Tox(22-07-2019 21:17)

Godt jeg ikke er gået hele vejen hertil.

Til dette mytiske sted. Til dette uimodståeligt smukke sted. Dette sted med dufte og med lyde, der er udfordrende, sensitive og stimulerende. Så meget, at jeg bare må have kontakt. Må røre. Må dufte. Må nyde. Må lytte. Må mærke med mine hænder. Må indtage med alt, hvad kroppen kan byde på af fysik og psyke.

Dolomitterne.

De masserer alle sanser. Dette sted får jeg aldrig nok af. Aldrig. Her giver ordsproget ”der er bjerge bag bjergene” fuldt ud mening. Et privilegium at komme her, som den gamle slyngel Jørgen Leth vist siger om noget andet. Uanset hvad, så er det ord spot on.

Her er det jo også sådan, at en kilometer er meget længere, fordi den er skrå. Nærmest uendeligt skrå.

Fandme godt, at den trods alt er skrå og ikke har fuld rejsning. Lige netop her er jeg imod fuld rejsning. Det er bare for hårdt og uanset, hvor meget superwood, der er i benene, så går jeg ikke ind for fuld rejsning lige her. Meget mod min natur må jeg erkende. Men her. Nix.

Her er landskabet uden hår. I hvert fald øverst oppe. Fra taljen bliver det bredere og bredere. Og sydligere er det mere busket og ukultiveret. Særegent som det golde og det frodige på én og samme gang smelter sammen. Og bringer bestemte tanker i omløb.

I morgen vil jeg have mere. Meget mere. Appetitten bliver større dag for dag. Sådan er det altid på dette sted. Uudslukkelig appetit som et lystent dyr. I hvert fald med et hvil indlagt som en pause.

I morgen bliver det Saint-Bernard, der altid er en tur værdig. Ikke for de skarpe, usentimentale, lokkende kurver og den ukontrollable natur, som Dolomitterne ellers er så dejligt rig på. I morgen vil jeg nyde de bløde og åbne kurver i Saint-Bernard.