Centaurea(01-03-2021 20:53)
Hun er egentligt lidt småkedelig. Gør i det daglige ikke meget væsen af sig. Måske er det håret, der hænger lidt ned over ansigtet. Måske er det den støvede mørkegrønne jakke, som får hende til at trist ud. Man kan ikke helt sige hvad det er, for sjældent kigger man særligt længe på hende.
Det er ikke kun udseendet der er imod hende, hun vrisser også spidst af sin omgangskreds. Det uanset om det er hendes gamle mor, hendes kolleger eller sin mand hun spidder med knivskarpe replikker.
Men en sjælden gang imellem sker der noget. Oftest i en af de tidlige sommermåneder. Hun drager væk. Ingen ved hvor hun tager hen.
Hun går ud i natten, langt ud på landet, og når hun træder ind gennem døren omkranset af lyskæder, og ind i de mørke lokaler forvandles hun.
Håret folder sig ud i gyldne farver, og omkranser ansigtets lyse smukke perlemorhud. Hendes øjne lyser gult. Omkring hende står en sødmefuld duft af vanille. Alles drages mod hendes skønhed. Alle vil se hende, hun er den sjældne attraktion.
Hun soler sig i opmærksomheden i mørkets tryghed. Hun lader sit sind og sin krop folde sig ud. Åbner sit inderste og lader sig bestøve.
Men man skal være heldig for at opleve dette mirakel, og hun blomstrer kun kort. Inden solen står op pakker Nattens Dronning sammen, visner og drager hjem. Kedelig og brun.