Nogle forfattere genkender måske også den fornemmelse, at man har arbejdet længe på historien om en person og hjulpet ham/hende til en masse gode oplevelser, måske en god debut. Som forfatter kan man godt forelske sig i sådan en person. Man ønsker vedkommende alt muligt godt. At skrive bliver på den måde som et kærlighedsforhold, man har svært ved at slippe.
Sådan har vi haft det flere gange, og sådan er det med en kvinde, som vi står lige på nippet til at overgive i redaktionens hænder.
Og man finder altid et par fejl, idet man læser teksten igennem EFTER udgivelsen. Og så kan det ikke gå hurtigt nok med at komme ind og rette.
@Jacob og Camilla, jeg kan genkende det med at teksten næsten skriver sig selv, når ideen og historien er rigtig. Nogle gange oplever jeg også at skulle bruge mange ord på et afsnit, en del af novellen, og det så alligevel ikke helt fungerer. Så er det med at slette det, tænke det i en anden vinkel, indtil det falder på plads, og det giver sig selv.
At læse den samme tekst igen og igen for at finde de sidste fejl kender jeg også. Alligevel slipper der fejl igennem, desværre.
Jeg kender også til nervøsisten over at sende noget ud, vil det holde? Hver gang veksler jeg mellem at tænke, at det er det mest geniale der nogensinde er skrevet, og at det er noget lort. Mest det sidse. Men folk er generelt venlige.
Lysten til at skrive en historie udspringer af, at man har noget at fortælle, som ikke er fortalt før, eller af at man fundet på fundet ny måde at fortælle noget, som er fortalt før.
Det nye kan være at introducere personer med en anderledes baggrund eller et andet miljø. Eller det kan være at finde en anden slags beskrivelse af deres hensigter og reaktioner.
Nogle af vores historier er blevet til efter læsning af andre historier, hvor vi har tænkt, at en bestemt idé kunne gennemføres på en anden måde, f.eks. ved at gøre en anden person til fortæller eller hovedperson og få en anden synsvinkel på forløbet.
Historiens kvalitet afhænger af, hvordan man er i stand til komponere sin historie og forme sit sprog. Og så kommer det an på, om man er i stand til gennemføre sin idé/sit plot med konsekvens og indre logik.
Det sker, at vi begynder at skrive en historie og standser op og sletter det hele, fordi fortællingen ikke fungerer som forventet. Nogen tid efter får ideen en chance igen og bliver atter kasseret. En dag kommer så ideen til at begynde fortællingen et andet sted og med en anden fortællestil. Herefter er det, som om teksten skriver sig selv, og gode pointer og formuleringer melder sig selv undervejs.
Når skriveprocessen er nået til en foreløbig slutning, må teksten læses igennem igen og igen. Hver eneste gang dukker der nogle sproglige skønhedsfejl op. Hver eneste gang er der steder, hvor en finte i fortællingen skal omskrives eller kasseres. Og så er det svært at tage sig sammen for at erklære værket for afsluttet. For hvis man nu læste teksten endnu engang, ville der så ikke komme en ny lille idé til ændring eller, en teknisk fejl ?
Men så kommer der det øjeblik, hvor teksten må sendes afsted - ligesom et barn, der blive sendt ud i den store, onde verden. Vil det hele nu blive påskønnet efter fortjeneste?
Når jeg skriver en historie, starter det ofte med dét, der fylder i hovedet. Jeg er selv tilfreds med mine historier, hvis jeg sender dem ind.
Fælles for mine historier er, at jeg ser dem i billeder og beskriver det, jeg ser. Jeg beskriver ikke det samme emne i hver historie, men har flere emner, der går igen. Det er min egen lyst til at skrive, der får mig til det. At få gode kommentarer og point er naturligvis dejligt, men det er ikke det, der driver mig.
Hvis mine historier bliver for kedelige for læsere, så OK med mig. Det er op til den enkelte læser at vurdere, og læseren kan jo bare skynde sig videre til en anden historie. Der er på SW nok at tage fat på.
Det meste er jo porno, det er sgu lidt svært at variere. Jeg har af og til kasseret en kladde fordi jeg sgu synes det var en historie jeg havde skrevet før. Nogen gange har jeg også ladet den passere, fordi jeg selv synes den var ret vellykket. Jeg udgiver de historier jeg selv synes er værdige. Hvis folk ikke gider læse dem, så lever jeg fint med det, og skriver den næste pornonovelle.
Lige en kommentar til: Ude i virkeligheden er der nogle der boller lige nu! De har det godt. Mange får orgasme. Nogle gange ændrer det deres liv. Det er de historier jeg gerne vil have frem.
Der kan skrives GOD litteratur om noget så simpelt som en sommerfugls flugt hen over det tørre græs..
Og der kan skrives utroligt kedelige noveller om dramatiske ting som mord, voldtægt og slaveri
Det handler vist mest om EVNEN til at fortælle en medrivende historie.. :-)
Og alle de historier, der glider i alt for meget sololie.
Fri os for dem.
Desværre er det ikke muligt at komme tilbage og rette i et indlæg, når man er kommet til at trykke på "Send" før korrekturlæsningen er gennemført. Derfor undskyld for skrivefejl i det foregående.
"Kedelig" - ja det har der stået i nogle kommentarer til vores historier. Og det på trods af, at i altid prøver at skrive noget, som andre ikke har skrevet. Hvad der er kedeligt, gider den slags læsere sjældent give en forklaring på.
Vi vil gerne prøve andre indfaldsvinkler, andre persontyper og forløb. Vi vil gerne gøre os umage i valget af personer til historierne og undersøge, hvad de kan finde på at gøre. Vi vil beskrive dem gennem deres ord og handlinger og sikre os, at historierne ikke forløber inkonsekvent og selvmodsigende.
For hver historie prøver vi at ramme en sprogtone, der svarer til det valgte miljø og personerne. Vi er kompromisløse, når det gælder korrekturlæsning.
Hvad alt dette angår, er vi vist nok enige med de fleste af dem, der deltager i debatterne her i Forum. Deltagerne i denne debat er bare ikke repræsentative for den brede læserskare, for så ville historierne nok blive bedømt anderledes. Når vi har fået en historie udgivet, kommer der typisk 4-5 positive kommentarer og en enkelt negativ fra en læser, der vil blæse på vores dybere tanker med historien. En del kommentarer hedder bare "God historie". - Hvorfor læseren synes, at det var en "God historie", kan man ikke få noget at vide om.
Herefter ebber interessen for historien ud, og man kan komme til at føle, at ens umage er spildt ulejlighed - som at kaste med perler...
Sideløbende kan man følge læsernes utrættelige interesse for historier, der skamrider de samme mølædte kæpheste, skrevet uden .sans for umage med det danske sprog. Disse historier bliver gerne oversvømmet med begejstrede kommentarer
Det skal dog ikke forhindre os i at skrive de historier, vi har lyst til, og vælge emner, sprog og skrivestil efter eget forgodtbefindende. Man skriver heldigvis ikke på sexwriter.dk for at blive berømt eller tjene penge. Derfor skulle det gerne være skriveglæden, der driver værket. Men det kan ikke nægtes, at en vis forfængelighed tragter efter at modtage stjerner og læse nogle gode, gedigne kommentarer. - Så gid vores læsere ville afse lidt mere tid og umage, når de har valgt at rose enhustirir
Når vi skriver om det, som tænder os, er der vel grænser for, hvor mange slags seanser, vi hoster op med. For min del skriver jeg også om ting, venner og bekendte fortæller om. Ind i mellem bringer de mig ind i et fremmed univers. Eksempelvis har en yngere kvinde gennem mange år berettet om sine oplevelser,. eller måske også fantasier-, hvad ved jeg. Og dem har jeg skrevet om, ikke mindst for at forstå, begribe, fatte. Men de etiske overvejelser har faktisk forhindret mig i at publicere dem her på siden. Men når jeg bearbejder hendes beretninger, har jeg tiere tårer i øjnene end stiv pik i bukserne.
Mange af mine historier er inspireret af egne oplevelser eller bekendtes oplevelser, men som Sagged beder om, så er de alle sammen kraftigt redigeret til noget som kan fænge mig selv og forhåbentlig andre.
Det virkelige liv har ikke en spændingsbue som en skrevet historie, hvis man bare skrev hvad der skete, så ville det virke fladt.
Igen er jeg enig i at hvis man dykker for langt ned i kliche kassen, så bliver det uendelig forudsigeligt og dermed kedeligt.
Både ja og nej. Det er nemmere at leve sig ind i en historie hvis den er forankret i en genkendelig virkelighed. Men der er nogle historier der bare giver los: storepikke, liderlige kvinder og varig potens. Det er nu ret befriende!
"skriv for dig selv, ikke for andre..."
jeg er til dels enig....
- for det giver nu engang et kick, når man kan se at den historie man har brugt tid og energi på at skrive, er blevet læst 250 gange... og ENDNU bedre.. nogle har brugt tid på at give point.. og MÅSKE... MÅSKE også en kommentar...
man bliver lidt 5cm højere... og får et smil på læben.
Måske det bare er mig. Men jeg skriver om det der tænder mig. Jeg jager ikke likes eller kommentarer men måske nogle andre gør det.
Jeg har skrevet med flere og når jeg skal skrive så er deres råd også altid: “skriv for dig og ikke for andre” og det vælger jeg at følge.
👍👌
For mig gør det ingen forskel, om en novelle er ren fiktion eller bygge på "virkelige hændelser".
Du har ret i at man skal skrive det man selv lyster, uden (så meget) tanke på hvad læseren måske gerne vil læse.