Erotisk Flugt (Sensuel Erotik)
Erotiske noveller skrevet af  Allerslyst

Udgivet: 19-04-2024 00:01:00 - Gennemsnit: 5  Udskriv
Kategori(er): Aldersforskel | Pigesex | Almindelig sex | Analsex | Onani | Sensuel Erotik
Antal tegn:73236



EROTISK FLUGT
– En næsten sand beretning om onani og sørejser


FORSPIL

Jeg sidder her i min usle taglejlighed i et hus på Seinens østlige bred. Fra vinduet kan jeg se over til øen og Notre-Dame. Jeg glæder mig hver dag over klokkeslagene, og det føles godt at være under den Hellige Madonnas beskyttende vinger.

Ved vinduet står mit staffeli med et tomt lærred. Jeg er næsten holdt op med at male, og i den sidste tid har jeg levet af at sælge mine gamle billeder. Men der ét jeg aldrig sælger. Det står henne i hjørnet med et klæde over, og det minder mig om tiden i Istanbul. En af mine venner fandt det i min gamle lejlighed og tog det med til Paris.

Det er længe siden jeg har været sammen med en kvinde. Jeg kommer sjældent i horehuset og er næsten holdt op med at gå til pigerne ved Seinen. Jeg er en gammel mand, 62 år, og de offentlige fruentimmere giver mig ikke længere nogen tilfredsstillelse.

Lige nu kigger jeg på billedet i hjørnet. Måske fjerner jeg klædet om lidt – lader sjalet falde, som jeg siger. Undskyld Jomfru Maria, undskyld kære læser – men den hånd der burde svinge penslen, har fundet vej til mit lem. Ja ja, du læste rigtigt, jeg sidder igen med hånden om min zip – sådan kaldte hun den, den dejlige Hürrem som jeg aldrig glemmer. Faktisk tænker jeg på to kvinder lige nu, men i min erindring smelter deres kroppe sammen til en.

Jeg slipper mine tanker fri og minderne vælder ind over mig med en kraft og friskhed så jeg ikke længere er klar over hvad der er fakta, og hvad der kommer fra min hjernes overophedede fantasier.

Det var de dage for længe siden – eller måske skulle jeg skrive nætter – hvor jeg sejlede på Marmarahavet og ned langs Lilleasiens kyst sammen med en kvinde. Ja, jeg skriver blot kvinde. Jeg ville gerne have præsenteret hende bedre, men mine ord slår ikke til, og desuden var der jo to. Den ene på skibet og den anden i mine tanker, og hver gang jeg mærker den kødelige længsel i min krop, bliver de et.

Jeg var på flugt fra Istanbul hvor jeg havde været maler. Jeg var dygtig, havde fine kunder, og jeg malede et billede til selveste Sultanen af en rødhåret slavepige. Hos de store malere i Venezia havde jeg lært at male i vestlig stil, og pigen malede jeg så man kunne se de fineste linjer i hendes hud og hvert et kussehår.

Men da Sultanen døde gik det galt. Blandt religiøse fanatikere gik der rygter om mit blasfemiske billede, og om at jeg på skændigste vis havde brugt det som mål for mit eget begær. Og ikke nok med det. Der gik også rygter om at der i haremmet på Topkapi-paladset var foregået skændige ting mellem kvinderne. En god ven med forbindelse til Topkapi (det var ham der senere bragte mig billedet) advarede mig og sørgede for at jeg kom væk fra byen i tide. Sådan gik det til at jeg en aften gik ombord på et portugisisk handelsskib der netop var ved at løsne fortøjningerne. Der var også en anden passager der gik ombord den aften, en fornem kvinde der var tilsløret og tildækket fra top til tå.

Når jeg genkalder mig disse erindringer, tænker jeg på mig selv som Jean. Det var sådan de kaldte mig, den gang i Istanbul.


1. HVORI KVINDEN GENNEMSKUER JEAN, OG DE LAVER EN AFTALE

Det var i starten af september. Skibet, som Jean havde været så heldig at komme med, var på vej gennem Ammarahavet i vestlig retning med god vind i sejlene. I de mørke aftener og nætter lå kvinden og Jean på dækket og kiggede op på Karlsvognen i nordvest. De så hvordan den i løbet af natten i sit kredsløb om Nordstjernen drejede ned mod horisonten for igen at stige op i nordøst, inden den forsvandt i morgenlyset. Og mens de kiggede og filosoferede, blev de mere og mere fortrolige, de åbnede sig for hinanden, og hun lokkede ham til at fortælle historier han aldrig før havde fortalt nogen.

Den forrige aften havde Jean fortalt om en rødhåret kvinde han havde set på slavemarkedet – hende han senere skulle male, og kvinden havde fortalt om Sultanens harem.

Henunder aften den følgende dag fandt de igen sammen bag nogle tønder og sække på skibets dæk. Her kunne deres samtale foregå ugeneret og uden forstyrrelser. Det var historierne, der bandt dem sammen – både det der blev fortalt, og det der blev holdt tilbage.

Kvinden bredte et tæppe ud på dækket så de kunne sidde behageligt, og hun tændte en lille olielampe. Med en håndbevægelse bad hun Jean sætte sig. Hun havde ikke på noget tidspunkt røbet hvem der gemte sig bag sløret, men hun havde med sine historier og sin bløde, sensuelle stemme åbnet en sprække til noget der gjorde Jean nysgerrig, og som fyldte ham med varme og ømhed. Hans syndige tanker listede sig ind under hendes klæder, og hver gang han lukkede øjnene, dukkede der sanselige billeder frem. Det var de billeder der gjorde hans drømme smukke og fortryllende, og som havde vakt hans længsel.

Når Jean kiggede op på aftenhimlen, hændte det at han begyndte at gruble over sine egne følelser og handlinger. På et tidspunkt spurgte han kvinden:
– Husker du hvad jeg fortalte dig om slavemarkedet?
– Hvad tænker du på, og hvorfor spørger du? svarede hun.

Jean tøvede lidt og sagde så: – Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad jeg er for et menneske. Da jeg så den rødhårede slavinde stå der sårbar, uskyldig og blufærdig foran mændene, fik jeg ondt af hende, og jeg overvejede at bryde ind i mængden og dække hendes krop med min egen kappe. Men hendes skønhed gjorde mig svimmel, mine lemmer mistede deres kraft. Og så stod jeg bare der og hørte mit eget dybe suk da de fjernede tæppet fra hendes skuldre, og hun stod der … helt nøgen. Tilgiv mig Allah. Jeg prøvede virkelig at kigge væk og gå videre, men synet af den hvide numse, de runde bryster og det flammende skød fik mig til at blive. Det gjorde mig ondt at se hvordan mændenes liderlige øjne stirrede på den nøgne kvindekrop, og jeg besluttede at jeg ville komme igen senere for at købe hende fri. Men da var hun solgt.

– Du er en hykler, Jean, sagde kvinden. – Fra nu af skal du fortælle mig alt uden at skjule noget, hverken for mig eller dig selv. Men først vil jeg lære dig hvordan en historie skal fortælles. Min historie handler om den samme rødhårede kvinde som din, den smukkeste af alle smukke slavinder.

Mit navn er Hürrem, og for at du ikke skal tro noget forkert om mig, vil jeg minde dig om at jeg er en dannet og intelligent kvinde. Det behager mig når du kigger mig dybt i øjnene, men husk at du kun ser en spejling af himlen og ikke brøndens dyb. Sådan er det også med mine historier. Når jeg er færdig med at fortælle, vil jeg have fået mere at vide om dig end du har om mig.


2. HVORI HÜRREM FORTÆLLER OM DEN RØDHÅREDE SLAVINDE

Jean gruede for hvad der ville komme, men han var også spændt. Hürrem satte sig godt til rette, og begyndte så på sin historie:

– En rig pasha havde foræret Sultanen en rødhåret slavinde som han havde købt på markedet. Pigen kom fra et land i Nordeuropa, og hun kunne kun gøre sig forståelig på frankernes sprog. Hun var lys i huden og havde den samme kastanjerøde hårfarve som Sultanens yndlingshest.

Da hun ankom til Topkapi, blev hun straks ført ind i haremmet hvor hun skulle oplæres i erotikkens og sanselighedens kunst så hun kunne være Sultanen til gavn og fornøjelse. Det var en opgave som jeg straks tog på mig, selvom jeg selv har nydt at være genstand for Sultanens kærlighed. Jeg ville med fornøjelse give slavinden den nødvendige dannelse og lære hende de frækkeste færdigheder. Som sagt er jeg selv en dannet og intelligent kvinde som kender Sultanens lyster, så ingen kunne gøre det bedre end jeg.

Hun var en dygtig og lærenem slavinde, den rødhårede, og for sjov skyld lærte jeg hende at fremføre dristige strofer på arabisk. Det var digtet hvor Bahloul lovpriser sit rejste lem. Hun forstod dengang hverken tyrkisk eller arabisk, men hun var musikalsk og havde sprogøre så hun lærte det hurtigt og helt uden fejl. Jeg kunne ikke lade være med at more mig over hvad Sultanen ville sige når hun stod der i sit silkesjal og med uskyldsren pigestemme reciterede:

Når mit lem står oprejst,
pines jeg indtil vanvid.
Se, nu rejser det sit hoved!
Nyd dets flammerøde skær!

Sådan noget synes jeg er morsomt, Jean. De sjofle ord fra pigens uskyldige mund ville give Sultanen en ufrivillig rejsning som ville pine ham fælt fordi han vidste det var mig der stod bag – at det stadig var mig der havde magten over hans lem. Hvad siger du, Jean – er det ikke morsomt? Har du hørt en pige sige sådan noget? Nåh ikke. Men har du så mødt en kvinde der har haft magten over dit lem?

Jean svarede ikke. Hen kiggede ned for at rette en fold i sin kappe og løftede først blikket da Hürrem fortsatte:

– Jeg lærte hende også forførende danse, lærte hende at vugge med sin velformede strutmås og at bevæge sine lænder frem og tilbage så det kvindelige sted blev synligt under sjalet. Og jeg lærte hende at synge med en stemme der var var liflig og forførende som bækkens rislen.

Men det der gav mig den største glæde, var at lære hende hvordan hun skulle vække lysten i Sultanens kugler og kæp og at forberede hendes køn til penetreringen. Jeg tænkte med fryd på hvordan Sultanen i sin dyriske liderlighed og jomfrusult ville kaste sig savlende over sin nyerhvervelse og penetrere hendes kastanjerøde lysthus uden at opdage at jeg allerede have haft mine fingre, læber og tunge i alle de søde huller.

Men jeg ville gå langsomt frem så jeg kunne nyde det hele … så vi begge kunne nyde det. Forstår du hvad jeg mener, Jean?

Jean havde siddet lidt uroligt med en hånd under kappen. – Bølgerne er så høje, stønnede han.
Hertil svarede Hürrem at de snart ville blive endnu højere og fortsatte så uanfægtet:

– Først tog jeg hende med over i hamammen. Vi klædte os af og nød det varme bad. Gennem damptågerne fik jeg et glimt af hendes nøgne krop. Jeg så at hendes skød havde samme røde farve som hendes hår, og hendes hud var stram og glat. Bagefter lod vi os smøre ind i olier og rosenvand så vi duftede godt foroven og forneden inden vi iførte os tynde silkesjaler.

Jeg tog hende i hånden og førte hende over til mit private gemak hvor jeg skænkede myntete for hende. Mens vi nippede til teen, forsøgte jeg med ord og fagter at forklare hende at hun kunne være tryg i mit selskab, og at jeg var der for at hjælpe hende. Jeg skal gøre dig klar til Vor Sultan, sagde jeg. Og sørge for at du bliver hans yndlingskonkubine – ikke en simpel odalisk der skal vaske tøj og skrubbe gryder. Jeg har selv været Sultanens yndlingshustru, og jeg ved hvad han forventer. Eloïse, sagde jeg så, for det hed hun, lad mig se hvad du har til ham af dejligheder under dit sjal.

Hürrem så med tilfredshed at det gav et gib i Jean, og hun vidste i det øjeblik at hun med sin fortælling kunne pirre og kilde ham efter forgodtbefindende. Hun havde magten over ham – og over hans lem. Og hun nød det. Således opmuntret, fortsatte hun:

– Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre, kærtegnede hendes arme og pustede hende i øret. Da hun usikkert og lidt skræmt trak silkesjalet tættere om sig, så jeg med velbehag hvordan det tynde stof afslørede hendes brystvorter. Åh så sødt at hun lod mig se dem på den måde.

Så åbnede jeg hendes sjal, og der stod hun … helt nøgen! Kan du forestille dig det, Jean? Nøgen som Den Almægtige havde skabt hende. Det kastanjerøde hår, der bølgede ned over hendes skuldre og ryg, øjne så blå som Marmarahavet, struttende bryster, velformet numse og mellem de spændstige lår den frodigste trekant af røde, krusede hår. Hvor er du smuk, sagde jeg og kunne ikke slet ikke få nok af at se på hende. Åh, hvor er du smuk Eloïse … og i det øjeblik lod jeg mit eget sjal falde …

Jean, der havde siddet koncentreret og lyttet, kiggede forskrækket op.

– Nej Jean, nu får du forkerte tanker om mig. Godt nok strutter mine bryster ikke længere som en ung kvindes, men de er fyldige og fristende som modne frugter. Min mave er rynket efter børnefødsler, men den er blød og rund og god at kærtegne. Min navle er som en skål mellem runde, bløde puder, og mit skød er dækket af en mørk trekant med de sølvstænk som Allah Den Almægtige har smykket det med gennem årene. Min krop er generøs, og min åbning er lige så våd, villig og velduftende som en ung kvindes. Jeg ved, hvad mænd og kvinder kan lide, jeg er fiks på fingrene, og jeg kan spille på pik, kugler og kusse bedre end nogen anden … bliver det for meget for dig, Jean? Hørte jeg ikke et lille suk fra dine læber?

– Åh nej, Hürrem. Tænk ikke på det. Det er havet, suget fra bølgerne …

Hürrem smilede overbærende og samtidig stolt over fortællingens magt, og hun fortsatte:

– Jeg gik ind bag Eloïse, pressede mit nøgne skød mod hendes numse og lagde mine hænder under hendes bryster. Jeg vil bare gøre det godt for dig, min pige. Sådan sagde jeg. Du er en kvinde som jeg, vi kvinder kender hinandens kroppe, brysternes følsomhed og kussernes smertefulde længsel. Tro mig, Jeg kan give dig større nydelse end nogen mand.

Jeg mærkede hendes faste baller mod min bløde mave. Du skælver, sagde jeg. Du skal ikke være bange min pige, jeg vil jo bare nyde din krop, åbne den og vise dig hvor smuk du er.

Forstår du det, Jean, det var mig selv, der skælvede. Hun var så smuk, og hun kiggede så lystfuldt på mig. Du må få det hele … mine rynkede hængebryster, min gråsprængte kusse, min fyldige mås, min modne, længselsfulde vulva … sådan tænkte jeg, Jean … åh ja, nu tror jeg vi begge kan mærke suget!

Hürrem lukkede øjnene, og hvis Jean havde kunnet kigge gennem hendes slør, ville han have set et lille smil på hendes læber. Hun trak vejret dybt ind og fortsatte:

– Jeg kyssede hendes nakke og kind, og da hun vendte sig om, så jeg lige ind i de blå øjne. Vi omfavnede hinanden, tæt og varmt. Jeg knugede hende ind til mig, kyssede hende, først blidt, så voldsomt, og jeg mærkede hendes legesyge gazellekid mod mine egne bryster. Med begge hænder … sådan her … løftede jeg mine bryster op så brystvorterne berørte hendes. Jeg dirrede af fryd og jeg kiggede ned og så glat hud mod rynket hud, struttende bryster med spændte rosenknopper der borede sig ind i bløde, slappe bryster med store, brune øjne. Vores bryster var så smukke sammen og så søde at se på, Jean – du skulle selv have set dem. Kvindebryst mod kvindebryst, brystvorte mod brystvorte. Så ømt og godt – og rigtigt!

Med lukkede øjne og med mine læber mod hendes hud lod jeg mig langsomt glide ned. Hun duftede af rosenvand, moskus og lavendler, og da jeg sad mellem hendes lår, fangede jeg den skarpe, hidsende duft fra hendes køn. Jeg sukkede af lykke – kender du den duft, Jean? Så åbnede jeg øjnene og kiggede lige ind i det flammende skød.

Jeg greb om de runde baller og pressede mit hoved helt ind … mærkede de krusede hår mod mit ansigt … åh Jean, forstår du det … under den frodige dusk så jeg hendes vulva der var var trind og fremstående … jeg måtte kysse den, og med mine læber og min tunge finde dens fugtige mund. Og i min rus åbnede jeg ballerne, fulgte revnen med mine fingre og fandt hendes guddommelige numsehul. Jeg lod en våd finger cirkle rundt om det, langsomt og forsigtigt for at udsætte det øjeblik … hvor jeg pressede fingeren ind mod den lille, rynkede krans … åh Jean, kan du huske det … hvor godt det føles?

Mens Hürrem fortalte, viste hun med sine arme og hænder hvordan hun greb om ballerne for at presse pigens køn ind mod sit ansigt. Og hun førte den nysgerrige finger op under sløret og kyssede den. Jean kunne ikke slippe tanken om at det var den finger der lige havde været i Eloïses numse, og han fik sådan en lyst til selv at kysse fingeren og stedet hvor den havde været. Og mens han tænkte sådan, så han at hans lem havde løftet kappen. Han sukkede og dækkede blufærdigt den forræderiske bule med sine hænder.

– Er det bølgen igen, Jean?
– Ja, det er bølgernes sug der kildrer i min krop, sagde han. – Jeg har aldrig været søstærk.

Jean løftede blikket og så Hürrems mørke øjne gennem sløret. Han lagde mærke til smilerynkerne. Smilede hun sødt eller drillede hun? Der var noget ved historien der foruroligede ham, og alligevel kunne han ikke få nok. Han måtte høre mere, og heldigvis fortsatte hun:

– Jeg rejste mig op og førte slavinden hen til min divan hvor jeg fik hende til at lægge sig på ryggen med en pude under hoved og numse. Der lå hun, fristende og klar med det røde hår bølgende ud over puden. Du er så smuk, sagde jeg, mens jeg lod min hånd stryge hen over hendes mave og ned til den røde trekant og venusbjerget. Er det her du har din hånd når du drømmer om en mand? Og hvad gør hånden så – kryber den længere ned? Sådan her? Nej, nej, du skal ikke være bange, Eloïse. Vi kvinder kender jo hinanden, og vores fingre kan finde vej i den foldede blomst. Åh, så våd du er, min pige!

Sådan talte jeg til hende mens jeg kærtegnede hendes inderlår og hendes kvindelige sted. Jeg lagde mig mellem hendes spredte lår og fik hende til at bøje i knæene. Har du prøvet det, Jean? At ligge mellem en kvindes glatte lår? Kan du forestille dig duften, den krydrede duft af rosenvand og kusse? Nej, jeg ved det godt. Man kan ikke forestille sig en duft, men en duft kan minde os om alt det dejlige, og mellem mine egne lår er der en duft og en længsel der får mig til at huske det hele, åh ja. Jeg ser det for mig, hvordan jeg med mine fingre klemte hendes kønslæber sammen, fik dem til at glide mod hinanden i deres egen væde, og hvordan jeg åbnede dem og så de fine safttråde mellem rosenbladene. Jeg kunne kigge lige ind i blomstens lyserøde svælg, og jeg kyssede og drak. Med mine fingre løftede jeg forsigtigt den lille hætte øverst i åbningen og fandt kærlighedsknoppen. Jeg kyssede den, sugede den ind mellem mine læber, slikkede rundt om den og hele vejen ned gennem revnen til det bageste hul. Og da jeg førte min våde finger derind, klappede hun sine lår sammen om mit hoved og overgav sig med et suk.

Bagefter lå vi helt stille. Eloïse havde lagt sine hænder på mit hoved, og senere kyssede jeg den glatte hud på hendes lår. Så er det din tur, sagde jeg, og gav hendes kusse et lille klem. Vis mig, at du også kan elske en kvinde.

Åh Jean, så rejser vi os, og jeg knuger hende ind til mig så vores bryster igen kysser hinanden og kærlighedssaften flyder fra vores kusser. Det er din tur nu, Eloïse, siger jeg igen, og hun sætter sig på knæ mellem mine ben, kigger op med sine blå øjne, smiler genert til mig og griber så med begge hænder om mine baller …

Jean havde været helt opslugt af historien, ænsede ingenting bortset fra sit eget galoperende hjerte. Han så for sig hvordan Eloïses hoved, omgivet af det bølgende røde hår, nærmede sig Hürrems mørke trekant. Han tænkte på duften af rosenvand, moskus, lavendler … og kusse … jo, Hürrem havde ret, man kan ikke genkalde sig en duft, hvor gerne man end vil. Men han ville gerne … ville gerne være lige der hvor Eloïse var og trække duften af kvinde dybt ned i lungerne. Han så for sig hvordan Hürrems bryster svingede tungt over det røde hår, han så Eloïses hvide ryg og de faste ungpigeballer der hvilede på hælene. Og Hürrems numse … så hvid og fyldig … og hænderne, de blide kvindehænder der var alle steder.

Så førte han hånden ind under sin kappe, lukkede den om sit lem – blidt, som var det en kvindehånd, Hürrems hånd. Han kærtegnede den silkebløde hud og fik den til at glide mod skaftet og det blottede agern. I det øjeblik tænkte han på hvordan det ville være at synke ned i Hürrems modne kusse. Han tænkte på dens frodighed, dens fugtige åbning og dens flygtige duft. Sådan sad han en stund i sine egne tanker inden han kiggede op i håb om at Hürrem ville forsætte.

– Det var historien, Jean. I morgen er det din tur, og nu er det tid til at sove.


3. HVORI JEAN HAR EN MÆRKELIG DRØM

Mens Hürrem fortalte, havde Jean spekuleret på hvor meget hun vidste om ham. Men det mest foruroligende ved historien var dog øjeblikket hvor den unge kvindes ansigt nærmede sig den gråsprængte trekant. Han havde set det for sig. Det var så frygteligt, men det var også sødmefuldt, og det havde fået hans lem til at rejse sig. Uden at tænke over det havde han rørt ved sig selv under kappen, og nu, hvor magien pludselig blev revet væk, sad han som en uopdragen koranskoledreng og rettede på sit lem i en moden og anstændig kvindes påsyn. Det var så skamfuldt, og tusind tanker fløj gennem hans hoved.

Han kunne ikke forstå det – at kvinder kunne elske på den måde. Han kunne godt huske hvordan det havde været når der kom en ny lærling på værkstedet. De unge, dunede drenge med glat hud havde kroppe som piger, og når de stod bøjet over arbejdsbordet og sødt spredte deres baller, var det en fornøjelse at penetrere deres små numsehuller. Det var lige så godt som et jomfrueligt skød, var der nogle af de mere erfarne der sagde – blot strammere. Og det var stramt, varmere og bedre end når han selv gjorde det. Men at kvinder kunne gøre det sammen, det var ikke til at forstå. Og at de kunne få udløsning uden en mand, var ufatteligt, naturstridigt og frygteligt. Men det var også ophidsende og på en måde ømt og smukt at tænke på.

Nu så han det igen for sig – Hürrems hoved mellem Eloïses lår, hvordan hun med næsen begravet i den røde dusk fyldte sine lunger med dens krydrede duft, og hvordan hun lod sin tunge finde vej ind i åbningen. Men det bedste og mest ophidsende var lige der, hvor historien sluttede – der, hvor Eloïses hoved langsomt nærmede sig Hürrems modne kusse. Det var så godt at tænke på, og han tænkte med fryd på det øjeblik hvor Eloïse finder vej til Hürrems bageste hul, hvor den våde finger glider ind, og hvor Hürrem sukker og til sidst må overgive sig …

Det var begyndt at blive mørkt. Skibet vuggede, det knagede i skroget, og de hørte den søvndyssende lyd af bølger der skyllede ind mod stævnen. Snart blev Jeans øjne tunge, og han lagde sig på dækket og lod blikket glide op langs mastens glatte træ til de blafrende sejl og den mørkeblå himmel.

Lidt efter lidt dukkede stjernerne frem, og som han lå der med halvt lukkede øjne, gik hans tanker på vandring. Han tænkte på den rødhårede kvinde, og han tænkte på Hürrem. Den efterhånden helt sorte himmel var nu som et telt over ham, og snart drømte han at han lå inde under Hürrems mørke kappe. Han hørte lyden af det blafrende stof, og han så de tusindvis af huller i kappens vævning, hvor lyset faldt igennem som små prikker. Han så to nøgne, glatte ben. Kvindeben, var det – og længere oppe de fyldige hvide lår, der forsvandt i mørket.

Skibet vuggede, han følte sig let og vægtløs og svævede op under kappen til det hemmelige sted. Alt bevægede sig let og frit uden tyngde, der var ikke noget op og ned, og han greb med stærke hænder fat om Hürrems hofter og vendte hende så kjolen og kappen faldt ned over hendes hoved, og hendes underliv var blottet. Sådan holdt han hende – som en moden frugt – og han bøjede sig ned mellem hendes lår for at smage. Frugten var moden og revnet og han sugede saft fra det purpurfarvede frugtkød og blev beruset som en af nattens sværmere. Det var det han var, en natsværmer der fangede nattens dufte. Han sugede mælk og kærlighed af Hürrems svulmende bryster, drak af navlens hulning og rullede sin lange, følsomme tunge ud for at suge honning og nektar fra kussens dybe brønd. Hans krop sitrede af lyst, han ville være alle steder på én gang, drikke af alle kilder, og da hans og Hürrems læber og tunger mødtes, drak han af hendes mundvand og mærkede at hendes skød åbnede sig for ham. Han holdt om hendes liv i et tæt favntag, og da hun tog om hans lem og førte ham ind, hørte han de våde lyde fra deres kroppe. Han hørte hvordan lyden faldt sammen med de plaskende bølger der rytmisk slog ind under skibets planker …

– Jean, blev der kaldt. Han åbnede øjnene på klem.

Det var ved at blive lyst. Mod øst var himlen farvet rød af solen der stod lige under horisonten, og højt, højt over den så han den aftagende månes segl. Dens fine kurve fik ham til at tænke på Hürrems bryster, på hendes mave og numse … og på hendes hvælvede skød.

– Jean, Jean!

Han mærkede en hånd på sin skulder og åbnede langsomt øjnene helt. Det var Hürrem, hun rakte et krus med vand frem mod ham.
– Du drømte, sagde hun. – Du sitrede og lavede lyde med læberne som var du tørstig.
– Ja, jeg drømte så dejligt, sagde han og tog kruset.


4. HVORI JEAN MÅ LÆSE ET BREV HØJT FOR HÜRREM

Det blev en lang dag under den brændende sol. De var kommet gennem det snævre Dardaneller-stræde og sejlede nu på det Ægæiske hav med sydlig kurs. Jean kom i snak med søfolkene og købmændene og gav en hånd med, hvor han kunne gøre nytte. Men lige meget hvad han foretog sig, holdt han øje med Hürrem, den tilhyllede kvinde i den mørke kappe der gik rundt og flirtede med mændene som om hun ikke længere kendte ham.

Men hen under aften kom hun til ham igen, og de satte sig på tæppet på deres lille beskyttede sted. Hürrem tændte olielampen og sagde:

– I aften er det din tur, Jean. Men jeg gør det nemt for dig, jeg har noget med som du skal læse for os.

Hun trak nogle foldede ark papir frem fra sin kappe og glattede dem forsigtigt ud. Da Jean så de tæt skrevne sider, vidste han med det samme hvad det var. Hans hjerte stod stille.

– Det er et brev, Jean. Kender du håndskriften? Jeg har taget det med til din rødhårede veninde. Jeg hjalp hende med at flygte da vi blev drevet ud af vores lille paradis, harem i haremmet. Og der var vist også noget med et billede og en utugtig maler …

– Det var ikke meningen nogen skulle se det brev, sagde Jean chokeret.

– Netop. Så da Kafur, eunukken, afleverede det, tog jeg det og gemte det et sikkert sted i mit private gemak. Og der har jeg passet på det og i al diskretion læst det med fornøjelse. Jeg væmmes ved maleren, men pigen er sød. Nu vil jeg høre dig læse det.

Hürrem rakte brevet til Jean som åbnede det med rystende hænder. Han lod øjnene glide ned over brevets linjer og var i lang tid tavs.
– Højere, sagde Hürrem, og så læste han langsomt og med lav stemme:


Kære Eloïse

Når du har læst dette brev, vil jeg bede dig om at rive det i tusind stykker. Lad derefter Kafur, som bragte dig brevet, smide stumperne i Bosporus så strømmen kan sprede dem og føre dem bort.

Jeg er miniaturemaler på Vor prægtige Sultans bogværksted. Mit navn er Yahya, men på værkstedet, hvor jeg illustrerer bøger, kalder de mig for Jean. Husker du mig nu?

Jeg skriver til dig for at fortælle at du altid er i mine tanker, og at jeg hver aften dulmer og lindrer mine længslers glød ved at være sammen med dig. Det er mange måneder siden vi opholdt os i samme rum, tænker du måske, men når du har læst mit brev vil du forstå hvad jeg mener.

Takket være Allah fik jeg lov til at møde dig. Dengang kunne vi kun tale sammen på frankernes sprog, og vi havde svært ved at forstå hinanden. Men rygtet fortæller at du nu har lært tyrkisk bedre end nogen, og i musik, recitation og dans henrykker du alle der får lov til at være dig nær. I haremmet er du skønheden over alle skønheder, hører jeg. Og det er kommet mig for øre at du nu er blevet Vor Sultans udvalgte konkubine. Jeg burde være glad på dine vegne, men jeg græd af sorg og smerte da jeg hørte det.

Husker du at du kaldte mig Jean fordi du kendte navnet fra dit hjemland? Det lød så smukt i din mund, selvom det også var det navn miniaturemalerne og kalligraferne på bogværkstedet brugte for at håne mig. Det gjorde de fordi de havde opdaget at jeg kunne male i den stil som de vantro bruger i Europa. Jeg lærte det på en rejse til Venezia for et par år siden.

På Vor Sultans værksted maler jeg aldrig sådan. Vi maler sirlige mønstre, blomster- og bladranker, gazeller og heste, som vores tradition byder os det. Når vi maler en hest, er det ikke en bestemt hest. Vi prøver ikke at efterligner Guds skaberværk, men maler den efter hukommelsen i den stil og form som vi har lært af de gamle miniaturemalere.

Men hos min store mester i Venezia lærte jeg at male Guds skaberværk som det ser ud. Mange siger, at den slags billeder er haram, en hån mod Gud, men jeg kan ikke lade være med i al hemmelighed at male sådan. Jeg skjuler mine billeder omhyggeligt, men nogen må alligevel have fundet dem. Derfor kalder de mig Jean, det navn de vantro bruger om den profet jeg er opkaldt efter.

Jeg malede på et tidspunkt et billede af Vor Sultans yndlingshest, blot for min fornøjelses skyld og for at se om jeg kunne. En kastanjerød hingst med et ædelt hoved og med højt ansat hale. Jeg malede den så man kunne se at det ikke var en hvilken som helst hest, men lige netop Vor Sultans røde araber som Den Almægtige kun har skabt én af i denne verden. Alt var med: blodårerne under huden, de dirrende muskler og de intelligente øjne. Jeg malede manken hår for hår, og jeg malede dens lem og virile kugler så enhver jomfru måtte slå blikket ned i forlegenhed. En dag var billedet fjernet fra mit skjulested på bogværkstedet, og jeg frygtede hvad der ville ske. Senere gik der forlydender om at Vor Sultan havde set billedet da han var på besigtigelse i værkstedet. Det blev også sagt at han havde beundret det så meget at han havde taget det – og for at vise sin rigdom og sans for skønhed, skulle han derefter have foræret det til dogen i Venezia.

I bogværkstedet blev det med hviskende stemmer sagt at billedet var en vanhelligelse af Allah, men jeg var stolt af at Vor Sultan værdsatte min dygtighed og af at det nu hænger i dogens palads sammen med de store mestres værker. Og jeg er sikker på at hvis jeg virkelig havde begået en synd, ville Herren den Almægtige ikke have ført mig hen til slavemarkedet og givet mig den store glæde som jeg vil fortælle om. Nu, hvor du har lært vores sprog, vil jeg fortælle dig det hele sådan som det gik til.

En eftermiddag jeg kom gående gennem Istanbuls smalle gader, fik jeg den indskydelse at gå ned forbi slavemarkedet ved Det gyldne Horns munding. Da jeg nærmede mig, kunne jeg høre gadesælgernes råb og larmen fra de mange mennesker. Markedet tiltrak altid nysgerrige, og jeg kunne se at der stod langskæggede, turbanklædte mænd i en tæt kreds om to slavinder der lige var kommet med et handelsskib. Jeg gik tættere på, for bedre at se.

Den ene var en smuk, sort kvinde og den anden – tak Allah, fordi du lod mig se – havde helt hvid hud og et hår der var som manken på Sultanens kastanjerøde hingst. Jeg stillede mig ind i flokken og så at en af slavehandlerne åbnede hendes klæde og blottede hendes ynder. Der gik et sug gennem mændene, og mit hjerte stod stille. Netop i det øjeblik vendte hun sig, og jeg fangede hendes blik. Jeg så lige ind i de smukkeste blå øjne – så blå som Marmarahavet. Og jeg så lidt af et hvidt bryst med en rød rosenknop, og da en af mændene løftede hendes klæde, gled mit blik ned til hendes kvindelige sted – åh, det var som et bål mellem de mælkehvide lår, et bål der tændte en ild i mit indre. Jeg var overvældet af sindsbevægelse, aldrig før havde jeg set så smuk en kvinde. Jeg takker dig Allah, fordi du førte mig derhen den dag og for alt det der senere skete.

Der gik et par uger. Jeg spurgte flere gange til den unge rødhårede slavinde der var blevet fremvist på markedet, og en dag fik jeg at vide at hun var blevet købt af en rig pasha der havde foræret hende til Vor Sultan. En måned senere kom Kislar-Aga, haremmets øverste eunuk, ind i bogværkstedet og hen til mit arbejdsbord. Han bad mig komme med, han havde en vigtig besked fra Vor Sultan, sagde han. Vi gik ud i haven og ind mellem cypresserne og de store platantræer. Kislar-Aga sikrede sig, at vi var helt alene, inden han sagde:

”Vor Sultan har bestemt at den miniaturemaler der malede hans kastanjerøde hingst, skal male et billede af en slavinde fra Hans Excellences harem. Det skal males i venetiansk stil efter levende model, og hun skal være uden klæder. Billedet skal hænge i Sultanens sovegemak. Slavinden vil hver dag blive ledsaget til din bolig umiddelbart efter morgenbønnen.”

Jeg var lamslået, jeg havde hundrede spørgsmål, men Kislar-Aga løftede hånden som tegn til at jeg skulle tie: ”Overskatmesteren vil sørge for, at du får tusind sølvmønter for dit arbejde, og vi forventer at billedet er færdigt om fjorten dage,” sagde han. Og så gik han.

Næste dag, lige efter morgenbønnen, kom du så – ledsaget af Kafur, den sorte eunuk som afleverede det brev du læser nu. Dit hår og ansigt var skjult af et sømmeligt hoveddække, og din krop var indhyllet i løse klæder.

Kafur overgav dig til mig på samme måde som han ville have gjort, hvis det havde været en kostbar gave. Derefter satte han sig i rummets fjerneste hjørne og tog sin bedekrans frem. Det tog jeg som tegn på at han ikke ønskede at blande sig i mit arbejde, og jeg løftede derpå dit slør og fjernede din hovedbeklædning. Et kort øjeblik så jeg lige ind i dine blå øjne inden du blufærdigt slog dem ned.
”Jeg skal male dig,” sagde jeg så. Jeg kunne se, at du ikke forstod mig og gentog det samme på arabisk, uden resultat. Endelig prøvede jeg at gøre mig forståelig på frankernes sprog som jeg havde lært, og af dit smil kunne jeg se at du forstod mig.

Jeg tegnede først en skitse for at placere motivet på mit lærred. Bag dig var der et stort spejl hvori jeg kunne se din ryg. Da jeg havde lavet skitsen – uden at tegne dine lemmer der var dækket af kappen – begyndte jeg på dit ansigt: Dit kastanjerøde hår øjenbrynenes buer fregnerne, som solen havde sat på din pande, og dine blå, blå øjne som jeg kun så når du kortvarigt kiggede op. Hver gang jeg fangede dit blik, slog du øjnene ned, og der gik en skælven igennem mig som når et lyn farer over himlen.

Jeg fandt mine pensler og farver frem, rød, gul, blå – de fineste farver man kan købe. Og jeg lagde farverne på din pande, dine kinder, øjne og læber. Og jeg malede dit kastanjerøde hår, så det indrammede dit søde ansigt på den smukkeste måde. Sådan arbejdede jeg den dag, og da du og Kafur forlod mit hus lige før eftermiddagsbønnen, indså jeg at jeg endnu ikke havde fået genskabt dit ansigts skønhed, og at jeg med Allahs hjælp måtte arbejde videre med det næste dag. Da jeg hørte bønnekaldet og vente mig mod Mekka, kunne jeg kun tænke på de øjne og læber som jeg havde kigget på hele dagen.

Et par dage efter, mens jeg var optaget af nogle små detaljer som hele tiden havde drillet mig – glimtet i dine øjne og dit hårs farve og fylde – lagde jeg mærke til at dine læber bevægede sig, og at du ganske lavt reciterede noget der lød mig bekendt. Jeg blev nysgerrig og sagde at det lød godt, og at du gerne måtte recitere højt. Og så reciterede du på arabisk med vesterlandsk accent og en stemme, der klingede så rent, smukt og uskyldigt:

Når mit lem står oprejst,
pines jeg indtil vanvid.
Se, nu rejser det sit hoved
Nyd dets flammerøde skær!
Elskovs hede glød vil det dulme
og lindre stedet med lægende balsam!

At høre disse ord fra en kvinde mens hun uskyldigt og genert så på mig, var mere end jeg kunne klare. Mit lem rejste sig, og jeg tænkte på det glimt af din nøgne krop som jeg havde set på slavemarkedet.

Åh min kære, lad din kjole falde, du vil ikke fortryde. Sådan tænkte jeg, og i mine tanker var mit lem allerede på vej op i din honningfyldte vulva. Jeg kiggede ned og så at min ophidselse var synlig, og for at aflede mine egne tanker og din opmærksomhed, spurgte jeg dig om hvad det var du havde reciteret.
”Noget jeg har lært i haremmet,” svarede du.
”Forstår du arabisk?”
”Nej, jeg skal bare kunne sige det. Var det rigtigt?”
”Ja, det er rigtigt,” sagde jeg og rettede på min kappe.

Da gik det op for mig at de havde lært dig at recitere udenad. Og de havde gjort det for at du kan underholde Vor Sultan i sengen. For at han kan høre de ophidsende ord fra din uskyldige mund, for at han kan få sit lem op at stå så han – Allah forbyde det – kan trænge op i dit skød.

Sådan gik dagene. For hver dag forstod vi hinanden bedre, og for hver dag fjernede jeg mere af den klædning der skjulte din krop. Først så meget at jeg kunne male din hals, dine skuldre og nøgleben. Og så kom den dag hvor jeg blottede dine bryster. Åh Gud – da jeg så dem blev jeg forlegen og ydmyg, men også stolt over den opgave jeg havde fået. De var sunde og fristende som granatæbler – så hvide og smukke, at jeg kun ved Allahs hjælp ville kunne genskabe dem på mit lærred. Jeg måtte røre ved dem, have dem i mine hænder for bedre at forstå deres form, ja – jeg må røre ved dem, sagde jeg til dig og lagde forsigtigt en hånd under hvert bryst, dine gazelletvillinger, så varme og livfulde og med de yndigste rosenknopper. Ville jeg kunne genskabe deres skønhed? Jeg følte ærefrygt samtidig med at det balstyrige muldyr under min kappe løftede sit hoved – og jeg var ude af mig selv af tvivl, ømhed og begær.

Også den dag stod jeg igennem, men jeg frygtede at du havde set min anfægtelse. Ovre i hjørnet sov Kafur heldigvis med bedekransen i hænderne. Da du og Kafur forlod mig lige før eftermiddagsbønnen, kastede jeg et blik på mit arbejde, og jeg så at det var smukt. Ved Allahs hjælp have jeg fanget dine brysters skønhed. Der var små ting der skulle rettes, lysets refleksion fra den hvide hud, rosenknoppernes farve – men mine hænder dirrede, og muldyret sparkede og førte sig frem på en måde, så jeg blev nødt til at vente til næste dag.

Og så kom dagen hvor dine sidste klæder skulle falde. Jeg havde ikke sovet hele natten, og jeg gik som i en febervildelse. Kafur sad som sædvanligt på tæppet i rummets bageste hjørne i sine egne tanker. Imens klædte jeg dig af, så din krop kun var dækket af et stort sjal, som du bar over dine skuldre.

Dagen før havde jeg været hos barberen for at få rettet mit skæg, og om morgenen havde jeg smurt mig ind i velduftende olier. Jeg havde taget min fineste kaftan på og over den et rødt skærf af atlasksilke. Var jeg forfængelig? Var det for at skjule den lyst, som jeg allerede havde kæmpet med i løbet af natten, og som nu vendte tilbage?

Jeg stod lige foran dig, og i spejlet så jeg hvordan dit fyldige, røde hår bølgede ned over din ryg i lange krøller. Jeg gik så tæt på dig at jeg kunne føle din ånde mod min kind, og med armene om din lænd pressede jeg dig ind mod min krop så jeg kunne mærke dine bryster. Jeg så hvordan du lagde hovedet på min skulder, og jeg så at mine hænder langsomt løftede dit sjal og blottede dine hvide baller. Jeg lagde mine håndflader på dem, spredte dem lidt og lod mine fingre gå på opdagelse. Og derinde fandt de noget der var så sødt og hemmelighedsfuldt at jeg blev gennemstrømmet af den samme ømhed som da jeg så dine bryster første gang. Du er jo en kvinde af kød og blod – ikke en djinn skabt af ild, men en jordisk skabning med liflige huller der kan lindre min glød. Min ulydige finger kyssede din krans, og jeg hørte et lystfyldt suk fra dine læber (eller var det fra mine?), da du lod den glide ind i din krop.

Da jeg slap dig og trådte tilbage, havde du slået øjnene ned, og jeg så rødmen på dine kinder. Så tog jeg forsigtigt dine hænder og vendte dig om. Jeg mærkede din numse mod mit lem mens vi begge kiggede i spejlet, og jeg åbnede dit sjal for at vise dig din skønhed …. se min pige, du er smuk som halvmånen, som morgensolens røde glød over Bosporus.

I spejlet så jeg dine bryster og dit skød der stod i flammer.
– Jeg vil vise dig din kusse, sagde jeg. – Ja, det er jo det jeg vil, vise dig, hvor smuk den er, føre dine hænder ned til den, så vi sammen kan åbne den og se, hvad den gemmer … se, den er dyb, varm og velduftende, se de røde blomsterblade fyldt med nektar og honning … ser du dem også, min elskede? Du så på dig selv i spejlet, og da du løftede hovedet og så på mig, gnistrede dine øjne som solens stråler i Marmarahavets blå krusninger. De fyldte mig med længsel efter din krop.
– Må jeg drikke din honning, søde pige? Åh, skynd dig elskede, lad dit sjal falde, du vil ikke fortryde … jeg kan ikke vente længere!

Det balstyrige muldyr løftede sit hoved og stejlede som en araberhingst da jeg pressede mig tættere mod dine baller. Min krop brændte som ild, og dit skød havde åbnet sig, rødt og lokkende … og så var det jeg hørte Kafurs hosten fra hjørnet.

Jeg gik igen om bag mit lærred, rettede mine klæder for at skjule min indestængte lyst og begyndte at blande mine farver. Med rystende hænder gik jeg i gang med at male din mave og navle og dit behårede skød. Med Allahs hjælp fik jeg den frodigste have til at vokse frem mellem dine smukke, hvide lår, og jeg malede dens duft af levkøj, myrte, lavendel og moskus. Åh ja, jeg malede haven med en sådan kærlighed og lidenskab, at dit køns sødmefulde kløft netop kunne anes og duftes under det røde, flammende pur.

Og mens jeg med min fineste kaligrafpensel tegnede røde kussehår omkring dit kløftede køn, fik jeg en idé som jeg ikke kunne modstå. Først sikrede jeg mig at vi ikke blev overvåget af Kafur – han var faldet i søvn under læsningen af Den ærværdige Koran – så tog jeg min lille foldekniv, den jeg nogle gange bruger til at rette i malingen. Beruset af mit begær satte jeg mig på hug foran dig så jeg kunne kigge lige ind i dit skød, og med mine fingre samlede jeg en lille tot hår – og skar dem af.

Derefter gik jeg tilbage til lærredet, og mens hingsten mellem mine ben vrinskede af lyst, tog jeg tre kussehår og pressede dem ind i det nymalede skød. Jeg trådte et skridt tilbage og så med stolthed hvordan jeg havde forenet Guds og mit eget skaberværk på den smukkeste måde. Resten af den røde tot gemte jeg i et lille skrin som et dyrebart relikvie.

Jeg er ikke bange for Allahs dom, billedet er en kærlighedserklæring til hans skaberværk, det bedste jeg kunne præstere. Men jeg fortryder at jeg kun fangede én side af din skønhed. Jeg skulle have lavet tusind skitser af dens mangfoldighed. Hvor ville jeg dog gerne kunne genkalde mig dit ansigt, når du blufærdigt slog blikket ned, dine blå øjne når de strålede, din nakke og numse som jeg så i spejlet mens jeg gav dit hvælvede skød form og farver. Alt det skulle jeg have fanget, men i stedet for de tusind billeder brugte jeg tid på detaljerne og på at genskabe hvert et kussehår i dit skød. Du må ikke misforstå mig, jeg holder af detaljerne – kussehårene, brysternes form og de små knopper i den mørke hud der omgiver dine brystvorter. Ak ja, de brystvorter. Jeg ville give de tusind sølvmønter jeg fik af overskatmesteren for at kunne få lov til at lukke mine læber om dem … tanken får det til at brænde i min krop, og mit elskovssyge lem svulmer af længsel. Undskyld Eloïse, jeg skulle ikke skrive sådan.

Det var detaljerne jeg kom fra. Dem burde jeg have gemt til senere, men når du stod der lige foran mig, kunne jeg ikke tænke klart. Jeg arbejdede i en rus, og jeg kunne ikke komme tæt nok på din nøgne krop.

Når du om eftermiddagen, lige før der blev kaldt til bøn, blev fulgt tilbage til Vor Sultans palads, blev jeg hver dag stående lidt i døren. Jeg så hvordan brisen fra Bosporus kærtegnede din krop og afslørede dens former – ligesom jeg havde gjort med min pensel. Du var tilhyllet, men mit sultne blik så din nøgne krop gennem alle dine klæder. Åh, så fristende din numse vuggede når du yndefuldt svævede ned gennem den smalle gade. Mit lem havde stået oprejst under kappen hele dagen, og det havde pint mig til vanvid. I det øjeblik I var ude af syne, lukkede jeg døren og hengav mig straks til min lyst. Kun sådan kunne jeg fordrive tankerne om din lokkende krop. Bagefter fjernede jeg mig fra det sted jeg havde tilsmudset og vaskede mig omhyggeligt, så jeg kunne være ren i krop og sjæl når bønnekaldet lød fra minareten.

Og således renset og uden det brændende begær gik jeg hver eftermiddag i gang med at kopiere alt det, jeg havde malet i dagens løb. Ja, på den måde malede jeg to billeder – et i det klare dagslys direkte efter din krop og et om eftermiddagen, som var en kopi af det første. Sådan blev jeg ved i to uger. Da jeg var færdig, afleverede jeg kopien til Kafur, og senere modtog jeg de tusind sølvmønter. Men originalen der var blevet malet i skaberens eget lys, den med de kussehår der stadig bærer én duft af dit skød, den har jeg her lige ved siden af mig.

Det er med stor sorg jeg tænker på hvordan Vor Sultan forlyster sig med din krop, hvordan han skiller dine lår, og hvordan du tager om hans lem og fører det op i din åbning. Men næste gang han kalder dig til sit sovegemak, og du mærker hans lem i din kusse – vil du så ikke tænke på mig?

Lige om lidt vil jeg tage klædet af billedet så jeg kan se dig. Jeg vil løfte min kaftan og blotte mit rejste lem – nu skal du ikke være blufærdig skønne, dejlige Eloïse, min finger husker dit lille røvhul, mine hænder husker dine bryster og snart kommer det øjeblik, hvor jeg må give efter for mine kødelige lyster og lade mit lem, mit balstyrige muldyr, min stejlende araberhingst, sende varme stråler op i din kusse. Jeg ser, at du kigger hemmelighedsfuldt på mig … kan du mærke mig? Glem Sultanen, kig ned mellem dine ben, min pige – det er mit lem du ser mellem dine spredte lår … jeg beder dig, send mig en tanke og luk mig ind i dit skød, ind i dit honningland.

Ærbødigst Jean


– Tak, du læste godt, sagde Hürrem og rakte hånden frem efter brevet. Jean foldede det omhyggeligt og gav hende det.

– Men der er noget du holder skjult for mig, sagde hun så. – Jeg kan se du gemmer noget under din kappe.

Uden at tænke over det, lod Jean hånden glide ned til sit skød og rettede en fold.
– Nej Jean, det var ikke det jeg tænkte på. Du skjuler noget under kappen lige ud for dit hjerte.

Hvis det ikke havde været mørkt, ville Hürrem havde set at Jean blev rød i hovedet. Han stak en hånd ind under kappen og tog en lille æske frem. Hürrem rakte ud efter den og åbnede den forsigtigt. I æsken var der en lille tot krusede, røde hår med et silkebånd omkring. Hun tog den lille tot op og duftede til den mens hun med et smil i øjnene så på Jean. Så sagde hun:
– Hvor er det sødt at vi begge har begæret en pige med rødt hår – både foroven og forneden …

Derefter lagde de sig til at sove.


5. HVORI JEAN MÅ GØRE REDE FOR NOGLE SKAMFULDE DETALJER

Næste dag havde Hürrem travlt. Hun gav ordre til besætningen, flagrede frem og tilbage mellem dækket og lastrummet og havde lange, fortrolige samtaler med købmændene. Det var noget om priser og hvilke varer der skulle lastes og losses i de forskellige havnebyer langs kysten. At hun charmerede mændene med sin veltalenhed og udstråling og på den måde fik dem til at arbejde for sig, kunne enhver se. Jean brød sig ikke om det. Hele formiddagen havde han været lidt trist og sentimental, og det her gjorde det ikke bedre.

Den morgen var han vågnet tidligt, og han havde ligget et stykke tid og tænkt på alt det han havde forladt i Istanbul, og som han aldrig ville få at se igen. Han havde tænkt på dengang han som ung, uskyldig dreng startede på Sultanens malerværksted. Det var der han med en blanding af frygt og nysgerrighed hørte hvordan de ældre talte om kusser med ’jabeda’, dybe og farlige kusser, der med en magisk kraft kunne suge saften ud af en ung mands lem og holde det fast med kraftige muskler. Da han blev ældre, drømte han søde drømme om våde sug og bløde kvindekroppe, og sådan var det jo også nu. Hver gang Hürrem gik forbi ham med sine flagrende klæder og udsendte den skønneste duft, kom han til at tænke på kvindekroppens inderste, uudgrundelige mysterium.

Det var først hen under aften de igen fandt sammen, Hürrem og Jean. Da de havde sat sig godt til rette på tæppet og tændt olielampen, fangede han Hürrems blik bag sløret. Han kunne lide at se ind i de øjne, de var så smukke, men også skræmmende. Hendes øjne havde jabeda, tænkte han. De var som dybe brønde der sugede ham ind og holdt ham fast.

I dagslyset havde han set at hun ikke var helt ung. Hun havde fine rynker omkring øjnene, og hun talte som en der havde stor livserfaring, og som havde læst meget mere end det der stod i den hellige Koran. Hun var tiltrækkende på en måde han ikke havde oplevet med andre kvinder. Han følte at hun havde magt over ham, som om hun vidste mere. På en måde kunne han godt lide det, det gav ham en form for tryghed. Han så for sig den modne og bløde kvindekrop der gemte sig et sted derinde under de løse klæder, og han kunne mærke at han havde lyst til hende. Åh, de øjne, og hendes stemme der var så myndig og lokkende. Alle ord i hendes mund blev smukke. Og som han sad der og kiggede på hende, kunne han ikke lade være med at tænke på om hendes kusse derinde under klæderne også havde jabeda.

Og netop som han tænkte det, sagde Hürrem:

– Det var et smukt brev du læste for mig i går, Jean. Men jeg kan ikke glemme hvordan du stod bag pigens ryg og tog hende på brysterne. Det var grimt af dig at gøre sådan noget! Hvordan kunne du finde på det?
– Jeg lagde blot armene om hendes lænd og trak hende ind mod mig for at være god ved hende.
– Og hvad så, Jean? Hvad gjorde du så? Husk hvad vi har aftalt, at du skal fortælle det hele uden at skjule noget.

– Men jeg har jo fortalt det. Jeg kom til at løfte op i hendes sjal, og så var det jeg så hendes nøgne numse.
– Og?
– Den var så hvid og dejlig. Jeg lagde mine hænder på den og lod mine fingre glide ned gennem revnen. Ja … og så var det jeg blev gennemstrømmet af ømhed. Jeg blev så rørt da det gik op for mig at hun var en kvinde af kød og blod.

– Og så fik du lyst til at stikke en finger op i hendes røvhul?
– Nej, det var ikke sådan … det var et uheld, min finger fandt bare det lille hul og gled lidt ind.
– Fortsæt nu. Du fortalte at I stod der foran spejlet mens du åbnede hendes køn og pressede dit lem mod hendes numse?
– Tro mig, Hürrem ... det var blot for at vise hende hvor smuk hun var.
– Men der skete jo mere. Jeg ved du skjuler noget.
– Jeg har fortalt dig det hele. Kafur hostede, jeg blev bange og gik i gang med at male.
– Men den næste dag, Jean. Den dag sprang du over. Jeg kan ikke tro at du blev færdig med brysterne og alle kussehårene på én dag. Jeg fornemmer at du gjorde dig meget umage med netop de områder.
– Nej, jeg blev ikke færdig. Den næste dag skete der noget … noget, jeg ikke kan fortælle til en kvinde.
– Fortæl! Du skylder mig en historie, og vi har en aftale, sagde Hürrem med fasthed i stemmen, og Jean forstod at han ikke havde noget valg. Han satte sig godt til rette og begyndte på sin fortælling:

– Næste dag kom Kafur og Eloïse som de foregående dage lige efter morgenbønnen. Kafur sagde at han havde nogle ærinder, og at han bagefter ville tage hen i moskeen for at bede sin middagsbøn der. Men vi skulle bare fortsætte med arbejdet, og han ville være tilbage inden aftenbønnen.

Da han var gået, gik jeg hen til Eloïse og lagde mine arme på hendes skuldre. Jeg skal nok hjælpe dig med dit tøj, sagde jeg. Langsomt fjernede jeg hendes klæder et for et og lagde det hele pænt sammen. Da hun kun havde det inderste tynde sjal på, rystede mine hænder. Jeg stod lige bag hende, mens vi begge kiggede i spejlet. Så løftede jeg sjalet så vi begge kunne se hendes smukke fødder, hendes knæ og lår… og jeg løftede det lidt højere og blottede hendes behårede trekant. Jeg lagde mit hoved ind til hendes og hviskede at hun var smuk. Mine hænder fandt vej op under sjalet til brysterne, og jeg tog forsigtigt om dem. Senere lod jeg sjalet falde og hun stod helt nøgen.

Hun var så sød og sårbar, og i det øjeblik ville jeg have gjort alt for at beskytte hende. Jeg måtte kysse hendes nakke og ryg – alle ryggens hvirvler hele vejen ned …. ned til numsen. Jeg havde sat mig på knæ med hænderne på hendes hofter, og jeg pressede mit hoved ind mellem hendes baller for at mærke hendes varme og duft. Og så fandt jeg hendes lille numsehul med mine læber. Jeg kyssede det af ømhed og kærlighed og pressede min spidse tunge ind.

Hvor er du fin og sød, sagde jeg. Men i det øjeblik gik det op for mig at det var forkert … at hun skulle stå der helt nøgen ved siden af en påklædt mand. Jeg smed mit skærf, min kaftan … alt mit tøj, så hun kunne se, hvor meget jeg holdt af hende. Vi slog armene om hinanden, kyssede, krammede krop mod krop, og vi kunne ikke få nok.

Hun var våd og klar, og mit lem var allerede på vej ind i hendes bløde vulva – men tro mig, jeg kæmpede imod. Hendes skød var for dyrebart, Sultanens ejendom, og der var jo kun mig til at beskytte hende. Jeg vendte hende om, så hun igen stod med ryggen til mig og med numsen mod mit lem.

Vi kiggede på hinanden i spejlet. Hun smilede til mig, mens jeg løftede op i hendes bryster. Jeg kærtegnede hendes mave og mærkede kussehårene mod min håndflade. Og så åbnede jeg hendes skød: – Se din blomst min skat, den er endnu smukkere end i går, så plukkeklar og fristende. Men du skal ikke være bange, jeg vil passe på den, og når jeg afleverer min sæd, vil jer gøre det et sted hvor den ikke kan spire.

Jeg ved ikke om hun forstod hvad jeg sagde, men jeg satte mig igen på knæ og kyssede hendes skød, fandt hendes lystknop øverst i revnen, sugede rosenbladene ind og klemte dem blidt mellem mine læber mens jeg hørte hendes suk.

Så fik jeg hende til at bøje sig forover. Det kraftige røde hår faldt som gardiner ned over hendes ansigt, og brysterne hang som tunge frugter. Jeg så ned på den hvide, spinkle ryg og den lysende kvindemås. Ved tanken om hvad jeg ville gøre med den om lidt, blev jeg svimmel. Jeg gik et skridt tilbage og stirrede lystent på hendes bagdel. Mellem ballerne så jeg det fineste, fine numsehul og længere nede lidt af dusken og de sammenklistrede hår omkring det åbne køn. Solens stråler fra vinduet fik dets blodfyldte læber til at lyse med en rosa glød – tilgiv mig Allah, det var så smukt.

Jeg kom til at tænke på mændene på markedet der havde sammenlignet det med en brunstig hoppes blottede køn. Hvor skammeligt! Skulle jeg så være den parringslystne hingst, der med udspilede næsebor havde fået færten af den frugtbare kønsåbning? Tanken skræmte mig. Jeg måtte gøre alt for at modstå fristelsen fra hendes skød … ikke bedække hende …. nej, nej, det ville være for farligt. Jeg er et godt og kærligt menneske, Hürrem … og jeg kunne ikke vente længere. Jeg skilte hendes baller og kyssede det lille numsehul … bare for at sige undskyld. Derefter smurte jeg det nænsomt ind i mandelolie, først rundt om åbningen og bagefter godt ind i den rynkede krans.

Da jeg øjeblikket efter pressede mig ind mod hendes numse, mærkede jeg hendes hånd på mit lem. Hun tog om det og dyppede det i sin våde vulva. Jeg kiggede i spejlet, hun smilede skælmsk til mig og førte så mit lem op over mellemkødet til sit bageste hul. Der styrede hun det behændigt ind, og jeg kunne høre hendes suk da kransen snappede sammen bag lemmets svulmende hoved.

Vi kiggede på hinanden i spejlet, jeg så at hun nød det, og da jeg kiggede ned, så jeg hvordan mit lem gled op i hendes mås. Jeg mærkede hendes varme, jeg følte lykken bruse i mit blod, og da jeg tømte mig i hendes numse, sukkede hun sødt. Bagefter stod vi længe sådan, krop mod krop, indtil hun pressede mit slappe lem ud.

– Tak for din historie, Jean. Den var styg at høre på, men nu skal vi sove.


6. HVORI JEAN TAGER MED KØBMÆNDENE I HAMAMMEN

Det blev en kold nat på dækket, og da Jean vågnede rystende af kulde havde Hürrem sagt at næste nat måtte han sove under hendes tæppe. Det var godt at tænke på, men det skræmte ham også. Hun havde en aura af selvsikkerhed, modenhed og rigdom, og hun duftede så skønt. Hvad ville hun sige, når de lå sammen under tæppet, og hun fandt ud af at han bare var en usoigneret ung mand på flugt? Desuden trængte han til et bad. Hans inderste klæder var tilsmudsede af størknet sæd fra nætternes drømme.

På sejlturen lagde de flere gange ind til havnebyer og handelssteder. Mens varer blev lastet og losset, gik købmændene i land for at kigge på byen. De gik op gennem de krogede gader for at høre nyt fra de lokale, gøre en god handel og for at få et forfriskende bad i hamammen. Nogle gange, når der blev kaldt til bøn, gik de også hen i moskeen.

Hürrem var altid den første, der gik fra borde. Det var en fornøjelse at se hvordan hun med målrettede skridt gik ned ad lejderen og hen ad fortøjningsbroen. Nogle sagde at hun var ved at opbygge en forretning med olivenolie som hun opkøbte på markeder i byerne langs kysten og på øerne i det Ægæiske hav. Men hun foretog sig også andre ting, noget som Jean ikke brød sig om at tænke på. Det blev sagt at hun havde mange venner blandt kunstnere, musikere og digtere, og når hun kom tilbage til skibet, smilede hun hemmelighedsfuldt og bar med sig en erotisk duft af rosenvand, lavendler og sandeltræ.

Efterhånden var de kommet så langt væk fra Istanbul at Jean turde forlade skibet. Om formiddagen den dag gik Jean for første gang i land sammen med købmændene. De sidste dage havde han haft en tiltagende uro i kroppen. Det var Hürrems nærhed, de lange aftener, hendes forførende duft og frem for alt hendes historier der påvirkede ham. Og nu var der så også det med tæppet.

Selvom Hürrem skjulte sig under kappen og sløret, var der noget ved hende der konstant tændte hans begær. Hvordan kunne en ældre kvinde på den måde vække hans lyst? Var det blot et resultat af hans liderlige fantasi? Og hvad ville der ske hvis hans lem rejste sig under tæppet?

Han prøvede at forestille sig det øjeblik hvor de sammen krøb ned under tæppet, hendes duft og hendes hænder som … nej, nej. Det var i det øjeblik, midt i det vellystige tankemylder, at han besluttede sig for at gå i land og tage med købmændene i hamammen. Og der havde han kigget nysgerrigt på de ældre mænd i det dampende bad. Han havde selvfølgelig set nøgne mænd før, men de sidste dage havde skærpet hans interesse på en helt ny måde. Han så små pikke der strittede frem under hængende, behårede maver og store slappe kødpølser der daskede mellem tynde, rynkede lår. Der var tæt omskårne pikke med glinsende hoveder, og der var punge der som slappe, krøllede poser hang neden for pikken og virile punge som hingstens med svulmende testikler stramt spændt op over det brunstige lem.

Jean så ned på sin egen krop. Den manglede alderens autoritet, men lysten fejlede intet. Han så med ængstelse hvordan lemmet begyndte at vokse – det var lige før det ville rejse sig. Han prøvede at tænke på noget andet, på de små kåde lam på marken, gazellekid … men tankerne fulgte deres egne veje og fandt vej til Hürrems bløde bryster under kappen … og hvad ville hun ikke tænke om hans unge krop hvis hun så den? Kunne hun begære sådan en krop som han begærede hendes, eller ville hun bare stryge hånden hen over hans kind og sige godnat min dreng?

Da Jean lidt senere blev smurt ind i duftende olier, prøvede han at tænke på rislende vand og fuglesang, men snart tog hans tanker vejen gennem frodige olivenlunde til Hürrems hvælvede vulva og den våde revne. Og I tankerne åbnede han den med sine fingre for lige at mærke …
I samme øjeblik lagde bademesteren diskret et klæde over hans lem og gik derpå hastigt videre med et smil på læberne.

Jean åndede lettet op, da han kom ud fra badet. Han var ren og duftede godt. Veltilpas gik han en lille tur i byen og derefter ned til havnen. Han betragtede skibene, der lå fortøjet ved broen, og lugten af tjære, reb og krydderier fik igen hans tanker på flugt. Da han gik ombord, tænkte han på duften af kvinde. Lidt senere, lige før fortøjningerne blev løsnet, kom Hürrem svævende hen ad broen. Der var den sædvanlige aura omkring hende, og det gjorde ham ked af det da han så hvordan købmændene tog imod hende med kække bemærkninger, og hvordan de alt for kærligt og galant hjalp hende op i skibet.


7. HVORI HÜRREM IRETTESÆTTER JEAN OG FORTÆLLER EN HISTORIE OM HVORDAN EN RIGTIG MAND BØR PARRE SIG MED EN KVINDE

Da det blev aften, bredte Hürrum igen sit tæppe ud og tændte olielampen. Så sagde hun:
– Jeg brød mig ikke om din historie i går, Jean.
– Jeg fortalte, så godt jeg kunne, og det var sandt hvert et ord.
– Du fortalte godt og ærligt, men det var stygt at høre hvordan du spildte din sæd. Allah den Almægtige havde lagt de vidunderligste gaver frem for dig: den flammende dusk mellem hvide kvindelår, det hvælvede venusbjerg og den frugtbare revne. Og da den rødhårede bukkede sig og viste dig sin nøgne mås, søgte dit blik straks hendes hemmelige sted. Du så, hvordan det åbnede og lukkede sig som på en hoppe i brunst, og du fik lov til med dine fingre at åbne hende og kigge ind i hendes tørstende vulva.

Alt det stillede den Almægtige generøst til rådighed for dig, og alligevel nægtede du at dulme elskovens glød i hendes skede, sådan som en mand skal gøre ved en kvinde. Du valgte at forløse dit begær mellem hendes baller som en hedning, og sådan som I gør med de unge lærlinge på værkstedet. Men for en mand som dig er det respektløst at behandle en kvinde sådan. Jeg er ked af at sige det, men din historie kunne ikke tilfredsstille mig, Jean. Jeg fandt stor lyst ved at høre dig fortælle om hvordan du spredte ballerne på den frække mås, og hvordan du stak en finger ind i hendes endehul, men slutningen var ikke god, og den gav mig ikke den forløsning, jeg havde håbet på.

Jeg vil nu fortælle dig en historie om hvordan en rigtig mand skal parre sig med en kvinde, sådan som Allah har bestemt. Jeg tror du kender den, men du har godt af at høre den igen.
Det er historien om hvordan Bahloul forførte storvesirens datter.

Derpå begyndte Hürrem på historien. Hun fortalte omhyggeligt og med alle detaljer. Da hun nåede til det sted hvor Bahloul i smægtende strofer vil forklare hvordan han kan bringe lindring til en tørstende vulva, reciterede hun alle de kendte ord på samme forførende måde som Eloïse havde gjort det:

Ofte ser vi mandens jordiske virke
bestemt af smag og tilbøjelighed
selv finder jeg kær fornøjelse i kvinders varme skød.
Når mit lem står oprejst,
pines jeg indtil vanvid.
Se, nu rejser det sit hoved!
Nyd dets flammerøde skær!
Elskovs hede glød vil det dulme
og lindre stedet med lægende balsam!
Oh, min elskede! Oh, min dronning!
Et værdigere våben er aldrig set!
Afvis mig ikke, jeg bønfalder dig,
jeg lover dig førhen ukendte glæder.
Skynd dig, lad mig fæstne mit øje på dig,
Lad din kjole falde, du vil ikke fortryde!

Mens Hürrem fremførte digtet, havde Jean kigget Jean dybt i hendes mørke brønde. Og da hun lidt senere fortalte hvordan storvesirens datter trak sin kjole op over sine lår og åbenbarede alt det smukke som Allah havde skabt, tænkte han igen på hvordan Hürrems krop så ud under klæderne. Han forestillede sig brysterne, maven og de hvide lår, og da Hürrem kom til det sted i historien hvor Bahloul fører sit lem ind i den unge kvindes skede, var Jeans tanker allerede dybt begravet i Hürrems kusse.

– Det var historien, Jean. Nu er det tid til at sove, og i nat skal du ikke fryse. Du må sove under mit tæppe, som jeg lovede. Men inden vi sover, skal du have lagt den mast ned. En nat med fuld rigning kan give farefuld sejlads og dårlig nattesøvn for os begge …


8. HVORI REJSEN FÅR EN LYKKELIG AFSLUTNING

Hvad var det hun ville have ham til at gøre? Skulle han lige nu og her tømme sit lem for lyst og sæd? Og hvordan kunne han gøre det i en kvindes nærhed?

Det var så skamfuldt, og mens tankerne således fløj igennem hans hoved, så han at Hürrem helt upåvirket ordnede tæpperne, satte sig og begyndte at trække et stort tæppe op over sig.

– Sådan, kom nu Jean, sagde hun med en bydende stemme og klappede på tæppet. I det samme fjernede hun sit tørklæde og sit slør, og hun løsnede sit hår og slog det ud.

– Åh Gud den Almægtige, hvor er du en smuk kvinde, hørte Jean sig selv sige. Han så olielampens flakkende lys i hendes øjne, øjenbrynenes buer, og for første gang så han hendes smil. Det gråsprængte hår faldt ned over hendes skuldre, og som hun sad der, udstrålede hun den blanding af mildhed og autoritet som kun alderen kan give. Årene havde sat deres spor i hendes ansigt, og de havde trukket et netværk af fine rynker i huden. Hun var en kvinde der havde oplevet meget og opnået det hun ville, kunne han se. En magtfuld kvinde der sikkert havde været sammen med mange lige så magtfulde og smukke mænd … og kvinder. Det bekymrede ham, men hendes milde og kloge blik fik ham alligevel til at falde til ro.

Jean krøb ned under tæppet, og Hürrem trak det op over dem begge. En tid lå de tavse og kiggede på nattehimlen. Så skulle Jean lige til at sige noget om Karlsvognen og Nordstjernen da Hürrem tog hans hånd og sagde: – Du må gerne se på mig, Jean.

Han vendte sig om på siden og kiggede ind i hendes øjne.
– Hvor er det mærkeligt, sagde han. – Du er lige så smuk, som jeg havde forestillet mig, og dine øjne er så fulde af poesi.
– Hvorfor synes du det er mærkeligt? Jeg kan recitere de smukkeste og mest forførende digte, og under kappen er jeg lige så nøgen som du drømte i nat og den anden nat.
– Sådan har jeg ikke drømt, sagde Jean forskrækket.
– Kom med dine hænder og lad dem mærke, så vil du huske dine drømme!

Hun tog hans hånd og holdt den ind mod sin kappe. Han mærkede varmen fra hendes krop, og da hun førte hans hånd længere ned – til knæet, den bløde læg og den nøgne ankel – strømmede nattens drømme ind over ham, og han sukkede henført.

– Husk nu at jeg er nøgen under kappen, hviskede hun i hans øre og trak kappen lidt op over knæene. – Du må gerne røre!

Jean holdt vejret mens hans hånd søgte op under kappen, og da den mødte låret – det nøgne, glatte kvindelår – tøvede han.


– Vær ikke bange, min dreng. Der er også noget godt til dig længere oppe.

Så lod han hånden glide længere op, og da den stødte på fugtig varme og krusede hår, trak han forskrækket hånden til sig og styrede blufærdigt uden om det kvindelige sted. I stedet fandt han hofternes runding og mavens bløde folder … navlen … og lidt længere oppe brysterne … åh, Gud den Almægtige, de bryster. Han kunne ikke forstå det, så bløde de var. Han hulede sin hånd om det ene bryst, fandt brystvorten … han var ved at græde af lykke, måtte mærke begge bryster, og Hürrem vidste hvordan han havde det. Hun åbnede kappen helt, så han kunne komme til. De to modne kvindebryster lyste hvidt i det dunkle lys, og han kunne se deres violette blodårer, de runde øer med mørkebrun, nubret hud og de struttende brystvorter. Da slog det ham at han aldrig selv ville kunne skabe noget så smukt på sit lærred, og han takkede i sit oprevne sind Allah fordi han lod ham komme så tæt på skaberværket.

Hvordan ville det mon føles at lægge hovedet til sådan et bryst? At mærke brystvorten mellem læberne? Sådan tænkte han. Og så gjorde han det, tog den i munden, kærtegnede den med tungen og klemte den mellem sine læber. Brystvorten voksede og blev fast og hård, og han bed forsigtigt i den, tog så om Hürrems fyldige baller med begge hænder og pressede sit rejste lem ind mod hendes skød.

– Jeg må have dig nu, sagde han desperat. – Jeg har længtes efter dig hele dagen … mange dage … og min pik er så stor og stiv …

Han rejste sig op og smed alt sit tøj. Forstod ikke selv hvordan det gik til, men snart stod han der, helt nøgen, mens Hürrem kiggede på hans manddom der med blottet hoved strittede skråt op mod nattehimlen. Hun rejste sig halvt op og smed kappen helt. Da Jean kravlede ned under tæppet igen, lagde han sig ind til hendes varme, bløde kvindekrop. Han stønnede og sitrede af opsparet liderlighed, men Hürrem beroligede ham med søde kærtegn, og deres læber og tunger mødtes. Han drak af hendes mund, og deres ben snoede sig om hinanden.

Og så fandt Hürrem hans lem – hans zip, som hun sagde. Hun lukkede sin spinkle kvindehånd om det, fik den silkebløde hud til at glide mod det hårde skaft, og med en fugtet finger kærtegnede hun det spændte agern.

– Så stor og stiv den er, sagde hun. – Har du haft det sådan hele dagen, min dreng?
– Ja, og i nat da jeg drømte om dig.
– Kvinder kan også blive liderlige, Jean. Vi har lyster ligesom jer. Da vi fortalte vores historier, blev min krop fyldt med søde minder om fingres og tungers leg gennem hår, bløde bryster, baller, stjerner og kælne kusser. Og da jeg fortalte dig om Eloïse, der nærmede sig mit skød, blev jeg så våd og længselsfuld at jeg måtte stoppe … kom her med din hånd, Jean.

Hürrem førte hans hånd ned mellem sine lår. Han lod hånden glide hen over hendes venusbjerg, mærkede hårene mod sin håndflade og fandt hendes åbning med fingrene. Åh, så våd hun var. Han kastede tæppet til side og så hendes vulva – en purpurrød rose der åbnede sig. Den var god at røre ved, og han pressede forsigtigt en finger op i skeden, så to, tre …. og fire. Kussens elastiske, våde indre klemte varmt og blødt om hans hånd. Han bøjede fingrene let, og da han forsigtigt pressede dem op mod skambenet, mærkede han den ruflede, glatte skedevæg. Hürrem sukkede, og han var ild og brand … kunne ikke være blid og forsigtig mere. Han kastede sig over hende, og pressede sig ind mellem hendes ben.

– Jeg vil mærke dig nu, jeg skal op i den, stønnede han.

Han tog om sit lem og lod det snuse til hendes skød. Så hjalp Hürrem ham, og han mærkede de våde hinder mod det følsomme hoved. Han kunne ikke vente længere. Hans lænd var styret af naturens egen rytme, og den bevægede sig i tunge stød, kroppen dirrede af livskraft og libido, og han hørte lyden af sit dunkende hjerte … og stødte så sit lem helt op i Hürrems generøse kusse. Han nød hendes klynk, hendes små hvin og kussens våde suk når den tog lemmet helt ind. Så skønt at ligge der mellem en kvindes lår. Han lå helt stille med pikken begravet i hendes skød – ville udsætte det ekstatiske øjeblik … men så kunne han ikke mere, kunne ikke holde det tilbage … mærkede at sæden var på vej … kussesuget … stødte så igen … og en gang mere, og så …

I næste øjeblik sprøjtede han al sin indestængte lyst op i hendes skød mens han lå med ansigtet mod hendes hals og en finger i hendes numse.

Sådan lå de lidt. Hürrem havde lagt sine hænder på hans baller, for at holde ham inde og mærke hvordan han stadig fyldte hende helt.

– Hvor var det godt at blive kærtegnet indefra af din manddom. Du fik mig til at føle at jeg er en kvinde, hviskede hun ind i hans øre.

Lidt efter blev den slap, pikken. Men da Jean rejste sig på albuerne og så Hürrems ansigt og nøgne bryster, var han klar igen.


SLUTSPIL

Eloïse, den rødhårede kvinde, havde søgt tilflugt på et kloster på Lesbos, og da skibet et par dage senere anløb øen, gik Hürrem i land for at være sammen med hende og aflevere brevet. Og jeg, Jean, sejlede videre mod vest gennem Middelhavet – og endte så her i Paris.

For lidt siden tog jeg klædet af billedet (lod sjalet falde, som jeg siger til mig selv) og vendte det mod vinduet. Når lyset falder ind på den nøgne krop, får den varme og liv igen – sådan som jeg så den for mange år siden, og alle de søde minder om Eloïse og Hürrem dukker frem og dulmer min elskovs glød. Og de tre kussehår – de sidder stadig godt fast i den røde trekant.



––––––––oOo––––––––


EFTERSKRIFT: I mit forsøg på at tilføre Jeans erindringer liv og atmosfære har det desværre været nødvendigt at stjæle hæmningsløst fra Anne Louise og Den duftende have. Det beklager jeg selvfølgelig, men håber samtidig på forståelse og overbærenhed.
Allerslyst





Erotiske noveller skrevet af  Allerslyst

Historien er rettet af Allerslyst




Påskønnelse
Her kan du, også Anonyme læsere, give en lille ting til forfatteren af historien, for at vise din påskønnelse.

(4)
(3)
(0)

Læst af bruger

Stemme og kommentar

5 * = Virkelig god historie
4 * = God historie
3 * = Ok historie
2 * = Under middel historie
1 * = Dårlig historie



For at kunne stemme, skal du oprette dig som bruger.

dkjeld(M) 24-04-2024 18:02
Puh-ha. Sikke en varm historie. Tog helt vejret fra mig. Godt skrevet.




ambrosius(m) 20-04-2024 06:42
Så smukt!


Anne Louise(k) 20-04-2024 03:58
Velfortalt, sensuel erotik, med varme, underfundighed og godt sprog.
En ægte Allerslyst -
glad for at have kunnet inspirere og bidrage til dette smukke værk.
Kys..


Direktørens(k) 19-04-2024 20:10
❤️ Wow - du skriver fantastisk ✨💫✨


GentleSir2023(m) 19-04-2024 09:18
Smuk smuk fortælling🔥🔥🔥🔥




     

Her ses læsernes bedømmelse af historien
Antal stemmer5
Gennemsnits stemmer5
Antal visninger4484
Udgivet den19-04-2024 00:01:00