Forumindlæg fra Allerslyst - Matematik for erotikere
Allerslyst(09-01-2026 22:40)

Kolde afvaskninger var tidligere et anerkendt middel mod syndige og lystfyldte tanker. Et andet og mindst lige så virksomt (men underkendt) middel er matematik.

I formiddags, da jeg lystlæste lidt på Sexwriter, påvirkede det mig i en sådan grad, at jeg blev nødt til at aflede mine egne tanker. Kolde afvaskninger har jeg aldrig brudt mig om, så jeg tyede til matematikken.

Jeg lagde mærke til, at der var 104 brugere og 632 gæster, i alt 736 på Sexwriter. Hvis de alle var ved at læse en novelle, var der altså gang i 736 novelle-læsninger på det pågældende tidspunkt. Men så mange var der nok ikke i virkeligheden, for brugerne laver jo så meget andet på SW. Så lad os for nemheds skyld sige, at det er halvt så mange, altså 368 igangværende novellelæsninger.

Jeg lagde også mærke til feltet ”Læses lige nu”. I løbet af et minut blev det opdateret 6 gange med 10 noveller. Det betyder at der på det tidspunkt blev påbegyndt 6*10 = 60 NYE novellelæsninger pr. minut.

Nogle har antydet, at vi ikke kan være sikre på at novellerne bliver læst, bare fordi de bliver åbnet. Det har de helt sikkert ret i. Det er jo her som på biblioteket eller i boghandlen, hvor man tager bøgerne ned fra hylden, bladrer lidt og går videre til den næste – for så endelig at finde den, man har lyst til at læse.

Men hvor lang tid bruger vi egentlig på de historier, vi læser?

Jeg lavede en simpel beregning:

Læsetid pr. novelle = (368 novellelæsninger) : (60 novellelæsninger pr. minut) = 6 minutter

Den gennemsnitlige læsetid per novelle er altså i dette tilfælde 6 minutter. Heraf kan man udlede, at da nogle kun skimmes, kan der nemt blive 15 - 20 minutter til en mellemlang novelle - og det er vel i grunden ikke så galt!

Nå, efter sådan en omgang matematik kan jeg nu beroliget og afsvalet gå videre med hverdagens trivielle opgaver … eller måske tager jeg mig alligevel lige en lille, uskyldig novelle … mere.



PS
Beregningen bygger på Little’s lov. Den har hverken noget at gøre med erotik eller lavprisvarehuse, men er opkaldt efter en matematiker ved navn John Little. Skulle man efter lang tids ophidsende læsning på SW have behov for lidt afsvaling, kan man jo læse lidt op på Little’s lov (advarsel: der er ingen frække billeder):
https://en.wikipedia.org/wiki/Little%27s_law

Og hjælper det stadig ikke, eller hvis man af en eller anden grund betvivler mine beregninger (hvad der sikkert er al mulig grund til), kan man prøve med den altid ufejlbarlige AI, fx ChatGPT. Prompten kunne se sådan ud:

”På et novelle-site er der på et bestemt tidspunkt logget x brugere ind. Antallet x holder sig nogenlunde konstant, selvom de enkelte brugerne hele tiden skiftes ud. Der åbnes (læses) ca. y noveller pr minut. Dette flow holder sig også nogenlunde konstant.
Kan man beregne hvor lang tid en bruger i gennemsnit anvender på en novelle?”



Kommentarer

Allerslyst(m)(11-01-2026 11:48)

Til Fingernem: Man kan jo være lidt bekymret for at de årsværk, som din forfattervirksomhed lægger beslag på, har en negativ indvirkning på kongerigets bruttonationalprodukt. På den anden side opfordrede dronningen os til at gøre noget unyttigt i en nytårstale for nogle år siden. Ja hun sagde tilmed, at det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser og befrugter vores fantasi – så det går jo nok alt sammen.



Allerslyst(m)(11-01-2026 11:12)

Ja, det var bestemt skrevet med et glimt i øjet😀



Maximus16(M)(11-01-2026 10:32)

Interessant læsning…! 😀

Du skriver at ChatGpt er altid ufejlbarlig. Jeg går ud fra at du har skrevet det med et glimt i øjet 😉.
Men se lige den her: https://ahrefs.com/blog/ai-vs-made-up-brand-experiment/
Man skal helt generelt passe på med AI-værktøjer



Tox(m)(10-01-2026 16:09)

Vidunderligt og sjovt indlæg. Mit humør steg betragteligt, altså dét humør lol



jdalmark(m)(10-01-2026 15:45)

Sjov ide. Nu kan man jo ikke lære noget generelt ud fra en specifikt eksempel, men du får en "tommel op" fra mig for at flyve lidt op i helikopteren og se det hele fra oven.



Fingernem(M)(10-01-2026 15:08)

Tak for din sjove ide.
Jeg har prøvet at lege lidt med mine egne tal.
Jeg har haft 2 000 000 læsere.
Hvis der bruges 6 min pr. historie, som de foreslår, læses der 10 i timen.
Mine historier har altså underholdt læserne i 200 000 timer
Et normalt årsværk er i runde tal 1600 timer.
Der er således brugt 125 årsværk på mine historier.



Lazze(M)(10-01-2026 09:47)

Matematik er fantastisk til at sætte hverdagen på formler. Jeg blev selv grebet, da jeg som ung opdagede, hvad man kan opløfte i en højere potens!



Yder(m)(10-01-2026 07:50)

Geometri ville virke modsat