Allerslyst(20-12-2025 16:45)

Sexwriter

Sidste gang han lå mellem en kvindes lår var den 20. december 2022 på Hotel Hvide Hus, Aalborg. I dag er det tre år siden. Den lave sol kigger frem mellem skyerne, i morgen er det vintersolhverv, og han burde være glad. Alligevel mærker han en sorg, en følelse af at noget er forbi.

I formiddags mødte han hende tilfældigt i Netto, de talte om løst og fast, hvordan det går med børnene og sådan. Hun bor i den samme by som ham, og der var så meget han gerne ville have sagt til hende, og som han aldrig vil få sagt. Hun var blevet skilt, flyttede så væk i en periode og er nu kommet tilbage, vistnok med en ny mand. Han spurgte ikke, bryder sig ikke om at vide det.

De var arbejdskolleger i mange år, ja mere end det. De var de bedste venner, sjælevenner. Det er store ord, det ved han godt, men det er sådan han tænker på hende. Patetisk ville nogen måske sige.

Han prøver at huske den dag hun blev ansat. Det var et par år efter han selv var begyndt i firmaet. Hun var ikke sådan en kvinde mændene piftede efter, hun var anderledes. Men hun havde noget der ramte ham på en måde han aldrig havde prøvet før.

Tiden gik. De kunne stole på hinanden, vidste næsten hvad den anden tænkte, som bror og søster kunne man sige. Der var også noget mere, noget som de ikke talte om.

Og så var det at de skulle holde et fælles oplæg i Aalborg. Det gik godt, de var euforiske, var ude i byen om aftenen og senere, da de kom tilbage til hotellet, elskede de.

Han skriver dato og sted. Den 20. december 2022, Aalborg. Så er jeg begyndt, tænker han, og han prøver at huske det øjeblik da han åbnede hendes bluse og bh, hvordan hendes bryster faldt ud og sank lidt ned som tunge dråber, og hvordan han kyssede dem. Han prøver at huske det hele, hvordan det var, hendes duft, hvordan de elskede, hvordan forløsningen vældede ind over dem, og han prøver at genskabe billederne fra glemslen, følelserne, særligt følelserne, men de er så flygtige, så ordløse, og han kan ikke finde ind i det, ikke mærke hende, ikke nå frem til forløsningen – og så var der også alt det uforløste, det der hele tiden sniger sig ind og forstyrrer hans tanker.

Han beslutter sig for at skrive det hele ned, at holde det fast, nagle det ord for ord så det aldrig forsvinder, han vil skrive lysten frem i sin egen krop – og i hendes. Tænk hvis hun læser det, eller måske en anden kvinde med samme melankolske bryster, en varm kvinde som han kan røre med sine ufærdige ord, som vil digte videre mens hun rører ved sig selv … og han tænker at om lidt, når det er sendt, gør de det begge to – sammen.