Gårdsanger(09-04-2019 14:54)
Jeg er på flugt fra den stressende hverdag og sidder, i skrivende stund, på en sten dybt inde i de svenske skove.
Har besluttet mig for at overnatte her i nat. Temperatur er lige over frysepunktet. Det er diset og vådt. Hver eneste nål på de utallige træer er pyntet med dråber på vej mod jorden.
Stille smelter den sidste sne og blotlægger grønne tuer i den dyngvåde skovbund.
Jeg lukker øjnene og lader duften af våd skovbund indtage mine sanser. Hører, hvordan vandet siver nærmest lydløst ud fra hver fritlagt tue. Nyder denne salige, klukkende lyd af rindende vand i denne øredøvende stilhed.
Jeg kommer til at filosofere over, hvor kontrastfuldt her er i forhold til den hektiske og overfladiske hverdag. Herude værdsætter jeg, med største selvfølgelighed, de mindste og ubetydeligeste ting.
Jeg beslutter mig for at tage lidt af skovens dybe visdom med hjem - lader skovbundens musik blødgøre mit hjerte. Åbne det og giver plads til nye muligheder.
Jeg må øve mig i at værdsætte øjeblikket - uanset dets beskaffenhed.
Alt bliver jo lettere og smukkere når målet er at værdsætte, tilgive og elske.
Det hjælper at elske at være mig, også når jeg ved, at både jeg og tiden er utilstrækkelig. Det hjælper at elske morgenen når ungerne ikke gider, alt imens konen og tiden bare skrider. Det hjælper at elske den resterende dag, selv om den ikke byder på andet end jag og jeg næppe når at sidde på min bag.
For hvad hjælper det at være hård og slynge salt i såret fra i går? Eller at være stejl, finde fejl og agere ubarmhjertigt nøjeregnende som et spejl?
Det er trods alt bedre at balsamere med lindrende urter, hvor det smerter - lindre med et lille glemsomt plaster, fyldt med kærlige og tilgivende hjerter.
Kærlig og tilgivende hverdag til dejlige dig:)
.