CuriousCurious(25-10-2025 12:58)

Din attitude skubbede mig væk, så jeg besluttede at tage et skridt tilbage – ikke af vrede, ikke af stolthed, men i ​​fred og velovervejet ro. Når nogen, gang på gang, gør det klart, at din tilstedeværelse er valgfri og til tider uønsket, begynder du at håndhæve din ret og dit værd og du holder op med at kæmpe for at blive, hvor du ikke længere er værdsat.

Vi ved begge, hvad der skete. Du behøver ikke sige et eneste ord – din tavshed, din afstand, din magtesløshed og dine opgivende svar… de sagde det hele.

Jeg hørte hver eneste uudtalt sætning, højt og tydeligt. Du mistede interessen. Du holdt op med at prøve. Jeg blev ved med at give, mens du blot gik længere væk, indtil vægten af ​​din ligegyldighed endelig brød de dele af mig, der stadig troede, at vi havde en chance.

Så nej, jeg vil ikke jagte dig. Jeg vil ikke tigge dig om at høre mig, se mig, lytte til mig og føje mig. Jeg har gjort det i overflod. Måske er dette – at gå uden vrede, uden at smække med dørene – den sidste måde, at ære dig på. Stille. Respektfuldt. På afstand og uden forventninger.

Jeg håber, du lever godt. Jeg håber, du vokser. Jeg håber, du en dag vil forstå, at folk ikke altid forlader dig, fordi de er holdt op med at elske dig ... nogle gange forlader de dig, fordi i er vokset fra hinanden og jeres ønsker ikke længere klinger i takt.

Jeg vil hele. Langsomt. Stille. Voldsomt. Underfundigt. Men jeg vil hele, uden spørgsmål, uden begrænsning og uden at være hæmmet af dine præferencer og din usikkerhed.
I den erkendelse vil jeg hele mig selv, for hver gang jeg bøjede mig, så du kunne trives og være tryg.
Fordi jeg skylder mig selv det. Den værdighed. Den afslutning. Den fred, som vores åbenlyse forskelle ikke længere kan rumme.

Dine valg, sker på bekostning af mine ord, der nu skriger i stilheden.