Efter frokosten har Rosalina køkkentjans, mens jeg bliver sat direkte tilbage i cellen. Da Angelica er gået sin vej smider jeg mig på sengen, forsøger at slappe af, men en uro rumsterer i kroppen. Jeg trækker tæppet over mig, lukker øjnene i et flygtigt håb om at kunne falde i søvn. Slår dem op igen, stirrer op i det rå betonloft. Prøver at tænke på noget andet. Konstaterer at det ikke går. Sætter mig op i sengen, med benene trukket op, ryggen mod væggen, og lader rastløst blikket glide rundt i den trange celle. Rosalinas seng ved siden af min, lokummets stålkumme, vasken i keramik, vores lille mikrokosmos. Angelica har ladet den yderste tynde metalskydedør stå åben, berøvet mig den eneste smule privatliv vi har. Jeg kan kigge ud på gangen gennem den indre tremmedør, høre de fjerne rungende lyde af skridt og døre der lukkes op og i. Det er ligegyldigt. Jeg har ikke behov for privatliv i min anspændte og let speedede tilstand. Sådan har jeg det altid på de dage hvor jeg skal over Hesten.
Marta kommer med Rosalina efter en times tid eller deromkring. Hun smækker tremmedøren i og går på hug for at fjerne Rosalinas fodjern. Derefter stikker Rosalina hænderne ud gennem åbningen i tremmerne så Marta også kan tage håndjernene af hende. Da hun er færdig og står med de skinnende blanke metalkæder sender hun mig et blik, og jeg tænker et øjeblik om det allerede er nu? Normalt lader de os vente længere. "Vi ses lige om lidt, Ana!" siger hun så, ildevarslende, og forsvinder ned ad gangen.
Rosalina smider sig på sin egen seng ved siden af mig. I den smalle celle er der kun godt en meter imellem os. Hun kigger forskende på mig.
"Hvordan går det, Ana?"
"Hvordan tror du?"
"Sidder du og tager sorgerne på forskud?"
"Mm-hm!"
"Det er det de ønsker, ved du. Det er derfor de lader dig kende dagen, men ikke tidspunktet."
"Jeg ved det. Men jeg kan ikke lade være alligevel."
Rosalina ser mig i øjnene.
"Det kan jeg heller ikke. Men du burde nu tænke på noget andet alligevel." Hun lægger sig på siden i sengen, åbner en smule for fangedragtens lynlås, og sender mig et lille men frækt smil.
"Skulle vi ikke tage og ligge lidt i ske?"
Jeg kigger på hendes ansigt, det mørke bølgende hår, lynlåsens indbydende lille åbning under hagen, hendes lokkende smil. I spjældet bliver vi alle lebber. Selvfølgelig, hvad er der ellers at gøre? Her er ingen mænd, heller ikke blandt personalet. Vi får lov til at arbejde i køkkenet, vaskeriet, værkstederne. Dertil lidt gårdture og motion. Men vi tilbringer også rigtig mange timer låst inde i cellerne, sammen, uden andet at give os til. De fleste skal lige vænne sig til det. For mig var det en åbenbaring. Jeg har delt celle med Rosalina i fem måneder nu. Jeg kender hendes krop lige så godt som jeg kender min egen. Ikke bare dens ydre skal, men også dybere - lugt, smag. Dens reaktioner. Alligevel kan jeg ikke ligge i ske med hende nu, knuden i maven er for dominerende.
"Jeg har ikke lyst!" siger jeg, fortryder straks mit let irriterede og afvisende tonefald.
"Altså.. ikke nu. Senere. Bagefter."
Rosalina smiler bredere, hendes øjne glimter.
"Bagefter, så skal jeg simpelthen tage mig af dig indtil du glemmer hvad du selv hedder!"
Jeg giver hende forsigtigt et smil tilbage, og mærker faktisk en lille kildren i mellemgulvet ved siden af den store anspændte knude. Tanken om at Rosalina ligger der og ser frem til at kæle for mig gør mig varm og ophidset et øjeblik. Så får nervøsiteten igen overhånd da jeg hører skridt på gangen, og Marta kommer til syne udenfor tremmerne. Hendes stærke robuste krop fylder næsten døråbningen ud. Hun fikserer mit blik og gør et kort kast med hovedet.
"Så, Ana, op med sig!"
Hun trækker et sæt håndjern frem og begynder at åbne dem. Jeg rejser mig langsomt, tvært, går op til celledøren, vender ryggen til, og stikker hænderne ud gennem den firkantede åbning i midten. Mærker det kolde stål stramme og fiksere om mine håndled. Sådan er regimet her. Når ikke vi er låst inde i vore celler er vi som udgangspunkt i lænker på en eller anden måde. Det har sat en effektiv stopper for volden og bandeopgørene som fængslet tidligere var berygtet for. Men det gør også tilværelsen herinde endnu mere tung og dræbende kedsommelig.
Da jeg fik min dom tænkte jeg at det var verdens undergang. Mærkeligt nok var indsættelsen i fængslet en kæmpe lettelse. Kontrollen, rutinerne, fratagelsen af ethvert valg og initiativ gav mig en ro som jeg aldrig havde kendt til i mit kaotiske liv udenfor. Gaden, stofferne, fyrene som aldrig stillede mig tilfreds, og som skulle være mere og mere machismo fordi jeg troede at det var det der manglede. Kriminaliteten de trak mig ind i, politi, rivaliserende bander, konstant angst og årvågenhed. Alt sammen var det som en døs eller rus der dunstede bort i fængslets monotoni. Efter få uger fattede jeg ikke hvad jeg havde tænkt på udenfor. Alligevel følte jeg at uroen og rastløsheden ville vende tilbage hvis jeg vandt appelsagen og blev sluppet fri. Dommens stadfæstelse var en yderligere lettelse, og jeg dykkede ned i indespærringens og underkastelsens sære frigørelse. Og i min nyfundne seksualitet. Jeg var nærmest lykkelig for en stund. Nu sniger kedsomheden sig ind, der resterer stadig mere end tre år, og det er som om tiden tårner sig op foran mig. Dertil er der så turene over Hesten.
Marta spænder fodjern om mine ankler, det plejer hun ellers ikke at gide når hun skal spænde dem op igen lige om lidt. Så åbner hun døren, og fører mig ud af cellen. Ude på gangen trækker hun en lang tynd kæde om halsen på mig, og låser den fast med en anordning så hun kan stramme den yderligere ved at trække i den. Hvad skal det til for med alt det jern? Vi skal jo bare ned i Stalden.
Marta rykker i kæden så den strammer til, trækker mig ned ad gangen. Betonen er ru og en anelse kølig under mine bare fødder. På trappen ned i kælderen må jeg være forsigtig på grund af fodjernene, metallet gnaver i anklerne hvis jeg kommer til at stramme kæden ud, og med sammenlænkede hænder må jeg endelig ikke falde. Marta rykker utålmodigt i mig. Da vi nærmer os døren ind til Stalden trækker min mave sig sammen. Man kan sagtens tage imod en gang spanskrør på månedlig basis. Men man kan ikke vænne sig til det.
Marta lægger hånden på dørhåndtaget, vender sig imod mig med et lille spottende smil.
"Husk nu at smile, søde! Du har publikum på i dag!".
Så åbner hun døren og trækker mig ind i Stalden. Hun rykker hårdt i halskæden så jeg tumler fremad, og er tæt ved at miste balancen fordi jeg både er i håndjern og fodlænker. Det var altså formålet med alt jernet. Jeg skulle udstilles og ydmyges til skræk og advarsel.
Jeg retter mig fortumlet op, og kigger mig omkring i Stalden. Hesten troner i midten, ved siden af står Angelica, og bagved den ser jeg mit publikum. Det har jeg ikke prøvet før. De ser let chokerede ud over min entré. Det er piger, selvfølgelig, i 15-årsalderen, formentlig en skoleklasse fra en statsskole i et af de vidtstrakte slumområder der lukker sig om storbyen som en musling. En hel del af dem ser decideret fattige ud med slidt og dårligt siddende tøj. Men der er også nogle stykker der er tjekket klædt i tætsiddende jeans og bling-trøjer som de næppe har købt for deres lommepenge. I slummen tjener en ung pige penge på sex eller narko, eller begge dele. Der er sgu nok en grund til at deres lærer syntes de skulle herind og se på mig.
Marta begynder at åbne mine lænker. Angelica taler til pigerne. "Denne kvinde har gjort sig skyldig i alvorlig narkokriminalitet og også i grov vold. Hun er idømt fire års skærpet fængselsophold. Det betyder at hun modtager den afstraffelse I nu skal overvære, en gang om måneden." Det er underligt at høre Angelica tale så pænt og formfuldendt til nogen. Over for os indsatte er hendes sprog helt anderledes kortfattet, råt og slangpræget.
Marta bliver færdig med lænkerne, hun taler hårdt, kommanderende. "Af med tøjet!" Det er nærmest teatralsk, af hensyn til publikum, for jeg ved jo godt hvad programmet er. Jeg åbner fangedragtens lynlås, den sidder løst på mig og falder lige til jorden omkring mine fødder. Jeg træder ud af den, fjerner undertrøjen og trusserne i det grove bomuldsstof. Den lidt kølige kælderluft der smyger sig om min nøgne hud giver mig som altid en ekstra følelse af sårbarhed. Pigerne kigger uroligt på min nøgne krop. Marta fortsætter skuespillet.
"Op på hesten!"
Jeg lystrer uden at fortrække en mine. Hesten er en polstret bænk på cirka 30 gange 60 centimeter, med en lille forhøjning bagerst. Den står på fire solide ben, som går ud til siden i en vinkel. Nederst på benene sidder læderremme som kan justeres i højden. Hestens ører er en polstret V-formet udskæring, hvor rytteren kan hvile sit hoved på hagen, så det vender frem mod et eventuelt publikum. Jeg lægger mig til rette, og betragter pigerne mens Marta begynder at fastgøre mine håndled og ankler til hestens ben med læderremmene. Angelica viser dem spanskrøret, forklarer dem at det er halvfems centimeter langt, tolv millimeter tykt og gummibeklædt. Hun lader det gå rundt imellem dem. Nogle af dem vender sig bort fra det, eller sender det hurtigt videre som om de havde brændt sig på det. Andre studerer det nysgerrigt, mærker på gummibeklædningen, flexer det for at fornemme stivheden. Især bling-tøserne i de smarte jeans er interesserede, selvom de forsøger at virke overlegne, indifferente.
Marta er færdig med remmene. Min nøgne krop ligger åben, fastspændt, som et dyr i en grotesk zoologisk have. Dens runde lysebrune bagdel strutter indbydende bagud med sin glatte følsomme hud. Spanskøret er endt hos en spinkel pige i pænt men ikke prangende tøj, med store runde indfattede briller. Den type husker jeg også fra skoletiden. Den pæne intelligente pige med en stålsat ambition om at uddanne sig ud af slummens lortehul. Hendes blik flyver frem og tilbage mellem spanskrøret og mig, som om hun i tanken prøver at forbinde de to ting. En sitrende spænding løber igennem mig, lige under huden. Marta tager spanskrøret fra hende og bevæger sig om bag mig i roligt tempo. I Stalden er alle bevægelser langsomme, dvælende. Forventningen om straffen er i sig selv en del af straffen. Hun gnider forsigtigt spanskrøret over min ende, der hvor hun har tænkt sig at sætte den første stribe. Den sitrende spænding vokser i min krop, jeg kan næsten ikke skjule den. Der er helt stille i rummet nu, en intens elektrisk stemning dirrer i luften. Spanskrøret forsvinder fra min bagdel, nu er det et spørgsmål om sekunder.
Svirpet og smældet bryder stilheden som en eksplosion. Jeg mærker det fine snit over balderne, i en brøkdel af et sekund er det egentlig ikke særlig slemt, så bryder smerten frem i min bagdel, op og ned i kroppen, tager vejret fra mig og får mine øjne til at løbe i vand. Slaget efterlader mig stakåndet, skælvende over Hesten, smerten tager kun langsomt af, og Marta giver mig tid til at påskønne den. Hun tapper forsigtigt med spanskrøret ovenover striben, markerer hvor den næste skal sidde. Mine tårevædede øjne genvinder synsevnen, og jeg kan se at slaget har gjort sin virkning. Pigerne ser chokerede ud, flere holder hænderne op for munden, eller øjnene, mens bling-tøserne kæmper for at opretholde den kølige, overlegne facade.
Det næste slag svirper, en ny smertebølge forvrænger mit ansigt, og jeg stønner højlydt. Igen giver Marta mig god tid til rigtig at mærke det. Et par af pigerne vender sig væk i væmmelse, andre trækker deres ansigter sammen i raseri, knytter hænderne afmægtigt. De indignerede, socialt bevidste. Også den type husker jeg. Sprøde drømme om oprør, retfærdighed og gyldent morgenrøde. Bare ærgeligt at virkeligheden er fuld af røvhuller der har travlt med at gå i flæsket på hinanden. Det som foregår herinde er egentlig ret civiliseret i forhold til nogle af de ting jeg så på gaden.
Det tredje rap sidder højt, øverst oppe på numsen. Marta lægger kræfterne i. Jeg skriger, højere end jeg egentlig havde behøvet. Men det hjælper, og desuden må jeg også levere et godt show. Jeg ønsker oprigtigt ikke at disse piger skal havne samme sted som mig. Marta trækker tiden endnu mere ud. Bling-tøserne kæmper med at holde facaden, en af dem har allerede ladet kæben falde, en anden bider sig i underlæben. Marta tapper med spanskrøret nedenunder den første stribe. Nu vil hun begynde at bevæge sig nedad, hvor huden er mest følsom, og hvor jeg vil kunne mærke striberne når jeg sidder ned, i en uge, eller måske endnu længere.
Slag nummer fire falder, mit skrig er højere, og mere ærligt nu. Marta har ramt helt rent, og smerten er altgennemtrængende. Da jeg genvinder sanserne ser jeg pludselig at den lille spinkle pige med de runde briller stirrer intenst på mig. Ikke rædselsslagent, heller ikke overlegent eller ynkende, bare koncentreret, nysgerrigt, som om hun ville gennembore mig med sit blik, trænge ind i mig. Jeg stirrer tilbage på hende, vi ser hinanden lige i øjnene, smerten bagi drukner alle andre tanker og følelser, jeg har brug for et enkelt fikspunkt for at aflede opmærksomheden og stå det igennem.
Det femte slag smælder, længere nede, jeg skriger af fuld hals nu, så mit publikum kan få noget at tænke over. Da jeg igen fanger pigens blik ser jeg at hendes mund har åbnet sig svagt, hun ser ikke skræmt ud, bare så opslugt og koncentreret at hun glemmer alt andet. Vi stirrer direkte på hinanden i lang tid mens ilden breder sig i min bagdel, og Marta trækker pinen og ventetiden helt ud. Så sætter hun det sjette og sidste slag nederst nede, og selvom min krop er spændt stramt ned over Hesten er det alligevel som om den løfter sig, og hænger i luften sammen med mit langtrukne skrig. Så klasker jeg sammen, stakåndet, stønnende, mit hoved tømt for tanker, sanser kun smerten i min krop som langsomt viger.
En uro har bredt sig i flokken af piger. Angelica siger at de gerne må komme frem og kigge hvis de vil. En lille håndfuld går langsomt, ligesom tøvende omkring mig, stirrer på min struttende bagdel med de friske, højrøde striber. En mærker forsigtigt på dem, den ophovnede hud. Berøringen får det til at give et lille sæt i mig. Det er rart, lækkert. Hvad ville jeg ikke give for selv at kunne komme til at gnubbe over numsen nu? Jeg forsøger at holde mig i ro, de skulle nødig fornemme at jeg kan lide berøringen. Måske ligefrem tro at jeg er sådan en pervers type der bliver ophidset af det her.
Pigen med brillerne går frem imod mig, forsigtigt, skridt for skridt, indtil hun står lige ud for mig. Hun er så lille at hendes ansigt næsten er i højde med mit. Igen ser vi hinanden lige i øjnene. Bagved hende er et par af de mest indignerede piger ved at starte en diskussion med Angelica og deres lærer.
"Gør det meget ondt?"
Hun spørger lavmælt, forsigtigt, diskussionen bagved gør at hendes stemme næppe er hørlig for andre end mig.
"Ja! Det er ikke noget du skal ønske dig at prøve."
Hun bider sig i underlæben, tøver endnu nogle sekunder.
"Hvad sker der.. nu? Bagefter?"
"Måske lader de mig hænge her lidt. Men før eller senere kommer jeg tilbage i min celle, og så kan jeg ligge der resten af dagen."
"Hvorfor vil de lade dig hænge her?"
"Har du nogensinde prøvet at få prygl?"
"Nej." Hun står helt tæt på mig nu, hendes stemme er nærmest blevet til en hvisken.
"Lige bagefter brænder slagene rigtig meget, og man vil enormt gerne gnubbe sig bagi. Så det er en ekstra lille straf at ligge her og ikke kunne."
"Skal jeg gå om og gnubbe dem for dig?" Hun taler pludselig hektisk, men stadig lavmælt.
"Nej, lad være. Det er for åbenlyst."
Hun stirrer igen tavst på mig i nogle sekunder. Diskussionen bagved er blevet mere højrøstet. Angelicas pæne manerer begynder at skalle af. Pigernes lærer synes pludselig at de skal til at komme videre.
"Sidder du alene i cellen?" spørger pigen.
"Nej, vi er to i hver celle."
"Kan du lide hende du sidder med?"
"Ja. Hun er rigtig sød." Jeg kan ikke lade være med at tale lillepigesprog til hende.
"Vil hun være sød ved dig når du kommer tilbage?"
"Det kan du tro!" Jeg siger det med et svagt smil, og kan se at hun opfatter betydningen. Hun stirrer intenst på mig, hendes mund står åben, og hun skælver svagt. Det er tydeligt for mig hvad hun tænker, og jeg føler at jeg burde sige et eller andet, hjælpe hende på vej til.. noget. Læreren begynder at kalde sine elever sammen. Pigen vender sig abrupt fra mig med en mærkelig kantet bevægelse, som om hun prøver at ryste noget af sig, men uden rigtig at kunne. Hun slutter sig til de øvrige piger som forlader lokalet i samlet flok med deres lærer og Angelica. Døren smækker i, den høje metalliske lyd klinger ud, stilheden sænker sig. Jeg er alene i Stalden med Marta.
Hun skridter roligt omkring mig, og jeg lurer på hvad hun vil gøre nu. Adrenalinen suser i min krop, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Rosalina, der ligger oppe i cellen og venter på mig. Tanken får det til at suge dybt i maven, og det føles helt forkert, for jeg er jo ikke sådan en pige der bliver ophidset af.. det her. Men jeg trænger virkelig til Rosalina nu, hvis bare Marta dog ville slippe mig fri.
"Nå Ana, så fik du et sæt friske striber! Du kunne sikkert godt tænke dig at gnubbe på dem nu."
Hun står lige bag mig og betragter sit værk. Jeg ved ikke om det er meningen at jeg skal svare noget, men mit mod synker. Så lægger hun til min overraskelse en flad hånd på min ene balde, og gnubber den forsigtigt. Det er sindssygt lækkert, og præcis det jeg trænger til. Det er også ophidsende, selvom jeg helst ikke vil være ved det.
"Og du kunne sikkert også godt tænke dig at komme op i cellen til din beskidte lille tæve!" Hun fortsætter med at gnubbe, jeg ved stadig ikke om jeg skal sige noget eller ej.
"Du er garanteret en af den slags tøser der bliver ophidset af det. Ligger her og nyder det, gør du!"
"Gu´ gør jeg ej!" siger jeg helt uvilkårligt, men nu bevæger hendes hånd sig ind i spalten mellem mine balder, glider op og ned, forsigtigt, kildrende. Jeg kæmper for at holde min krop og mit åndedræt i ro. Hendes fingre glider længere ned, ind under numsen, finder skamlæberne. De er glinsende fugtige, og det giver et sæt i min krop da hun stryger fingerspidserne over dem. Jeg kan ikke længere skjule min ophidselse, hverken for mig selv eller for hende.
"Tænkte jeg det ikke nok! En pervers lille møgtøs der ligger og bliver gejl på statens regning. Og lyver for mig oven i købet!"
Jeg har lyst til at svare et eller andet, men lige idet hun siger det finder hendes fingre min lille saftige bønne, og jeg gisper stakåndet. På en mærkelig måde multipliceres lysten af at være til stede ved siden af den langsomt svindende smerte som stadig hænger i min bagdel. Hun pirrer mig forsigtigt, og det er sindssygt godt, men også frustrerende. Mere vil have mere. Hun piller på mig indtil hele min krop skælver, og min vejrtrækning er tung, hektisk. Så letter hun af, rører mig med fingerspidsen, lige præcis nok til at opretholde min dirrende ophidselse.
"Hvad synes du vi skal gøre nu, Ana? Skulle jeg lade dig hænge til tørre en times tid? Eller skulle jeg hellere tage at gøre dig færdig, og putte dig tilbage i cellen?"
Jeg genvinder kontrollen over mit åndedræt. Svaret giver sig selv, men i spjældet er intet gratis, det lærer man fra dag ét.
"Hvad vil du have mig til?"
Marta taler langsomt, med eftertryk.
"Jeg vil ride dit kønne lille fjæs, lige når jeg har lyst til det! Og du vil gøre alt hvad du kan for at det skal blive godt, og du vil ikke skabe nogen problemer for mig."
Jeg ved at det er et tilbud jeg ikke kan afslå. Selvfølgelig er der regler imod den slags. I princippet kunne jeg sikkert skabe problemer for Marta. Men sådan er virkeligheden jo ikke, med det helt entydige magtforhold der hersker mellem os. Jeg skal bare være glad for at hun i det mindste forsøger sig med det gode. Det er hvad jeg siger til mig selv. Et sted i baghovedet ved jeg også at selv hvis jeg havde et valg ville jeg ikke kunne sige nej, ikke sådan som jeg ligger og har det lige nu.
"Deal!" siger jeg, klart og tydeligt.
Hun begynder igen at kæle for bønnen, fører gradvist fingrene længere op, indfølt, forskende. Et nyt rush af vellyst strømmer igennem mig. Hun driller mig, skifter mellem at trykke til, så jeg bliver voldsomt ophidset, og lette af, så jeg hænger skælvende, desperat længselsfuld efter at få mere. Og jeg kan intet gøre, fastspændt over Hesten som jeg er. Ikke andet end at overgive mig helt og holdent til hendes kontrol. Det er noget af det mest ophidsende jeg har prøvet i hele mit liv.
Hun trækker det ud indtil min krop ryster så voldsomt at Hesten ryster med, og jeg kontinuerligt udstøder en tynd bedende jamren.
"Har møgtøsen overhovedet fortjent at komme?"
"Please.." jamrer jeg, kan ikke regne ud hvad jeg ellers skal svare.
"Er jeg din herskerinde?"
"Ja!"
"Er du min lydige lille tæve?"
"Ja.. åhhh!" Hun trykker pludselig til, samtidig med at hun sætter et hårdt klask i min stribede mås, og slipper flodbølgen løs igennem min krop. Alle andre sansninger drukner i et brøl af koncentreret vellyst, jeg tror måske at jeg skriger, men jeg ved det faktisk ikke, er ikke længere bevidst om noget som helst andet end intens nydelse. Den klinger af, lige så langsomt som smerten efter slagene. Der går vel et lille minuts tid før jeg erkender at jeg stadigvæk er spændt fast over Hesten, og har ømme striber over bagdelen.
"Det må være nok for idag, tæve." siger Marta, og begynder at løsne remmene. Jeg sitrer stadig svagt af ophidselse, det er en overvindelse at komme på benene. Samtidig er jeg usikker, forvirret. Hvad skal der ske nu? Vil Marta begynde at indkassere sin betaling med det samme? Hun siger ikke mere, men gør en kort håndbevægelse, og jeg forstår at jeg skal klæde mig på igen. Jeg trækker forsigtigt trusserne på plads over min stribede mås, derefter går det hurtigere med resten af tøjet. Da jeg har lynet fangedragten op fisker Marta håndjernene frem, og jeg vender mig væk fra hende, lægger artigt hænderne på ryggen. Mærker igen det kolde stål, den lille befrielse ved låsens metalliske klikken. Nu er det igen Marta der bestemmer et hundrede procent over mig. Hun gider ikke længere fodjernene, men genner mig hen imod døren med et let skub.
Da vi kommer ud på gangen ser vi en fangevogter føre to piger ud fra vaskeriet, lige overfor trappen op mod celleblokkene, smække døren i og låse. Marta skridter påfaldende roligt ned ad gangen, jeg følger lige bagefter. Da vi selv er ud for vaskeriet og trappeopgangen står hun stille i nogle sekunder, som om hun tænker. Der er stadig rester af lyst som bevæger sig rundt i min krop, og jeg tænker igen på Rosalina som venter mig oppe i cellen. Mon jeg kan være lige så passioneret som hun forventer, efter det der allerede er sket?
Marta drejer abrupt omkring, som om hun omsider har taget en beslutning, åbner døren ind til vaskeriet, og tænder lyset. Hun skubber mig ind, og lukker døren efter sig. Halvdelen af lokalet er fyldt med de lærredssække som vi pakker med rent tøj, de ligger op ad væggen i en stor bunke der skråner ned mod os. Jeg vender mig om mod Marta, let forvirret selvom jeg nok aner hvad der skal ske. Hun går uden videre frem imod mig, sætter hænderne på mine skuldre, og skubber mig hårdt bagud.
Med mine sammenlænkede hænder har jeg ingen chance for at holde balancen. Jeg tumler bagover og lander på ryggen, hjælpeløst sprællende i bunken af vasketøj. Personalets uniform er en grå kedeldragt i tykt groft stof. Nu ser jeg Marta åbne lynlåsen så dragten spalter og åbenbarer hendes brede, muskuløse overkrop. Hun har en stram sports-bh indenunder, men den forhindrer ikke brysterne i at stå ud. Hun krænger dragten ned, lader den falde tungt til jorden med sin klirrende last af håndjern og nøgler. Til min overraskelse ser jeg at hun ikke har trusser på indenunder. Hendes lår er glatte og fyldige, hofterne brede, en stor sort dusk vokser vildt i skødet. Hun går frem imod mig.
"Så, tæve! Nu skal vi se hvad du duer til!"
I næste nu er hun over mig. Hendes stærke lår omslutter den sæk som mit hoved hviler på, og jeg når lige at stikke tungen ud idet hun presser sit skød ned over mit ansigt. Varm hud, hår, safter, det lukker sig om mig, spærrer mig inde. Hun rider mig hårdt helt fra starten, hendes lyst er umiddelbar, vild, grådig. Jeg føler det som om jeg er ved at drukne, må snappe efter vejret hver gang der er den mindste mulighed. Hun vrider sig rundt over min mund, min tunge, næsen, hele mit ansigt bliver smurt ind i hendes væsker. I min hjælpeløse tilstand mærker jeg fortvivlet lysten vokse i hende, større og større bølger går igennem hendes krop, og trykkes ned i ansigtet på mig. Jeg kan svagt høre hendes stønnen gå over i en jamren, der igen går over i abrupte skrig. Til sidst tager hun fat om nakken på mig med hænderne, presser mit ansigt hårdt op i skødet, kører rundt med det. Hendes orgasme er tung, våd, voldsom, safterne sprøjter ud i mit ansigt, ind i min mund, jeg får det galt i halsen, iltmanglen svider i min krop mens hun gør sig helt færdig over mig. Lige da jeg tror at jeg skal miste bevidstheden og dø giver hun slip, lukker den frie luft ind, jeg hoster, gisper, hiver efter vejret, mit ansigt fuldstændig gennemblødt af hendes frådende udløsning.
Hun sidder tungt ovenpå min krop i et stykke tid mens hun genvinder fatningen. Så rejser hun sig, og trækker mig med op.
"Ikke tosset, af en lille grøn møgtøs at være. Du skal nok få det lært. Godt at se du kan lide det!" Hendes tonefald er sarkastisk. Jeg står usikkert på benene, kæmper for at finde balancen, både på grund af håndjernene, og på grund af min halvkvalte tilstand.
"Nok for idag, tøs. Lad os få dig op i cellen!"
Hun gør et kast med hovedet og åbner døren for mig. Jeg bevæger mig ud på gangen, Marta lukker døren efter sig, vi går op ad trappen. Efterhånden som jeg får betalt af på iltgælden mærker jeg en ny lystfølelse sitre i min krop. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, har Martas rå og dominerende seksualitet, og hendes vilde orgasme over mig, tændt et eller andet. Jeg begynder igen at tænke på Rosalina. Det kribler i maven da vi går ned ad gangen og nærmer os cellen.
Rosalina ligger under dynen og ser ud til at være faldet i søvn. Hun vågner og misser med øjnene da Marta sætter nøglen i låsen.
"Så, min lille uartige rose, nu får du din stribede mis tilbage at lege med! Måske vil hun vise dig et par nye ting hun har lært!"
Hun skubber mig ind i cellen, smækker døren i med et højt KLANG! der runger gennem gangen. Jeg stikker hænderne bagud, mærker håndjernene blive løsnet, en let snurrende fornemmelse i håndleddene.
"God fornøjelse, bitches! Vi gider ikke se på jeres griseri!"
Hun trækker yderdøren for så endnu en metallisk klang-lyd ruller gennem gangen. Rosalina kigger på mig fra nede under sengetæppet med et frækt indbydende smil.
"Gæt hvem der er nøgen under tæppet!"
Sekundet efter forsvinder hun, da lysstofrøret i loftet over vores hoveder går ud. Uden lys, og med yderdøren lukket er cellerne virkelig mørke, på en måde folk ikke rigtig forstår indtil de prøver det. Man venter at øjnene vil vænne sig til det, men det sker ikke.
"Marta, for helvede!" udbryder jeg uvilkårligt. Lyset bliver egentlig styret centralt, men der er også kontakter uden for de enkelte celler, så fangevogterne kan slukke for hvem de nu har lyst til.
"Så må vi jo føle os frem!" kommer det kælent fra Rosalina. Så spørger hun i et mere alvorligt tonefald:
"Hvad var det for noget hun snakkede om?"
Jeg tøver, har egentlig ikke lyst til at fortælle Rosalina hvad der er foregået. Er bange for at hun skal blive.. jaloux. Eller noget. Men vi kender hinanden for godt, og tilbringer for meget tid sammen. At lyve for sin cellekammerat er som at lyve for sig selv. Man kan prøve, men det fungerer ikke i længden.
"Hvad tror du?" mumler jeg lavmælt.
"Du så våd ud. Har hun kneppet dit fjæs?"
"Lige netop!"
"Hvordan var det?"
"Som at drukne, vil jeg tro. Et øjeblik troede jeg faktisk at jeg skulle dø."
"Stakkels dig!"
"Det er OK."
"Gjorde hun.. andet?"
Jeg tøver igen, men jeg kan ikke leve med at have hemmeligheder for Rosalina.
"Hun pillede på mig. Mens jeg lå over Hesten."
"Mm-hm! Var det godt?"
Jeg må tage mig sammen for at svare klart og tydeligt.
"Ja! Det var.. heftigt. Striberne, fikseringen.. jeg ved ikke om jeg kan forklare det."
"Det behøver du ikke. Jeg har også prøvet det."
Jeg spærrer øjnene op, selvom det føles idiotisk i cellens totale mørke. Rosalina har altså hemmeligheder for mig.
"Med Marta?"
"Nej. Jeg er Angelicas tæve."
"Det har du aldrig fortalt mig?"
"Jeg.. jeg tænkte at jeg ville vente til du selv havde prøvet det."
"Gør de sådan med alle?"
"Nej. De vælger nogen ud. Men jeg var ret sikker på at det ville ske for dig."
"Hvorfor?"
"Fordi du er for lækker!" Jeg kan høre hende smile selvom jeg ikke kan se det. "Og fordi.. du er naturligt til piger, og meget liderlig. Sådan nogen vil de gerne have. Så kan de udnytte dit eget begær til at dominere dig."
Jeg tænker flygtigt på hvordan Marta drillede mig mens jeg lå over Hesten.
"Vil de så alle sammen falde over mig nu?"
"Nej, hvis Marta har taget dig som sin tæve vil de andre holde sig fra dig."
Vi er tavse i nogle sekunder, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det. Rosalina tager ordet igen.
"Fik du så.. nok.. jeg mener, sådan så du ikke længere har lyst til.. mig?"
Jeg svarer ikke med det samme. I stedet tager jeg fangedragten af. Selvom Rosalina ikke kan se det i mørket kan hun tydeligt høre lyden af lynlåsen der åbnes, og stoffet der falder ned om fødderne på mig.
"Rosa," siger jeg langsomt, med eftertryk, mens jeg fjerner undertøjet i stigende ophidselse, "du drømmer simpelthen ikke om hvor meget jeg trænger til dig lige nu!"
"Jo!" svarer hun stille, næsten hviskende, imens jeg sparker trusserne ud i mørket. "Det er lige præcis det jeg drømmer om!"
Jeg famler mig frem i cellen, mærker sengetæppets grove stof, og konturen af Rosalina nedenunder. Jeg løfter tæppet, føler mig frem, lader fingrene stryge henover Rosalinas glatte varme hud. Hører hendes åndedræt blive en lille smule tungere. I cellens totale mørke er alle andre sanser skærpede. Jeg smyger mig tæt op ad hende, det er som at komme hjem. Vi omslutter hinanden med armene, hun kysser mig blidt på kinden, hendes læber er bløde og varme mod min fugtige hud.
"Mmm-hm, så det er smagen af Marta!"
Jeg føler et stik af dårlig samvittighed. Jeg burde have vasket ansigtet inden jeg lagde mig ned til hende.
"Undskyld. Skal jeg vaske det af?"
"Lad mig gøre det for dig!" siger hun drillende, begynder at slikke mig rundt omkring i ansigtet. Det kilder lidt. Så finder hun min mund, vi kysser først blidt, så intenst, så blidt igen. Tungespidserne leger med hinanden. Hendes hænder glider ned over mine balder, mærker striberne, og udstøder et dæmpet medfølende "Uuuh!". Hun ved selv hvordan det er at have dem, gnubber mig forsigtigt, indfølt, lige præcis som en øm numse skal gnubbes. Jeg stønner sagte, mærker lysten vokse i mig, det er sindssygt lækkert. Lidt efter lidt glider hendes fingre længere ned, imellem balderne, ned over mellemkødet, finder klitten og skamlæberne ligesom Marta gjorde. Det kilder så vidunderligt, og jeg tænker flygtigt at uanset hvor dygtig Marta er, vil hun aldrig kunne give mig den varme og kærlighed som Rosalina giver mig nu.
"Ved du hvad jeg har lyst til?" hvisker Rosalina.
"Nej?"
"Jeg har lyst til at du skal ride på mig, ligesom Marta red på dig!"
"Hvorfor det? Skulle jeg ikke hellere kæle lidt for dig?"
"Fordi du har fået halen stribet og fået Martas fisse lige i fjæset. Nu må det være din tur til at være Boss Bitch for nogen. Og jeg er lige her!" Hun trykker mig tættere ind mod sig mens hun siger det. Jeg mærker et rush af ømhed og ophidselse.
"Men har du da lyst til at jeg skal være din Boss Bitch?"
"Du kan tro jeg har lyst!" Hun hvisker det tæt mod mit øre, det kilder lidt. "Boss mig!"
Jeg sætter mig abrupt op i sengen.
"OK, læg dig om på ryggen!"
Hun drejer sig om, og skyder sig lidt nedefter så der er plads til at jeg kan sidde over hendes hoved. I den smalle seng må jeg rykke helt ud på kanten for at kunne være der. Så sætter jeg mig forsigtigt på knæene med et ben på hver side af hende, føler mig frem for at mærke hvor hendes hoved ligger, bringer mig i stilling over det. Sænker mig langsomt nedefter, indtil jeg mærker det lille søde chok af hendes tunge der spiller mod skamlæberne. Jeg justerer min stilling indtil den spiller mod klitten. Bløde lystbølger bevæger sig op gennem min krop. Hun sætter sin tunge i svingninger, men holder den på samme sted, overlader bevægelserne til mig. Jeg glider roligt frem og tilbage over hende, så tungen stimulerer klitten og skamlæberne. Den eneste lyd i cellens mørke er mit eget åndedræt, jeg kan fokusere min opmærksomhed hundrede procent på at optimere nydelsen mellem mine ben.
Jeg rider Rosalina nænsomt, bygger det langsomt op, indtil hele min krop er porøs af lyst, dens svage dirren et forvarsel om det voldsomme, eksplosive, der lurer under overfladen. Jeg lader klitten beskrive små tætte cirkler omkring Rosalinas vibrerende tungespids. Nydelsen er så intens at jeg næsten ikke kan være i den, og jeg må hele tiden minde mig selv om at være forsigtig med Rosalina.
"Kom så, baby!" hvisker hun pludselig nede under mig. Opfordringen giver et gigantisk sug i maven, jeg hænger ubeslutsomt over hende et par sekunder mere, så giver jeg efter, trykker mig selv ned over hendes ansigt, gnider mit skød fra tungen op over næsen og tilbage igen. Eksplosionen kommer næsten med det samme. En vild, vidunderlig krampe gennem hele min krop, jeg skriger ud i mørket, presser mig ned over hende, vrider mig frem og tilbage, som var hun en saftpresse, og jeg den saftige frugt. Da jeg omsider er tømt, og skubber min skrævende positur bagud, ned over hendes mave, hører jeg at hendes åndedræt er tungt, hivende, jeg har næsten kvalt hende, sådan som Marta også kvalte mig. Orgasmens dumpe velvære viger for en stikkende skamfølelse.
"Undskyld, Rosa!" hvisker jeg, læner mig fremover, kysser hende forsigtigt, slikker mine egne kropsvæsker af hendes næse, hendes kinder.
"Du skal ikke.. undskylde! Jeg ville.. gøre det for dig." Hun er stadig stakåndet.
"Det var ikke meningen det skulle være så hårdt!"
"Jeg ville det.. mærke din lyst. Vildskab. Jeg er simpelthen så liderlig lige nu!"
Jeg tænker et øjeblik.
"Vend dig om på maven!" siger jeg så.
Hun lystrer, og jeg flytter mig ned i sengen, lægger mig mellem hendes ben. Jeg lader mine fingerspidser glide op ad hendes lår, og henover den runde, faste, struttende bagdel, forsigtigt, så det kilder mod huden. Jeg kærtegner balderne, først med fingerspidserne, så med begge mine håndflader, jeg bliver aldrig træt at af mærke deres konturer. Og jeg ved at det er en hyperfølsom erogen zone. I det tyste mørke hører jeg tydeligt hvordan Rosalinas åndedræt bliver tungere.
"Pas på, Ana. Du ved hvad der sker!"
"Husk at det stadig er mig der bestemmer!"
Jeg begynder at ælte hendes balder, blødt, forsigtigt. Samtidig lader jeg min tunge spille i den øverste del af spalten, lige der hvor den begynder. Jeg bevæger langsomt tungen længere nedad. "Uh!" udbryder hun sagte, og spreder benene ud. Min tunge finder hendes røvhul, jeg gør tungespidsen stiv og lader den cirkle om det i små krappe bevægelser. Hendes krop flytter sig en smule, jeg fornemmer at hun har trukket armene ind under sig, så hun kan række ned og selv spille på klitten. Jeg lader hende gøre det, fortsætter med at slikke hendes røvhul og ælte hendes balder. Det begynder at give små sæt i hendes krop, hun klynker og stønner, først svagt, så kraftigere. De små trækninger i kroppen vokser sammen til en dirren, en skælven, der brydes af større spjæt. Hendes klynken går over i en dyb kontinuerlig jamren, og jeg kan tydeligt høre den slubrende lyd af hendes fingres intense arbejde mellem benene. Hun er tæt på nu, lysten skyller ind over hende i bølger, når lidt højere hver gang. Da udløsningen endelig kommer giver det et voldsomt sæt i hendes krop, hendes bagdel støder hårdt mod mit ansigt, og hun udstøder sin karakteristiske dybe, langtrukne grynten. Så bliver hun slap under mig, jeg lader tungen glide op hvor spalten begynder, mens hænderne fortsætter deres kærtegn.
Efter et stykke tid mærker jeg at hun vender sig om på siden. Hun rækker ud, og trækker min seng tæt op ad hendes egen med en skramlende lyd, det må vi egentlig ikke, men i mørket er der ingen regler. Hun sætter sig op i sengen.
"Så, min lille stribede mis, nu har du bosset mig nok rundt for i dag!"
"Hvad skal det sige?" spørger jeg, i et påtaget fornærmet tonefald.
"Det skal jeg vise dig!"
Hun kaster sig over mig med et rovdyrs knurren, vælter mig omkuld på sengenes flade. Vi tumler rundt som var vi i en brydekamp, griber og famler efter hinandens gode steder, søger hele tiden nye stillinger, nye vinkler, slikker, gnubber, napper og bider. Sveden bryder frem på vore kroppe, gør dem glatte og salte. Vild lidenskab rejser sig i os. Vi tumler en sidste gang rundt så vi ligger modsatrettede, med sammenslyngede ben, gnubber klitterne direkte mod hinanden. Vildere og vildere går det, Rosalina kommer voldsomt, støder op imod mig, hendes ophidselse skyller over i mig, en heftig orgasme går gennem min krop. Vi ligger slappe, forpustede, et kort stykke tid. Så rykker vi sammen igen, begynder forfra med kys og kærtegn.
Vi ender med at ligge på siden, hver især med hovedet i den andens skød, slikker fisse og kæler for hinandens numser, afslappet, dvælende. Stille og roligt smelter vi sammen til én varm, dunkende, skælvende organisme, kan knap nok skelne vores individuelle lyde og reaktioner fra hinanden. Lysten bygger op på ny, en dyb rodfæstet lidenskab, som sender tunge langtrukne orgasmer igennem os på skift. Ekstasen bølger frem og tilbage imellem os, en tid lang tænker jeg at vi kunne blive i denne tilstand uendeligt, men til sidst sniger trætheden sig ind, og orgasmebølgerne afløses af et tungt, dumpt velvære, der trænger ud i alle afkroge af vore udmattede, gennemkneppede kroppe.
Så ligger vi på ryggen ved siden af hinanden i mørket, lytter hver især til den andens sagte åndedræt, mærker de gennemblødte lagner under os, hele cellens indelukkede, dampende fugtigvarme. Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, har været helt opslugt af vores elskovsleg. Nu er den overstået, tænker jeg. Nu slæber tiden sig afsted igen. Jeg har tre år og fire måneder tilbage herinde. Selv vores dybe lidenskab kan ikke udfylde så meget.
Jeg vender mig atter om mod Rosalina, lader tungen glide over hendes salte, svedige hud. Hvad er der ellers at gøre? Min tunge slikker op over hendes ene bryst. Jeg lader læberne omslutte brystvorten, tungen spille imod den, mærker at den bliver stiv, at det giver et lille sæt i hendes krop, at hendes åndedræt bliver en lille smule tungere. Tre år og fire måneder. Men jeg er Martas tøs nu, noget nyt vil ske, om det så er godt eller skidt. Og jeg har Rosalinas stive brystvorte mellem mine tænder. Tiden kan bare komme an.
Erotiske noveller skrevet af Anonym