Et rent og gnidningsløst knald
Forleden var jeg inde i et antikvariat. Jeg skulle ikke have noget bestemt, blot kigge lidt. Da jeg i min søgen langs reolerne kom til J, fik jeg øje på en bog af Erica Jong. Et eller andet fik mig til at tage den ned fra hylden. Jeg slog op på en af de første sider, skimmede teksten, og noget ved den virkede bekendt. Særligt et bestemt afsnit. Jeg læste det igen, og denne gang langsommere – jo, jeg var sikker, jeg havde læst det før. Og da jeg med et huskede hvor og hvornår, mærkede jeg en rislen ned ad ryggen, og mine hænder dirrede af ophidselse.
På vej hen til kassen gjorde jeg noget aldeles upassende for en ældre bogelsker som mig. En pludselig indskydelse fik mig til at opsøge rodekasserne med gamle numre af Ugens Rapport. Uden at tænke på, om nogen så mig, ledte jeg febrilsk i kasserne. Med tilbageholdt åndedræt og hamrende hjerte fandt jeg lidt efter det, jeg søgte – et blad fra 1978.
Ud på aftenen tog jeg bogen og bladet frem. Jeg havde glædet mig til det øjeblik hele dagen, og jeg havde med vilje udsat det til et tidspunkt, hvor jeg kunne nyde det i fred og ro. Mine tanker gik straks tilbage til en oplevelse, jeg havde haft for mange år siden. Det havde de gjort så tit, men denne gang kastede bogen og det famøse blad nyt lys over erindringen, og jeg kom helt tæt på alt det, jeg troede, jeg havde glemt.
I slutningen af halvfjerdserne flyttede jeg til København for at opleve storbyens pulserende liv. Det er den pæne udgave af historien, den jeg holder mest af at fortælle. Jeg kunne også – og sikkert mere sandfærdigt – have skrevet, at jeg fjumrede lidt rundt for så til sidst at flytte til Rødovre, hvor jeg lejede et dårligt og alt for dyrt værelse med adgang til fælles køkken og bad. Det mest attraktive ved værelset var, at det lå lige oven over et møntvaskeri. Og egentlig er det alt sammen lige meget, bortset fra at det leder mig ind på det, jeg vil fortælle om nu.
Jeg fik arbejde på en møbelfabrik i Brøndby. Vi fremstillede havemøbler af stålrør: borde, havestole, liggestole og solvogne. Alle møblerne havde italienske navne, der kunne få en til at drømme om palmer og kolde drinks ved Amalfikysten. Ellers var der ikke meget, der kunne give drømmene vinger. Vi arbejdede i en stor, grå hal uden vinduer, kun oplyst af lysstofrørenes hårde, flimrende lys. Jeg var i et team med tre andre, og vores opgave var at montere armlæn, fjedre, hjul og hynder på de færdige stel.
Jeg var den sidst ankomne og skulle lige vænne mig til arbejdet, og frem for alt til tonen. De tre andre var Erling, Niels og Yusuf. Erling var teamets uofficielle leder. Han havde været der længst, og det var ham, der sørgede for den gode stemning og ham, der bestemte, hvornår vi holdt pause. Erling og Niels var meget ældre end mig, måske sidst i trediverne eller i begyndelsen af fyrrerne. Yusuf var gæstearbejder – sådan hed det dengang. Han kom fra Tyrkiet, fra en lille by som jeg har glemt navnet på. Han var en 16-17 år og lidt yngre end mig.
Yusuf forstod ikke altid Erlings humor. ”Kom så, drenge – nu skal vi sgu hjem og have noget på den dumme!” Sådan kunne Erling finde på at sige fredag eftermiddag og nogle gange også om onsdagen. Onsdag var ´lillemors dag´, og vi kunne forstå, at det var en særlig dag for Erling, en slags helligdag. Når Erling sagde sådan noget, lukkede han den ene hånd og førte den anden hånds pegefinger ind og ud af hullet, for at vi, og i særdeleshed Yusuf, bedre kunne forstå, hvad han mente.
Under arbejdet opmuntrede vi tit hinanden med små bemærkninger: ”kom med den”, ”ikke så voldsomt”, ”ind i hullet med kalorius” og sådan noget. Og hver gang var det så sikkert som amen i kirken, at der kom et ”Det sagde hun også i går” ovre fra Erling.
Vi var nogle gange lidt usikre på, om Yusuf helt forstod vores humor. Vi var på ingen måde racistiske, og som jeg husker det, var vi var altid flinke ved Yusuf. Det sørgede Erling for. Yusuf manglede selvfølgelig vores fornemmelse for sprogets fine nuancer, og han forstod ikke altid vores underspillede humor. Men det var jo ikke noget, han selv kunne gøre for, var vi enige om. Som vi sagde, så kunne man jo ikke forvente andet fra en, der var vokset op på den anatolske højslette.
At Yusuf kunne tale og forstå mindst 5 forskellige sprog, talte vi ikke om. Vi talte heller ikke om, at det altid var Yusuf der skulle træde til, når der var sproglige problemer på fabrikken. Vi andre kunne med lidt god vilje gøre os forståelige på tre sprog – tilsammen!
Og lidt må Yusuf da også have opfanget og forstået. En dag sagde Erling, at en af fjedrene var for slap, og straks kom det ovre fra Yusuf: ”Var det sådan hun sagde i går, Erling?”
Så blev Erling sur og sagde ikke mere den formiddag.
Men det gik over. Erling gjorde meget for den gode stemning, og et par dage efter havde han en folde-ud-pige med fra Ugens Rapport. Hun blev hængt op på væggen, hvorfra hun smilede frækt til os. Vi var enige om, at det var som om, hun kiggede på os hver især, lige meget hvor vi stod. Hun havde de sødeste bryster, og hendes kusse var dækket af en tæt, blond behåring. Det var ikke til at få øjnene fra hende, og i frokostpausen sad vi og spiste vores medbragte madder i tavshed, mens vi lod tankerne slikke honning fra den fugtige revne, der jo måtte være et sted derinde mellem de krøllede hår.
Dagen efter kom formanden og sagde, at han ikke ville se på sådan noget svineri, og Erling måtte tage hende ned. Men næste uge have Erling en ny pige med fra Ugens Rapport. Denne gang vendte hun numsen til. Der var også andre og frækkere billeder i bladet, sagde Erling, blandt andet et, hvor man næsten kunne se lidt af stænklapperne – bagfra fandeme! ”Men det turde jeg sgu ikke komme med,” sagde han. ”Det her er ærbart og pænt.” Og det havde han ret i.
Pigen kiggede uskyldigt bagud over sin skulder. Det var, som om hun slet ikke vidste, hvad det var, hun lod os se – og måske var det derfor, vi omtalte hendes numse dæmpet og respektfuldt. Den var så fin og lækker og revnen mellem ballerne så indbydende, at vi manglede ord. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi talte om den med samme andagt og respekt, som hvis vi havde siddet i kirken.
Lidt senere samme dag, jeg tror det var da vi spiste vores madpakker, betroede Erling os en hemmelighed: Hun var helt glat foran – hun havde simpelthen barberet dusken af og var glat som en helt ung pige. Det havde han selv set på nogle af de andre billeder i bladet. Efter den oplysning fik billedet ligesom en ny dimension – et skjult budskab, der pirrede vores fantasi.
Yusuf fortalte, at der hvor han kom fra, havde kvinderne aldrig hår forneden. Han havde godt nok ikke selv set det, men han sagde, at når en kvinde skulle giftes, tog de andre kvinder hende med i bad, og så fjernede de hendes dusk og smurte hende ind i duftende olier. Det tænkte vi meget over, og vi prøvede at forestille os, hvordan de nøgne kvinder arbejdede med saks og barbergrej mellem brudens hvide lår, og hvordan den afklippede dusk svømmede rundt som mørke totter i badevandet. På det tidspunkt var der ingen af os, der havde set en rigtig, levende kvinde uden kussehår. Vi havde i hvert fald ikke været sammen med en.
Erling gjorde meget for os. Det var også ham der igen og igen gav wienerbrød og øl, når der var noget at fejre. Men selv havde Erling det ikke nemt. Han havde tidligere været kok på en af byens pæne restauranter, og der havde han ikke passet godt nok på sig selv. Dårlige arbejdstider, stress, uregelmæssige måltider, overvægt, for mange cigaretter og alt for mange drukture, når de sidste gæster var gået hjem – det blev alt sammen for meget. Han blev syg, fik diabetes, blev fyret og måtte finde sig et andet job. Og nu var han så her på fabrikken.
Dagene gik, det blev efterår og vinter, og lige før jul inviterede Erling os til julefrokost hjemme hos ham selv. Hans kone hed Birthe, og hun ville gerne møde os, sagde han. Og han sagde, at vi gerne måtte tage lidt pænt tøj på, så hun kunne se, hvad det var for folk, han arbejdede sammen med.
Erling og Birthe boede i et af de nye højhuse ved Brøndby Strand. Det burde være nemt at finde, men jeg tågede alligevel rundt i området, inden jeg fandt det. Jeg tog elevatoren op til 6. sal og trådte ud. ”Birthe og Erling” stod der på døren, og jeg ringede på. En kvinde lukkede op, det måtte være Birthe. Hun så sød ud, på alder med Erling og i et par blå jeans, der var fyldt godt ud. Hun var ikke særlig høj, havde langt kraftigt hår, og så var hun lidt buttet med brede hofter og en god bagdel.
”Hej!” sagde hun og rakte hånden frem. ”Godt du kom. Erling og Niels sidder i stuen og er ved at dø af sult og tørst!” Jeg kunne med det samme konstatere, at det med tørsten ikke var helt rigtigt. I hvert fald var Erling allerede i godt humør. Men maden var de vist ikke begyndt på.
Det var Erling, der havde lavet det hele i løbet af formiddagen – frikadeller, ribbensteg, rødkål, sild, og hvad der ellers hører til en julefrokost. Sådan noget kunne han stadig. Fadene blev båret ind, og der blev suppleret op med øl og en flaske Rød Aalborg – direkte fra fryseren og med dugdråber på siden. Yusuf havde meldt afbud, og måske var det godt nok, for hverken jul, gris eller alkohol var vist noget for ham.
Vi havde det hyggeligt. Vi spiste, snakkede om alt muligt og på en anden måde, end vi gjorde på fabrikken. Erling sørgede for, at glassene hele tiden blev fyldt op. Snapsen var ram og skarp, men den blev til varme og velvære i kroppen. Alligevel var jeg forsigtig og drak slet ikke i samme tempo som Erling.
Vi fortalte Birthe om vores humor på fabrikken og om, hvordan Yusuf nogle gange havde svært ved at forstå den. Birthe spurgte, om vi kunne give et eksempel, men det kunne vi ikke sådan lige. Man skulle selv være der, var vi enige om.
På et tidspunkt gik Erling på toilettet, og der lød et rabalder derude. Birthe sprang op, og Niels og jeg så forskrækket på hinanden. Hun løb ud på badeværelset, og vi hørte en dæmpet samtale og derefter tunge skridt og døre, der blev åbnet og lukket. Lidt efter kom hun tilbage. Hun fortalte forlegent, at Erling havde fået det dårligt og var gået i seng. Men vi skulle endelig bare blive siddende, sagde hun.
Stemningen var lidt trykket og akavet nu, hvor Erling ikke længere sad med ved bordet, og det varede da heller ikke længe førend Niels sagde, at han nok også skulle se at komme hjem til konen og børnene. De var lige flyttet ind i et nyt og alt for dyrt parcelhus, og han havde nok at se til.
”Men du bliver da lidt endnu,” sagde Birthe til mig, da hun kom tilbage fra gangen efter at have sagt pænt farvel til Niels. Jo, jeg skulle jo ikke noget, og så sad vi igen ved bordet, kun os to. Jeg hjalp med at bære madvarerne ud, og bagefter satte vi os over i de bløde stole i sofahjørnet. På det lille bord havde hun stillet to glas og en flaske rødvin, som hun bad mig trække op. Om det var alkoholen, mørket, der havde lagt sig i stuen, eller stearinlyset på bordet – jeg ved det ikke. Men vores samtale var med ét helt anderledes og meget mere fortrolig end før. Birthe fortalte om sin tidligere kæreste og om, hvordan hun havde mødt Erling. Hun og kæresten havde spist på den restaurant, hvor Erling arbejdede. De havde skændtes inden, og på restauranten gik det helt galt. Det endte med, at kæresten havde slået op og var gået i vrede, og hun sad tilbage med en regning, hun ikke kunne betale. Hun vidste heller ikke, hvor hun skulle sove, og så var det at Erling havde set, at hun sad der ved bordet og græd, og han havde været så sød og flink, og det var sådan det begyndte. Senere flyttede de sammen.
Birthe var meget ældre end mig, og jeg var beæret over, at hun betroede mig alt det. Jeg kunne lide at kigge på hende, mens vi talte, og jeg kunne lide, når hun kiggede på mig. Hun var så underligt smuk og sød, og på et tidspunkt berørte jeg hendes arm, fordi jeg ikke kunne lade være, og senere lagde hun en hånd på min skulder og bøjede sig ind mod mig. Sådan berørte vi hinanden med ord og hænder, kom tættere og tættere på … og så var det, at hun fortalte alt det om hende og Erling og om, at de ikke kunne få børn og om, at de ikke længere var sammen ”på den måde”, som hun sagde.
Erling kunne ikke på grund af sin diabetes, havde mistet følelsen, eller hvad det nu var. De havde prøvet, hun havde gjort sig sød og lækker, købt nyt undertøj, men det var ikke nok.
Mens hun fortalte, førte hun armene om bag hovedet for at løsne sit hår. Bevægelsen trak brysterne med opad, så de så større ud. Hårspændet drillede vist lidt, og som hun sad der med armene, kunne jeg se, at hun ikke brugte bh.
”Og så trak han sig helt fra den ene dag til den anden,” sagde hun. ”Vi sover ikke længere sammen, og jeg har længtes sådan efter, at han igen skal begære mig – at han rører ved mig og siger, at jeg er dejlig.” Hun tav et øjeblik og så på mig med tårer i øjnene. Så sagde hun: ”Han ser mig ikke – det er som om, han er bange for mig.”
Jeg lagde armen om hendes skulder, gav hende et rigtigt knus, og jeg tror vi græd begge to. Og måske var det der, det gik op for hende og for mig, at jeg havde lyst til mere end at trøste. Jeg havde ondt af hende, og af Erling, ville bare så gerne sige noget, der kunne give håb, men tænkte mest på hendes krop og brysterne derinde under blusen, dem som Erling var så bange for.
”Kender du den her,” sagde hun og tog en bog fra reolen. ”Den hedder ’Luft under vingerne’. Jeg har lige læst den.” Hun slog op på en af de første sider, satte fingeren ved et bestemt afsnit og rakte mig bogen. ”Prøv at læse det her,” sagde hun. Hun havde rejst sig op og stod nu lige bag mig med en hånd på min skulder og så tæt på, at jeg kunne mærke hendes ånde. Jeg læste:
’… fordi det er hurtigt og sammentrængt som en drøm og fri for al fortrydelse og skyldfølelse, fordi der ikke er nogen snak om hendes tidligere mand eller hans kæreste, fordi der ikke er noget med at være fornuftig, fordi der ikke er nogen snak overhovedet. Det gnidningsløse knald er helt rent, fri for bagtanker. Der er ingen magtkamp. Manden tager ikke og kvinden giver ikke, der er ingen der prøver at gøre nogens mand til hanrej. Det gnidningsløse knald er det reneste der findes og mere sjældent end enhjørningen.’
Jeg kiggede spørgende op. Jeg var forvirret – hvad ville teksten, og hvad ville Birthe? Så læste jeg afsnittet igen og kastede derefter et blik på reolen for at se, hvad Birthe ellers læste. Der var ’Fri os for kærligheden’ af Suzanne Brøgger, flere bøger af Doris Lessing og ’Tryghedsnarkomaner’ af Vita Andersen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde slet ikke ventet at finde den slags.
”Hun hedder Erica Jong,” sagde Birthe, ”altså hende, der har skrevet den. Har du hørt om den?” Det havde jeg ikke.
”Nogle gange tænker jeg, at det var sådan, det skulle være, at man bare skulle gøre sådan og give slip på alt det andet.” Hun tøvede et øjeblik og sagde så: ”Men jeg tør nok ikke. Gør du?”
Jeg var så letpåvirkelig, og vinen og alt det, der var sket de sidste timer, havde bragt mig ud af balance, og det må være derfor, jeg uden videre rejste mig og omfavnede hende, indsnusede duften af hendes hår, kyssede hende på kinden og fandt hendes læber. Jeg var så fyldt med ømhed, så rørstrømsk og liderlig. Og hun var så rund og sød, og vi fældede begge en tåre, da hun pressede sine forsmåede bryster og sit skød ind mod min krop. Jeg begravede ansigtet i hendes hår, klemte fingrene ind i hendes baller, og så var det hun hviskede i mit øre: ”Du skal ikke tænke på Erling, han sover allerede som en sten.”
Lidt efter stod vi i soveværelset. Vores hænder arbejdede helt af sig selv, åbnede knapper, hægter og lynlåse, og stykke for stykke blev tøjet smidt på gulvet. Et par hvide bryster kom til syne. Det var så ømt, og så godt at se dem. De var ikke struttende som de unge pigers eller frække og solbrændte som i Ugens Rapport. Det var helt almindelige bryster, der hang slapt og vemodigt. Og netop derfor var de så dejlige, at jeg fik en klump i halsen. De var som forladte hundehvalpe, der manglede kærlighed.
Mens jeg stod der, varm og glad i kroppen og boblende af ømhed, kom jeg til at tænke på Erling og alt det, han ikke kunne unde sig selv. Tvivlen sneg sig ind, og jeg følte et ubehag ved min egen reaktion, ved min lyst og den erektion, som mine underbukser ikke længere kunne skjule.
Birthe tog om mig, pressede sit skød ind mod mit lår, og jeg lod mine hænder hvile på hendes baller. Da mine tommelfingre fandt trussekanten, smilede hun opmuntrende til mig, og jeg trak trusserne ned over hendes fyldige bagdel og hofter. Så kom tvivlen igen, men nu var det for sent, og mens mine hænder kærtegnede ballernes runding, sank jeg ned på knæ og stirrede lige ind i hendes … i hendes helt glatte og nøgne kusse. Glat som en ung piges køn – så rent og fint, at jeg skammede mig over min egen liderlighed og over alt det, jeg tænkte på. Og så kyssede jeg den alligevel lige midt i revnen, og den duftede dejligt af varm hud og sæbe.
Hun stak en hånd ned i mine underbukser og trak min pik frem. ”Den er da vist glad i dag. Tror du den kan lide mig?” sagde hun og holdt forsigtigt om den med sin tommel- og pegefinger. Vi fik begge øje på den lille dråbe, der var på vej ud.
Lidt efter lå vi helt nøgne i sengen. Hun på ryggen og jeg ved siden af. Jeg lod blikket vandre ned over hendes krop, og min hånd fulgte samme vej. Brysterne, maven og den hvide hjertemusling, så glat og uskyldig. Jeg lukkede hånden over den, og længere nede fandt mine fingre de bløde læber og revnen.
”Synes du det er underligt?” spurgte hun.
”Hvad mener du?”
”At den er sådan … uden hår.”
”Pigerne i Tyrkiet gør det vist også, ” sagde jeg efter et øjebliks betænkningstid.
”Har du været i Tyrkiet?”
”Nej, det er noget jeg har læst.”
Vi lå helt stille uden at sige noget. Min finger var på vej ind i revnen, der var våd og uden modstand. Med den anden hånd kærtegnede jeg hendes bryst.
”Det skulle have været en gave til Erling, eller … jeg ved ikke, måske var det for at straffe mig selv,” sagde hun alvorligt.
Og så fortalte hun det hele – at hun for et par uger siden havde været inde på Erlings værelse, det hun troede var hans kyske munkecelle, og så havde hun fundet et blad med en historie om piger, der fjernede dusken. Hun var blevet så skuffet og vred. Vred over at Erling kunne bruge de piger, når han ikke længere kunne bruge hende.
”Og hvorfor var de bedre end mig, og hvad brugte han dem egentlig til?” Hun tav et øjeblik og fortsatte så: ”I desperation, vrede og afmagt tog jeg en saks og Erlings barbergrej, kost, sæbe og skraber, og så fjernede jeg det hele. Og da jeg havde gjort det og så mig selv i spejlet, fortrød jeg. En gammel kone, der så ud som en lille pige mellem benene … det så underligt ud … og hvad nu hvis jeg blev kørt ned og kom på sygehuset … ja, alt sådan noget tænkte jeg på. Men nu var det jo for sent. Og jeg tænkte også på, hvad Erling ville sige, når han så den … om han ville blive glad for den … og for mig.”
”Blev han så det?” spurgte jeg.
”Han har ikke set den, og han ved det slet ikke. Men jeg tror måske, han fandt ud af, at jeg har brugt hans barbergrej.”
Mens hun fortalte, havde hun fundet min pik. Hun greb om den og trak forhuden tilbage. Hendes kølige hånd og bevægelsen udløste en lavine af følelser i min krop – på en helt anden måde, end når jeg selv gjorde det.
”Kom,” sagde hun, ”du skal op i mig, nu!”
Hun lå på ryggen med spredte ben og trak mig ned over sig. Hun tog om pikken med den ene hånd, og med den anden hånds fingre åbnede hun sit skød. Jeg kunne ikke lade være med at kigge, det var så grænseoverskridende at se min erigerede pik nærme sig hendes glatte køn. Hun førte den frem og tilbage gennem revnen, til den var godt våd, og så lod hun mig glide helt ind. Vi så begge da det skete – så hvordan pikken forsvandt ind mellem hendes kønslæber, og hvordan de lukkede sig om den.
”Sådan! Åh, det er så godt,” sagde hun, da jeg var helt inde. ”Bliv liggende sådan, nu er det mig, der kører bussen!”
Det udtryk havde jeg ikke hørt før, men jeg forstod, hvad hun mente. Vi lå helt tæt, og med et fast greb om mine hofter gned hun sit underliv mod mit. På hendes ansigt kunne jeg se, hvordan hun sank ind i nydelsen, og imens nød jeg lyden af hendes gispende åndedrag. Så sagde hun: ”Giv mig en finger … når jeg siger til … åh ja, vil du ikke nok!”
Hendes bevægelser blev vildere, og de fik vores kroppe til at glide mod hinanden i våde hinder af sved og kussesaft … ”Nu, nu, nu!” sagde hun og væltede mig om på siden. Hun tog min hånd og min finger og førte den ind mellem sine fyldige baller. Hendes vejrtrækning gik i stå, da min finger trængte ind i hendes røvhul. Der var helt stille, hun spændte i kroppen … og så gav hun slip, og jeg kunne mærke sammentrækningerne i hendes underliv.
Senere lå hun med bagdelen i vejret og et lår på hver side af mit hoved. Jeg kiggede lige op i hendes kussehimmel, og jeg greb om hendes hofter og begravede mund og næse i al hendes dejlighed. Duften af sæbe var forsvundet, og nu var der kun lugten af elskov tilbage. Den var ram og skarp som snapsen, og jeg måtte holde vejret et øjeblik, inden jeg turde fylde lungerne. Men så kunne jeg ikke få nok, måtte nyde hende i fulde drag. Jeg slikkede hendes skedeåbning, hendes klitoris og op gennem ballernes mørke kløft. Og mens jeg badede mit ansigt i hendes safter, slog det mig, at jeg gjorde det for min egen skyld – fordi det føltes godt og fordi, jeg ikke kunne lade være. Det var en befriende indsigt – at jeg slet og ret nød at slikke en kvinde i kussen og røven. Og da Birthe på samme tid lukkede læberne om min pik og berørte mine kugler med legesyge fingre, tænkte jeg, at hun måske havde det på samme måde. Hun kyssede min pik, gjorde vidunderlige ting ved den, ting som ingen kvinde før havde gjort. Da jeg kom i hendes mundhule, slugte hun min sæd, og bagefter kyssede hun mig med våde læber og spurgte, om det også var godt for mig.
Den første arbejdsdag efter jul kom jeg lidt for sent. Hele morgenen havde jeg gruet for at møde på fabrikken, og måske var det derfor, jeg havde trukket tiden. Da jeg gik op ad gangen mellem arbejdsbordene, blev der råbt: ”Nu kommer han endelig, bedre sent end aldrig!”.
Der var ingen der sagde, at det sagde hun også i går, og jeg vidste med det samme at stemningen ikke var, som den plejede at være. Lidt senere fik jeg sagt tak for sidst til Erling, og at det havde været hyggeligt. Ellers blev der ikke sagt meget den formiddag. Men så skete det alligevel. På et tidspunkt hvor vi var alene, kom Erling hen til mig, og med lav stemme spurgte han uden videre: ”Bollede I?”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, blev flov og skamfuld og sagde vist ikke noget. Men så sagde Erling: ”Det er ok, det skal vi ikke tænke mere over”.
Men selvfølgelig tænkte jeg over det, og når jeg i den følgende tid lå alene i min seng, kunne jeg slet ikke lade være. En dag hed forsidehistorien i Ugens Rapport ’Af med dusken piger’ eller noget i den retning. Jeg sneg mig ind i kiosken og lagde bladet og mine aftalte mønter på disken. Den venlige, ældre dame tog imod pengene og rullede diskret et stykke papir om bladet. Da jeg kom hjem på mit værelse, slog jeg straks op på midtersiderne, hvor kvinderne fremviste deres kusser med og uden hår. Men jeg kunne kun tænke på Birthe, og det endte da også med, at det var tanken om hende og den kusse, som hun havde barberet i afmagt og desperation, der lidt senere gav mig en udløsning.
Og det har den gjort mange gange siden. Og altid med den samme skam og skyldfølelse. For hvad ville Birthe have sagt, hvis hun vidste, hvad jeg gjorde. Og hvad med Erling, der sad tilbage med sin uforløste lyst. Stakkels Erling, som ikke længere kunne tage imod Birthes hjemløse kærlighed, og som måske aldrig fik hendes søde, glatte skød at se.
Måske er det rigtigt, at det gnidningsløse knald er lige så sjældent som enhjørningen.
Erotiske noveller skrevet af AllerslystHistorien er rettet af Allerslyst