Gårdsanger(24-06-2019 21:13)
En lille blog om at købe katten i sækken.
"Judith...øh...der er lige noget vi bliver nødt til at snakke om!" Alex sidder, hvor han har siddet, så trofast, på det sidste - ved skrivebordet, godt skjult bag den bærbare.
Selv om hun gør sit bedste for ikke at vise det, er Judith, for en sjælden gangs skyld spændt på, hvad Alex har at sige, og ikke mindst, hvad der gemmer sig på skærmen.
Efter episoden, den ulyksalige aften, har kommunikationen mest bestået af enstavelsesord. Men i aften mærker hun, at der muligvis er nye tider på vej.
Hun forestiller sig, at han har fundet ny inspiration på nettet og nu vil dele den med hende. Hun er enig med sig selv om, at efter alle de monotone år ville det faktisk være på tide, med en smule initiativ.
Hun sætter sig ved siden af ham og føler sig en smule lillepige-agtig, men heller dét, end usynlig.
"Kan du huske, den onsdag, for fem uger siden - den aften, jeg fik uret?" Hans tonefald er skolelæreragtigt og bedrevidende.
"Øhhh, ja" kommer det stille fra Judith. Hun mærker skuffelsen tørlægge, hver en åbning i hele kroppen.
"Kan du også huske, at du sagde, at så må du komme med noget," fortsætter han og retter sig op i stolen, mens han, med den ene hånd, klapper den bærbare på låget. "Nu har jeg undersøgt det og resultatet er entydigt." Stemmen er lige så kontrolleret, som manken på hans hoved.
Alex sidder med uret i hånden, mens han åbner klappen på den bærbare.
På skærmen åbenbarer der sig et farvestrålende Excel ark.
Alex rømmer sig myndigt og siger: "Kan du huske, at jeg studsede over den usædvanligt høje puls og den kendsgerning, at der kun var noteret for 12 skridt?" Alex peger på skærmen, mens han med ny og mere pædagogisk stemmeføring fortsætter: "Jeg har anført skridt i kolonne C, og her...søde, kan du se... ."
Alt sortner for Judith. Hun hører Alex forklare videre, mens han ivrigt peger på skærmen. Det er jo, for fanden, hele hendes erotiske liv, der er listet op på det Excel ark. Hun ser på uret, hun gav han i gave, og forbander den dag, hun gav ham det. Aldrig i sin vildeste fantasi, havde hun forestillet sig, at det ville blive brugt på denne måde. Det var jo ment som en tilskyndelse til, at han fik bevæget sig mere og dermed kunne holde den gode stil og bevare den flotte figur.
Judith tvinger sig tilbage til virkeligheden, ved at trykke på "pyt-knappen," som hun har lært på et selvudviklingskursus. Da hun lander, er Alex åbenbart kommet til konklusionen.
"Jeg er snart færdig...søde...og bagefter kan du hente kaffen, det er jo onsdag!" Alex spænder uret på armen igen og med myndig og konkluderende stemme slutter han mødet med ordene: "Denne måling må siges at frikende uret for fejl, da det er femte onsdag i streg, at det bon´er ud med enslydende målinger.
Så kan det kun skyldes dig - du ligger jo altid på samme måde og bevæger dig slet ikke under hele akten."
Judith er helt slået ud, men automatpiloten har taget over og hun får fremstammet: "Ja, det må jeg se, om jeg kan gøre noget ved." Mens hun rejser sig, hører hun sin egen stemme tilføje: "med en småkage...skat?" "Det er jo onsdag!"
.
OPDATERING: 16-02-2023
Nu har jeg fået snakket med Judith igen. Og det gav lidt afklaring.
Judith forklarede, at det faktisk ikke går så super, men gudskelov også, at hun holder stand.
Hun fortalte nemlig, at Alex igen har hængt over computeren i en længere periode...faktisk har de ikke sådan rigtigt kommunikeret siden de var til hundemesse i Kolding i start oktober.
Judith røbede, at hun blev kaldt ind til Alex forleden aften. Alex sad for Gud ved hvilken gang i Excel-arkets gustne skær.
"Vi bliver nødt til at snakke om det her Judith." Alex havde nærmest messet det frem i sit sædvanlige bedrevidende toneleje, mens han pegede på skærmen.
"Jeg har brugt ufatteligt mange timer for at lave denne formel for erotisk kapitalfremskrivning."
Judith kunne fornemme, på den gryntende stemme, at Alex faktisk blev opstemt af at høre på sig selv.
"Se her er formlen." Alex trykkede på en celle i Excel arket og pegede på en formel, der dukkede frem.
Kn = K(1+x)^n
"Du forstår det nok ikke, men
K er den investerede kapital, x-et er den tilskrevne rente og n er lig med antal tilskrivninger."
"Jeg har givet de forskellige pligter værdi." Alex pegede på en kolonne celler til venstre på skærmen. "Du husker vel sagtens, at jeg støvsugede hele hytten lige efter nytår?" Alex havde lignet en præst i ansigtet.
"Det har jeg givet værdien 10 og må nødvendigvis udgøre startkapitalen, da jeg kraftedeme aldrig gør det igen."
Judith forklarede mig, hvordan hendes rygsøjle gradvist mistede sin bæreevne og hvordan hun langsomt sank sammen, mens præsten fortsatte.
"...resten af huslige pligter giver rente. For eksempel tømning af opvaskemaskinen har jeg, efter min mening, sat lidt lavt og givet værdien 2,5%. At lægge ting på plads har jeg givet værdien 1% point for hver ting, bare for at være fair..."
Pludselig blev jeg vækket ved, at han ruskede mig, mens han nærmest råbte "Hører du overhovedet efter, Judith?"
"Nu har du sprunget onsdag over syv gange i streg og det giver rente...enda med rentes rente!"
Alex trykkede ophidset på en celle i arket, der lyste grønt. "Det kan du se, hvis du kigger her i f14, hvor jeg har lavet en betinget formatering, så den lyser grønt, hver gang jeg har sparet mange nok point sammen!"
"Og her i f15 har jeg så beregnet, hvor mange rideture jeg har sparet sammen til...og du kan nok regne ud, hvad det 8-tal betyder...ikke?"
Efter en lille pause i beretningen, får Judith grådkvalt fremstammet:
"Er du ikke sød at komme med et godt råd, Sanger - jeg aner nemlig ikke mine levende råd."
"Jeg har nemlig spurgt vores rigtige præst til råds. Hans råd var "at give kongen, hvad kongens er," som det står i Skrifterne."
Hmmm...det er ikke let, at navigere med mennesker, der lever med et "noget for noget" livssyn.
Men jeg tænker, at et passende råd kunne være at gå i generalstrejke - simpelthen nedlægge alt arbejde og se, hvad der skete:)
Spørgsmålet er bare, hvem der ville holde den tilstand ud længst?
.