tættere på," hviskede jeg, mens jeg trak hans hofter mod mine. Jeg hjalp ham langsomt og guidede hans bevægelser med en blid hånd. Jeg viste ham, hvordan han kunne kærtegne min krop og elske med den, mens vi fandt en stabil rytme. Jeg mærkede hans hænder glide over min hud, og hans krop kom tættere på min. Langsomt – næsten uundgåeligt – fandt han en rytme, der føltes vidunderlig for os begge.
Jeg kunne mærke, at han slap noget sin nervøsitet – først i langsomme, forsigtige stød som snart blev mere selvsikre. Jeg nød den ægte og uspolerede måde, han rørte mig på. Jeg havde aldrig haft sex med en jomfru før, men det føltes vidunderligt at kunne guide ham sådan her. Min fisse var så våd, at hans pik gled ubesværet ind og ud. Jeg mærkede varmen mellem os vokse, mens hans bevægelser blev mere intense, og vi fandt en rytme, der passede os perfekt.
Min krop skælvede under hans. Jeg blev overvældet af stolthed. Han lærte så hurtigt. Jeg mærkede tårerne presse sig på, ikke kun på grund af af glæde, men også af en ægte stolthed over, hvor meget han var vokset. Fra den stille dreng, som alle havde overset, til en smuk, ung mand, der nu udstrålede selvsikkerhed.
Jeg tog blidt om hans håndled og førte forsigtigt hans hænder op til mine bryster. Jeg mærkede, hvordan han skælvede, da hans fingre lukkede sig omkring hvert bryst, men han fulgte min vejledning uden at tøve. Jeg ville have ham til at forstå, at han ikke skulle være bange for at røre ved mig. Jeg guidede hans hænder blidt og viste ham, hvordan han kunne kærtegne mig, mens vi elskede.
"Det er ikke kompliceret," sagde jeg stille, mens jeg mærkede hans hænder finde til. Han masserede blidt mine bryster, mens han stødte sin pik ind i mig. "Bare følg med, Emil. Jeg er her."
"Jeg kan ikke holde til meget mere," gispede han, som om han kæmpede for at bevare kontrollen.
Jeg smilede roligt op til ham og lagde min hånd på hans kind. "Det er okay. Hvis du ikke kan klare mere, er det okay. Bare nyd det. Der er ingen hast.”
Jeg havde næppe færdiggjort sætningen, før jeg mærkede ham stramme grebet om mine bryster. Og så kom det. Et lavt, stakåndet gisp undslap hans læber, da hans krop pludselig stivnede mod min. Han gav efter, åbnede for alle sluserne, og i det samme mærkede jeg sæden skylle ind i min skede, gennem min livmoderhals, og op i min livmoder. Han holdt stramt om min krop og stødte hofterne helt frem, mens han sprøjtede ladning efter ladning ind i mig. Gispene fulgte i takt med hvert pump. Derefter faldt han sammen oven på mig, mast sammen under vægten af hans udmattelse. Hans pande hvilede tungt mod min skulder, mens han hev efter vejret.
Jeg holdt ham tæt ind til mig, som om vi var limet sammen i et øjeblik. Mine arme gled op omkring hans ryg, og mine fingre fandt vej til hans nakke. Jeg strøg ham blidt i de bløde nakkehår, mens han blev ved med at trække vejret i små gisp, som om han lige havde færdiggjort et marathon.
"Det er okay," hviskede jeg stille, mens jeg lod mine fingre stryge gennem håret. Samtidig kunne jeg tydeligt mærke min livmoder blive fyldt op med mere og mere sæd. "Du gjorde det så flot, Emil. Du fortjener et 12-tal mere,” grinede jeg blidt.
Han mumlede noget, som jeg ikke helt kunne høre, men det lød næsten som et tak. Hans krop slappede langsomt af imod min, og jeg kunne mærke, hvordan hans vejrtrækning blev roligere og mindre afslappet. Jeg blev ved med at holde ham tæt ind til mig.
"Rikke?"
Jeg smilte og strøg hans nakkehår. "Ja, Emil?" svarede jeg blidt.
Han løftede sit hoved, og vores blikke mødtes. Der var en sårbarhed i hans øjne, men også en beslutsomhed. Uden at sige mere lænede han sig frem og pressede sine læber mod mine.
Kysset var blidt i starten. På trods af alle grænser, vi allerede havde brudt sammen, føltes dette øjeblik mere intimt end noget andet. Det var råt og intenst, og jeg mærkede hurtigt, hvordan min krop reagerede. Emil kyssede mig som om, det var mit første kys. Jeg overgav mig dog øjeblikkeligt og lod kysset blive dybere og mere lidenskabeligt.
Jeg mærkede, hvordan hans krop vågnede op igen. Hans pik blev stiv inde i mig, mens vi kyssede. Emil trak sig lidt tilbage, så på mig med en med et udtryk, som om han bad mig om lov til at fortsætte.
“Det er okay. Bare bliv ved så længe du har lyst,” hviskede jeg, og før jeg overhovedet havde afsluttet sætningen, begyndte han blidt at støde ind sin pik ind i mig igen.
Denne gang var der en ny rytme i hans bevægelser. Usikkerheden fra før var smeltet bort, erstattet af en ny, næsten dyrisk trang. Han støttede sig på sine arme, og jeg kunne mærke, hvordan hans muskler spændtes og arbejdede, mens han stødte frem og tilbage i mig.
Og sådan fortsatte vi. Han var umættelig, og jeg kunne ikke andet end at overgive mig, lade ham tage mig, og give mig alt hvad han havde. Emil fortsatte, og han tømte, hvad der føltes som flere liter af varm sæd i min fisse den nat. Jeg holdt ham tæt ind til mig hele vejen igennem, mens jeg blev ved med at fortælle ham, hvor god og dygtig, han var.
Først da morgengryet sneg sig ind gennem gardinerne, lod trætheden til at overmande min lille fætter. Jeg lå på ryggen, udmattet og øm, men også fyldt med en dyb tilfredshed, jeg aldrig havde følt før. Emil lå oven på mig. Hans sidste par orgasmer dryppede roligt ud af min gennemkneppede skede. Mine arme og ben var viklet om hans krop. Han var faldet i søvn og savlede blidt ud af mundvigen og ned på min højre brystvorte, som han havde haft i munden.
Jeg kiggede ned på ham, som han lå der, fredfyldt mellem mine bryster. Mine fingre fandt vej gennem hans hår, og jeg strøg ham kærligt, mens jeg tænkte på, hvor meget han havde udviklet sig, og hvor stolt jeg var.
Mit blik landede på min forlovelsesring fra Mads, som stadig sad og glimtede på min finger. Jeg trak den af og lagde den fra mig på natbordet. Jeg vidste, at jeg aldrig ville behøve at tage den på igen. Min mand lå lige her.
————–
Tak fordi du ville læse med! Jeg øver mig stadig på at skrive, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du vil fortælle mig i kommentarsporet, hvad du synes om historien og min skrivestil. Det er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på!
Jeg tager også imod ønsker til historier. Hvis du har et ønske til noget specifikt, er du velkommen til at skrive til mig på jeriko1992@hotmail.com. Du kan også række ud til mig via hjemmesiden!
Erotiske noveller skrevet af JerikoHistorien er rettet af Jeriko