”Først troede jeg, at det var mine egne tanker – så blev jeg klar over, at det var Equinox, der hviskede i mørket.”
Anonym Equinox-pige
Kapitel I
Eva Bergs dagbog
28. Juni MCMXXVI – Herredet. Værelset er mørkt og tyst, endskønt mine tanker larmer i en sådan grad, at jeg har lyst til at skrige til himlen, blot for at overdøve dem for en stund.
I det fjerne har det store, gamle urværk på tårnet, netop slået tolv midnat – mit første halve døgn indenfor disse mure er overstået. Jeg sidder ved hovedgærdet i min nye seng og skriver, i skæret fra en petroleumslampe på lavt blus. Anna ligger i den anden seng – jeg kan svagt skimte hendes krop i mørket. Hendes tunge, dybe vejrtrækning, har en lindrende virkning på mit oprørte sind. Jeg er udmattet, øm og døsig, men jeg ved, at mine tanker ikke vil give mig ro, før jeg har nedfældet dagens begivenheder.
Åh min Gud, hvilken uvirkelig dag. Jeg ved med mig selv, at intet mere bliver det samme. Jeg frygter det ukendte vanvid, som hviler over dette sted – Equinox.
?
Som så mange gange før sad jeg i det gamle Sølvspøgelse og stirrede på den lille, gyldne hestesko der pendulerede hypnotisk, i trækket fra det åbne automobilvindue. Øjensynligt blot en fin og uskyldig lille prydgenstand. 24 karats guld. Små diamanter, der skal gøre det ud for sømhullerne i en rigtig hestesko. Et imponerende kunstværk, som let fanger øjet.
Den hænger for enden af en tynd guldkæde, som er fæstnet til armlænken omkring moders spinkle håndled. Venstre håndled, vel at mærke. Altid venstre håndled. Lige så længe jeg overhovedet kan huske, har hun båret det smykke. Båret det altid, og båret det med en stolthed, med hvilken man kun bærer en flidspræmie, der har kostet blod, sved og tårer.
Det gamle Sølvspøgelse skrumlede hen over den smalle, ujævne skovvej. Nu og da tittede en søvnig morgensol frem over de fjerne bakker. Den tætte bevoksning afgav en pirrende duft af fugt og frodighed. Jeg var fyldt af en sælsom, passiv forventning – en forventning om forløsning af påtagede, tillærte ambitioner.
Moder førte det dampdrevne automobil med en – i bedste fald – tvivlsom kontrol. For bare et par måneder siden, ville jeg have forsvoret, at hun aldrig i sit liv havde været i besiddelse af et førerbevis. Jeg er fortsat ikke helt overbevist om, at det modsatte er tilfældet. Alt andet lige burde hun næppe føre automobil, efter den halve flaske hvidvin og den lille håndfuld piller, der efterhånden gjorde det ud for hendes morgendiæt.
Hvor absurd det end lyder, havde det givetvis været mere uforsvarligt af hende at køre afsted i sober tilstand; de fleste morgener rystede hendes hænder så frygteligt, at hun dårligt var i stand til at holde om dagens første glas.
Jeg vil aldrig røre den flydende djævelskab, så længe jeg lever!
?
Jeg savnede James – den noble, ældre herre der plejede at føre det gamle Sølvspøgelse med en upåklagelig sikkerhed og præcision. Altid i sin nydelige uniform med kasket, lange støvler og hvide handsker.
Aldrig har jeg mødt et menneske der kunne bære sig selv med en sådan ydmyg værdighed og alligevel udstråle en overlegen selvsikkerhed og tilstedeværelse i alt hvad han foretog sig. Men vigtigst af alt så delte han min kærlighed til litteraturen. James gik desværre bort for et par måneder siden.
På trods af mine protester havde moder tydeligvis ingen intentioner om at engagere en ny chauffør. Hun overtog bare rattet, fra den ene dag til den anden, som om intet var hændt.
Jeg undlader principielt unødig konversation, når moder fører automobil, da jeg er ængstelig ved at skulle udfordre hendes koncentration. Hun sidder altid med hænderne krampagtigt om rettet og stirrer intenst, gennem de fine briller med guldstel. Det er sjovt som de briller glimter om kap med de grå hår, når solen står helt rigtigt gennem automobilruden. Så længe jeg kan huske tilbage har moder haft grå stænk i sit lange, lyse hår. Sølvstænk i det gyldne hår, som James så poetisk plejede at formulere det.
Åh min Gud, hvor jeg savner James – det sidste stabile element i mit livs kaotiske vår…
Moder var givetvis også trist over hans bortgang, skønt hun aldrig lod sig mærke med det. Jeg har grund til at tro, at hun på det sidste havde en relation til ham, der gik langt udover det rent professionelle. I hvert fald har jeg, det sidste års tid, ofte set hende besøge hans lille tjenestebolig nede ved det gamle piletræ. Altid om aftenen, lidt før det store ur i biblioteket, slog otte slag. Og altid iført en lang, mørk frakke.
Jeg dristede mig aldrig til at spørge ind til det, skønt min nysgerrighed somme tider var ved at tage magten fra mig. Efter James pludselige bortgang, besluttede jeg mig for at lade deres hemmelighed hvile i fred, endskønt mine fantasier ofte kredsede om den hemmelige romance mellem den fattige chauffør og den rige enkefrue.
Måske ønskede jeg, når alt kom til alt, slet ikke at kende den reelle sandhed. Måske var mine fantasier, langt mere tilfredsstillende. Jeg drømte om, en skønne dag at skrive en roman om en sådan, hemmelig romance.
?
Jeg havde pakket en hel taske fyldt med bøger. Moder syntes at det var tosset; hun har aldrig forstået min kærlighed til litteraturen.
Kort før vores afrejse, dristede jeg mig til at lukke mig ind i den lille hytte ved piletræet.
Alle James´ ting stod stadig urørte, da ingen slægtninge havde gjort krav på noget af det. Jeg tvivler stærkt på at James overhovedet havde nogen levende slægtninge tilbage.
Moder insisterede på at det hele bare skulle sælges så snart hun fik tid, så jeg tænkte ikke det ville betyde så meget om jeg lige så mig lidt omkring. I hvert fald tror jeg næppe at James ville have haft nogen indvendinger.
Det hele stod i en sirlig orden, skønt et fint lag støv havde lagt sig over alt. Hans fine gamle lænestol, med det lille bord og den polstrede fodskammel. Det flotte egetræsskab med hans piber og hans kostbare samling af whisky. Et lille, rundt spisebord og to stole. Et klædeskab og et strygebræt. En seng og et lille tekøkken. Men vigtigst af alt, tre massive egetræsreoler, bugnende af litterære skatte.
Hvilken vidunderlig lille verden han har haft. Intet pres og ingen store forventninger. Bare en velsignet ro og regelmæssighed. Et liv viet til fred og fordybelse.
Hvor jeg dog misundte ham.
Jeg gik minutiøst alle titlerne igennem og valgte mig en stak af de mest interessante – det var naturligvis flere end jeg nogensinde ville have været i stand til at bære. Det var frustrerende at skulle vælge nogle af dem fra, men jeg endte med at begrænse mig til en stak på treogtyve styk. Det var lige akkurat, hvad jeg kunne bære i mine hænder.
Jeg tillod mig at sætte mig i James´ gamle lænestol og bladre lidt i dem, før jeg tog dem med mig. Jeg elsker følelsen af det tykke, gulnede papir mellem mine fingre. Og duften – åh min gud, denne vidunderlige duft af gammel bog, blandet med pibetobak og whisky. Og noget andet – noget jeg ikke lige kunne placere. Det var som at sidde med et helt menneskeliv i mine hænder.
Før jeg vidste af det, var mørket faldet på, og det slog mig pludselig, at lyset inde fra hytten kunne ses oppe fra hovedbygningen. Jeg skyndte mig at slukke og listede afsted i mørket imedens jeg balancerede bogstakken foran mig.
Moder blev vred over at jeg havde været nede i hytten – hun forlangte at jeg skulle levere bøgerne tilbage straks. Jeg begreb ikke, at hun tog sådan på vej på grund af nogle bøger, som alligevel bare skulle sælges. Til sidst forbarmede hun sig selvfølgelig som hun altid gør. Jeg fik lov til at tage bøgerne med mig, samt et par af mine egne, som jeg nødigt forlader hjemmet uden.
Udover min taske med bøger, havde jeg pakket en taske med det mest nødvendige. Lidt undertøj og toiletsager. Et tørklæde. Mit lommeur. Min dagbog og et penalhus med friske blyanter. Et lille fotografi af moder og mig i en sølvramme samt et af min salige fader; portrætteret i sin gamle læsestol i biblioteket. To sæt øreringe og et armbånd, og selvfølgelig, halskæden med det lille guldkors som altid hænger ved mit bryst.
Det synede ikke af meget, som det lå der i tasken; ikke til så langt et ophold. Men moder insisterede på, at det var mere end rigeligt.
”Greven sørger for alt hvad du får brug for,” havde hun sagt til mig, aftenen før vores afrejse. ”Din dagbog og dit lommeur, havde været alt rigeligt. Alle Equinox piger skriver dagbog, og det er vigtigt at kunne passe tiden. Desuden så ved du godt at der altid er varmt under Equinox – man render jo nærmest nøgen rundt.”
Jeg blev altid så forlegen, når moder sagde den slags ting. Jeg kendte selvfølgelig godt det gamle mundheld, som man af og til hørte folk fra Herredet benytte.
Der er altid varmt under Equinox…
Jeg var ikke sikker på hvad det reelt betød, men jeg vidste, at det havde noget med Herredets varme kilder at gøre.
?
Skovlandskabet, som vi bevægede os igennem, forekom mig stadig mere vildt og ukultiveret. Jeg spekulerede på om moder mon var faret vild, da det somme tider hændte.
Den gamle dampmaskine, hakkede stadig mere anstrengt afsted, og jeg vidste, at det var længe siden, der sidst var blevet fyldt petroleum på tanken. Det er en rædsom maskine – jeg frygter altid, at den skal springe i luften under os. Moder har en frustrerende tendens til at presse den til sidste petroleumsdråbe og det hænder af og til, at vi strander et eller andet ubelejligt sted. Jeg havde læst, at der endnu fandtes ulve i den nordlige del af Herredet, og jeg var ængstelig ved tanken om, at vi skulle gå i stå midt i den mørke skov.
Jeg nåede heldigvis ikke at dele min bekymring med moder, før skoven pludselig åbnede sig for os og afslørede de mest vidunderlige, åbne vidder man kan tænke sig. Mod øst, bølgede de gyldne kornmarker sig, så langt øjet rakte. Og mod vest, så jeg til min fryd, at en flok ungheste boltrede sig i det høje græs.
”De tilhører Greven,” sagde moder pludselig da hun så mit frydefulde blik. ”En skønne dag bliver de nogle af verdens bedste rideheste.”
Jeg nikkede, med et aftagende smil.
”De er født med et ganske særligt formål – ligesom dig, min pige.”
Hendes stemme blev nærmest højtidelig, med en besynderlig distance over sig, som den ofte gjorde, når hun gav mig disse formaninger.
”Alt hvad du ser her, er Grevens ejendom,” fortsatte hun. ”Alt. Vi må alle gøre hvad der kræves af os. Vi må alle tjene Greven og Riget.”
Jeg nikkede, imedens jeg kiggede længselsfuldt på en vidunderlig, rød plag, der rullede sig i det solvarme græs.
Nyd det, så længe det varer, min ven…
”Se så!” sagde moder med en pludselig opstemthed i stemmen.
Jeg kiggede fremefter og kunne se tårnet fra en gammel landsbykirke i horisonten. Før jeg vidste af det, bugtede vejen sig imellem bedårende, små stråtækte huse.
Jeg blev nærmest forlegen over, hvordan vores tilstedeværelse fik det lille lokalsamfunds liv og virke til med et at gå i stå. Overalt hvor vi kom frem, standsede folk op midt i deres gerning og stirrede efter os.
Den gamle landsbykirke kom stadig nærmere, indtil det høje, grå tårn, knejsede truende over vores hoveder. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid gribes af en følelse af ubetydelighed og en form for omvendt højdeskræk, i skyggen af et kirketårn. Jeg opdagede at jeg ubevidst havde grebet fat om det lille guldkors der hang ved mit bryst.
Moder drejede vest om kirken, og det grå tårn forsvandt bag os. Jeg slap det lille guldkors med et lettet suk.
Vi fortsatte op ad en stejl grusvej med højt buskads til begge sider, og da vi havde nået toppen, dukkede en bemærkelsesværdig konstruktion frem af landskabet. Det var en grå, toetagers bygning med en stor, kobberfarvet tank monteret på den ene gavl og et lille garageanlæg på den anden. Petroleum, stod der skrevet, eller rettere skåret ind i et aflangt metalskilt som var monteret på bygningens facade. Alt til husholdningen var malet på et træskilt, som hang og svajede i et par kæder, under førstnævnte.
Moder drejede indover bygningens gårdsplads og sagtnede farten, før hun bragte automobilet til standsning. Vi delte et lettet suk, da motoren frigav den overskydende damp, med en langstrakt hvæsen, og de brummende omdrejninger ebbede ud.
Jeg sprang ud af vognen med en længsel efter atter at bevæge mig frit. Som altid, efter en lang køretur, strakte jeg armene i vejret og pressede dem så langt bagud som muligt, idet jeg svajede i ryggen. En bevægelse der uundgåeligt presser mit brystparti fremefter og trækker min skjorte op, så lidt af maveskindet blottes. Med et saligt smil på læben indåndede jeg den varme luft i dybe drag og spejdede ud over den åbne plads.
Pludselig bemærkede jeg, at der stod tre, unge mænd og lænede sig op af garageanlæggets ene port. De bar en bemærkelsesværdig, militaristisk påklædning, med skrårem og ridestøvler, endskønt de ikke umiddelbart lignede Rigets traditionelle kavalerister. De tre unge mænd stirrede ugenerede på mine struttende bryster og smilede på en upassende, familiær facon. De havde alle tre en gennemsigtig flaske, med en orange væske i hånden, og den ene af dem, rakte sin ud imod mig i en tilbydende gestus.
Jeg blev temmelig forlegen og sænkede straks hænderne ned, idet jeg rettede på min skjorte. Den skjorte var også blevet alt for kort til mig. Jeg havde bedt moder om en ny, men hun har ikke været meget for unødige udgifter på det seneste.
De tre unge mænd grinede og udvekslede barnagtige blikke med hverandre.
Bønderkarle uden pli og maner – de kan sikkert hverken læse eller skrive!
Hvad var der overhovedet at stirre sådan efter? Mine små ungpigebryster kunne da ikke være så interessante.
En ældre herre, i brunt arbejdstøj og en krøllet kasket, kom ud fra petroleumsstationens mørke hovedbygning. Han styrede målrettet imod moder.
”Som jeg lever og ånder,” sagde han og smilede hjerteligt med hele sit solbrændte, og lettere usoignerede ansigt. ”Fru Berg, ved min sjæl om ikke De ligner dem selv.”
Moder stirrede på den ældre herre, tilsyneladende uden at ane hvem han var. Det var først da han tog sin krøllede kasket af og tørrede sveden af panden med et beskidt ærme, at hun pludselig smilede som jeg aldrig har set hende smile før.
”Jamen Henry,” udbrød hun. ”Er det dig?”
Hun trådte frem imod ham og rakte ham sin venstre hånd.
Manden fiskede skyndsomt et hvidt lommetørklæde frem fra sin inderlomme og tørrede sine hænder efter bedste evne. Han tog, nænsomt fat om moders spinkle hånd og kyssede den blidt.
”Det er sandelig et møde med fortiden,” sagde moder.
”Ja, jeg er jo, desværre ikke ældet med Deres ynde og elegance,” sagde han med en beklagende mine. ”De ser jo ganske ud som den første gang jeg så Dem.”
”Jeg synes nu stadig, du er en statelig mand, Henry,” svarede moder. ”Og bag de dybe, sørgmodige fuger er du vist stadig den samme charmør du altid har været.”
Hun aede ham lidt på kinden og hans triste øjne funklede.
Det var først nu jeg bemærkede disse dybe, triste øjne – jeg havde været alt for optaget af at betragte moders pludselige forvandling.
”Jeg har haft mine sorger på livets vej, det er sandt,” sagde Henry. ”Jeg efterlod tre sønner i skyttegravene. Det var strenge tider.”
”Det gør mig ondt for dig, Henry,” sagde moder.
Han nikkede med en afvisende mine.
”Men jeg priser mig lykkelig,” fortsatte han. ”Greven sørger godt for os; vi mangler ikke noget.”
Han så på hende med et intenst blik.
”Det er en stor glæde at se Dem igen, Fru Berg.”
”Glæden er gensidig, Henry. Men jeg mindes nu altså at vi to var dus og på fornavn,” sagde hun og blinkede til ham.
”Det var andre tider, Fru Berg,” svarede han. ”Andre tider og andre omstændigheder. Nu er De enkefrue på et af Rigets største godser.”
”Ja, og moder,” sagde hun og skævede i min retning.
Den gamle mand så uforstående på hende et par sekunder, før han langt om længe anerkendte min tilstedeværelse.
”Min skaber!” udbrød han og vendte sig imod mig. ”Om forladelse.”
Han bukkede dybt for mig, imedens jeg gjorde mit bedste for at tilbageholde en latter.
”Det må være Lille, henrivende Eva, som aviserne omtaler med så rosende ord. Sin moder op af dage uden tvivl.”
Jeg nejede med et beskedent smil på læben.
”Ak ja,” sukkede han. ”Næste generation af Equinox og med hele verden for dine fødder.”
Hans blik blev pludselig underlig fjernt og alvorligt.
”Du skal nok få en god tid her,” fortsatte han. ”Du er sikkert både flink og dygtig som din kære moder. Ja og du har jo ganske arvet hendes skønhed og ynde. Utvivlsomt også hendes vilje og stædighed.”
Jeg blev lidt forlegen over hans komplimenter.
”Men nok om den sag,” afbrød han pludselig sig selv. ”Hvormed kan jeg tjene De damer?”
”Hvis du vil være så venlig at fylde op,” sagde moder. ”Jeg er bange for at den både mangler petroleum og vand.”
”Naturligvis, Fru. Berg. Og må jeg have lov at sige: sikke et pragteksemplar De kommer anstigende i – skønt den måske kunne trænge til en kærlig hånd.”
”Ja, den har vist set bedre dage,” indrømmede moder.
”Det vil jeg så sandelig håbe,” sagde Henry spøgefuldt. ”Ja, jeg håber De vil bære over med min bramfrihed, men som De nok husker, er automobiler en af mine svagheder. Har De noget imod, at jeg ser nærmere på den?”
”Du accepterer vel ikke et nej,” sagde moder med et indforstået smil.
”Hvis De vil tage til takke med etablissementet så længe,” sagde han og gestikulerede i retning af petroleumsstationens indgang. ”De kan sidde komfortabelt derinde. Og der er kold lemonade i isskabet.”
”Lemonade?” udbrød moder overrasket. ”Hvornår er du begyndt at drikke den slags?”
”Jeg drikker den ikke,” svarede han. ”Jeg sælger den. Det er den gode, gamle egnsspecialitet. Den kan De vel huske endnu?”
”Jo tak,” svarede moder.
”Den bliver stadig brygget med vand fra den varme kilde oppe ved bakkedraget,” fortsatte han. ”Men jeg har sat tapningen lidt i system. Jeg sælger den i små, drikkeklar flasker som har ligget på is oppe fra Højlandet. Det er nemlig den hurtige nedkøling, der giver det bedste resultat, forstår De. Jeg har også fremstillet nogle flotte etiketter til flaskerne. Det er noget der sælger.”
”Du er stadig ligeså foretagsom som du altid har været,” sagde moder.
”Jeg sælger skam også køkkentøj og sæbe,” fortsatte han stolt. ”Brevpapir og kuverter. Værktøj og glansbilleder. Eddike og salmiakspiritus. Barberblade og hårbørster. Kaffe og te. Ja og bøger såmænd - både klassisk og moderne.”
Jeg smilede frydefuldt.
”Og petroleum, naturligvis,” tilføjede han og pegede på den store, kobberfarvede tank.
”Det var et interessant udvalg,” sagde moder og grinede. ”Er det sådan man driver petroleumsstation nu om stunder?”
”Ikke på disse kanter,” svarede han. ”Jeg fik ideen på mine rejser i Den nye verden.”
Jeg gispede begejstret. Den nye verden, hvor flere af mine yndlingsforfattere havde hjemme.
”Har du virkelig været derovre?” spurgte jeg.
”Ja såmænd,” svarede han. ”Det var efter krigen. Jeg kunne ikke rigtig finde ro da jeg kom hjem. Jeg stak afsted med det første dampskib mod fremtiden.”
Han blinkede til mig.
”Hvordan er Den nye verden?” spurgte jeg ivrigt.
”Travl,” svarede han. ”Alt for travl til en simpel gut som mig. Jeg rejste hjem igen to år senere, med trætte lemmer og fyldte lommer. Greven tilbød mig at overtage ejendommen her. Jeg har investeret alt hvad jeg ejer i den.”
Jeg bemærkede at moder så kærligt på ham.
”Du har klaret dig godt,” sagde hun.
”Jeg har været heldig,” sagde han afvisende. ”Men nok om den sag. Vil De damer ikke tage til takke? Der er vandkloset i baglokalet, og rindende vand, hvis De ønsker at friske Dem op.”
”Det lyder tiltalende,” sagde moder. ”Jeg tør vel ikke formode at du er i besiddelse af en telefon?”
Han rettede sig op.
”I al beskedenhed, den eneste i miles omkreds,” svarede han stolt. ”Med undtagelse af Grevens private naturligvis. Det er en fantastisk opfindelse.”
”Må jeg have lov at benytte den?” spurgte moder.
”Naturligvis, Fru. Berg,” sagde han og så sig omkring. ”Hvis bare jeg vidste hvor den knægt er.”
Vi så undrende på ham.
”Halte!” råbte han pludselig i en kommanderende tone, så både moder og jeg fik et chok. ”Halte! Træd an, din dåre!”
Han sukkede irriteret.
Moder og jeg kiggede uforstående på hinanden og der opstod en besynderlig, akavet tavshed.
Så pludselig bemærkede jeg noget der puslede, i det høje græs under petroleumstanken. En lille, forkrøblet skabning, kom til syne mellem de lange strå. Han havde store, udstående tænder og hans hår gik nærmest i et med den kobberfarvede tank. Han vraltede hen imod os med det ene ben slæbende efter det andet. Alt imedens han skulede med en blanding af mistro og nysgerrighed i blikket.
Endskønt han var noget af det grimmeste og mest usoignerede, jeg i mit liv har set, måtte jeg alligevel tøjle en besynderlig trang til at samle ham op og knuge ham ind til mig – som en lille, forhutlet kattekilling, man har fundet i en gyde.
”Nåh der er du, dit skarn,” vrissede Henry. ”Vil du straks vise Fru. Berg her ind på kontoret; hun skal låne telefonen. Og sørg for at hun får en kold lemonade.”
Drengen gryntede bare og stirrede op på moder, med et par grønne, skelende øjne.
”Og bagefter henter du min værktøjskasse herud. Og lad det gå lidt villigt.”
Den arme knægt slog sig selv for panden i en gestus der vist nok skulle gøre det ud for en militær honnør. Henry returnerede honnøren og rystede opgivende på hovedet. Drengen vinkede moder efter sig og vraltede utålmodigt afsted foran hende. De forsvandt ind i petroleumsstationens mørke.
”Knægten er tumpe,” brummede Henry uden omsvøb.
”Hvadbehager?” gispede jeg.
”Han kan hverken tænke eller tale,” fortsatte han i samme kærlige tone. ”Hvad skal man stille op med sådan en skabning?”
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.
”Oppe i Højlandet havde de nok bare sat ham ud til ulvene,” sagde han og blinkede til mig. ”Eller givet ham en kniv i mørket, som de siger deroppe.”
Hans bramfrie tale forargede mig en smule, hvilket jeg tror han tydeligt kunne se på mig.
”Tilgiv mig,” sagde han pludselig. ”Jeg bliver for familiær. Se dig nu endelig lidt omkring. Jeg vil lige se hvad det gamle spøgelse har under motorhjelmen.”
Jeg begav mig imod den mørke bygning og bemærkede, at de tre unge mænd var forsvundet. De havde efterladt tre, tomme lemonadeflasker foran garageporten.
?
En entropi af olympiske dimensioner. Sådan ville en af mine yndlingsforfattere, muligvis have beskrevet de merkantile omgivelser i petroleumsstationens dunkle lokaler.
En besynderlig måde at drive forretning på – hvordan skal man kunne finde noget som helst i det her rod?
Jeg besluttede mig for at begynde med det bedste, og styrede direkte imod to gamle bogreoler, der stod i et fjernt hjørne af bygningen. De fleste af bøgerne stod tæt pakket på hylderne og de resterende lå i høje bunker på gulvet. Hvor skulle man dog begynde?
Jeg skulle lige til at række ud efter den første bog, da det gik op for mig at nogen iagttog mig. Da jeg kiggede ned, stod den lille dreng og stirrede op på mig. Han rakte mig en flaske med kold lemonade.
”Tak, unge mand,” sagde jeg og smilede ned til ham.
Han grinede over hele hovedet og gav sig til at trippe på stedet af glæde, idet han rakte sine arme op imod mig, som om han ville have, at jeg skulle samle ham op.
Jeg vidste ikke rigtigt om jeg skulle føje ham, men heldigvis blev vi afbrudt da Henry råbte hans navn ude fra parkeringspladsen, efterfulgt af nogle gloser, som jeg vil vælge at udelade. Drengen gryntede med en skuffet mine og vraltede afsted imod udgangen. Jeg smilede skævt og følte mig en smule lettet.
Fra den modsatte ende af lokalet kunne jeg høre moder, i færd med at føre en lettere ophidset telefonsamtale. Jeg fulgte lyden af hendes stemme og endte ved en fin, gammel købmandsdisk hvor jeg satte flasken fra mig og lyttede.
”Forbandede ågerkarl!” kunne jeg høre hende råbe igennem døren til baglokalet, før hun smed røret på og ringede af.
”Er der noget galt, moder?” spurgte jeg da hun kom til syne i døren.
Hun så lidt forbavset op på mig.
”Ikke noget at bekymre dig om min skat,” sagde hun.
Hun sukkede og tog sig til kinderne med et fjernt blik i øjnene. Så kiggede hun ned af mig og skulede underligt.
”Hvad er nu det du har der?” spurgte hun.
Jeg så ned af mig selv og opdagede til min store overraskelse at jeg knugede en lille, sort bog i min hånd. Jeg holdt den op for mig og betragtede nogle besynderlige, gyldne symboler, som jeg aldrig havde set før. Jeg bladrede i bogen, og den mest vidunderlige, gyldne kalligrafi jeg har set i mit liv, dansede hypnotisk for mine øjne. Det var som om, symbolerne kildede min hjerne, og jeg følte trang til at bryde ud i en højlydt latter.
”Ikke flere bøger,” sukkede hun opgivende.
I det samme kunne vi høre Henrys kommanderende stemme, nærme sig udenfor.
”Sørg for at fylde, Fru. Bergs vogn helt op, Halte! Og bagefter vasker du ruderne! March!”
Han kom til syne i døråbningen.
”Det varer kun et øjeblik, så er den klar, Fru. Berg,” sagde han venligt. ”Jeg har fyldt petroleum lige til drøblen og Halte er ved at fylde vand på kedlen. Jeg har også toppet olien op – den trængte. Og jeg har strammet et par ventiler. Det er en dejlig maskine. Den er ikke til at slide op. Hvis bare man er lidt god ved den. Et par friske pakninger ville ikke skade.”
”Det er alt for galt, Henry,” svarede moder. ”Hvor meget skylder jeg?”
”Ingenting,” sagde han skarpt. ”Jeg kunne aldrig tage penge af Dem, Fru. Berg.”
Han så ned og bemærkede bogen i mine hænder.
”Hvad har du fundet der, min ven?” spurgte han.
”Jeg ved det ikke,” svarede jeg og rakte ham bogen. ”Jeg kan ikke læse skriften.”
Han trak et par læsebriller ud af inderlommen og gav sig til at bladre i bogen.
”Det er der vist ikke mange, der kan,” sagde han og bladrede videre. ”Det er kun De gamle ude bag højene, der stadig kan tyde de tegn – ja det påstår de i hvert fald. Fandt du virkelig den her i min butik?”
Jeg nikkede, endskønt jeg ærlig talt ikke kunne huske at have taget den ned fra bogreolen. Jeg tænkte grundigt efter. Havde den lille dreng givet mig bogen? Jeg kunne kun mindes, at han havde givet mig lemonaden, men nu var jeg ikke længere sikker.
”Besynderligt,” sagde Henry med et rynket bryn.
Han rakte mig bogen igen.
”Må jeg gerne købe den af Dem?” hørte jeg mig selv spørge, endskønt jeg godt vidste at jeg ingen penge havde på mig.
Moder rystede på hovedet.
”Det pigebarn er besat af bøger,” sukkede hun. ”Hvad vil du dog med en bog som du ikke kan læse?”
Jeg trak på skuldrene.
”Du må få den,” svarede Henry. ”Den er din.”
Jeg smilede og knugede den lille bog ind til mig.
”Det er virkelig alt for galt, Henry,” sagde moder.
”Ja, ja, så taler vi ikke mere om det,” svarede han. ”Men der var måske en ting jeg måtte anmode Dem om, Fru. Berg?”
”Naturligvis, Henry,” svarede hun.
”Jo altså,” begyndte han. ”Jeg tænkte på om de måske ville gøre dem den ulejlighed at returnere når de har afleveret den unge dame hos Greven? Jeg vil så frygteligt gerne se lidt nærmere på det gamle spøgelse. Måske skifte et par stumper hvis de tillader? Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis ikke De kom helskindet hjem.”
Moder grinede.
”Du har ikke forandret dig meget, Henry,” sagde hun og så hjerteligt på ham. ”Nuvel. På den betingelse at du spiser frokost med mig på kroen, ligesom i gamle dage.”
”Jamen, Fru. Berg,” begyndte han og så nærmest skræmt ud. ”De kan da ikke dinere med en simpel dampmekaniker i fuld offentlighed.”
”Sludder, Henry,” svarede hun. ”Jeg vil høre alt om hvad der er sket i dit liv i alle disse år. Og jeg accepterer ikke et nej.”
”Som De ønsker, Fru. Berg,” sagde han og bukkede. ”Men nu må De virkelig se at komme videre – vi må ikke lade Greven vente.”
Jeg var – i den grad – indstillet på at lade Greven vente; jeg ville hellere på kro med moder og Henry.
”Hvad der sker bag disse mure, bliver bag disse mure – og gudskelov for det.”
Anonym Equinox-pige
Kapitel II
Eva Bergs dagbog, fortsat
Den sølvfarvede klokke ringede med en høj, klar melodisk klang. Jeg slap mit tag i den røde klokkestreng og mærkede, hvordan mit hjerte bankede forventningsfuldt. Moder havde sat mig af foran en stor, massiv, rødmalet egetræsport med kraftige jernbeslag. Porten var sat i en høj kampestensmur, og hen over portens overkant var fastgjort nogle store kobberbogstaver.
? Equinox ?
Bogstaverne var grønne af ir og en klatreplante, som omgav det meste af porten, snoede sig ind og ud imellem dem.
”Gør mig nu stolt,” havde moder sagt, med et fast greb om mit ansigt. ”Gør mig nu stolt…”
Det var alt...
Et helt år skulle vi være adskilt, og det var alt hvad hun havde at sige til mig. Knapt nitten år gammel og uden moder for første gang i mit liv.
Gør mig nu stolt…
Hun kyssede mig på begge kinder og tørrede en enkelt tåre fra mit øje. Så var det forbi. Jeg så det gamle Sølvspøgelse forsvinde i horisonten og mærkede, hvordan ensomheden lagde sig over mig som en stor, kold dyne.
Nu stod jeg der og stirrede på den dansende klokkestreng ved en rødmalet dør, der var placeret lidt til højre for den store port. Fra den anden side af muren kunne jeg høre lyden af knasende fodtrin, der kom nærmere.
Jeg blev pludselig grebet af en ubeskrivelig trang til at vende om og løbe min vej – indover de endeløse kornmarker og bare forsvinde i de gyldne bølger. Jeg tvang mig selv til at blive stående, idet jeg hørte den mekaniske lyd af en nøgle, der blev drejet på den mod-satte side.
Gør mig nu stolt…
Døren svang indad og en høj, rank kvinde med krøllet, rødblondt hår, kom til syne i døråbningen. Hun var iført en elegant rideuniform med lange, brune støvler, og hendes dybe, smaragdgrønne øjne, besad et blik som udstrålede en ublu selvsikkerhed og autoritet.
”Og hvem har vi så her?” spurgte hun, med en kommanderende og lettere hovmodig stemme.
Jeg mærkede pludselig, hvordan min hals snørede sig sammen, og jeg forsøgte diskret at rømme mig.
”Eva…” begyndte jeg.
”Hvad siger du dog?” afbrød hun. ”Tal højt og tydeligt, pigebarn!”
Jeg rømmede mig nok engang.
”Jeg hedder Eva,” svarede jeg.
”Eva? Hvad mere end Eva?” spurgte hun.
Jeg var temmelig sikker på at hun allerede vidste præcis hvem jeg var og at spørgsmålet nærmere var en form for magtdemonstration.
”Eva Berg,” svarede jeg.
”Åh javel ja. Lille, henrivende Eva,” sagde hun og studerede mig fra top til tå. ”Det var da elskværdigt af dig endelig at beære os med dit selskab.”
Jeg kiggede lidt nervøst ned i jorden.
”Se på mig, pigebarn!” udbrød hun. ”Vil du forklare mig hvorfor du møder ind en hel uge for sent?”
Hendes spørgsmål overraskede mig – jeg var overbevist om, at moder havde sendt et telegram til Greven og forklaret situationen.
”Nå?” sagde hun utålmodigt.
”Jamen, det var fordi…” begyndte jeg.
”Nåh, lige meget,” afbrød hun. ”Det må du selv forklare til Greven. Så må vi jo se hvad han stiller op med dig.”
”Jamen…”
”Klap i, tøs!” snerrede hun. ”Og hør efter – mit navn er Frøken Becca. Jeg er Magistra Equi her på godset.
Som sådan vil din træning, dannelse, opdragelse og åndelige udvikling, være min fornemste opgave, det næste år – fraregnet en uge, åbenbart.
Jeg forventer en ubetinget lydighed, underkastelse og lærevillighed fra dig, såvel som fra de øvrige elever. Og fremover, når nogen her på stedet spørger om dit navn, så svarer du med et højt, klart og tydeligt: Eva Berg, til deres tjeneste.
Er det forstået?”
”Ja,” svarede jeg.
”Det hedder Javel, Frøken Becca, for dit vedkommende. Er det forstået?”
”Javel, Frøken Becca,” svarede jeg.
”Det var fint,” anerkendte hun i en, demonstrativt nedladende tone. Og skal vi så prøve igen? Hvad hedder du, tøs?”
Jeg nejede, nærmest ubevidst og svarede: ”Eva Berg, til deres tjeneste, Frøken Becca.”
Hun klappede af mig, med en hånlig mine.
”Jamen se så, du kan jo godt.”
Jeg sukkede lettet.
Hun skulede ned på de to tasker, som stod ved mine fødder.
”Hvad i alverden er dog alt det?” spurgte hun.
Jeg kiggede ned.
”En taske med lidt tøj og toiletsager. Og en taske med bøger.”
Jeg pegede skiftevis på taskerne, idet jeg oplyste hende om deres indhold.
”Bøger!” udbrød hun. ”Hvad i alverden har du tænkt dig at bruge dem til?”
”De bruges til at læse i,” svarede jeg med et småirriteret suk.
”Ja tak, så er det godt, tøs!” snerrede hun. ”Du skal ikke stå der og være fræk!”
”Nej, Frøken Becca,” svarede jeg.
”Den tone, den kommer du ikke langt med her på stedet. Det vil du hurtigt opdage.”
”Javel, Frøken Becca,” svarede jeg.
”Du får hverken brug for bøger eller tøj her – Greven sørger for alt hvad du får brug for. Men nuvel, tag det bare med ind og lad det gå lidt villigt.”
Hun forsvandt ind gennem døråbningen og gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter.
Jeg passerede den tykke kampestensmur og trådte ind på en stor, åben gårdsplads. I det fjerne rejste en gigantisk, gotisk bygning sig, omgivet af flere mindre, aflange bygninger som matchede den klassiske byggestil. Jeg vendte mig rundt og kastede et sidste blik på de bølgende kornmarker, før Frøken Becca smækkede døren i og drejede nøglen med et mekanisk klik.
Nøglen, som var fæstnet til en guldkæde, hang hun om halsen og jeg tog mig selv i at stirre længselsfuldt på den.
Frøken Becca bemærkede det tydeligvis.
”Stå ikke der og glo, tøs!” hvæsede hun irriteret. ”Den dør bliver ikke relevant for dig i den nærmeste fremtid. Dit liv og din verden eksisterer udelukkende inden for disse mure. Er det forstået?”
”Javel, Frøken Becca,” svarede jeg.
”Følg efter mig og hold trit,” sagde hun. ”Jeg håber at du er i stand til at slæbe dine sager selv – guderne skal vide at jeg ikke har tænkt mig at gøre det for dig.”
Hun gjorde omkring og begav sig afsted i raskt tempo.
Jeg sukkede dybt.
Et helt år med hende der – det skal nok blive muntert…
?
Den store hovedbygning var virkelig kolossal og jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt der var tale om et meget lille slot eller et meget stort gods. Jeg bemærkede hvordan bygningen nærmest voksede frem af en naturlig forhøjning i landskabet og man havde anlagt stentrapper op ad de stejle, græsklædte skrænter, som gav adgang til bygningens mange porte og døre.
Hen over den sydvendte hovedindgang, knejsede et prægtigt tårn, og på tårnets facade, hang en gigantisk urskive. Uret viste to minutter i tolv. Jeg blev ført om til en mindre dør på siden af bygningen. På døren hang et grønt skilt med påskriften: Novicia. Jeg blev skyndsomt vinket igennem og døren smækkede bag mig, med et højt brag.
Jeg halsede afsted efter Frøken Becca, op ad smalle stentrapper og ned ad lange korridorer, alt imedens min bogtaske blev tungere og tungere.
Kunne jeg måske have undværet et par enkelte bøger?
Kombinationen af trapper og korridorer virkede ulogisk og labyrintisk, og jeg havde svært ved at vurdere hvilken etage vi befandt os på. Pludselig gik det op for mig, at Frøken Becca var standset op og nu stod og så sig utålmodigt tilbage. Jeg satte farten op og skyndte mig at lukke afstanden, før jeg gav efter for smerterne i mine hænder og lod min bagage falde på gulvet.
Hun sukkede højlydt og skulede på mig.
”Bøger!”
Hun spyttede ligefrem ordet i hovedet på mig – i hvert fald havde jeg fornøjelsen af lidt af hendes mundvand i mit ene øje.
”Vor herre bevares,” fortsatte hun.
Jeg sagde ikke noget. Jeg forsøgte bare at få mit åndedræt under kontrol.
”Det er her du skal bo,” sagde hun og nikkede imod en grønmalet dør. ”Værelse nummer VII, i Østfløjen. Husk det! Alle noviciaer, bor i Østfløjen. De færdes ingen andre steder uden tilladelse. Forstået?”
”Javel, Frøken Becca,” stønnede jeg.
”Anna burde være derinde. Gå ind og gør dig klar! Jeg kommer tilbage om et kvarter.”
Hun fejede mig til side og skrævede, demonstrativt hen over mine tasker. Jeg betragtede hende forsvinde ned ad gangen og jeg gav et lettet suk fra mig.
”Gå ind og gør dig klar,” mumlede jeg. ”Klar til hvad om jeg må spørge?”
Jeg rakte ud efter dørhåndtaget og åbnede den grønne dør på vid gab. Værelset var oplyst af et østvendt vindue og på hver side af vinduet stod identiske enkeltmandssenge. Mere nåede jeg ikke, i første omgang at registrere af indretningen, før mit blik ubehjælpsomt fæstnede sig ved en spinkel, mørkhåret pige, som lå, splitter-nøgen på den ene seng og bladrede i en tyk bog.
Jeg blev noget forlegen og min første indskydelse, var at undskylde og lukke døren til igen. Pigen lod imidlertid ikke til at være spor generet af situationen – hun smilede bare op til mig, med hovedet hvilende i den ene håndflade.
”Du må være Eva,” sagde hun henkastet og bladrede videre i den tykke bog, skønt den ikke rigtigt lod til at interessere hende. ”Kom bare ind, jeg bider ikke.”
Jeg overvejede et øjeblik, hvad den mest korrekte høflighedsfrase mon kunne være i den pågældende situation. Men da jeg ikke lige umiddelbart kunne finde på noget, valgte jeg blot at hanke op i mine tasker og træde ind i lokalet. Jeg satte bagagen fra mig midt på gulvet og stirrede lidt ukomfortabelt på den nøgne pige.
Hun skævede ned på taskerne.
”Hvad er dog alt det du kommer med der?” spurgte hun.
”Tøj og bøger,” svarede jeg kort.
Jeg var fortsat lidt ukomfortabel ved at skulle føre en samtale med en nøgen kvinde.
Hun så op på mig og smilede.
”Nåh, ja tøjet får du nok ikke brug for her. Og hvis bøgerne er lige så kedelige som den her, så kunne du godt have sparet dig at slæbe dem op ad alle de trapper.”
Hun grinede med en fjoget grimasse.
”Ja, for jeg går ikke ud fra at Havheksen har hjulpet dig med at bære dem,” fortsatte hun og blinkede op til mig.
Pigen talte med en besynderlig højlandsdialekt, som jeg forsøgte at lokalisere.
Jeg smilede lidt usikkert og spejdede rundt i lokalet efter en siddeplads. I mangel af bedre, satte jeg mig på den modsatte seng.
”Tillader du?” spurgte jeg.
”Naturligvis,” svarede pigen. ”Det er jo din seng. Den er lidt blødere end min, men det håber jeg ikke, du har noget imod. Jeg kan bedst lide at ligge hårdt, forstår du.
Ellers kan vi altid skiftes. Vi kan også sove sammen hvis du foretrækker det – det kan være rart på de kølige nætter. Ja jeg ved godt, at man siger, at der altid er varmt under Equinox, men jeg kan godt være lidt kuldskær.”
”Det er måske ikke så sært hvis du render rundt på den måde,” hørte jeg mig selv sige.
Pigen slog en højlydt latter op.
”Nåh ja, det skal man også lige vænne sig til. Jeg hedder for resten Anna. Anna McNamara.”
”Eva Berg”, svarede jeg.
”Ja det ved jeg. Lille, henrivende Eva. Er det ikke sådan de altid skriver?”
”Det er det vel,” svarede jeg.
”Det kan jeg godt forstå,” sagde hun og smilede.
Mit blik fæstnede sig ved den tykke bog som hun lå og bladrede i.
”Hvad er det for en bog, du har der?” spurgte jeg nysgerrigt.
Hun løftede bogen op så jeg kunne se omslaget.
”Den gode bog,” sagde hun og grinede.
Jeg rynkede brynet.
Det kan man da ikke!
”Og hvorfor, Anna McNamara, ligger du så splitternøgen og læser i Bibelen, om jeg må være så fri?” spurgte jeg, måske lidt skrapt.
Anna grinede og klappede bogen i, idet hun lod sig falde ned på ryggen med armene bag om nakken.
”Jeg fandt den i kommoden. Det er vel den gode søsters påfund formoder jeg. Det er næppe Havheksen i hvert fald – hun er tydeligvis i ledtog med den onde selv. Ja og det med nøgenheden kan jeg jo ikke gøre så meget ved. Men nu vi taler om det, så må du nok hellere se at få klædt dig af.”
”Klædt mig af?” sagde jeg spørgende. ”Hvad mener du?”
”Ja, har Havheksen ikke bedt dig om at gøre dig klar?”
”Øh jo,” svarede jeg. ”Men jeg forstår ikke…”
”Har du nogensinde været ved havet?” afbrød hun pludselig.
”Øh ja, et par gange,” svarede jeg. ”Men jeg forstår ikke…”
”Frøken Becca er vist opvokset ved havet. Ude i Vestlandet.”
”Jaså.”
”Ja det er derfor vi kalder hende Havheksen, forstår du nok,” sagde Anna og grinede.
”Javel ja.”
”Modbydelig skabning, ikke sandt?”
Min opdragelse ansporede mig til at argumentere imod den påstand, men ordene ville ikke rigtig komme til mig.
”Hjemme i Højlandet, havde hun fået en kniv i mørket. Kort proces. Vi finder os ikke i den uforskammede opførsel deroppe…”
Jeg så på hende med store øjne, og skulle til at sige noget.
”Jeg har aldrig været ved havet,” fortsatte hun ufortrødent, som om hendes tanker om knive i mørket allerede var glemt.
”Jeg kan ikke engang svømme,” tilføjede hun og sprællede med benene. ”Men jeg kan holde vejret i en balje vand i to minutter.” Hun holdt sig for næsen og pustede sine kinder op.
”Utroligt,” svarede jeg.
”Synes du?” spurgte hun. ”Det kan jeg da godt lære dig.”
”Nej, jeg mener at det er svært at tro på at du kan være stille så længe af gangen. Med mindre du kan tale under vand?”
”Det kan man ikke,” svarede hun. ”Jeg har prøvet. Men jeg har faktisk engang været stille i næsten to uger.”
”Virkelig?” spurgte jeg.
”Ja, men det var fordi jeg havde halsbetændelse.”
”Men dog.”
”Ja det var ikke så godt. Men man skal også huske ikke at tale hele tiden.”
Jeg nikkede med et smil på læben.
”Jeg får somme tider at vide, at jeg taler for meget.”
”Nej da?”
”Jo faktisk.”
Hun strakte sig i sengen og lod hænderne glide ned af sin spinkle krop. Uden hæmninger, kørte hun fingrene gennem sin kraftige kønsbehåring og greb fat i en håndfuld af det krøllede hår.
”Har du lige så meget hår mellem benene?”
”Hvadbehager?” spurgte jeg og kiggede lidt forlegent væk.
”Dine er velsagtens lysere,” sagde hun og studerede min hårpragt indgående, alt imedens hun kløede sig ugeneret mellem benene, med begge hænder.
”Man plejer jo at sige at tæppet matcher gardinerne,” sagde hun og smilede.
”Gør man det?”
”Det står der måske ikke noget om i nogle af dine bøger?” spurgte hun med et fjollet grin.
”Det kan jeg dårligt forestille mig,” svarede jeg.
”Der er en af de andre piger der er helt glatbarberet,” fortsatte hun, med et udtryk af fjern fascination i øjnene. ”Både for og bag.”
”Jaså,” svarede jeg og overvejede hvordan jeg mon kunne få drejet samtalen væk fra det vulgære emne.
”Fuldstændig glat.”
”Det siger du ikke?”
”Jo. Helt glat og lyserød.”
”Fascinerende,” sagde jeg med et suk.
”Virkelig fascinerende. Har du nogensinde prøvet det?”
”Nej,” svarede jeg.
Hvad i alverden er det dog for et spørgsmål at stille til et fremmed menneske?
”Gad vide hvordan det føles?”
Hendes venstre hånd gned nærmest ubevidst op og ned gennem den kraftige hårdusk.
”Det har jeg vist aldrig spekuleret på,” svarede jeg og kiggede forlegent ned på mine støvler.
”Det har jeg,” sagde Anna, med et stadigt fjernere blik. ”Jeg tænker ret meget på den slags.”
Hun tav. Og for første gang siden jeg trådte ind i værelset blev der pludselig stille.
”Men nok om det,” udbrød hun og slap sit tag i sig selv. ”Du må hellere se at få klædt dig af før hun kommer tilbage.”
”Klædt mig af?”
Nu var jeg snart træt af at høre på det pjat.
”Ja for pokker,” sagde hun og satte sig op i sengen. ”Du skal lægge alt dit tøj i kurven der.”
Hun pegede på en flettet kurv som stod for enden af min seng.
”Også sko og støvler.”
”Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?” spurgte jeg.
Anna trak på skuldrene og fejede sit mørke hår bagud.
”Sådan er reglerne jo,” svarede hun. ”Ja jeg ved godt at det kan virke lidt underligt, men man vænner sig hurtigt til det.”
For første gang bemærkede jeg at Anna ikke var helt blottet. Hun havde en bred, mørk læderrem omkring halsen hvorpå der var fæstnet et lille messingskilt.
”Hvad mener du?” spurgte jeg irriteret. ”Vi skal da vel for pokker ikke rende nøgne rundt?”
Jeg plejer altså, normalt aldrig at bande.
”Jo,” svarede Anna. ”Det vidste du vel før du kom?”
Jeg stirrede uforstående på hende.
”Det vidste du ikke før du kom?” spurgte hun og stirrede ligeså uforstående tilbage.
Jeg rystede på hovedet.
”Jamen…” begyndte hun. ”Jamen er din mutter ikke gammel Equinox-pige?”
”Jo selvfølgelig,” svarede jeg med et nik.
”Jamen så må hun da have fortalt dig om hvordan det foregår.”
”Tilsyneladende ikke,” svarede jeg og stirrede vantro på det forrykte pigebarn.
”Så har hun heller ikke fortalt noget om…”
Hendes pludselige tavshed var en smule foruroligende.
”Om hvad?” spurgte jeg.
Hun sukkede dybt og tog sig til kinderne.
”Fortæl mig hvad det er,” bad jeg.
”Jo altså,” begyndte hun. ”Forstår du…”
Mere nåede hun ikke at sige, før vores absurde samtale blev afbrudt af en, allerede alt for velkendt stemme.
”Hvad skal det her betyde?” råbte Frøken Becca, som pludselig stod i den åbne dør.
Anna så forskrækket op og rejste sig prompte. Hun stillede sig med fronten imod Becca med hænderne bagom ryggen. Hun skævede ned til mig, idet hun greb fat om min arm og trak mig op på benene.
”Hvad skal det her betyde?” gentog Becca og trådte ind i lokalet.
”Hvorfor er den tæve stadig påklædt?” spurgte hun og pegede på mig, alt imedens hun så bebrejdende på Anna.
Tæve? Hvad i alverden bilder hun sig ind? Mon Greven ved at hun taler sådan til eleverne?
”Jo altså…” begyndte Anna.
”Jeg bad dig udtrykkeligt om at sørge for at hun blev gjort klar så snart hun ankom.”
”Ja men…”
”Var det for kompliceret for dit lille, dumme hoved?”
”Nej men… forstår De…”
”Og hvad fanden er det for et rod?” spurgte hun og pegede ned på min bagage. ”Fjern de forpulede tasker fra mit åsyn!”
Anna greb fat i mine tasker og smed dem op i min seng.
”Kom herhen, Anna!” beordrede Becca.
Anna trådte hen foran Becca og stillede sig med hænderne bagom ryggen. Jeg bemærkede pludselig at hendes bagdel var helt rød og at hun havde nogle mærkelige små blodansamlinger på begge baller. Det så ud som om nogen havde slået hende for nyligt.
”Vend dig om!” beordrede Becca.
Anna gjorde omkring idet hun sendte mig et beklagende blik.
”Buk dig ned og grib fat om dine ankler!”
Anna gjorde som hun fik besked på.
”Du rører dig ikke, tøs og jeg vil ikke høre den mindste beklagelse. Er det forstået?”
”Javel, Frøken Becca,” svarede hun med hovedet nede mellem benene og det mørke hår fejende hen over gulvet. Hendes stemme rungede underligt dernedefra.
Becca stillede sig med siden til og placerede sin ene hånd på Annas lænd. Den anden svang hun, af al kraft mod hendes bagdel, så håndfladen mødte ballen med et højt smæld.
Jeg stod bare og stirrede på det surrealistiske optrin, ude af stand til at tro hvad der foregik for mine øjne.
Frøken Becca fortsatte ufortrødent med at slå. Hun lagde, tydeligvis alle sine kræfter i slagene, og hendes ansigt var forvredet i en aggressiv grimasse.
Jeg ved ikke hvor mange gange hun slog, men hun standsede først da hun så ud til at have ondt i håndfladen. Hun gned sine hænder lidt før hun genoptog afstraffelsen med modsatte hånd. Jeg var nærmest grådkvalt, da hun endelig holdt inde og bad Anna om at rejse sig op og vende sig rundt. Anna havde ikke sagt en lyd under hele seancen, men hendes baller var ildrøde og jeg kunne se endnu flere, små tydelige blodansamlinger.
”Ned på knæ!” beordrede Becca og rakte sin venstre hånd frem med håndryggen opad.
Anna adlød og kyssede en overflod af guldringe, som prydede Beccas fingre.
Fingerringe. Det er dem der forårsager de mærker…
”Hvad siger man så?” spurgte hun.
”Tusinde mange slags tak, Frøken Becca,” svarede Anna i en lydig, men tydeligt sarkastisk tone. Det lød som om hun bevidst overdrev sin dialekt, bare for at provokere.
Becca skulede ned på hende.
”Rejs dig op!”
Anna adlød og blev med det samme ramt af en syngende lussing, der gav genlyd i værelset. Det lød, som om en af fingerringene slog imod kindbenet.
Jeg kiggede instinktivt væk og mærkede, hvordan væmmelsen fyldte mig.
”Jeg skal nok få knækket dig, din lille myling!” snerrede hun. ”I hjørnet!”
Anna gik hen og placerede sig i hjørnet af værelset, ved siden af et gammelt klædeskab. Hun havde ansigtet ind mod væggen og hun holdt hænderne bag om nakken.
Pludselig rettede Frøken Becca sit iskolde blik imod mig.
Jeg stivnede og havde lyst til at tude.
”Klæd dig så af for fanden, tøs!” snerrede hun.
”Jamen…” forsøgte jeg.
”Omgående!”
”Ja,” svarede jeg.
”Hvad sagde du?”
”Javel, Frøken Becca,” rettede jeg mig selv, med gråd i stemmen.
Jeg nægtede at tro på hvad der foregik omkring mig. Hvad var det for et galehus jeg var havnet i? Jeg var sikker på at moder havde sat mig af det forkerte sted. Det var en fejltagelse det her.
Alligevel konstaterede jeg at jeg var i færd med at knappe min skjorte op. Jeg tog den af og lagde den på sengen ved siden af mig.
Becca greb irriteret ud efter den flettede kurv og satte den for mine fødder.
”I kurven, pigebarn! Det kan for helvedet ikke være så vanskeligt.”
Jeg lagde skjorten i kurven hvorefter jeg satte mig på sengen og trak mine støvler og strømper af. Så knappede jeg mine bukser op og trak dem af. Jeg lagde det hele ned i kurven og kiggede fortvivlet op på Becca.
”Videre, pigebarn!” snerrede hun.
Jeg sukkede dybt og hægtede min brystholder op. Jeg trak den af og lagde den i kurven. Til sidst trak jeg mine trusser ned, alt imedens jeg forsøgte at dække mit køn og mine bryster til med hænderne.
Becca sukkede irriteret.
”Kom herhen!” beordrede hun.
Jeg trådte modvilligt hen og stillede mig foran hende.
”Det der skal også af!” sagde hun og pegede på det lille guldkors som hang om min hals.
Hun greb fat i den tynde kæde og rykkede hårdt i den. Jeg mærkede, hvordan den knækkede over min nakke og forsvandt. Hun holdt korset op for øjnene af mig.
”Her på stedet, er Greven den eneste gud,” sagde hun og smed min halskæde ned i kurven.
Hvor vover hun? Mit elskede guldkors som jeg har fået af min salige fader…
Hun stirrede ned af min nøgne krop og jeg dækkede mig, instinktivt til med hænderne.
”Hold hænderne bag om ryggen!” beordrede hun.
Jeg turde ikke andet end at adlyde.
Hun fejede mit lange, lyse hår, om bag mine skuldre, så mine bryster var blottede.
”Det nytter ikke noget at være blufærdig her, min pige,” sagde hun imedens hun gloede indgående på min nøgne krop.
Hun tog fat om mine skuldre og drejede mig rundt, hvorefter hun lod sine hænder glide ned over min ryg og min bagdel.
”Tja…” sagde hun efter noget tid. ”Det skal blive interessant at se hvor længe du holder.”
Jeg forstod ikke hvad hun talte om. Jeg var heller ikke helt sikker på at jeg ønskede at forstå.
”Buk dig ned, tøs!” kommanderede hun.
Jeg tøvede, men hun tog hårdt fat om min nakke og bukkede mig forover.
”Tag fat om dine ankler og bliv stående!”
Jeg gjorde hvad der blev sagt, selv om jeg var rædselsslagen for hvad der ventede. Jeg havde lige været vidne til en modbydelig mishandling og kunne slet ikke forestille mig at skulle stå det igennem.
”Du rører dig ikke ud af stedet og du tager din straf i stilhed. Er det forstået?”
Det her sker ikke… Det er noget jeg drømmer…
”Er det forstået?” gentog hun aggressivt.
”Javel, Frøken Becca,” græd jeg igennem anstrengte gisp.
”Du godeste, pigebarn. Har du aldrig fået en endefuld før?”
”Nej, Frøken Becca,” svarede jeg.
”Aldrig?” spurgte hun i en tvivlende tone.
”Aldrig,” svarede jeg.
Det var sandheden. Hverken moder eller min salige fader, har nogensinde lagt hånd på mig. Jeg kan ærlig talt heller ikke tro, at jeg nogensinde skulle have gjort mig fortjent til sådan en behandling.
”Forkælede tøs!” snerrede hun. ”Så er det vist på høje tid.”
Jeg tror aldrig, nogensinde, jeg glemmer det chok der gik igennem mig, da Beccas første slag, ramte min bagdel. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg udstødte et skrig som overraskede selv mig.
”Stilhed!” hvinede det gale kvindemenneske.
Hun fortsatte ufortrødent efter samme princip som før, alt imedens jeg hylede og skreg.
”Det her er for at være næsvis. Og for at spilde min kostbare tid med pjat og pjank og… og bøger!”
Hvert slag, jog igennem min krop, som et brændende lag oven på det forrige – indtil jeg ikke kunne tage det mere. Jeg sank på knæ og forsøgte desperat at beskytte min mishandlede bagdel med hænderne.
”Hvem har givet dig lov til at ligge dernede og rode rundt? Kan du så få den røv i vejret! Jeg er slet ikke færdig med dig, tøs.”
Jeg ville ikke. Jeg turde ikke. Jeg var bange og forvirret. Jeg ville hjem.
Becca råbte arrigt over mig og stampede i gulvet.
Jeg rystede. Noget varmt løb ned ad mit lår. Jeg tissede.
Åh Gud, jeg ligger og tisser ned ad mig selv…
Jeg kneb omgående sammen og håbede på at ingen havde opdaget det.
”Få så den røv i vejret!” råbte Becca.
Jeg rejste mig modvilligt og placerede håndfladerne på gulvet.
Frøken Becca slog yderligere, mindst et dusin gange før hun endelig holdt inde.
Jeg tudede som et lille barn.
”Vend dig om, tøs!” snerrede hun. ”Læg dig på knæ foran mig og hold hænderne bagom ryggen!”
Jeg gjorde som jeg fik besked på.
Frøken Becca rakte sin venstre hånd frem imod mig.
”Hvad siger man så, tøs?” spurgte hun.
Mine tanker faldt på en lang række ting, som jeg kunne have haft lyst til at sige, hvis jeg havde haft modet til det. Jeg valgte imidlertid at holde dem for mig selv.
Jeg stirrede på hendes hånd. Noget fangede min opmærksomhed. En lille, gylden hestesko, dansede hånligt for mit naive blik.
Det her er ingen fejltagelse… Det her er virkelig Equinox… Du godeste, moder, hvorfor dog?
Jeg bukkede mig fremefter og kyssede hendes hånd.
”Tak, Frøken Becca,” hørte jeg mig selv sige.
Absurd…
”Se så. Du er ikke komplet idiot, trods alt,” sagde hun hånligt.
Jeg brød hulkende sammen og lod overkroppen falde forover til min pande stødte imod gulvet.
”Vor herre bevares,” sukkede hun. ”Anna, kom herhen!”
Jeg hørte Annas fodtrin komme nærmere, til hun stod ved min side.
”Jeg går ned til sadelmageren og hører hvornår han har tid til at give tøsen halsbånd på. Sørg for at få bragt hendes ting i orden imedens! Tøj og sko i kurven. Det øvrige ragelse i kommoden og skabet.”
Hun tog, pludselig hårdt fat i mit hår og tvang mig op at stå.
Jeg hylede protesterende.
”Og sørg for, at jeg ikke ser mere til de forpulede tasker det næste år!”
Hun slap sit tag i mig.
Jeg nikkede, og frygtede at jeg også skulle mærke hendes fingerringe på tværs af ansigtet.
”Hvis ellers det behager prinsessen,” sagde hun før hun forlod værelset og forsvandt ned ad gangen.
Jeg snøftede.
Anna børstede forsigtigt håret væk fra mit ansigt og tørrede tårerne fra mine kinder med sine tommelfingre.
”Jeg tror hun kan lide dig,” sagde hun og smilede.
Jeg brast i gråd.
Hun omfavnede mig og jeg lagde mine hænder om hendes ryg. Jeg tænkte ikke længere over at vi var nøgne. Jeg holdt hende bare tæt ind til mig, så vores bryster blev presset imod hverandre. Det er utroligt hvor hurtigt man griber ud efter en smule trøst, når ens virkelighed pludselig falder sammen.
”Velkommen til Equinox,” hviskede hun i mit øre.
?
Det varme grus brændte og stak mine blottede fodsåler, alt imedens middagssolen eksponerede min nøgne krop. Jeg forsøgte at holde trit med Frøken Becca, men det var svært at matche hendes tempo. Hun travede ufortrødent afsted, hen over den åbne gårdsplads, og var tydeligvis ligeglad med hvor ondt det gjorde i mine fødder.
Anna havde hjulpet mig med at pakke mine ting ud, imedens jeg sad på sengen og snøftede. Hun havde for øvrigt ret – min seng var ret blød. Hvilket er en fordel når man skal sidde på den med en forslået bagdel.
”Det var da ikke noget særligt,” havde hun sagt. ”Du skal bare være glad for at hun ikke havde sin ridepisk ved hånden.”
Det håbede jeg aldrig at jeg skulle komme til at opleve.
Anna havde lagt alt mit tøj i den flettede kurv. Mine bøger og toiletsager havde hun lagt i kommoden, og mine to tasker havde hun lagt i bunden af klædeskabet.
Hvad skal vi overhovedet med et klædeskab, når vi ikke har noget tøj?
Hun tog mig med ud på et badeværelse, der lå lidt længere nede ad gangen og badede mine blodskudte øjne med en kold, fugtig klud. Herefter førte hun mig tilbage til værelset og bad mig lægge mig på maven, på min seng. Hun fandt en lindrende salve i en af kommodeskufferne, som hun forsigtigt påførte mine ømme baller.
Jeg overvejede om jeg burde tilbyde hende samme gestus, men jeg konstaterede at mine hænder rystede for meget. I øvrigt virkede det heller ikke, som om hun var synderligt generet af sine egne skader – ikke engang af de mærker som Beccas fingerringe, havde efterladt på hendes kind.
Frøken Becca var returneret til værelset lidt efter, og havde bedt mig om at følge med. Anna, havde hun givet besked på at bringe kurven med mit tøj, ned til magasinet.
At forlade værelset, nøgen, havde været slemt nok i sig selv. At blive ført tværs over en åben gårdsplads, uden en trævl på kroppen, var som et levende mareridt. Jeg forsøgte at skjule mine kønsdele med mine hænder og mit lange hår, alt imedens jeg kiggede mig nervøst omkring.
En ung kvinde, iført samme rideuniform som Frøken Becca, kom trækkende med en nydelig skimmel. Hun sendte mig et skævt smil, men virkede i øvrigt ikke synderligt interesseret i min tilstedeværelse. Vi passerede en lang staldbygning, og jeg hørte nogen fløjte efter mig gennem et åbent vindue. For enden af bygningen, stod en ældre mand i gartneruniform og var i færd med at kultivere et bed. Han vendte sig om og stirrede efter mig da vi passerede.
Jeg mærkede hvordan mine kinder blussede af skam.
Frøken Becca førte mig ind i en mindre bygning, hvor der lugtede af læder og olie. En høj, spinkel, gråhåret mand, med bemærkelsesværdigt tykke briller, vendte sig om imod os, da vi trådte ind i hans værksted.
”Nåh, der har vi endelig nummer XIV,” sagde han begejstret. ”Det var godt. Kom du bare nærmere min pige.”
Det havde jeg ikke rigtig lyst til, men Frøken Becca lagde en hånd på min ryg og førte mig frem mod den ældre mand.
”Du skal ikke være bange for mig, min pige – jeg er kun hårdhændet ved oksehuder.” sagde han og gestikulerede mod en væg hvor der hang en masse sadler og seletøj.
Noget af seletøjet, forekom mig lidt besynderligt.
”Nu skal du se hvad jeg har til dig,” sagde han og trak en skuffe ud fra sit arbejdsbord. Han holdt et mørkebrunt læderhalsbånd op foran mig. Det var påmonteret et lille messingskilt med tallet: XIV.
Jeg stirrede vantro på det.
Jeg vil ikke… Jeg er ikke noget nummer… Jeg er ikke noget dyr…
”Jeg skal bare lige have det tilpasset,” sagde han. ”Det tager ikke lang tid. Hvis du vil sætte dig der.”
Han nikkede imod en høj skammel. Jeg satte mig forsigtigt og bed tænderne sammen, da det tørre træ fik kontakt med den ømme hud.
”Hvis Magistra Equi vil være så venlig at assistere?”
Frøken Becca sukkede højlydt. Hun tog fat i mit hår og samlede det over mit hoved.
”Mange tak,” sagde den ældre mand.
Han lagde halsbåndet omkring min hals. Jeg blev grebet af en klaustrofobisk fornemmelse.
”Jeg skal bare lige tage mål,” sagde han.
Hans ånde stank af hvidvin.
Han tog halsbåndet med hen til sit arbejdsbord og skar omhyggeligt et stykke af hver ende.
”Så er vi klar.”
Han tog en form for tang fra sit bord og lagde atter halsbåndet på mig. Jeg krympede mig.
”Hvis du bare vil sidde stille, min pige. Det er hurtigt overstået.”
Jeg mærkede tangen imod min nakke og der lød et klik, da han pressede den sammen. Han gentog bevægelsen yderligere tre gange og halsbåndet sad fast.
”Så er det overstået,” sagde han.
Han gik hen og lagde tangen på bordet, hvorefter han vendte sig om imod mig.
”Det sidder perfekt,” sagde han og beundrede sit arbejde.
Jeg havde lyst til at skrige.
”Nu kan alle se at du hører til her.”
Han smilede begejstret.
Jeg hører ikke til her…
Frøken Becca sukkede og slap sit tag i mit hår.
”Det var på tide,” sagde hun. ”Greven venter…”
?
Endnu engang måtte mine ømme fødder betræde det støvede grus som eftermiddagssolen havde varmet op til smertegrænsen. Frøken Becca førte mig ned ad en smøge med lave bygninger, på den nordlige side af hovedbygningen.
I det fjerne kunne jeg høre uret slå to slag.
”Pokker stå i det,” vrissede hun. ”Mind mig om, at du skal have med pisken for at forstyrre min frokost.”
Jeg var ikke sikker på om det var retorisk, eller om hun rent faktisk forventede, at jeg skulle minde hende om det. Jeg følte ingen trang til at spørge hende ad.
Vi passerede en lav, dyster bygning, hvorfra et orange skær pulserede i mørket. En skinger, rytmisk lyd af metal, der bliver slået mod metal, skar i mine ører.
Da jeg kom tættere på, kunne jeg se en høj mørk skikkelse som slog en massiv hammer imod en ambolt. Gnisterne stod til alle sider og den koncentrerede varme, bølgede i luften og kæmpede sig vej ud under tagpladerne.
Jeg kunne ikke se mandens ansigtstræk, men et par dybe, stålblå øjne stirrede intenst på mig, inde fra mørket. Jeg forsøgte, instinktivt at dække mig til, med klæder som jeg havde glemt, ikke længere var der.
Jeg var tør i halsen. Det støvede grus og smedjens ulidelige varme, mindede mig pludselig om hvor tørstig jeg var. Jeg kom i tanke om lemonaden som jeg havde efterladt på Henrys købmandsdisk.
Dumt Eva!
Frøken Becca førte mig ind ad en bagdør i hovedbygningen og videre ned ad en lang, mørk gang. Mørket var rart.
Mørket skjuler min nøgenhed…
Vi fortsatte op ad en snæver vindeltrappe, som snoede sig gennem adskillige etager. Jeg blev ført ud på en højloftet gang, som var malet i lyse, sandfarvede nuancer. På en blåmalet dør, hang et skilt med påskriften: Balneum.
Vand. Dejligt, koldt vand.
Frøken Becca åbnede døren. Det lille badeværelse var kun oplyst af et smalt, højthængende vindue.
”Du har et kvarter,” sagde hun og kiggede på et lille lommeur som hun fandt i sin jakkelomme.
”Vask dig grundigt. Du skal op i Grevens gemakker.”
Hun fandt en pakke cigaretter i den modsatte jakkelomme.
”Skynd dig nu lidt, tøs!”
Jeg trådte ind i rummet og lukkede døren til efter mig. I det støvede lys kunne jeg skimte et lille badekar, en håndvask og et toilet med tilhørende bidet. Fra den anden side af døren, kunne jeg høre lyden af en tændstik der blev strøget.
Jeg gik hen til den lille håndvask og tændte for vandet. Det var iskoldt på mine hænder. Jeg stak hele hovedet ned i vasken og gav mig til at drikke som en hest efter et langt ridt. Det var forfriskende, endskønt det havde en pudsig eftersmag, som jeg ikke lige kunne placere. Det havde også en bemærkelsesværdig lyseblå nuance. Jeg lavede en skål med mine hænder og kom vandet i ansigtet. Så rettede jeg mig op med et lettet suk og strøg håret tilbage.
Jeg fik et chok, da jeg opdagede pigen, i det lille spejl, der hang over vasken. Hendes gyldne hår var pjusket. Hendes øjne var ildrøde og fulde af frygt og fortvivlelse. Nogen havde tvunget et halsbånd på hende – degraderet hende til en ting, et nummer, uden vilje og rettigheder.
Det er ikke mig…
En tåre løb fra pigens øje.
Hun er ikke mig…
Jeg følte på halsbåndet. Det sad ikke stramt, men det føltes stramt. Læderet var friskt og utvivlsomt af høj kvalitet. Jeg mærkede på det lille messingskilt. Det var nittet solidt fast. Jeg følte efter omme i nakken og mærkede fire, små nitter som hæftede de to ender, stramt sammen.
Jeg tog fat i halsbåndet med begge hænder og prøvede at trække i det. Selv om jeg lagde alle kræfter i, så blev det siddende hvor det sad. En klaustrofobisk følelse, bredte sig i min krop.
Jeg havde lyst til at skrige.
Du er fanget, hviskede en stemme i mit øre.
Jeg vendte mig forskrækket rundt og forventede at se nogen bag mig. Der var ingen.
Du er nummer XIV, hviskede stemmen igen.
Der var stadig ingen at se. Var jeg ved at blive tosset?
Jeg for sammen da der pludselig blev banket hårdt på døren.
”Se så at komme i sving,” råbte Frøken Becca fra den anden side. ”Jeg vil høre vand der løber og jeg vil se en nyvasket tæve komme ud om præcis tolv minutter.”
Jeg stirrede intenst på pigen i spejlet og tog en dyb indånding.
Gør mig stolt…
Beslutsomt trådte jeg op i badekarret og tændte for vandet. Det lindrede mine ømme fødder. Jeg fandt et stykke sæbe i en skål og gav mig til at vaske min krop skyndsomt. Til sidst tørrede jeg mig overfladisk med et gammelt håndklæde som hang på væggen.
Jeg gjorde næsten et hop af smerte, da jeg uforsigtigt kom til at trække det slidte stof hen over min bagdel.
Dumt Eva…
Jeg havde mest af alt lyst til at barrikadere mig på det lille badeværelse. Men tanken om at komme til at gøre Frøken Becca vred endnu en gang, var alt for skræmmende.
Efter et par dybe indåndinger tog jeg mod til mig og åbnede døren ud til den lyse gang. Becca stod lænet op ad væggen og pulsede på en tynd, hvid cigaret. Hun stirrede på mig en stund, uden at sige noget.
Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Hvorfor stirrer hun sådan?
”En lille, våd mis,” sagde hun og smilede foruroligende. ”Det er præcis sådan vi bedst kan lide dem, her på Equinox.”
Hvad skal det betyde?
Hun smed cigaretten fra sig og slukkede den med sin støvlehæl.
”Følg med, tøs…”
Historien fortsætter i romanen Equinox, der udkommer i paperbackformat i slut februar 2026 - senere vil romanen også kunne købes eller lånes som e-bog.
Erotiske noveller skrevet af Martin Sigurdsson