Jeg stod nede ved fjorden og arbejdede på båden en lun forsommeraften. Jeg kunne se en skikkelse komme gående langs fjorden, fra sommerhusene ud mod den lille plads hvor min båd lå. Skikkelsen, som jeg senere kunne se måtte være en kvinde, havde ikke travlt, hun virkede tænksom, samlede ting op på stranden, smed noget af det ud i vandet. Der kom næsten aldrig nogen forbi landingspladsen derude, det var kun i helt stille vejr, som denne aften, at man kunne gå langs stranden, så jeg havde ikke set nogen mennesker hele dagen.
Hun standsede da hun kom ud til pladsen, kikkede sig om efter en vej videre, men jeg kunne fortælle, at hun ikke kom længere den vej, det var kun mudder og sump længere ude langs vandet, selv her om sommeren. Hun var nødt til at gå samme vej tilbage, eller tage turen langs markskellet op til landevejen. Mmm, sagde hun, tøvede, lod ikke til at have travlt, så jeg skyndte mig at spørge om jeg måtte byde på et eller andet at drikke. Jeg gør ellers ikke den slags med fremmede, men hun virkede nysgerrig og venlig, og jeg trængte vist lidt til selskab. Vi blev hurtigt enige om kaffe, så jeg satte gryden på trangiaen, og vi satte vi os ned.
Hun spurgte til båden, jeg fortalte at det var en jeg havde arvet fra min far, der var død lige efter nytår. Det havde været hans kæreste eje, hans halve liv. Han havde købt den for de penge han fik da de solgte huset da min forældre blev skilt, jeg var tre den gang. For ham var båden eventyr og frihed, hans halve liv, så vi tilbragte de fleste af de weekender vi var hos ham på båden. Fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle stille op med to børn, og fordi båden for ham var det bedste.
Vandet kogte, jeg fandt to rene kopper og fik hældte instant kaffe og vand på. Jeg fortalte hvordan det var mere end 10 år siden båden havde været ude at sejle, fordi min far ikke kunne alene, og fordi jeg havde slået det hen hver gang han havde spurgt om hjælp. Til slut vidste han ikke hvem jeg var, når jeg kom og besøgte ham, men han spurgte hver gang, sommer og vinter, om ikke vi skulle køre ned og sætte båden i vandet. Så arbejdet med båden var en måde at råde bod på alle de gange jeg havde sagt nej, så han aldrig fik den sidste tur på båden. Det var for at min fars kæreste eje ikke skulle forgå, men kom ud og sejle igen. Det var for at mindes, for min far var i alt på båden, som målene der stod skrevet under den køkkenskuffe jeg var ved at sætte i stand, der var skrevet med min fars tal, der også var de tal der havde lært mig at regne. Jeg fortalte, at mit bedste minde fra båden var, når jeg og min storesøster lå i hver vores køje i stævnen om aftenen i mørket og talte, sådan rigtig samtale, ærligt, sårbart og trygt, som jeg den gang aldrig havde talt med andre, mens bølgerne slog mod skroget.
Jeg spurgte til hende. Hun fortalte, at hun var i sommerhus med sin bror, deres to kusiner, deres forældre, børn, og ægtefæller og kærester, som de havde været hver sommer siden før hun kunne huske. Men at denne sommer var svær, fordi det var første gang i 25 år uden hendes mand. De var blevet skilt i efteråret, han havde fundet en anden. Hun var så småt ved at komme over det, og tænkte over, hvorfor det ikke var sket for længst, for de havde ikke været noget for hinanden længe. Måske var hende den anden bare en flugtvej, det der skulle til, for at det der måtte ske, kunne ske.
Vi talte om at sorgen over det uundgåelige, som vi begge delte, ikke var let at bære, for der ikke var nogen steder at rette vreden.
Vi talte om at høre til, at have hjemme, min far der havde hjemme på båden, min søster der var gift med en der arbejdede på ambassader og derfor havde hjemme hos sin mand, mig der altid ville føle mig hjemme her ved fjorden i Nordjylland, og hende der altid ville have hjemme på Østerbro. Vi talte om rødder og hvor svært det kunne være at flytte sine rødder.
Efter kaffen var drukket, og mørket og stilheden havde sænket sig, spurgte hun om hun måtte se både. Jeg tændte petroleumslampen, og viste hende vej op ad stigen, viste hende rummet i stævnen med de to smalle senge. Jeg fortalte, at min far gik meget op i at vi brugte de rigtige ord, kabys, dørk og lejder. Min far kunne lave tre retter, frikadeller med kartofler, boller i karry med ris, og millionbøf med spaghetti, så dem fik vi på skift, så vi altid vidste hvad vi skulle have næste gang. Vi varmede det på det lille komfur, det var altid forberedt hjemmefra. Mens jeg fortalte mens vi stod tæt sammen i den lille kahyt hvor kabyssen også var. Jeg kunne mærke varmen fra hende, hendes duft, en duft af sved, sommer, solcreme, en let parfume og mest en skøn duft af kvinde. Hun måtte også kunne lugte mig, for jeg havde ikke været i bad siden jeg havde vasket mig i havet om morgenen. Vi stod der, tæt, der var næsten noget intimt over det, os alene i lampens skær i mørket langt fra alle. Hun lod ikke til at have travlt, så jeg forlængede nærheden ved at fortælle om min fars salige blik, når båden stod ud, mildheden i øjnene, den spændte forventning, selv om vi sjældent sejlede ud af fjorden, og han havde været i alle farvand mange gange.
Hun spurgte om ikke mine forældre havde fundet nye partnere. Jeg fortalte at det virkede som om mor havde haft gæster, eller ikke havde været hjemme, de weekender vi var hos far, men hun talte aldrig om det. Først efter vi var flyttet hjemmefra, min søster til København lige efter gymnasiet, havde mor fortalt om en særlig ven. Da vi mødte ham virkede det som om de havde kendt hinanden i mange år. Min far havde aldrig mødt nogen igen, det lod til at årene med min mor havde overbevist ham om at han ikke egnede sig. De eneste menneske han så, udover dem på værkstedet hvor han arbejde, var de få der også havde en båd til at ligge på denne lille plads. Mennesker som for længst var borte, så den eneste båd der var ud over min fars var en der var fuld af sand.
På vejen ned at stigen igen, talte vi lidt om at komme op på hesten igen, få et lille skub så man kommer videre. Uden at tænke over det, satte jeg mig på træstubben, hvor der en gang havde stået en ambolt, da vi var kommet ned. Jeg var lige ved at rejse mig igen, det var vist uhøfligt, som om jeg forventede at det skulle fortsætte, hun ville måske videre. Men hun kom hen til mig, smilede og spurgte: ”Vil du hjælpe mig op på hesten igen?” Hvis jeg tøvede et øjeblik, var det udelukkende fordi jeg skulle forstå, hvad hun spurgte til, og at der var en kvinde der stillede mig det spørgsmål, for der var intet jeg ønskede mere. Jeg behøvede ikke svare, hun kunne se svaret i mit ansigt; trak lidt op i nederdelen og satte sig på mine knæ.
Vi sad et øjeblik og bare så og mærkede hinanden. Hendes øjne var varme, læberne fyldige, håret mørkt med grå stænk, tiden havde trukket smukke spor hen over hendes ansigt. Vores læber mødtes, søgende, spørgende, blide og nysgerrige. Læberne skiltes så tungerne kunne mødes, udforskende og kærtegnende. Imens gik hænder på opdagelse, på kroppen, lårene, balderne, først over, så under tøjet. Hendes hud var varm og glat, levende under uldtrøjen. Hendes fingre løb gennem min sparsomme hårvækst, så jeg glemte at vi ikke var unge. Mine hænder fandt hendes bryster, lukkede sig om dem, og der kom et lille gisp fra hende, da en findespids gled hen over en brystvorte.
Vores åndedræt blev tungere, vores hjerter slog hårdere, efterhånden som hænderne fik løsnet stof og opdagede nye områder hos den anden. Jeg lod hænderne glide op under hendes nederdel, mens hun knappede de sidste knapper i min skjorte op. Mine hænde fandt hendes trusser, gled hen over dem, ind under dem, til jeg holdt hendes balder i mine hænder, som om de var skabt til at passe sammen. Imens var vores kys blevet mere krævende, tungerne tæt omslyngede.
Men hun løsrev sig, dog kun for at fjerne trusserne, straks efter satte hun sig igen, og fortsatte vi hvor vi slap. Vores læber mødtes igen, hænderne gik på opdagelse, på eventyr. Af nysgerrighed og begær, for at kærtegne og glæde. Mine hænder fandt til slut, som de måtte, ned i hendes skød, til den varme fugtighed, til det allermest intime sted, det mest sårbare og følsomme, hvor den største glæde kan opstå. Hun udstødte endnu en gisp, langstrakt, da min pegefinger nåede hendes tap. Til trods for den lidt akavede stilling fungerede det, fordi det egentlig er enkelt, fordi vores kroppe fandt en vej, fordi vi var skabte til dette.
Jeg lod fingerspidserne glide let hen over hendes læber dernede, klitoris, ned mod åbningen, igen igen, varieret, nye måder og gentagelser, den lækre bløde glatte følsomme hud. Hun bed mig i læben og kom, så hele hendes krop sitrede og rystede, længe.
Derpå fik hun travlt med at løsne mine bukser, finde mit lem frem, det glædede sig over friheden, at kunne folde sig ud, at få plads til at vokse, og møde hendes hænder. Hun lettede sig lidt, så jeg kunne lette mig og trække bukserne ned, uden vores tunger slap deres tætte favntag. Da hun satte sig igen, var det ned over mit lem. Vi blev så tætte som vi kunne, indviklet i hinanden, mig i hende, hendes hænder om mig, vores tunger i dans om hinanden.
Hun begynde at glide frem og tilbage, op og ned, jeg lod hende styre, sætte farten, og snart var det hendes krop der tog over, bestemte farten og bevægelserne. Rytmen steg, intensiteten steg, hun holdt om mit hoved, så mig i øjnene, mens jeg med hænderne på hendes hofter hjalp hende mod mål. Jeg ville trække det ud, lade øjeblikket fylde hele natten, men vores kroppe satte tempoet i vejet, mod forløsningen, det uundgåelige.
Jeg måtte overgive mig først. Hendes orgasme virkede som en reaktion på min. Hun sank sammen over mig. Vi sad længe tæt omslynget, nød varmen af hinandens kroppe. Landede på jorden igen.
Længe efter rejste hun sig, vendte sig om for at gå tilbage langs stranden. Hun vendte sig og vinkede lige da hun forlod pladsen. Ingen ord, det var bedst sådan, vi behøvede dem ikke. Senere da jeg havde ryddet op, stod jeg oppe på dækket, og så ind mod lystet i sommerhusene, og tænkte at ved et af disse lys måtte hun sidde. Jeg tænke på hende som Hun, for jeg kendte intet navn.
Min sidste tanke, før jeg faldt i søvn i min gamle køje i stævnen på skibet, var, at jeg måske skulle prøve at finde en kvinde, der kunne ligge i den anden køje, så vi kunne samtale i natten, mens bølgerne skvulpede derude.
Erotiske noveller skrevet af AxelB