Mor ordner betalingen!
Helene von Bieritz satte sig over for mig på mit kontor. Elegant og velplejet kvinde i midten af fyrrerne, langt, platinblond hår, velklædt. Hun krydsede benene, det skulle vel få hende til at se dyr og sexet ud. Overklassemokke, tænkte jeg irriteret.
Hun skød Kenzo-solbrillerne op i panden:
- De har min datter Mille som studerende?
Rigtigt nok, Mille stod og skulle til at skrive speciale hos mig. Jeg nikkede.
- Mille skulle gerne have en god karakter, helst 12…
Åhr for pokker, tænkte jeg, endnu en helikoptermor, der kommer for at hjælpe sin datter, der ville være bedst hjulpet, hvis mor blandede sig udenom og lod Mille lære at klare sig selv.
- Jeg hører, at De kan hjælpe studerende til at få en lidt bedre karakter…
Hm. Det var dog fandens, som folk snakker. Det er rigtigt at nogle af mine kvindelige studerende får lidt særlig vejledning mod afregning i naturalier, men Mille ville ikke være en af dem. Mille kunne dels udmærket klare sig selv og dertil var hun bleg, kedelig og småhysterisk. Ikke noget, jeg havde lyst til at binde an med. Jeg gryntede.
- Kan det hjælpe med lidt penge. 10.000 kr?
- De fornærmer mig, frue. Jeg tager ikke mod penge. Afregning i naturalier. Betaling forud. Det er mit princip, sagde jeg afmålt.
- Naturalier… de mener… sådan?
Jeg blev irriteret og fik lyst til at være grov over for dette overklasseløg: - Ja, jeg mener ”sådan”. Men det er jo ikke noget jeg plejer at forhandle med mødre om, ligefrem. Der er jo ikke lige ligesom en avisrute, at mor kan tage den, hvis Mille skal til håndbold.
- Nej. Jeg kan godt se, at det ikke går med Dem og Mille. Hun er slet ikke seksuelt tiltrækkende. Jeg tror i øvrigt stadig at hun er jomfru. Men jeg tænkte på, at vi har en fillippinsk au-pair. Kunne De bruge hende i stedet for?
Du godeste, sad den fine direktørfrue fra Strandvejen og gav partiet som bordelmutter, der var parat til at sælge sin unge pige til fremmede for at hendes datter kunne få et 12-tal? Og talte nedsættende om sin egen datter?
Jeg var moralsk forarget; - Nej, sådan virker det ikke. Der er direkte overførsel mellem sælger og køber. Ingen mellemmænd – eller –kvinder.
Fru von Bieritz tænkte lidt over det. - Men nu nævnte De det med avisruten. Var det muligt, at jeg kunne betale i stedet for Mille?
Igen var jeg rystet. Havde direktørfruen ingen moral? Eller levede hun i en verden, hvor alt bare kunne købes og sælges for penge, og hvor man satte sig selv ind som vare, hvis det gjaldt om at komme frem? Tanken provokerede mig.
- Ja, det kunne måske lade sig gøre, sagde jeg. Fruen ser jo pæn og velholdt ud, lidt ældre end det, jeg er vant til, men hvorfor ikke?
Blondinen ømmede sig lidt ved tanken om at hun ikke var 25 mere. Om et øjeblik slår hun mig med Coco Chanel-tasken og skrider, tænkte jeg. I det mindste har jeg haft fornøjelsen at fornærme hende.
- Meget vel, sagde hun efter at have tænkt sig lidt om. Hvor og hvornår vil De have… leveret varen?
Utroligt. Men det perverse ved sagen tændte mig: Moderen solgte sin krop for datterens skyld uden at blinke.
- Hjemme hos Dem, tænker jeg, - sæt et tidspunkt.
- Min mand er i New York i næste uge, sagde hun forretningsmæssigt, kan torsdag formiddag passe dem?
- Torsdag er fin, sagde jeg lige så forretningsmæssigt og noterede i kalenderen: Torsdag formiddag klokken 10: Kneppe fru v. Bieritz.
- Vil de være venlig at parkere lidt væk, sagde hun på vej. Naboerne skulle jo nødigt snakke.
- Naturligvis, sagde jeg venligt, diskretion en æressag.
Jeg brugte den næste uge til at spekulere på, hvilket knald direktørfrue Helene v. Bieritz ville være leveringsdygtig i. Mon hun var lige så kold i røven fysisk som mentalt?
Torsdag parkerede jeg et par blokke væk fra Strandvejsvillaen og ringede så på. Fruen lukkede selv op. Selv om hun prøvede at bevare den kølige og kontrollerede facade var hun tydeligt ophidset bagved. Skræmt eller tændt? Eller begge dele?
Jeg fik et glas Chardonnay og hun viste mig huset. Fruen prøvede tydeligt at dupere mig, men der skulle mere til. Jeg udtalte mig med kendermine om deres Trampedach og om den sidste udstilling på Louisiana. Hun skulle ikke tro, at jeg var nogen bondeknold.
Så viste hun mig de pokaler, hun havde vundet i rideklubben.
- Jeg tænkte nok, Fruen var glad for heste, sagde jeg eftertænksomt: - Da jeg så Dem, sagde jeg til mig selv, at fruen er typen, der helst skal have et stort, behåret bæst mellem benene!
Helene v. Bieritz fnyste forarget og slog med nakken.
Da vi stod stille et øjeblik, lagde jeg hånden på fruens nydelige nederdel bagpå. Hun snerpede sammen på stedet, jeg lo og befamlede hende yderligere og lod hånden glide op i mellemrummet mellem lårene.
- Vil De ikke hellere have 20.000 kr? sagde hun.
- Nej, sagde jeg strengt, aftalen er betaling i naturalier eller også må Mille sejle sin egen sø.
Jeg morede mig indvendigt. Måske er det et socialt kompleks, men jeg nød at have magten over denne arrogante kælling og fortsatte ugenert med at lade hånden glide op bagfra og undersøge hendes baller og mellemrummet mellem lårene.
– Hvad så, Frue, indrøm bare, De vil jo gerne, sagde jeg.
Hun hadede mig i det øjeblik. Jeg morede mig med at tage hende på måsen et stykke tid endnu. Om hun egentlig var kold i røven er meget at sige, men hun klemte ballerne og lårene sammen.
- Slap af, vi skal jo hygge os, sagde jeg og hende et lille kærligt smæk bagi, hvilket fik hende til at udstøde et lille hvin.
- Tag tøjet af, fortsatte jeg og smed mig i en af de dyre lænestole. Jeg kan lide at se lidt på varerne, før jeg handler...
Nølende knappede hun blusen op, så jeg kunne se den fine bh indenunder.
- Og nederdelen… Jeg signalerede med glasset.
Også nederdelen faldt. Helene v. Bieritz stod nu i strømbukser og bh og trusser midt i stuen.
- Drej Dem omkring… jeg brummede lidt. - Det går vel an, sagde jeg vurderende.
- De er et svin… sagde Fruen ophidset.
- Ja, sagde jeg, og De er en tæve. De har solgt dem selv til mig og gjort Dem selv til luder. Så må De vel også komme med en luders ydelser.
Jeg gik en runde om blondinen og studerede hende fra alle sider som var hun en præmieko til dyrskue, nappede hende i måsen, så hun hvinede og tog hende prøvende på brysterne.
- Tag bhen af, så jeg kan se, hvad De har på hylderne.
Hun knappede lydigt op. Fine patter, om end de hang en smule. Jeg dikkedikkede dem, så de dirrede. Fruen blev rød i hovedet af arrigskab.
- Kan vi ikke få det her overstået? fnysede hun.
- Nå, så De kan slet ikke vente? Er De virkelig så utålmodig efter at få noget fremmed? Jamen, som fruen vil.
Jeg trådte om bag direktørfruen, lagde hænderne på hendes bryster og gnubbede mit underliv mod fruens luksusrøv.
Hun kunne ikke undgå at mærke, hvad for en stor og hård tingest, jeg havde til hende i bukserne og stivnede om muligt endnu mere…
Fortsættes...
Erotiske noveller skrevet af Carl Wilhelm